Næsten alle mennesker oplever ind imellem indre forhindringer, der står i vejen for at gøre eller udtrykke noget, de gerne vil. Det kan tage mange former. Hos nogle er det en indre stemme eller fornemmelse, der er kritisk, formanende eller taler bekymret til dig. For eksempel kender mange den pludselige invaliderende selvkritik, der går i gang op til en eksamen eller anden præstation.

Andre gange er det en non-verbal proces. For eksempel klappen, der går ned i eksamenslokalet, eller følelsen af at være ‘bag en mur’ eller ‘i en osteklokke’ under en ophedet diskussion med kæresten. I emotionsfokuseret terapi kaldes disse processer for ‘selvafbrydere’. En pludselig hovedpine eller spænding i kroppen kan også være tegn på selvafbrydelse.

Modstander eller hjælper

Ofte opleves disse processer som noget, vi ikke har kontrol over. Det sker bare. Nogle gange føles det som fremmed for os, som noget, der ikke-er-mig. Andre gange er vi så identificerede med eksempelvis selvkritikken, at vi mister fornemmelsen af, at der findes andet. Det opleves som hele-mig.

Selvafbrydere opleves typisk som noget problematisk. En indre modstander. Noget vi gerne vil slippe af med. I terapi hører jeg ofte sætninger som, ”Hvis jeg bare var mindre selvkritisk, så ville jeg..” eller ”Hvis ikke den mur var der, ville jeg føle mig mere levende”.

Det er naturligt at ønske, at det svære går væk. Men det kan være vigtigt at opdage de gode grunde, der er, til at vi gør som vi gør. På et eller andet tidspunkt har det være en måde at hjælpe os selv, selvom det nu føles mest som en forhindring.

Identificer dig med modstanden

I emotionsfokuseret terapi arbejder vi med en hypotese om, at afbryderen er en del af selvet, der tjener en funktion. Selvkritikken kan for eksempel beskytte mod at stå ublottet og sårbar over for en ventet ydre kritik og latterliggørelse. Muren kan fx beskytte mod at mærke en angst eller magtesløshed, der frygtes at være ubærlig. Ofte er disse afbrydere opstået tidligt i livet, hvor de har været nødvendige for overlevelse.

”Turn resistance into assistance by identifying with it” – Friedrich Perls

Formuleringen om at identificere sig med modstanden stammer angiveligt fra Friedrich Perls, der var en af grundlæggerne af gestaltterapien. Han inviterer til, at man identificerer sig med den svære del af sin indre oplevelse for at opdage, at det er noget, man gør ved sig selv. Det kan i sig selv være transformerende at opdage, at ‘det er en del af mig’, ‘det er noget, jeg gør ved mig selv’. Det åbner også for en undersøgelse af de ofte gode grunde, vi har haft til at gøre, som vi gør.

En indre konflikt

Hvad vil det sige at identificere sig med modstanden? I emotionsfokuseret terapi forstår vi selvafbrydere som indre konflikter mellem flere dele af en person. En del, der ønsker at udtrykke sig, og en del, der lukker ned, afbryder eller kritiserer. En måde at ‘identificere’ sig med afbryderen i terapi er det, vi kalder ‘stolearbejde’. To stole sættes op og klienten bedes sidde skiftevis i en stol og ‘være’ afbryderen og i den anden stol ‘være’ den anden del af sig selv.

Hvis du ønsker at arbejde med dette på egen hånd, kan du på samme måde prøve at give dig selv lov til at ‘være’ den del af dig, der kritiserer, bekymrer dig eller lukker dig ned. Hvad er det, du gør ved dig selv eller siger til dig selv? Tal fra det sted i dig selv og se hvad der dukker op. Spørg dig selv hvordan du har det med den anden del af dig. Prøv også at være den side af dig, der holdes tilbage eller kritiseres. Hvad gør det ved dig? Vær tålmodig med dig selv, hvis du ikke får adgang til noget med det samme. Det føles ofte lidt mærkeligt og fjollet i starten, men det kan give adgang til overraskende og dybe processer.

For en del vil det være for overvældende eller for svært at gøre på egen hånd. Det kan være en stor hjælp at se på disse ting sammen med en terapeut, der kan guide og støtte undervejs.

Hvorfor kan jeg ikke lade være?

Mange bliver frustrerede over, at de ikke let kan forandre det, når de har fået øje på, at selvkritikken eller muren er noget, de selv gør.

Disse ting er sjældent noget, vi bare kan beslutte os for at stoppe med at gøre. Det er processer, der er dybt forankrede i den følelsesmæssige del af hjernen. Igennem hele livet skaber vi neurale netværk i hjernen, der lagrer vores følelsesmæssige erfaringer og tolkninger af situationer, vi har været i, og som aktiveres lynhurtigt og næsten automatisk i lignende situationer. Disse dele af hjernen reagerer meget hurtigere end vores rationelle-analytiske hjerne, og derfor er det ofte ikke nok bare at prøve at tænke eller gøre noget anderledes.

Målet i emotionsfokuseret terapi er derfor at skabe ‘følelsesmæssig forandring’. Under selvkritik ligger for eksempel ofte en gammel skam. Når man mærker skammen og bliver mødt empatisk og validerende – eller får adgang til selvomsorg og vrede mod dem, der engang svigtede – ændres den skamfulde organisering i hjernen. Vejen går altid igennem det, der er. Første skridt er at opdage og anerkende selvafbryderens funktion og berettigelse. Man kan ikke forlade et sted, før man er ankommet.

Hvis noget af dette er genkendeligt for dig, og du ønsker hjælp til at komme videre, er du altid velkommen til at kontakte mig.