For at få boligsikring skulle jeg udfylde en flere sider lang ansøgning og indsende alle mulige bilag til kommunen. Jeg ringede ind og blev grundigt vejledt omkring, hvordan alle dokumenterne skulle udfyldes. Senere blev ansøgningen og de mange bilag vurderet af kommunens medarbejdere.

Jeg fik omkring 200 kr. om måneden. Penge, der ingenting betød i min daglige økonomi og som jeg sagtens kunne have klaret mig uden. Men det var jo noget, jeg havde ret til. Og det er nok meget symptomatisk for den rettighedsmentalitet, vi har udviklet i Danmark. Vi er gode til at sørge for, at vi får det, vi har krav på. Men vi tænker måske ikke så tit over, om vi egentligt har brug for alt det, vi får.

Der er mennesker, der har brug for hjælp. Men vi har efterhånden indrettet et system, hvor det mere handler om rettigheder end om behov. Hvor alle betaler – og alle får lommepenge af staten. Til gengæld ædes en masse penge op af administration og bureaukrati. Den offentlige sektor vokser og vokser og har aldrig været større, men det meste af velfærden går til middelklassen – og ikke til de allersvageste i samfundet.

Danmark har verdens største offentlige sektor – til gengæld er den private sektor, der jo er en forudsætning for vores rigdom og velstand, på smalkost. Hvis der skal være råd til en velfærdsstat i fremtiden, skal der rettes op på den ubalance. Derfor er det nødvendigt at stoppe væksten i den offentlige sektor. Vi skal tage hånd om dem, der ikke kan klare sig selv – men vi er mange, der egentligt ikke har brug for hjælp, og vi skal indstille os på at tage et større ansvar for os selv i fremtiden.

Nulvækst er ingen udsultning af det offentlige. Men det kræver, at vi bliver bedre til at prioritere, og det kræver nogle svære valg her og nu. Med det brede budgetforlig, der er indgået for 2011, går Frederiksberg forrest. Det er ikke altid populært at stramme op, og det har bestemt ikke været lette beslutninger. Men det er nødvendigt.

Vi udbygger på nogle områder og bruger færre penge på andre områder, men overordnet kan vi være godt tilfredse med resultatet. Vi fastholder og styrker kerneservicen i skoler, daginstitutioner og på ældreområdet, samtidig med at vi sparer penge på at gøre tingene smartere og klogere på en række områder.

Med budgettet for 2011 har vi vist, at det godt kan lade sig gøre at skabe balance i økonomien – uden de voldsomme nedskæringer og skattestigninger, der er på tale i mange andre kommuner.

Tale ved kommunalbestyrelsens fortsatte 1. behandling af budget 2011 onsdag d. 8. september 2010

Det er ikke underligt, at mange vælgere spørger sig selv, hvad Konservative egentlig vil. Den massive vælgerflugt er en blinkende advarselslampe og et forvarsel om den katastrofe, der venter til næste folketingsvalg, hvis ikke kursen rettes op. Det burde desuden sætte nogle tanker i gang i partitoppen, at Liberal Alliance parallelt med den Konservatives deroute har vundet frem på en politik, der i store træk består af traditionelle Konservative mærkesager. Lavere skat, færre forbud og regler, mere effektivitet i den offentlige sektor, mere frihed til at bestemme selv. Lyder det bekendt?

Det Konservative Folkeparti må finde tilbage til sine rødder og forsvare den enkelte borger imod tiltagende statslig omklamring og formynderi. Vi skal ville noget med magten – eller give ministerkontorerne videre til nogen, der gør.

Det Konservative Folkepartis krise er også Danmarks krise. De offentlige udgifter løber løbsk. Stadig flere bliver forsørget af staten og udsigten til store ældreårgange og små ungdomsårgange tvinger økonomien i knæ. Den økonomiske krise er i høj grad selvforskyldt. Regeringen har svigtet idealet om et friere samfund og meldt sig ind i kampen om at være den bedste administrator af den socialdemokratiske forsørgerstat. I kampagnen ”Tjek Lige Fakta” fremlægges væksten i de offentlige udgifter ligefrem med stolthed som bevis for, at man ikke er ved at indføre minimalstaten ad bagdøren.

