I år har rekord mange unge søgt ind på universiteterne, men desværre er der ikke altid sammenhæng mellem de unges studievalg og deres efterfølgende jobmuligheder. Journalistik, film- og medievidenskab, design og grafisk kommunikation er blandt uddannelserne med flest ansøgere per studieplads, imens der stadig er ledige pladser på for eksempel naturfag og it-uddannelser.

At forsøge med vold og magt at banke samfundsnyttige kompetencer ind i hovedet på de studerende igennem for eksempel tvungne ophold i udlandet er dog både besværligt og bureaukratisk. Lad mig foreslå en meget lettere løsning.

Afskaf SUen
Erstat først og fremmest SUen med et statslån. Et lån, der senere skal tilbagebetales, vil skabe et naturligt incitament til at vælge uddannelser, der fører til job. Ligeledes vil flere blive færdige til tiden.

Det betyder ikke, at alle skal læse naturvidenskab eller studere i udlandet. Vi har nemlig forskellige personlige kompetencer og interesser, der påvirker, hvor i samfundet vi kan gøre størst nytte. Ligeledes ændrer samfundets behov sig hele tiden. Et system, der fremmer de kompetencer, vi har brug for i dag, risikerer at være forældet i morgen.

Hvis de studerende i stedet gives incitament til at vælge uddannelser, der ruster dem til at forsørge sig selv, skal de nok automatisk tilpasse deres studievalg til de behov og udfordringer, der er aktuelle i samfundet. Hvis SUen erstattes med lån, vil mange også kunne nøjes med at arbejde mindre ved siden af studierne. De vil nemlig få mere udbetalt for de samme timer, da hele personfradraget kan anvendes på studiejobbet.

Afskaf topskatten
Samtidig bør vi selvfølgeligt afskaffe topskatten. Dette hører godt nok ikke til dit ressortområde, men du kunne måske tale med dine ministerkolleger. Når de studerende skal betale en større gæld tilbage efter studierne, er det kun rimeligt, at de også kan beholde en større andel af deres løn. Hvis det bedre kan betale sig at tage et højtlønnet job, vil flere desuden dygtiggøre sig og tillære sig de kvalifikationer, der bliver efterspurgt.

Den lønforskel, man i dag kan opnå ved at vælge en uddannelse, der er en mangelvare i samfundet, bliver i det store og hele udlignet af en højere marginalskat. Derfor kan de studerende være ligeglade med, hvor nyttig deres uddannelse er. Forskellen på at vælge en samfundsnyttig og ikke-samfundsnyttig uddannelse er jo til at overse i deres privatøkonomi.

En afskaffelse af SU og topskat gavner altså på flere måder regeringens målsætninger. Flere vil dygtiggøre sig, de vil vælge uddannelser, der fører til job og de vil blive hurtigere færdige. Og det kan lade sig gøre helt uden tvang.

De bedste hilsner fra en partikollega.

Klumme på 180grader.dk

Kunne man ikke påstå, at SU’en – som en af de få støtteordninger, der er direkte målrettet samfundets top – burde være et oplagt reformemne? De studerende er på ingen måde svage eller udsatte. Tværtimod kan de se frem til en høj livstidsindkomst – og det er tilmed gratis at uddanne sig. Eller rettere sagt, andre mennesker betaler i forvejen for selve uddannelsen.

Men Mette Rasmussen står ikke alene. Hendes klagesang er desværre et eksempel på en tendens, der i de seneste år har nået nye højder. En nationalsport kunne man måske kalde det. Hvor den, der med størst dygtighed fremstiller sig selv som særligt udsat, kåres som vinder. Børn, unge, studerende, pensionister, børnefamilier, enlige – ja snart sagt hele befolkningen har særlige behov og har ret til at stikke snablen dybt ned i skatteydernes lommer. Tilbage står de rigtigt udsatte, f.eks. hjemløse, sindslidende, narkomaner og handicappede, der ikke skriver læserbreve eller demonstrerer på rådhuspladsen.

Hvis vi også i fremtiden vil have råd til at hjælpe de allermest udsatte, kan vi ikke blive ved med at give mere til alle. Som ressourcestærke, fremsynede borgere med samfundssind burde de studerende i stedet gå forrest og foreslå SU’en erstattet med et lån. De studerende har ikke brug for almisser.

Dernæst fremhæver Balder Mørk Andersen, at den seksuelle og kriminelle lavalder er 15 år, og at dette skulle være et argument for at give stemmeret til 16-årige. Men hvorfor så ikke give stemmeret til 15-årige? Ligeledes kunne man spørge, om SF mener, at også aldersgrænsen for køb af alkohol og cigaretter skal sænkes? Hvis 16-årige er modne nok til at træffe beslutninger på vegne af hele samfundet, kan de vel også tage ansvar for deres forbrug af Tuborg og Blå Kings? Ja, det kniber stadig med logikken hos SF.

Jeg mener fortsat ikke, at 16-årige er modne nok til at tage ansvar for samfundets udvikling. Derfor kan de – så vel som 14 og 15-årige – dog godt stå til ansvar for deres egne handlinger, så længe domstolene tager hensyn til deres begrænsede modenhed. Men de bør ikke have ret til at stemme før de fylder 18 år.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 4. marts 2010

Når Balder Mørk Andersen (SF) afslutter sit indlæg i Lokalavisen d. 28. januar med at spørge, om de borgerlige er imod en lavere valgretsalder af frygt for at afgive mandater til venstrefløjen, kunne man lige så polemisk spørge, om SF ønsker valgretsalderen sænket alene på grund af udsigten til et par ekstra stemmer. Jeg er enig i, at det er vigtigt at inddrage de unge, men valgretsalderen skal fastsættes ud fra et modenhedskriterium og ikke ud fra de unges stemmefordeling.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 11. februar 2010

Jeg er glad for, at Frederiksberg var med i ungevalget. Kommunalpolitik påvirker også unges hverdag. Det er derfor vigtigt, at vi lytter til de unge og prøvevalget gav dem mulighed for at komme til orde.

Men ungevalget er også en del af en større debat omkring valgretsalderen. Mange på venstrefløjen og særligt Dansk Ungdoms Fællesråd arbejder for 16-års valgret. Havde stemmeprocenten til prøvevalget været højere, ville det uden tvivl være brugt til at kræve en nedsættelse af valgretsalderen.

Jeg vil gerne have mere dialog med de unge, men jeg er imod en lavere valgretsalder. Ikke kun på grund af den skuffende stemmeprocent til ungevalget, men først og fremmest fordi valgretsalderen bør følge myndighedsalderen. Det giver ikke mening at give stemmeret til nogen, der ikke betragtes som voksne nok til at køre bil, optage lån, indgå kontrakter eller købe cigaretter. Hvis man ikke er gammel nok til at tage ansvar for sit eget liv, er man heller ikke gammel nok til at tage ansvar for samfundets udvikling.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 3. december 2009