P1 Formiddag Kommenter
Jeg har i dag været gæst hos Poul Friis i P1 Formiddag, hvor vi talte om overdreven forbrugerbeskyttelse.
Lad borgerne tænke selv og træffe flere af deres egne valg i stedet for at løse alle problemer med forbud. Sådan lyder opfordringen fra Mie Harder, ph.d. stipendiat og rådmand for de konservative i Frederiksberg Kommune.
Hun mener, at forbrugerbeskyttelsen i Danmark er gået for vidt især inden for sundhedspolitikken. – Resultatet er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten. Vi er i gang med at afskaffe den kritiske sans og den sunde fornuft, mener Mie Harder.
- Jeg mener ikke altid staten er den bedste til at vurdere, hvad der er til ens eget bedste. Jeg mener ikke at staten, samfundet og eksperter skal definere, hvad der er et godt liv og tvinge alle mennesker til at leve på den måde.
Hun mener at det skal være den enkeltes eget frie valg om man vil køre med sikkerhedssele og cykelhjelm, lige som det skal være frit at vælge at ryge, fordi det måske er vigtigere end muligheden for at leve nogle år længere.
Hør udsendelsen her.
Mindre stat, mere privat Kommenter
Da jeg startede med at studere på handelshøjskolen boede jeg i en ungdomsbolig. Uddannelsen blev betalt af skatteyderne, og ungdomsboligerne var opført med stor statsstøtte. Huslejen betalte jeg med min SU. Og så fik jeg tilmed boligsikring.
For at få boligsikring skulle jeg udfylde en flere sider lang ansøgning og indsende alle mulige bilag til kommunen. Jeg ringede ind og blev grundigt vejledt omkring, hvordan alle dokumenterne skulle udfyldes. Senere blev ansøgningen og de mange bilag vurderet af kommunens medarbejdere.
Jeg fik omkring 200 kr. om måneden. Penge, der ingenting betød i min daglige økonomi og som jeg sagtens kunne have klaret mig uden. Men det var jo noget, jeg havde ret til. Og det er nok meget symptomatisk for den rettighedsmentalitet, vi har udviklet i Danmark. Vi er gode til at sørge for, at vi får det, vi har krav på. Men vi tænker måske ikke så tit over, om vi egentligt har brug for alt det, vi får.
Der er mennesker, der har brug for hjælp. Men vi har efterhånden indrettet et system, hvor det mere handler om rettigheder end om behov. Hvor alle betaler – og alle får lommepenge af staten. Til gengæld ædes en masse penge op af administration og bureaukrati. Den offentlige sektor vokser og vokser og har aldrig været større, men det meste af velfærden går til middelklassen – og ikke til de allersvageste i samfundet.
Danmark har verdens største offentlige sektor – til gengæld er den private sektor, der jo er en forudsætning for vores rigdom og velstand, på smalkost. Hvis der skal være råd til en velfærdsstat i fremtiden, skal der rettes op på den ubalance. Derfor er det nødvendigt at stoppe væksten i den offentlige sektor. Vi skal tage hånd om dem, der ikke kan klare sig selv – men vi er mange, der egentligt ikke har brug for hjælp, og vi skal indstille os på at tage et større ansvar for os selv i fremtiden.
Nulvækst er ingen udsultning af det offentlige. Men det kræver, at vi bliver bedre til at prioritere, og det kræver nogle svære valg her og nu. Med det brede budgetforlig, der er indgået for 2011, går Frederiksberg forrest. Det er ikke altid populært at stramme op, og det har bestemt ikke været lette beslutninger. Men det er nødvendigt.
Vi udbygger på nogle områder og bruger færre penge på andre områder, men overordnet kan vi være godt tilfredse med resultatet. Vi fastholder og styrker kerneservicen i skoler, daginstitutioner og på ældreområdet, samtidig med at vi sparer penge på at gøre tingene smartere og klogere på en række områder.
Med budgettet for 2011 har vi vist, at det godt kan lade sig gøre at skabe balance i økonomien – uden de voldsomme nedskæringer og skattestigninger, der er på tale i mange andre kommuner.