Men det har sin pris. Underskuddet på de offentlige finanser er i dag større end under Anker Jørgensen. Siden 2001 er det offentlige forbrug vokset med over 60 mia. kroner, og der er kommet over 30.000 flere offentlig ansatte. Skattereformen i 2009 indførte hele 114 nye skatter og afgifter, og på sigt overstiger det øgede skatteprovenu langt de så omdiskuterede skattelettelser. Dertil har man sat sig for at indføre en Big Mother stat af hidtil usete dimensioner. Knivlov, overvågning, hundeforbud, fedtskatter, sukkerafgifter. Nye forbud, regler og afgifter i en lind strøm. Der er langt imellem de Konservative sejre.

Vi har ikke leveret varen, og det ansvar må vi tage på os. Liberal Alliances tiltrængte slag i bolledejen er derfor et symptom på regerings handlingslammelse. Både V og K har rykket sig så langt mod midten, at den borgerlige hjemmebane er efterladt øde og frit tilgængelig til det første parti, der tør og vil. Det er snart sidste chance for Løkke og Espersen, hvis de nuværende meningsmålinger ikke skal danne grundlag for en historisk omrokering på den borgerlige banehalvdel.

Den gode nyhed er, at der mere end nogensinde er behov for Konservativ politik. Det må være klart for alle, at staten er ved at nå sit bristepunkt. Der pumpes flere og flere penge i den offentlige sektor, men resultaterne udebliver. Skoler, sygehuse og ældrepleje er langt fra verdensklasse til trods for de generøse offentlige bevillinger.

Svaret på såvel Danmarks som det Konservative Folkepartis problemer er en tilbagevenden til klassisk Konservativ politik. Mindre formynderi og mere frihed og ansvar til borgerne. En mindre offentlig sektor, der hjælper de svageste i samfundet, men tiltror den brede middelklasse evnen til at klare sig selv. Et samfund er sygt, når et flertal af dets borgere er afhængig af staten. Men spørgsmålet er, om det Konservative Folkeparti tør levere den nødvendige kur?

Der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. En stor del af svaret findes allerede i partiets historie og rødder:

”Frihed skal være grundlaget for Danmarks udvikling og fremtid. Det enkelte menneske skal have frihed til at være sig selv, vælge sine idéer og forme sin tilværelse indenfor de grænser, hensynet til andre sætter”. Med de ord indledtes det politiske program En Fremtid i Frihed i 1981. Allerede ved partiets stiftelse i 1915 stod det klart i partiprogrammet, at Konservative ønsker en sociallovgivning, der ”hviler på princippet hjælp til selvhjælp, og som under ingen omstændigheder yderligere undergraver eller udsletter den enkeltes pligt og ansvarsfølelse”.

Frihed og personligt ansvar har altid stået centralt i den Konservative tanke, men navnlig denne del af den politiske arv er i de seneste år blevet forsømt. Frihed og personligt ansvar er derfor også svaret på mange af landets nuværende økonomiske problemer.

Konservatismen anerkender, at det enkelte menneskes virkelyst er fundamentet for samfundets overlevelse. De flittige skal gives frihed og belønnes, for uden dem ville der ikke være råd til at hjælpe de svageste. Med friheden følger dog også pligten til at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste, hvis man er i stand til det.

Allerede i 1970’erne og 1980’erne var Konservative kritisk overfor statens størrelse. Dengang kunne man nok næppe forestille sig det omfang, staten har taget i dag. At mindske den offentlige sektor bør derfor være en helt central ambition for det Konservative Folkeparti anno 2010. I 2009 udtalte Lars Barfoed faktisk til Berlingske, at antallet af personer, der er afhængige af overførselsindkomster, bør halveres inden 2020. Hvorfor er det ikke den officielle politik?

