Lønmyter Kommenter
Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christiansen, skriver i Weekendavisen d. 25. juni, at folketinget bør afsætte penge til at lukke løngabet på 22 procent mellem mænd og kvinder i den offentlige sektor. Grethe Christiansen udtaler sig på baggrund af Lønkommissionens rapport, men hendes indlæg bærer præg af, at hun nok næppe har læst rapporten.
Den konkluderer nemlig, at der rigtig nok er en bruttolønforskel på omkring 20 procent mellem mænd og kvinder. Men langt hovedparten af denne lønforskel skyldes ifølge rapporten, at mænd og kvinder er ansat inden for forskellige fag, med forskellige funktioner og anciennitet. Når disse objektive faktorer trækkes ud, resterer alene en lønforskel på mellem 0,5 og 3,1 procent afhængig af opgørelsesmetoden.
Grethe Christiansens indlæg viser desværre, hvor sejlivet myterne om kønsdiskrimination er. Der er lige løn for lige arbejde i Danmark. Kvinder og mænd vælger bare forskellige fag og mænd har oftere ledelsesansvar. Men det kan selvfølgeligt være et ubelejligt faktum, hvis man har stirret sig blind på myten om, at kvinder er ofre og mænd er undertrykkere.
Læserbrev i Weekendavisen d. 2. juli 2010
Efterværn til voldsramte Kommenter
En opgørelse fra Servicestyrelsen viste for nylig, at 59% af de personer, der i 2009 søgte hjælp på et krisecenter, var gengangere. Dette er en stigning i antallet af gengangere i forhold til 2008 og tyder på, at mange voldsramte hænger fast i voldelige parforhold.
Derfor er det vigtigt, at vi i kommunerne giver en systematisk hjælp og opfølgning til personer, der har været på krisecenter. Jeg stillede derfor et spørgsmål omkring Frederiksberg Kommunes indsats på kommunalbestyrelsesmødet d. 14. juni.
Forvaltningen bekræftede, at der er stor opmærksomhed omkring voldsramte, og at vi på Frederiksberg bl.a. tilbyder individuel opfølgning, intensiv rådgivning, hjælp til at finde ny bolig og særlig støtte til børn i voldsramte familier.
Det kan være meget svært for voldsramte at bryde ud af et voldeligt forhold og starte en ny tilværelse. Vold i parforhold er stadig tabubelagt og mange fortæller det aldrig til nogen. Det anslås, at mere end 20.000 børn i Danmark lever i hjem med vold. Det sætter dybe spor og fører ofte til depressioner og angst i voksenlivet. Mange gentager også det voldelige mønster i deres egne parforhold som voksne.
Derfor er det vigtigt, at der er gode støttemuligheder på Frederiksberg – og jeg vil have fokus på, hvordan vi også fremover kan hjælpe voldsramte familier videre.
Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg d. 1. juli 2010
B-holdet Kommenter
SF havde i går kaldt til demonstration mod den private skadestue på Frederiksberg. SF hævder, at de private tilbud skaber et A og B hold. Men hvem bliver ringere stillet, fordi andre har mulighed for at få hurtig behandling på en privat skadestue?
SFs løsning er symptomatisk for venstrefløjen. I stedet for at løfte kvaliteten i det offentlige, vil de lukke de private tilbud. I stedet for at opmuntre den konkurrence, der kan hæve niveauet, vil de tvinge os alle over på det, de selv betegner som B-holdet.
Når behandlingen i det offentlige sundhedsvæsen svigter, er det kun godt, at der findes et alternativ. Det bedste ville være, hvis det alternativ var tilgængeligt for alle. Diskussionen af A og B hold ville være helt overflødig, hvis pengene fulgte patienten, så den enkelte selv kunne vælge. Hvorfor foreslår SF ikke det?
Læserbrev i Berlingske Tidende søndag d. 27. juni 2010
Ord er bare ord Kommenter
Pia Justesen skriver i Kronikken d. 18. juni, at nogle udtalelser er så modbydelige og krænkende, at staten gør ret i at straffe afsenderen. Derfor vil hun bevare racismeparagraffen og lade de modbydelige ord straffe med op til to års fængsel.
Racistiske handlinger og opfordringer til vold skal selvfølgeligt straffes. Men uanset hvor ubehagelige ytringer kan være, er det altså kun ord. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi i et moderne demokrati stadig har brug for at forbyde meninger og ytringer, vi ikke bryder os om?
Demokratiet er baseret på individuelle rettigheder. Blandt andet retten til at mene og sige, hvad man vil, uanset hvor tåbeligt det måtte være. Jeg bryder mig selvfølgeligt ikke om racistiske udtalelser. Men jeg vil hellere imødegå dem i en åben debat end jeg vil opretholde et meningspoliti, der hører fortiden til.
