Hvis du kæmper med dit forhold til mad eller krop, kan jeg tilbyde et empatisk, fortroligt og ikke-dømmende rum. Fokus er hos mig ikke på ‘diagnoser’ eller ‘sygdom’ men på sammen at udforske, forstå og finde vej i hvordan du oplever dit liv.

Alle kroppe er gode kroppe

Der er enormt meget fokus på krop og mad i vores samfund. Afklædte kroppe vises overalt i medier, på film og internettet og det er ofte et snævert og for mange uopnåeligt skønhedsideal, der fremstilles.

Kroppen opleves i høj grad udefra-ind i stedet for indefra-ud. Og krop og udseende bliver for mange – især unge – meget vigtige for selvværd og identitet.

For nogle kan fokus på kroppen tage overhånd og føre til en overoptagethed af mad, træning og udseende, som det kan være svært at komme ud af. Det kan blive en negativ spiral, hvor en følelse af utilstrækkelighed fører til mere fokus og kontrol, som næsten uundgåeligt fører til endnu mere selv-kritik og utilstrækkelighedsfølelse.

I processen mistes ofte den indre fornemmelse af kroppen som subjekt, som centrum for vores oplevelse af verden og beholder for vores levede liv, følelser og sanser. Kroppen bliver kun set på udefra, som objekt.

Mad og kontrol som følelsesregulering

Psykiske problemer forbundet med mad og krop kan have mange udtryk og årsager. For mange er der dog den fællesnævner, at mad og kontrol på forskellig vis bruges som en måde at håndtere svære følelser.

Det kan f.eks. være følelser af utilstrækkelighed, skam, forkerthed, sorg eller vrede. For nogle bliver jagten på den perfekte krop (og ofte på perfektion på mange andre fronter) en måde at holde en følelse af utilstrækkelighed på afstand. For andre bliver det overspisningen, der giver en umiddelbar lindring, selvom skam og selvkritik ofte følger hurtigt efter.

Der er altid en god grund til, at vi gør, som vi gør. Ofte – men ikke altid – er der en kobling til tidligere erfaringer i livet og i opvæksten. Det kan f.eks. være barnet, der kun oplever forældrenes accept, når det opfører sig på en bestemt måde. Det barn lærer at gemme de følelser og behov væk, der er uønskede eller ikke kan rummes af forældrene.

Men prisen for ikke at blive set og accepteret som barn kan være en dyb eksistentiel ensomhed, skam og tab af selvfølelse. Barnet, der ikke stoler på trøst og omsorg fra sine forældre, lærer sig andre måder at håndtere de svære følelser. Det er meget almindeligt, at mad (eller kontrol med mad) bliver den form for beroligelse, der kan findes. Forskellige former for selvskade (f.eks. cutting) kan have en tilsvarende funktion.

Senere i livet kan det være svært at slippe de strategier, der er lært, selvom de ikke tjener os længere.

Stigmatisering

Der er meget stigmatisering af spiseforstyrrelser, særligt når de involverer tab af kontrol i form af f.eks. overspisning eller opkastning. Det strider mod det ideal om kontrol og perfektion, der på mange måder er fremherskende i vores kultur. Det er derfor ofte enormt skamfuldt og lidelsesfuldt for de, der er berørt, og mange føler sig desværre også stigmatiseret i mødet med behandlingssystemet, hvor fokus ofte er på vægt, kostplaner, spørgeskemaer og standardiseret behandling.

Der kan være tilfælde, hvor en person er så alvorligt syg, at det er nødvendigt at behandle, også med tvang. Men i de fleste tilfælde er umyndiggørelsen unødvendig og ikke fremmende for en heling af de følelsesmæssige skader, der ligger til grund for problemet.

Jeg tror, at man ofte kommer længere med en tilgang baseret på empati, nænsomhed, nysgerrighed og anerkendelse.