Det Konservative princip ”At forandre for at bevare” bliver ofte misforstået. Det betyder ikke, at den til enhver tid gældende samfundsstruktur skal bevares. I den forstand udgør venstrefløjen i dag de stærkeste konservative kræfter i samfundet. Det, det Konservative Folkeparti ønsker at bevare, er med ordene fra partiets Fremtidsprogram i 1970 ”det enkelte menneskes frihed til at være sig selv og forme sin tilværelse inden for de grænser, hensynet til andre kræver”.

Reformer for at beskytte den enkeltes selvstændighed er mere end nogensinde påkrævet. En start kunne være at afskaffe efterlønnen, erstatte SU’en med lån, indføre udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver, hæve personfradraget og indføre en flad skat på max 50% – men helst lavere.

Opgaver, der kan løses privat, bør ikke varetages af staten. Disse ord var i 1981 del af partiprogrammet. Der er ingen grund til, at det offentlige driver plejehjem, hjemmepleje, biblioteker, svømmehaller, affaldsindsamling, daginstitutioner eller tv-kanaler, når erfaringen viser, at disse opgaver sagtens kan løses helt eller delvist på markedsvilkår. Konkurrence, frit valg og profit er den bedste garant for kvaliteten.

Selvom tradition, kultur og familieværdier er centrale i en Konservativ livsanskuelse, er det meget fjernt for en Konservativ at ville påtvinge andre en bestemt levevis. Borgerne er ikke ludobrikker, der kan flyttes omkring for at opfylde statens mål om middellevetid, beskæftigelsesfrekvenser eller energieffektivitet.

Hvis man forsøger at sætte lykken på formel, opnår man kun et sundhedstyranni og formyndersamfund, som det Forebyggelseskommissionen er en glimrende eksponent for. Politikerne skal nøjes med at sætte rammerne for, at den enkelte kan skabe sin egen lykke.

Konservative bliver nogle gange udskældt for at tale for meget om skattelettelser. Men lavere skat er vigtigt ikke bare for at skabe vækst og dynamik, men også for at give borgerne mulighed for at indrette deres liv efter deres egne forskelligartede ønsker og behov.

Danmark har brug for Konservativ politik. Men det er ikke længere nok med gode intentioner og bløde hensigtserklæringer. Det Konservative Folkeparti må trække i arbejdstøjet og levere et troværdigt svar til de vælgere, der spørger, hvorfor de ikke bare skulle stemme på Anders Samuelsen. I de kommende år er det kun resultaterne, der tæller.

Kronikken i Berlingske Tidende d. 14. juli 2010

Desværre demonstrerer kronikken kun alt for tydeligt, at Eik Møller har misforstået et par helt basale samfundsøkonomiske sammenhænge. Misforståelser man i sit stille sind kan ønske sig ikke er alt for udbredte blandt landets kommunale direktører. For det første er der ingen, der ønsker en nedslagtning af den offentlige sektor, som Eik Møller antyder. De offentlige udgifter overstiger i dag 1.000 mia. kroner og udgør 60% af BNP. De mest vidtgående forslag bringer det offentlige tilbage til størrelsen under Nyrup regeringen. Det kan vel næppe betegnes som en social massegrav?

For det andet betyder nulvækst eller nedskæringer ikke, som Eik Møller skriver, at det offentlige betaler for krisen. De eneste, der betaler for noget i Danmark, er skatteyderne. Staten, på den anden side, har kun de indtægter, den kan indkræve fra andre menneskers værdiskabelse. Den offentlige sektor eksisterer altså udelukkende, fordi den bæres på hænder af det private erhverv og skatteyderne.  Reformer og nedskæringer medfører derfor ingen byrde for det offentlige, men letter derimod byrden for dem, der skaber den velstand og vækst, der er en forudsætning for overhoved at have et velfærdssamfund.

En kortere version af dette indlæg har været sendt til Berlingske, der dog desværre ikke fandt plads til indlægget.