Læserbrev i Berlingske Tidende d. 21. juni 2010
Hvem betaler? Kommenter
”Hvad er det ved den offentlige sektor, der er så generende, at den skal bære byrden alene?” spørger direktør for Børn-, Familie og Uddannelse i Faxe Kommune, Eik Møller, i en kronik i Berlingske Tidende. Han mener, at kommunerne er udsat for en mediethetz og er utilfreds med, at DI og CEPOS kræver nulvækst eller ligefrem nedskæringer i det offentlige. Nedskæringer som OECD, Det Økonomiske Råd og de fleste fagøkonomer i øvrigt tilslutter sig nødvendigheden af. For at skåne den offentlige sektor for besparelser, foretrækker Eik Møller antageligt at sende en endnu større regning til borgere og virksomheder.
Desværre demonstrerer kronikken kun alt for tydeligt, at Eik Møller har misforstået et par helt basale samfundsøkonomiske sammenhænge. Misforståelser man i sit stille sind kan ønske sig ikke er alt for udbredte blandt landets kommunale direktører. For det første er der ingen, der ønsker en nedslagtning af den offentlige sektor, som Eik Møller antyder. De offentlige udgifter overstiger i dag 1.000 mia. kroner og udgør 60% af BNP. De mest vidtgående forslag bringer det offentlige tilbage til størrelsen under Nyrup regeringen. Det kan vel næppe betegnes som en social massegrav?
For det andet betyder nulvækst eller nedskæringer ikke, som Eik Møller skriver, at det offentlige betaler for krisen. De eneste, der betaler for noget i Danmark, er skatteyderne. Staten, på den anden side, har kun de indtægter, den kan indkræve fra andre menneskers værdiskabelse. Den offentlige sektor eksisterer altså udelukkende, fordi den bæres på hænder af det private erhverv og skatteyderne. Reformer og nedskæringer medfører derfor ingen byrde for det offentlige, men letter derimod byrden for dem, der skaber den velstand og vækst, der er en forudsætning for overhoved at have et velfærdssamfund.
En kortere version af dette indlæg har været sendt til Berlingske, der dog desværre ikke fandt plads til indlægget.
Fair løsning? Kommenter
Langt om længe kom S og SFs bebudede redningsplan. Desværre beviser den endnu en gang, at venstrefløjen ikke er villig til at tage ansvar for landets økonomi. På lang sigt er der rigtigt nok brug for, at vi alle arbejder mere. Men det lukker ikke det store hul i statens finanser her og nu.
Planen er hovedsageligt baseret på at kræve mere ind fra dem, der i forvejen bidrager allermest. S og SF vil ikke ændre på, at der i dag er flere uden for arbejdsmarkedet end der er personer i beskæftigelse. I stedet skal dem, der arbejder, arbejde endnu mere, så der kan tilføres flere penge til verdens største offentlige sektor og så asociale ordninger som efterlønnen kan bevares. Er det fair?
Desuden skal virksomheder, der kunne få den fjollede idé at skabe jobs i Danmark, beskattes endnu hårdere – og mennesker, der er særligt flittige, skal betale mere i misundelsesskat. Der er med andre ord tale om mere af det samme fra S og SF. Mere skat, flere regler og større offentlige udgifter. Her og nu bliver hullet i statskassen endnu større og på sigt vil resultatet være mindre vækst, færre jobs og mindre velfærd.
Det lyder måske besnærende, at man kan give mere til alle og samtidig undgå reformer og upopulære besparelser i kommunerne. Men økonomien hænger ikke sammen. Det er ikke fair over for de kommende generationer, der ender med regningen, og det løser ikke vores problemer.
Debatindlæg i bladet Kommunen torsdag d. 17. juni 2010
Profit er socialt ansvar Kommenter
Når staten har svært ved at følge med den galoperende efterspørgsel på velfærd, peger mange på socialt iværksætteri som en del af løsningen. En såkaldt socialøkonomisk virksomhed er en privatejet not-for-profit virksomhed eller organisation, der arbejder for et socialt eller samfundsmæssigt formål.
Fra flere sider er der ønske om, at socialøkonomiske virksomheder gives bedre rammebetingelser og særlig økonomisk støtte. Privat initiativ er fremragende, men sociale iværksættere skal ikke favoriseres på bekostning af det øvrige erhvervsliv.
