Racistiske handlinger og opfordringer til vold skal selvfølgeligt straffes. Men uanset hvor ubehagelige ytringer kan være, er det altså kun ord. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi i et moderne demokrati stadig har brug for at forbyde meninger og ytringer, vi ikke bryder os om?

Demokratiet er baseret på individuelle rettigheder. Blandt andet retten til at mene og sige, hvad man vil, uanset hvor tåbeligt det måtte være. Jeg bryder mig selvfølgeligt ikke om racistiske udtalelser. Men jeg vil hellere imødegå dem i en åben debat end jeg vil opretholde et meningspoliti, der hører fortiden til.

Læserbrev i Berlingske Tidende d. 21. juni 2010

Man forestiller sig med gru hvilke andre begrundelser, der ikke lever op til Etisk Råds moralske kriterier. I dag kan man indtil 12. uge – uden at svare på spørgsmål – vælge en abort, fordi tandfeen har foreslået det i en drøm. Eller fordi graviditeten kommer i vejen for ferie eller karriereplaner. At ingen skal godkende årsagen er netop essensen af den frie abort. Man behøver med andre ord ingen årsag.

Hvis Etisk Råd får held til at trække deres patentmoral ned over hovedet på gravide danske kvinder, er det ikke kun en trussel mod den hårdt tilkæmpede ret til fri abort – det underminerer også en helt grundlæggende rettighed i et liberalt demokrati. Nemlig retten til at eje sig selv.

På tværs af politiske partier og grupperinger deler de fleste borgerlige det grundsynspunkt, at mennesket har retten til selvejerskab. Retten til selvejerskab adskiller de frihedsorienterede verdensanskuelser fra de tvangsorienterede, kollektive ideologier.

Fra retten til selvejerskab udspringer alle vores andre grundlæggende rettigheder. Retten til at tænke, føle, mene og sige, hvad vi vil og retten til frugten af vores arbejde. Jeg ejer mig selv, står til ansvar over for mig selv og har ret til at indrette mit liv, som jeg ønsker – så længe jeg ikke krænker andres tilsvarende rettigheder. Dermed ikke sagt, at alle værdier er lige gode, eller at moral er uvæsentligt, men det tilfalder ikke staten at påtvinge borgerne en bestemt moralopfattelse.

Desværre er Etisk Råds udfordring af den frie abort langt fra det eneste eksempel på, at tvangsorienterede anskuelser vinder frem. Intellektuelle, politikere og eksperter lancerer det ene forslag efter det andet, der i en kakafoni af gode intentioner udvider fællesskabets ret til at definere det gode liv og den gode moral.

For eksempel er det i Danmark forbudt at ryge hash, køre i bil uden sikkerhedssele og spille poker for penge – selvom disse handlinger ikke har nogle ofre. Forslag om at indføre formodet samtykke til organdonation, forbyde købesex, påbyde cykelhjelme, forbyde reklamer for slik og forbyde solarier er andre eksempler på, at den enkelte borger tvinges til at underkaste sig fællesskabet.

Uanset hvor gode intentionerne bag disse forslag er, er det bagvedliggende menneskesyn skræmmende. Mennesket er ikke et mål i sig selv, men reduceres til et middel til at opnå samfundets større mål. Mennesket ejer altså ikke – a priori – sig selv. Hvis først denne grundsten i demokratiet smuldrer, er det svært at forestille sig grænser for fællesskabets tvangsdoserede omsorg.

Når retten til at vælge overlades til andre, bliver omsorg nemlig til ligegyldighed. Når vi træffer valg for os selv, tager vi naturligt udgangspunk i vores egne unikke behov og præferencer. Overlades valget til andre – meningstyranner i folketinget eller Etisk Råd – bliver vi alle skåret over en kam. Når staten definerer vores behov, er resultatet en one-fits-all løsning, der i virkeligheden tilfredsstiller de færreste.

Det har Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt for nylig erfaret på egen krop. Nok er vi alle lige, men nogle er som bekendt mere lige end andre. Fællesskabets universalløsning, enhedsskolen, er god nok til alle andre, men ikke til Mette og Helles egne børn. Alligevel tiltror de ikke os andre samme evne til at vælge selv.