Tale ved kommunalbestyrelsens fortsatte 1. behandling af budget 2011 onsdag d. 8. september 2010
Forbrugerfordummelse Kommenter
Hver anden dansker ønsker cykelhjelmen gjort lovpligtig for alle, men alligevel kører et overvældende flertal uden hjelm, viser en ny undersøgelse fra Codan Forsikring. I stedet for at gribe i egen barm, vil vi have andre til at træffe valget for os. Det er måske ikke så overraskende.
I Danmark opmuntres folk nemlig ikke til at tænke selv. Tværtimod har vi opbygget et statsapparat, der i stigende grad pakker os ind i vat og beskytter os imod konsekvenserne af vores egne valg. Eller ganske enkelt forbyder de valg, der ikke er gode og rigtige nok.
Har vi i Danmark drevet forbrugerbeskyttelse så vidt, at vi er godt i gang med at afskaffe den kritiske sans og sunde fornuft?
Forbrugerbeskyttelse kan være udmærket. For eksempel når legetøj og andre almindeligvis uskadelige produkter indeholder kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer. Men det er et misforstået hensyn at forsøge at opdrage folk til at leve sundt ved at klistre dødningehoveder på cigaretpakker og sætte strafskatter på sukker og fedt.
Ingen er i tvivl om, at fastfood og cigaretter er usundt. I stedet for at appellere til vores almindelige sunde fornuft, skaber de mange løftede pegefingre en illusion om, at alt, der ikke er omfattet af advarsler, er sundt og godt. For vores egen skyld har vi altså udliciteret den kritiske sans til staten, så vi ikke længere behøver tænke selv.
Et utal af love har til hensigt at beskytte os mod mere eller mindre reelle trusler. For eksempel har vi en ferielov, der tvinger os til at lægge en del af lønnen til side, så det hele ikke drikkes op eller ødsles bort på tant og fjas. Og i stedet for at lade os hver især indgå de lejeaftaler, vi selv finder rimelige, har vi en planøkonomisk huslejelovgivning, der under påskud af at beskytte lejerne ikke engang tillader udlejere af få deres egne omkostninger dækket.
Hvilke rabatter og vilkår, virksomheder må tilbyde kunder, er også reguleret ved lov. For eksempel må forretninger og kunder ikke selv tage stilling til, om de vil benytte sig af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer. Det kan være besværligt eller uigennemskueligt for forbrugerne, påpeger Forbrugerrådet, der indædt kæmper imod EUs krav om en ophævelse af de danske forbud.
Et andet eksempel er regerings redningspakke til flekslånerne, der i 2008 havde udsigt til stigende renter. Risikovillige lånere havde godt nok haft stor fordel af de lave renter i årene forinden, men de blev alligevel skånet af staten i det øjeblik, risikovilligheden havde en pris.
Budskabet til de mere forsigtige husejere må være, at hovedet fremover er bedre placeret under armen.
Staten beskytter os også imod letsindige, men offerløse, handlinger som hashrygning, bilkørsel uden sele, hasardspil og spilleautomater. Hvis en restaurant eller kiosk ansøger om tilladelse til at opstille et par enarmede tyveknægte, tager spillemyndigheden tilmed særlig højde for, om der skulle befinde sig en skole eller kirke i nærheden. Åbenbart er skolebørn og kirkegængere særligt modtagelige for åndeligt fordærv.
Men kreativiteten kender ingen grænser. Benny Engelbrecht (S), der i sandhed er forbrugerbeskyttelsens førstemand, har for eksempel foreslået at indføre et loft over prisen på sms konkurrencer i tv-programmer som X-faktor. Han tøver heller ikke med at udråbe det som en ”sejr for forbrugerne”, at EU valgte at forbyde det helt igennem uskadelige enzym thrombin, der under navnet ”kødklister” skabte stor debat i foråret. McDonald’s reklamer til børn vil han også forbyde. SF går endnu længere og ønsker et generelt forbud mod at blande legetøj og mad. Slut med Happy Meals. Men hvorfor ikke stole på vores evne til at vælge selv?