Det lyder godt at være drevet af ønsket om at hjælpe andre og ikke af kolde kontanter. Profit lugter lidt af kynisme – og derfor har alle travlt med at demonstrere deres gode hensigter i CSR strategier og sociale regnskaber. Men i virkeligheden er profit den bedste garanti for social ansvarlighed. Virksomheder tjener nemlig kun penge, hvis de løser et behov i samfundet. Virksomheder leverer det, der efterspørges. Ellers går de konkurs. Virksomheder kan altså ikke overleve på at snyde og bedrage deres kunder eller samarbejdspartnere. De eksisterer kun, hvis de skaber værdi for andre.
Vi må heller ikke glemme, at den velstand, der har løftet hele den vestlige verden fra massiv fattigdom til materiel overflod, er skabt af virksomheders jagt på profit. Den velstand, vi kender i dag, er ingen selvfølge. I det meste af menneskets historie har fattigdom tværtimod været normen. Indtil vi begyndte at handle med hinanden på frie markeder.
Profit driver virksomheder til konstant at minimere deres omkostninger, udvikle nye produkter og teknologier og flytte investeringer derhen, hvor der er størst afkast. Profit skaber arbejdspladser, investeringer, innovation og velstand. Profit og frie markeder har medført en ubegribelig forbedring af levevilkårene for helt almindelige mennesker.
Det var kapitalismen, ikke velfærdsstaten, der afskaffede fattigdom i Vesten. Velfærdsstaten kom meget senere og eksisterer kun, fordi andre skaber den velstand, den omfordeler. Non-profit initiativer kan være udmærkede, hvis de står på egne ben. Men vi skal ikke med statsstøtte holde liv i en særlig gruppe virksomheder, blot fordi de hævder at tage socialt ansvar. Alle virksomheder er socialøkonomiske. Måske især dem, der tjener penge. Profit og socialt ansvar er altså ingen modsætning.
Debatindlæg i Jyllands-Posten d. 16. juni 2010
Velfærd eller spin? 4 Kommentarer
S og SFs økonomiske planer er ren ønsketænkning. Både Mads Havskov Hansen (DSU) og Anne-Mette Wehmüller (SF) klager i Frederiksberg Bladet d. 8. juni over regeringens bebudede nulvækst i kommunerne. Men selvom vi uden tvivl må træffe nogle svære valg her og nu, er der næppe et holdbart alternativ.
S og SFs såkaldte redningsplan ”En Fair Løsning” er efterhånden så gennemhullet, at kun partisoldater kan tro på den. S og SF har ingen bud på, hvordan arbejdstiden kan forhøjes med 12 min om dagen, og ingen økonomer tror på, at økonomien hænger sammen.
De økonomiske vismænd kræver faktisk en hårdere opbremsning end regeringen lægger op til. Men S og SF vil i stedet øge de offentlige udgifter, så underskuddet i de kommende år bliver endnu større. Det lyder måske besnærende, at man kan give mere til alle og samtidig undgå reformer og upopulære besparelser, men økonomien hænger ikke sammen.
Hvis vi ikke bremser op nu, vil vi om få år få en endnu større regning til kommunerne. Siden 2001 er de offentlige udgifter vokset med 66 mia. kroner, og der er kommet mere end 30.000 flere offentligt ansatte. Nulvækst er ingen udsultning – men kræver rigtigt nok, at vi bliver bedre til at prioritere.
”En Fair Løsning” er derimod ren spin fra S og SF. Her og nu bliver hullet i statskassen endnu større og på sigt vil resultatet være mindre vækst, færre jobs og mindre velfærd.
Læserbrev i Frederiksberg Bladet tirsdag d. 15. juni 2010
De uskyldige Kommenter
”Der findes ingen uskyldige. Der findes kun forskellige grader af ansvar”, siger Lisbeth Salander i Millennium trilogien, som jeg langt om længe er i gang med at læse. Hendes skaber, Stieg Larsson, var godt nok kommunist, men der er ikke meget kollektiv ansvarsforflygtigelse over hendes tilgang til tingene. Hun tager sagen i egen hånd så at sige.
I disse tider får samfundet ellers skylden for meget. Ansvaret er sjældent vores eget og løsningen afkræves derfor af ”de andre”. Samfundet, staten eller naboerne. De arbejdsløse er ofre for den borgerlige regerings kyniske politik, internationale konjunkturer, kapitalisters egoistiske profitmaksimering eller noget helt fjerde og har krav på fire års forsørgelse, hvis det står til fagforeningerne og venstrefløjen.
Kunstnere og skuespillere er ofre for ulidelige arbejdsvilkår. Studerende bukker under for samfundets urimelige forventninger og må søge krisehjælp. Kvinder er ofre for mænds aggressive seksualitet – og mænd er ofre for en voksende feminisering af samfundet. Ældre er ofre for alderdommens snigende nedbrydning og mennesker med børn er i en kategori helt for sig.
