Hun refererer blandt andet til et studie, hvor forsøgspersonerne fik en mængde penge og blev bedt om at bruge pengene enten på sig selv eller på andre. At bruge penge på sig selv havde ikke nær så stor effekt på glæde og tilfredshed som at bruge penge på andre.

‘Craving’ vs. ‘liking’

Laurie Santos forklarer, at vores misopfattelser af, hvad der vil gøre os glade, blandt andet hænger sammen med, at hjernens kredsløb for ‘craving’ (trang og lyst) og ‘liking’ (tilfredshed og glæde) er adskilte. Det betyder, at vi ofte ‘craver’ ting, der egentlig ikke gør os glade, når vi får trangen tilfredsstillet. Og omvendt er der ting, der faktisk gør os glade, som vi ikke føler en ‘trang’ til at gøre.

Et eksempel på det første kan være, når vi føler trang eller lyst til dessert efter et stort måltid, men straks efter chokoladekagen føler utilpashed. Forventningen til hvor godt det bliver at spise det stykke kage, overstiger ofte den faktiske nydelse ved at give efter.

Omvendt craver vi ofte ikke at gøre noget godt for andre, men når vi gør det, føles det godt (liking).

Tal med fremmede

Et andet eksempel er, at vi ofte undervurderer hvor godt det føles at have social kontakt og små samtaler med fremmede. Afhængig af hvor ekstrovert man er, forventer man typisk, at en samtale med taxichaufføren eller sidemanden i bussen bliver et sted mellem neutral til akavet eller decideret ubehagelig. Forskning viser imidlertid, at denne form for uformel social kontakt har stor positiv effekt på, hvor glade vi oplever at være i vores liv. Det føles ofte meget bedre end vi forventer.

Træn din opmærksomhed

Vi er altså på nogle måder ‘fejlkodede’, når det kommer til vores overbevisninger om, hvad der gør os lykkelige. Men der er måder at påvirke hjernes tendens til at ‘crave’ ting, der ikke gør dig glad og undervurdere effekten af ting, der faktisk gør dig glad.

Man kan påvirke belønningsstrukturerne i hjernen ved at lægge mere mærke til, hvordan det faktisk føles, når man eksempelvis gør noget godt for andre eller taler med fremmede (og alt muligt andet). Det kan være lettere sagt end gjort. På mange måder lever vi i en kultur, hvor travlhed og multitasking hyldes. Meget af tiden er vores opmærksomhed delt mellem flere ting. Børn, smartphones, nyheder, fjernsyn, e-mails. Mens vi gør det ene, tænker vi allerede på det næste punkt på to-do-listen. Det kan derfor kræve noget træning af evnen til at være opmærksom og nærværende her-og-nu (fx mindfulness).

Hjælp i dit nærmiljø

En anden aktuel overvejelse som denne forskning giver anledning til er, at det her under coronakrisen for mange kan være bedre at gøre noget for andre end at fokusere på sig selv. Selvfølgelig er vi nødt til at tage os af os selv for at have overskud til at give til andre. Men hvis du har overskud og er heldigere stillet end andre, kan det være værd at overveje, om det i virkeligheden lige nu vil gøre dig gladere at hjælpe nogen i dit liv eller dit nærmiljø end at fokusere på dine egne problemer og ønsker.

Kilde:
Interview med Laurie Santos i the Making Sense Podcast #196 ‘The Science of Happiness’.

Indlægget Hvis du vil være glad, så gør noget godt for andre blev først udgivet på Mie Harder.