Halvdelen af planen afhænger af fagforeningernes velvilje. Og allerede få timer efter lanceringen er der uro i geledderne, da FOA blankt afviser en generel stigning i arbejdstiden. Men mest påfaldende er det måske, at S og SF vil finansiere en stadig voksende offentlig sektor ved på forskellig vis at kræve mere ind fra dem, der i forvejen bidrager allermest.

For nej, der er ikke tale om, at alle må bidrage. I Danmark er der flere uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Dét vil S og SF ikke ændre på. I stedet skal det mindretal, der arbejder, arbejde endnu mere. Og hvis de er tilstrækkeligt dygtige og flittige, skal de også betale lidt ekstra i misundelsesskat. Den såkaldte millionærskat. Virksomheder, der kunne få den skøre idé at skabe jobs i Danmark, skal selvsagt også beskattes hårdere.

Planen brillerer i sit fuldstændige fravær af løsninger på de udfordringer, Danmark står overfor. Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, har helt ret, når han kalder planen en hjælpepakke til den offentlige sektor og ikke en væktspakke for Danmark. Der er ingen udsigt til at få de mange tusinder, der står uden for arbejdsmarkedet, med på vognen, og verdens største offentlige sektor skal gøres endnu større.

Hvis Helle og Villy får held til at gennemføre deres forslag, vil de cementere den katastrofale kurs, der er sat for det danske samfund. Vi vil få mindre vækst, færre jobs og mere statsbureaukrati. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før det hårdtarbejdende mindretal, der betaler gildet, vil begynde at forlade skibet. Og hvad vil det mon betyde for dem, der bliver tilbage?

Klumme på 180grader.dk

Sidste år blev der ansat 22.000 flere i den offentlige sektor, der i dag udgør næsten 60% af Danmarks samlede økonomi. Siden 2001 er det offentlige forbrug vokset med 60 mia. kroner i faste priser. Det er simpelthen uforsvarligt at lade den offentlige sektor vokse mere. Derfor bekymrer det mig, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et nyligt pressemøde åbnede op for at lade den kommunale hjemmehjælp sælge tilkøbsydelser, f.eks. vinduespolering og ekstra rengøring, udover den visiterede hjælp.

For det første er der en risiko for at skabe ulige konkurrence mellem de offentlige og de private leverandører. For det andet er det en uskik at lade det offentlige levere ydelser, der kan leveres af det private marked under konkurrencevilkår. Der findes allerede i dag et velfungerende marked for hjemmehjælp. I stedet for at lade den kommunale hjemmehjælp vokse sig endnu større, bør vi måske overveje om det på sigt overhoved er nødvendigt at have kommunale leverandører af rengøring og praktisk hjælp.

Hvorfor ikke udskille den kommunale hjemmepleje i private selskaber, der kan fungere på lige vilkår med de øvrige private leverandører? På den måde udvides det frie valg for borgerne, der kan få den visiterede hjælp og alle de tilkøbsydelser, de måtte ønske, hos den leverandør, de foretrækker. Jeg vil opfordre regeringen til at sige nej til tilkøb, men ja til frit valg og lige konkurrence.

Debatindlæg i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner torsdag d. 22. april 2010

Der er i dag flere danskere uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Hver eneste nyfødte dansker modtager støtte og overførsler for 900.000 kr. mere igennem sit liv end vedkommende betaler i skatter og afgifter. Situationen er åbenlyst uholdbar.

I starten af 2000’erne stod Lego i en historisk krise med et milliardunderskud. Løsningen blev en tilbagevenden til kerneproduktet. Back to basics. Unødige produkter blev skåret fra, medarbejdere blev fyret og underskud blev vendt til overskud. Krisen blev altså startskuddet til en nødvendig strategisk omstilling, der gjorde ondt på kort sigt, men sikrede virksomhedens overlevelse.

På samme måde kan Danmark komme styrket ud af den nuværende krise, hvis vi handler proaktivt. Effektiviseringer i den offentlige sektor er nødvendige, men kan ikke stå alene. Der er brug for en åben og kritisk diskussion af, hvordan vi overordnet prioriterer samfundets ressourcer. Er gratis mad i daginstitutioner, rengøring til ældre, børnecheck og økonomisk støtte til alt fra landbrug og banker til aftenskoler, svømmehaller og teaterbilletter den bedste prioritering af de offentlige ressourcer?