Det er jo netop forbrugernes kritiske valg og fravalg, der presser virksomheder til konstant at forbedre sig. Benny Engelbrecht og Co. vil sikkert hævde, at staten bedre end borgerne kan sætte rammer for virksomhedernes drift. Mange statslige krav til blandt andet arbejdsmiljø og god selskabsledelse er sikkert også enkeltvis udmærkede initiativer.
Men jo længere vi går i retning mod, at forbrugerne fratages valget, og staten slet og ret fortæller virksomhederne, hvordan de skal drive forretning, jo mere nærmer vi os det planøkonomiske samfund, der fejlede så katastrofalt i Sovjetunionen og Østeuropa.
Som Adam Smith allerede i 1759 påpegede, kan en central styring af ressourcerne aldrig måle sig med den effektivitet, kreativitet og nyskabelse, der spontant opstår ud af menneskers frie valg. Hvis ellers vi får lov til at tænke og vælge selv.
Resultatet af overdreven forbrugerbeskyttelse er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten, der således bekræftes i, at borgerne ikke selv magter ansvaret. Vi opnår aldrig et risikofrit samfund, men i processen bliver vi alle dummere og fattigere.
Logikken kender vi alle. Så længe et barn kører med støttehjul på cyklen, lærer det aldrig at holde balancen. Derfor tager forældrene på et tidspunkt støttehjulene af, selvom det resulterer i, at barnet får nogle skrammer og blå mærker. På Christiansborg er man – desværre – i gang med den modsatte øvelse.
Kommentar i Berlingske Tidende tirsdag d. 7. september 2010
Stigende fattigdom er en myte 2 Kommentarer
Der er uden tvivl personer i Danmark, der har det svært, men der findes ikke i traditionel forstand fattigdom i Danmark. Når Sine Heltberg (A) i Lokalavisen d. 19. august bekymrer sig om fattigdommen, taler hun alene om den relative fattigdom. Der er ikke tale om mennesker, der sulter eller står uden tag over hovedet, men om mennesker, der har relativt mindre forbrugsmuligheder end andre.
Signe Heltberg mener nemlig, at man per definition er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år.
Det er derfor misvisende, når Sine Heltberg på baggrund af en rapport fra Arbejdernes Erhvervsråd hævder, at der er sket en stor stigning i antallet af fattige. De personer, som Sine Heltberg betegner som fattige, er faktisk som gruppe blevet rigere end for 10 år siden. Deres indkomstfremgang har bare ikke været lige så stor som for andre grupper i samfundet.
Hvis man for eksemplets skyld fastfryser fattigdomsgrænsen på år 2000-niveau, viser en udregning fra Finansministeriet, at antallet af fattige faktisk er faldet med cirka 16.000 personer eller 8% fra 2000 til 2007. Danmark er i øvrigt det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til denne lavindkomstgruppe.
At opgøre fattigdom som en bestemt andel af medianindkomsten er derfor både meningsløst og misvisende. En konsekvens af denne målemetode er desuden, at der som regel vil komme flere fattige, når samfundet er i vækst, og færre fattige, når der er lavkonjunktur.
Dette siger dog intet om det enkelte menneskets livssituation. En stor del af de 300.000 fattige, som Sine Heltberg taler om, er faktisk studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er i denne lavindkomstgruppe, er ude af kategorien allerede året efter.
Fattigdom er et meget komplekst begreb. Efter min mening er man fattig, hvis man ikke har mulighed for at forbedre sin egen livssituation. Men man er ikke fattig, blot fordi man ét år har en indkomst, der er under halvdelen af medianindkomsten.
I stedet for at sætte teoretiske mål for fattigdom, bør vi fokusere på at hjælpe de virkeligt svage i samfundet: f.eks. narkomaner, psykisk syge, handikappede og udsatte børn.
Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 26. august 2010
Fattigdomsgrænse er populisme 7 Kommentarer
En fattigdomsgrænse er ikke andet end beskæftigelsesterapi for offentlige papirskubbere og gloriepudsning for venstrefløjens intellektuelle. Hvis målet er at hjælpe de svageste, er det helt andre tiltag, der skal til.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har regeringens politik siden 2001 drevet tusindvis af danskere ud i fattigdom. Dette har atter bragt forslaget om en fattigdomsgrænse på banen. I EU er der også fokus på fattigdom og i en plan for ”intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst” ønsker Europa Kommissionen at indføre nationale fattigdomsgrænser på 60% af et lands medianindkomst.
Danmark er det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til lavindkomstgruppen. Der er uden tvivl personer, der har det svært, men der findes ikke i traditionel forstand fattigdom i Danmark.
Relativ fattigdom
Når de forenede godhedsordførere i SF, S, RV og EL og ikke mindst Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekymrer sig om stigende fattigdom, taler de alene om den relative fattigdom. Der er ikke tale om mennesker, der sulter eller står uden tag over hovedet, men om mennesker, der har relativt mindre forbrugsmuligheder end andre.
AE mener nemlig, at man per definition er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år. De personer, som AE betegner som fattige i dag, er faktisk som gruppe blevet rigere end for 10 år siden. Deres indkomstfremgang har bare ikke været lige så stor som for andre grupper i samfundet.
Hvis man for eksemplets skyld fastfryser fattigdomsgrænsen på år 2000-niveau, viser en udregning fra Finansministeriet faktisk, at antallet af fattige er faldet med cirka 16.000 personer eller 8% fra 2000 til 2007. Det er derfor i bedste fald misvisende, når Arbejdernes Erhvervsråd hævder, at der er sket en stor stigning i antallet af fattige.
Faktisk er en betydelig del af de 300.000 fattige, som AE har regnet sig frem til, studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er fattige ifølge denne definition, er ude af kategorien allerede det følgende år.
At opgøre fattigdom som en bestemt andel af medianindkomsten er derfor både meningsløst og misvisende. En konsekvens af denne målemetode er desuden, at der som regel kommer flere fattige, når der er vækst og fremgang i samfundet, og færre fattige i nedgangstider.
Målet er lighed
Dette siger dog intet om det enkelte menneskes livssituation. En relativ fattigdomsgrænse er nemlig i virkeligheden et mål for ulighed og ikke for fattigdom. Fattigdomsgrænser handler derfor heller ikke om at bekæmpe fattigdom. Det er først og fremmest en skrivebordskrig, der tjener som egopleje for de politisk korrekte på venstrefløjen.
Ved at kræve en fattigdomsgrænse taler de lige ind i hjerterne på journalister og vælgere. De pynter sig med social indignation, idealisme og moralsk overlegenhed og revser regeringen for manglende handlekraft. Men det er en blåøjet idealisme. De foregiver at kunne afskaffe fattigdom med et fingerknips, men undgår behændigt at tale om konkrete initiativer eller løsninger.
En relativ fattigdomsgrænse vil give arbejde til regeringens talknusere, til en hær af EU-bureaukrater og til diverse sagsbehandlere, konsulenter og rådgivere, der skal udarbejde strategier og evalueringer, men det gør ingen forskel for de virkeligt udsatte i samfundet.
Der kan være mange årsager til, at en person har en lav indkomst i et år. Der kan for eksempel være tale om kortvarig ledighed, personlige livsstilsvalg, orlov eller uddannelsesophold. Man er fattig, hvis man ikke har mulighed for at forbedre sin egen livssituation. Men man er ikke fattig, blot fordi man ét år har en indkomst, der er under halvdelen af medianindkomsten.
Varm luft
Idéen om en fattigdomsgrænse bygger derfor mere på varm luft end på en reel bekymring for de udsatte i samfundet. Det er marketing og selveksponering, der ikke hjælper de svageste. Faktisk kunne man forledes til at tro, at venstrefløjen i virkeligheden er ligeglade med de mest udsatte. Hjemløse, narkomaner og sindslidende stemmer alligevel sjældent.