Overvægtige er ofre for supermarkedernes lokkende mængderabatter og sofaens pacificerende omklamring . Arbejdsgivere må gribe ind med fedmepolitikker og sunde frokostordninger. Afgifter på fedt, sukker og alkohol er påkrævet. Forældre tvinges til at købe unødvendigt legetøj til deres tiggende børn, så reklamer rettet mod børn må reguleres eller forbydes. Velstillede vindrikkere i Nordsjælland er slet ikke klar over, at de er ofre, og må have særlige tilbud for at slippe af med deres misbrug.
Med så mange stakler og ofre er det utroligt, at landet endnu ikke er brudt sammen. Danskerne er blevet en flok uskyldige medpassagerer i deres egne liv. I hvert fald hvis man skal tro de mange offerhistorier i tv og aviser. Mest tragisk er det dog, at vi tilsyneladende kollektivt har købt historien om, at vi er helt uden indflydelse på vores egen lykke. Tilbage er kun muligheden for at tigge om almisser fra Christiansborg. Derfor er klagesangen da også uden ende.
Jeg ønsker selvfølgeligt ikke, at nogen skal dele Lisbeth Salanders tragiske skæbne i Millennium bøgerne. Hendes respons er nok også en tand for voldeligt. Men hun sætter sig i det mindste ikke ned og forventer, at andre løser hendes problemer. Uanset Stieg Larssons kommunistiske ophav demonstrerer hans bøger, at man altid kan påvirke sit eget liv. Ingen er uskyldig i sin egen skæbne. Men man kan rigtigt nok tage forskellige grader af ansvar.
Klumme på 180grader.dk
Feminismen æder sin egen hale 3 Kommentarer
”Ja, for at sikre diversiteten skal vi bruge en kvinde. Derfor foreslår jeg at pege på […]”. Nogenlunde sådan faldt ordene på et afdelingsmøde for nylig. At kvinden, der blev udpeget til et fagligt panel, i øvrigt er blandt de førende forskere på sit felt blev dog nævnt efterfølgende. Det er endnu ikke et formelt krav på CBS, at kvinder er repræsenterede i alle organer, men det er uden tvivl comme-il-faut.
Som kvinde føler jeg mig fornærmet. Jeg vil vurderes på mine kvalifikationer – ikke mit køn. Mit ærinde er ikke at beskylde nogen for kønsfavorisering. Hun var blevet udpeget uanset. Men eksemplet viser, hvordan ligestillingsdebatten i stigende grad fortrænger fokus fra kvalifikationer. For hvorfor taler vi overhoved om køn? Er det ikke ligegyldigt?
Desværre ikke. Feminismen har nemlig sejret ad helvede til. Selv uden kvoter, kommer køn i praksis forud for kvalifikationer. Hvis ingen havde nævnt i en sidebemærkning, at den omtalte kvindelige forsker selvfølgeligt er yderst kvalificeret, kunne mødedeltagerne forledes til at tænke, at hun alene var udpeget som repræsentant for minoriteter, diversitet og feel-good. Selv topkvalificerede kvinder risikerer altså at blive opfattet som et hak i en kønspolitisk dagsorden.
Men feministerne i diverse HR-afdelinger og kvindeforeninger må klappe i deres hænder. Kvoter er slet ikke nødvendige. Samfundet er tilsyneladende så påvirkeligt af politisk korrekthed, at vi alle lydigt går i takt, hvis blot der hamres længe og stædigt nok på selv det mest tåbelige budskab.
Alle store virksomheder og universiteter har i dag en ligestillingspolitik. HR medarbejdere udtænker utallige strategier og værktøjer, der kan fremme kvinders repræsentation. I 2009 havde det Frie Forskningsråd reserveret 70 mio. kroner, der ifølge en noget kringlet formulering skulle fremme kvindelige forskningsledere uden dog at diskriminere mandlige kandidater. Kvinder bliver altså de facto betragtet som en underlig størrelse, der skal holdes i hånden og gives særvilkår. Hvorfor ikke bare vurdere deres kvalifikationer?
Kvindebevægelsen har haft succes til at definere ligestilling som lige repræsentation. Til gengæld bliver kvinder på universiteterne og alle andre steder de facto reduceret til ligestillingstrofæer, der kan pynte på CSR rapporten. Vi kan aldrig vide, om vi er ansat på baggrund af køn eller kvalifikationer. Der er ingen på CBS eller andre steder, der ønsker diskrimination, men det er konsekvensen, når lige repræsentation er målet. Feministerne har sejret, men det er sket på bekostning af kønnenes lige rettigheder og ligeværd.
Opinion i Berlingske Tidende søndag d. 6. juni 2010