“Skuffet over hypnosen beslutter Freud at gå ud fra, at patienten kan huske alt af betydning for den patologiske situation, og at det må komme an på at forpligte hende på at erindre. Freud overtager derfor Bernheims presseteknik. Patienten ligger med lukkede øjne, og Freud lægger hånden på hendes pande, mens han meddeler, at hun under dette tryk vil komme til at se noget for sig.” (s. 86)

At forandring og fremskridt sjældent kommer ubesværet, illustrerer ovenstående uddrag fra Judy Gammelgaards afhandling om katharsis-begrebet og psykoanalysen. Citatet fortæller om nogle af de faser, Freud bevægede sig igennem. Fra først at basere den ‘katartiske metode’ overvejende på hypnose som adgangsvej til de ubearbejdede erindringer, måtte Freud sande, at hypnosen ikke altid virkede. Præget af sin tid afprøvede han derfor den såkaldte ‘presseteknik’. Sidenhen ophørte Freud helt med at anvende både hypnose og berøring af patienter og lod patientens tale være i centrum.

Strøtanker

Dette er ikke en analyse eller gennemgang af Freuds arbejde eller teorier, hvilket jeg på ingen måde er kvalificeret til. I dette indlæg vil jeg dele strøtanker, pudsigheder og ting, jeg har fundet interessante i Judy Gammelgaards afhandling ‘Katharsis. Sjældens renselse i psykoanalyse og tragedie’. Jeg håber, det kan være interessant for nogle af jer, trods det lidt mindre fordøjede format. Hvordan gik psykoanalysen fra samtale og empatisk lytten til terapeutisk tavshed – og blev barnet skyllet ud med badevandet?

Psykoanalysens fødsel

Freud er som bekendt ophavsmand til psykoanalysen, der i starten af 1900-tallet blev en af de dominerende metoder til behandling af psykisk lidelse. Freud formulerede teorier og erkendelser om psyken, der for sin tid var revolutionerende og som stadig præger moderne psykologi på mange måder. Freud og Breuer, der sammen udviklede den katartiske metode, der blev en forløber til psykoanalysen, opdagede, at det at lytte empatisk til klienten i sig selv lod til at have en helende effekt. “I stedet for den autoritative behandler, der gør noget ved patienten, er det nu dennes tale, der er omdrejningspunktet i behandlingen,” skriver Judy Gammelgaard.

Der er en form for uskyld over de casestudier, der beskrives i Freud og Breuers tidlige arbejde med den katartiske metode. Det er tydeligt, at de er optaget af at lytte til og forstå deres patienter, og at de gør det med stor personlig indlevelse, kreativitet og engagement. Det er dog også i denne fase, at Freud begynder at opdage og sætte begreber på fænomenerne ‘overføring’ og ‘modoverføring’, såvel som patientens ‘modstand’.

Fra empatisk lytten til tavshed

Overføring henviser til de følelser, patienten oplever i behandlingen og retter mod terapeuten, men som egentlig vedrører patientens opvækst eller fortid. Modoverføring er terapeutens irrationelle eller uerkendte reaktioner på patientens overføring. Modstand er de måder, patienten forsøger at undgå at erkende eller mærke de erindringer, der ligger til grund for symptomet.

Disse begreber er siden blevet centrale for psykoanalysen. En stor del af fokus for behandlerne blev at håndtere disse overføringsfænomener. Det førte til en behandlingsstil, der blev meget formaliseret og kontrolleret, som det for eksempel ses i den klassiske brug af en briks, hvor patienten ligger uden at kunne se direkte på terapeuten. Den empatiske indleven, der skinner igennem Freud og Breuers casestudier, blev på nogle måder ofret i jagten på den terapeutiske ‘neutralitet’.

“Denne analytiske neutralitet har imidlertid paradoksalt nok også medført, at den sensitive medlytten, vi læser ud af Breuers beretning, er gået tabt i mange terapeuters misforståede tilbageholdenhed. Formaliseringen af den analytiske teknik var ubestrideligt nødvendig for at sikre en terapeutiske håndtering af overføringen – men noget er måske gået tabt i denne proces. Den empatiske lytten er blevet til tavshed” (s. 57)

Kilde: Judy Gammelgaard (1992) Katharsis. Sjælens renselse i psykoanalyse og tragedie. Doktordisputats ved Københavns Universitet

Indlægget Freud og talekuren blev først udgivet på Mie Harder.