Men hvis den enkelte ikke har ret til at træffe sine egne valg – også hvis de valg er risikofyldte eller decideret tåbelige – hvorfor så ikke indføre vitaminpillepåbud, faste sengetider, obligatorisk morgengymnastik og statsdikterede kostplaner? Hvad med at forbyde høje hæle, hårfarve, parfume, alkohol, tobak og rødt kød? Ingen solbadning på stranden mellem kl. 12 og 15, ingen risikobetonet sport, intet husarbejde uden sikkerhedsudstyr og intet sukker, slik, sjov eller ballade.

Det ville uden tvivl gavne folkesundheden og statsunderskuddet. Hvorfor så overlade valget til den enkelte, der så let lader sig lokke af samfundets mange syndige fristelser?

Er det grotesk? Ja! Men desværre ikke så langt fra virkeligheden. Hvis mine naboer, politikere og skiftende flertal i befolkningen har ret til at bestemme over min krop, min kost og mit sexliv – hvad har de så ikke ret til at bestemme?

Gæsteindlæg på Damefrokosten.com

”Frihed lad være vort Løsen i Nord, Frihed for Loke saavelsom for Thor” skrev Grundtvig. Jeg har altid elsket Danmark og måske særligt storbyen for sin rummelighed. De skæve og anderledes, der let falder uden for i provinsen, har også deres plads i byen. Piercinger, rødt hår, tørklæder, pølsevogne, æbletobak, shawarma og kinesiske specialforretninger blander sig med travle mennesker på vej et sted hen, duften af espresso fra gadecaféer og barnevognene, der snegler sig af sted i ro og mag. Forskelligheden gør os rigere.

På Frederiksberg møder man al den mangfoldighed, man kan ønske sig. Høj, lav, tyk, tynd, ung og gammel. Singler, fraskilte, kernefamilier, børn, delebørn og bedsteforældre. Muslimer, kristne, jøder, buddhister og ateister. Heteroseksuelle, homoseksuelle, transseksuelle og varianter, vi sikkert ikke engang har navne for endnu.

Nogle går til vægttabskursus og yoga hos Helsekompagniet, mens andre snupper sig en ristet med det hele hos Øffes Pølser. Nogle vælger højtbelagt smørrebrød og andre en bulgursalat to-go. Man kan danse salsa på Kellerdirk, nyde frisindet på Café Intime og slutte dagen med et glas rødvin og en god cigar. Vi kan i det store og hele sige og tænke, hvad vi vil, og vi har ikke tradition for at blande os unødigt i hinandens liv.

Men er det danske frisind ved at blive fortrængt af vores stræben efter det jævne og almindelige? Har middelklasseidealerne med far-mor-og-børn, familiebil, økologisk hjemmebag, vitaminpille og ægteskabelig sex efter Onsdags Lotto kvalt vores tolerance over for det anderledes? Har vi i al stilhed sat det gode liv på formel?

Både vores kost, motion, parforhold, børneopdragelse, sexliv, rygning og alkoholvaner er i hvert fald blevet offentlige anliggender. Rygere er vor tids udstødte, og nu vil mange tilmed forbyde rygning i private hjem. Andre vil gøre cykelhjelme obligatoriske, forbyde solarier, forbyde prostitution, forbyde alkoholreklamer og lave regler for hvordan vi må klæde os i det offentlige rum. Vi skal tilsyneladende beskyttes mod os selv og de dårlige valg, vi kunne finde på at træffe.

Ligheden og frisindet er begge vigtige dele af den danske kultur, men ligheden må ikke vinde på bekostning af frisindet. ”På det jævne, på det jævne, det er livets sejrssang” konkluderede Kaalund. Men hvis vi alle skal tvinges til at være ens for at være jævne, er det på tide at sige fra. Uanset hvordan vi vælger at leve, må det være vores eget valg. Og jeg bliver i hvert fald ved med at køre uden cykelhjelm, så længe der er frisind nok til at tillade den slags.