Derfor giver det udmærket mening at bruge kræfterne på at sælge varm luft på dåse til den brede middelklasse, der gerne vil stemme på social ansvarlighed og verdensfred. Selvom at Özlem Cekic (SF), Mette Frederiksen (S) og andre taler om at sætte fokus på de svageste, er konsekvensen den stik modsatte. Der bliver investeret tid, penge og spaltemillimeter på en akademisk diskussion af indkomstgrænser, der siger meget lidt om menneskers egentlige levevilkår. Alt imens forsvinder fokus væk fra de reelle problemer på samfundets bund.
Der er mennesker i Danmark, der lever under utålelige kår. Men de bliver ikke hjulpet af fattigdomsgrænser eller af den udglatning af indkomstforskellene, som er venstrefløjens egentlige formål med at bekæmpe fattigdom ud fra en relativ målestok.
I stedet for at sætte teoretiske og ubrugelige mål for fattigdom, bør vi fokusere på at hjælpe dem, der reelt lever på kanten af samfundet. Ikke mindst narkomanerne, de psykisk syge, de handikappede og de udsatte børn.
Klumme på 180grader.dk
Kvindekortet Kommenter
På vej op ad karrierestigen kan man ganske vist øge sin appel til medier og vælgere ved at spille »kvindekortet« og føre sig frem som »gæv jyde«, »ung smuk blondine«, »familiemor« eller »jeg-er-bare-ligesom-alle-andre«. Men når man står i spidsen af et parti eller kandiderer til statsministerposten, skal man også levere den politiske substans.
At det kan være en fordel at være smuk og fotogen – og ikke mindst kvinde – anerkender Hanne-Vibeke Holst. Men hun fastholder alligevel, at furoren omkring Thorning og Espersen handler om køn og ikke om skatteunddragelse eller mødeafbud.
»De har ikke været tilstrækkeligt bevidste om, hvor farligt det er at lade medierne æde sig med hud og hår. For under mediernes fascination ligger et urgammelt kvindehad og ulmer. Det slippes løs, når de her kvinder viser svaghedstegn og kommer i krise,« siger hun.
Kvindekortet kan være effektfuldt, men det virker sjældent befordrende på afsenderens troværdighed eller intellektuelle tyngde. At trække kvindekortet, når man har trådt i spinaten, er en særlig tvivlsom strategi. Det er nemlig som regel dem, der taktisk har udnyttet rollen som kvinde eller mor for at komme frem i samfundet, der senere beklager sig over, at kritikerne er for personlige.
Der er ikke tale om en dobbeltstandard. De bedømmes blot pludselig på den målestok, der fra starten har været et vilkår for de fleste andre mindre karismatiske og ugebladssælgende personer. Om end kravene selvfølgelig, uafhængig af køn, er højere på toppen.
Uddrag af kronik i Berlingske Tidende fredag d. 20. august 2010. Læs resten af kronikken her.
Gæster er også velkomne Kommenter
En betalingsring om hovedstaden rammer ikke frederiksbergborgerne, men kun de ”gæster”, der får den tossede idé at besøge byen, argumenterer Lise Hækkerup (A) i avisen d. 12. august. Jeg må desværre korrigere den fejlopfattelse, at Frederiksberg skulle være en isoleret ø midt i Danmark.
Hver dag tager over 40.000 frederiksbergborgere ud af kommunen for at komme på arbejde, mens mere end 30.000 borgere fra andre kommuner pendler ind i byen. Frederiksberg er dertil en af Nordeuropas vigtigste uddannelsesbyer med mere end 25.000 studerende, der langt fra alle bor i kommunen.
Desuden har Frederiksberg et rigt og varieret kultur- og handelsliv, der i høj grad lever af turister, teaterbesøgende og ”andet godtfolk”, som Lise Hækkerup nedladende beskriver byens gæster.
Vi gør allerede i dag en stor indsats for at skabe alternativer til bilen. Vi investerer blandt andet store summer i metroudbygning, busbaner og cykelstier. Den indsats skal vi fortsætte. Men at opføre en mur rundt om byen er en idé, der hører middelalderen til. Gæster er velkomne på Frederiksberg. Også selvom de ind imellem kommer i bil.
Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg d. 19. august 2010
Renere luft – uden bompenge! Kommenter
Torben Poulsen spørger i Frederiksberg Bladet 3. august, hvordan vi skal komme luftforureningen til livs uden at indføre bompenge. Danmark har i forvejen verdens højeste bilbeskatning. Derfor er det ikke rimeligt at indføre en ny skat på bilisme, der tilmed rammer de laveste indkomstgrupper hårdest.
Heldigvis er der meget andet, vi kan gøre for at reducere luftforureningen. På Frederiksberg har vi for eksempel arbejdet intenst på at få metroen udbygget. Metro Cityringen, der åbner i 2018 med tre stationer på Frederiksberg, vil knytte byen bedre sammen og skabe bedre forbindelser til regional- og S-tog.
Vi har også investeret mange millioner i busbaner, cykelstier og andre tiltag, der gør det mere attraktivt at lade bilen stå. Ved indkøb af køretøjer og ved udlicitering af transportopgaver stiller kommunen desuden krav om påmontering af filtre. Ligeledes går vi foran med udskiftning af kommunens egne køretøjer til elbiler.
I 2008 indførte vi en miljøzone på Frederiksberg, der stiller krav om, at ældre lastbiler og busser påføres partikelfiltre. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har for nylig lavet en midtvejsevaluering af miljøzonen, der viser en reduktion i partikeludstødningen fra trafikken på omkring 26 procent samt en pæn reduktion i forureningen med kvælstofdioxid (NO2).
Desværre viser rapporten også, at forurening fra trafikken kun udgør en mindre del af den samlede luftforurening. En stor del af partikelforureningen kommer faktisk fra vores nabolande.
Selv om luften er blevet renere i hovedstaden, vil vi selvfølgeligt gerne forbedre luftkvaliteten yderligere. I handlingsplanen for bæredygtig udvikling er det derfor besluttet at udarbejde en langsigtet strategi for reduktion af luftforurening i kommunen. Herunder overvejes også muligheden for at udvide miljøzonen til at omfatte varebiler.
Det er urealistisk at tro, at vi nogensinde kommer luftforureningen helt til livs. Men meget kan gøres uden at opføre en mur om byen.
Læserbrev i Frederiksberg Bladet tirsdag d. 10. august 2010
Javel, fru minister 6 Kommentarer
”Som ligestillingsminister har jeg aldrig gået ind for resultatlighed, ens adfærd eller for den sags skyld kvoter,” skriver Lykke Friis (V) i Berlingske d. 5. august. Derefter modsiger hun sig selv ved at hævde, at kvinders lave repræsentation i eksempelvis forskningsverdenen er tegn på uligestilling.
Således bekræftes den kritik, jeg rejste i avisen d. 30. juli. Uanset hvor mange gange Lykke Friis gentager, at hun ikke går ind for kvoter, måler hun i praksis ligestilling som lige fordeling.
Som prorektor på Københavns Universitet stod hun tilmed i spidsen for at indføre en særlig bonus til fakulteter, der ansætter flere kvindelige professorer. Det er måske ikke en kvote, men tanken er utvivlsomt, at ligestillingen fremmes ved at sikre en bestemt fordeling af mænd og kvinder.
Et ligestillingsministerium, hvis arbejde hovedsageligt består i at opgøre antallet af mænd og kvinder i diverse jobkategorier og problematisere et hvert eksempel på, at fordelingen er ulige, er aldeles overflødigt.
Hvis nogle kvinder ønsker at ”spilde deres talent”, som ministeren udtrykker det, ved ikke at gøre karriere, er det deres frie valg. Borgerne er ikke midler til at opnå ministerens mål om et kønsneutralt samfund.
Helt absurd er det, at Lykke Friis til sidst forsøger at legitimere sit ministerium ved at gøre partnervold og menneskehandel til ligestillingsproblemer. Begge dele er først og fremmest en opgave for politiet og dernæst for de sociale myndigheder. Alternativt kunne ligestillingen jo forbedres ved at gøre flere mænd til voldsofre og flere kvinder til forbrydere.
Ligestilling betyder lighed for loven. Resultatlighed, derimod, kan kun opnås på bekostning af nogle menneskers ret til at vælge selv. Jeg tvivler derfor på, at det giver mening for mange andre end ministeren selv, når hun på den ene side fastholder, at mænds frafald på universiteterne og kvinders fravær i lederstillinger er ligestillingsproblemer og samtidig hævder, at hun ikke går ind for resultatlighed.
Læserbrev i Berlingske Tidende søndag d. 8. august 2010
Kære Charlotte Sahl-Madsen Kommenter
Du er på det seneste kommet noget i vælten på grund af dit forslag om at tvinge studerende til at læse et semester i udlandet. I Jyllands-Posten d. 22. juli skriver du, at ”hverken studerende eller samfundet kan være tjent med, at unge læser fem år for så ikke at kunne få job efterfølgende.” Jeg er helt enig, og jeg sympatiserer med dit ønske om at skabe universitetsdimittender, der i højere grad møder samfundets behov.
I år har rekord mange unge søgt ind på universiteterne, men desværre er der ikke altid sammenhæng mellem de unges studievalg og deres efterfølgende jobmuligheder. Journalistik, film- og medievidenskab, design og grafisk kommunikation er blandt uddannelserne med flest ansøgere per studieplads, imens der stadig er ledige pladser på for eksempel naturfag og it-uddannelser.
At forsøge med vold og magt at banke samfundsnyttige kompetencer ind i hovedet på de studerende igennem for eksempel tvungne ophold i udlandet er dog både besværligt og bureaukratisk. Lad mig foreslå en meget lettere løsning.
Afskaf SUen
Erstat først og fremmest SUen med et statslån. Et lån, der senere skal tilbagebetales, vil skabe et naturligt incitament til at vælge uddannelser, der fører til job. Ligeledes vil flere blive færdige til tiden.
Det betyder ikke, at alle skal læse naturvidenskab eller studere i udlandet. Vi har nemlig forskellige personlige kompetencer og interesser, der påvirker, hvor i samfundet vi kan gøre størst nytte. Ligeledes ændrer samfundets behov sig hele tiden. Et system, der fremmer de kompetencer, vi har brug for i dag, risikerer at være forældet i morgen.
Hvis de studerende i stedet gives incitament til at vælge uddannelser, der ruster dem til at forsørge sig selv, skal de nok automatisk tilpasse deres studievalg til de behov og udfordringer, der er aktuelle i samfundet. Hvis SUen erstattes med lån, vil mange også kunne nøjes med at arbejde mindre ved siden af studierne. De vil nemlig få mere udbetalt for de samme timer, da hele personfradraget kan anvendes på studiejobbet.
Afskaf topskatten
Samtidig bør vi selvfølgeligt afskaffe topskatten. Dette hører godt nok ikke til dit ressortområde, men du kunne måske tale med dine ministerkolleger. Når de studerende skal betale en større gæld tilbage efter studierne, er det kun rimeligt, at de også kan beholde en større andel af deres løn. Hvis det bedre kan betale sig at tage et højtlønnet job, vil flere desuden dygtiggøre sig og tillære sig de kvalifikationer, der bliver efterspurgt.
Den lønforskel, man i dag kan opnå ved at vælge en uddannelse, der er en mangelvare i samfundet, bliver i det store og hele udlignet af en højere marginalskat. Derfor kan de studerende være ligeglade med, hvor nyttig deres uddannelse er. Forskellen på at vælge en samfundsnyttig og ikke-samfundsnyttig uddannelse er jo til at overse i deres privatøkonomi.
En afskaffelse af SU og topskat gavner altså på flere måder regeringens målsætninger. Flere vil dygtiggøre sig, de vil vælge uddannelser, der fører til job og de vil blive hurtigere færdige. Og det kan lade sig gøre helt uden tvang.
De bedste hilsner fra en partikollega.
Klumme på 180grader.dk