Klumme i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 29. april 2010

Den 9. april førstebehandlede folketinget et beslutningsforslag fra Socialdemokraterne, der ønsker at udvide forbuddet til også at omfatte animeret børneporno. Beslutningsforslaget er ikke særligt konkret, men da fotorealistiske fremstillinger allerede er forbudt, antager jeg, at det nye forbud også skal inkludere tegninger, tegnefilm og andre fremstillinger som f.eks. de populære japanske anime og manga-tegneserier.

Selvom de tanker og fantasier, der ligger bag fiktive fremstillinger af børneporno, kan være afskyelige og frastødende, er det af både principielle og praktiske årsager problematisk at forbyde. Helt principielt må vi fastholde, at der er tale om fiktion. Den oprindelige hensigt med straffelovens §235 var at beskytte børn mod det seksuelle misbrug, der finder sted ved fremstilling af børnepornografi. Ved fiktiv børneporno er der intet overgreb og intet offer.

Det, Socialdemokraterne vil forbyde, er altså tanker og fantasier. Uanset hvor væmmelige tilbøjeligheder, der ligger bag disse tanker, er det et meget stort indgreb i ytringsfriheden at forbyde tegninger og animationer, hvor der ikke rent faktisk er sket et overgreb.

Der er heller ingen dokumentation for, at fiktiv børneporno fører til flere overgreb på børn. Hvis tegninger kan forårsage rigtige handlinger, bør vel vi også forbyde film, tv, tegneserier og computerspil med f.eks. voldtægt og meningsløs vold mod uskyldige.

Dertil er det svært at forestille sig, hvordan loven skal håndhæves. Hvornår er en tegning kunst og hvornår er der tale om porno? Hvornår forestiller en tegning et barn og ikke en ung voksen – og hvornår er der tale om en utugtig fremstilling? Ville en episode af South Park med seksuelt indhold for eksempel være forbudt? Hvad med filmatiseringen af Vladimir Nabokovs berømte roman Lolita, der omhandler en voksen mands besættelse og seksuelle forhold til en 12-årig pige? Hvad med Marina Cecilie Ronés nyeste roman, hvor en 12-årig pige forfører en af sin faders mandlige venner?

I et samfund som det danske med tradition for oplysning og åndsfrihed bør vi nøjes med at forbyde handlinger og afholde os fra at forbyde tanker og fantasier. Tanker og ytringer har ingen ofre.

Opinion i Berlingske Tidende mandag d. 12. april 2010

Der bor mere end 14.000 udlændinge på Frederiksberg, og i praksis lever de mange religiøse og etniske grupper side om side uden problemer. Derfor er det lidt af et slag i luften, når to kandidater fra Dansk Folkeparti i avisen d. 3/9-09 blæser til kamp imod religiøse mindretals dominans i byen.

En borgers retsstilling i samfundet må ikke afhænge af vedkommendes religiøse eller kulturelle tilhørsforhold. Alle i Danmark har religionsfrihed og må indrette deres liv, som de ønsker – men ingen kan kræve, at skoler, institutioner eller arbejdspladser indretter sig efter deres religion.

På Frederiksberg møder vi alle som ligeværdige medborgere. Jeg går ikke ind for at give nogle grupper i kommunen særbehandling, og jeg er endnu ikke blevet mødt med sådanne krav. Faktisk tror jeg, at de fleste af vores minoritetsborgere helst bare vil behandles som alle andre. Der er derfor ingen grund til, at vi i kommunalbestyrelsen begynder at løse problemer, der ikke findes.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 17. september 2009

Det er helt grotesk, at man i det 21. århundrede, i en overvejende oplyst og demokratisk verden, stadig kan blive truet på livet på grund af en simpel tegning. Og vi bør applauderer, at alle de store aviser i dag, i modsætning til i 2005 da Muhammed krisen rasede, bakker utvetydigt op om ytringsfriheden.

God smag kan selvsagt diskuteres, men Jyllands-Postens frihed til at trykke, hvad de vil, og tegnernes frihed til at udtrykke sig, som de ønsker, burde være udenfor diskussion.

At disse tegninger fortsat kan vække til had og vold er tegn på, at elementer i denne verden og elementer i Danmark desværre ikke er så oplyste og demokratiske som man kunne ønske sig.