Er det rimeligt at betale sunde og raske seniorer for at trække sig tidligt tilbage og give studerende månedlige tilskud til husleje og cafébesøg – alt imens der ikke er råd til den bedste kræftbehandling og folkeskolen sakker bagud i international målestok? Hvad er statens kerneopgaver – og hvad kan vi klare os uden?

Det et er aldrig populært at tage noget fra nogen. Men hvis velfærdsstaten skal fremtidssikres, er det nødvendigt at træffe de svære valg nu. Den brede middelklasse er blevet forkælet i mange år og må indstille sig på at klare flere ting selv. I stedet skal vi tage bedre hånd om de svageste borgere i samfundet.

Vi må holde op med at bilde os selv og hinanden ind, at vi kan få det hele. Det er tid til at sende den danske model til eftersyn og tage en fordomsfri diskussion af hvilke opgaver, staten bør løse, og hvilke opgaver, der falder under borgernes personlige ansvar.

Klumme på 180grader.dk

Velfærdssamfundet skal drives af lønnet og uddannet personale, og så må vi bare tilføre de nødvendige ressourcer, skriver Gina Liisborg fra FOA i JP d. 14/12. Selvfølgeligt skal der være tilstrækkelige ressourcer til at løfte opgaverne i vores institutioner, skoler, hospitaler mv., men vi bør opmuntre og ikke afvise de frivillige kræfter, der ønsker at tage et ansvar.

BUPL og FOAs antagelse om, at velfærd og trivsel kun kan varetages af staten, er simpelthen forkert. Frivillige sociale organisationer løfter en stor samfundsopgave og tilbyder ofte en anden slags hjælp, netop fordi personalet ikke er lønnet. Men velfærd er også det ansvar og den almindelige hjælpsomhed, vi viser over for hinanden.

Vi har allerede verdens største offentlige sektor og verdens højeste skattetryk. ”Send flere penge” er altså ingen løsning på de stigende forventninger til velfærd i fremtiden. I stedet skal mere ansvar gives tilbage til civilsamfundet og til den enkelte borger. Staten har ikke monopol på velfærd.

Debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag d. 26. december 2009

Måske derfor har det også været svært at få alle partierne med i næste års budget. Socialdemokraterne har overraskende valgt at stå udenfor sammen med Enhedslisten. Det valg begrundede Karin Dubin (S) i sin budgettale mandag d. 8. blandt andet med ønsket om en ny svømmehal og med ønsket om cykelstier frem for springvand. Her kan man jo bemærke, at der i budgetforslaget for 2009 ikke er afsat penge til springvand, hvorimod der er afsat ekstra midler til cykelstier. Men lad os nu ikke træde mere i det.

Derimod glæder jeg mig over, at det alligevel er lykkedes at lave en bred aftale mellem Konservative, SF, Radikale og Venstre omkring næste års økonomi. Det er en ansvarlig aftale, der sikrer og styrker kommunens kerneområder. Her tænker jeg især på udbygninger på skole- og ældreområdet, men jeg glæder mig også over, at der er afsat ekstra midler til trafiksikkerhed og miljøforbedringer.

Politikere har en kedelig tendens til hele tiden at lede efter nye opgaver at løse og nye ting at bruge penge på. Og politikere er kreative mennesker, så det skorter sjældent på nye idéer. Men vores vigtigste rolle er, efter min mening, at varetage de kerneopgaver, som borgerne har betroet os, på en god og økonomisk ansvarlig måde. Budgettet for næste år har været sådan en øvelse – i økonomisk ansvarlighed.

For mange er det nok sjovere at være med, når der er flere penge at dele ud af. Men heldigvis har 18 ud af kommunalbestyrelsens 25 medlemmer vist, at de også er villige til at tage ansvar når fingeraftrykkene bliver mindre og beslutningerne sværere at træffe.

Budgettale d. 10 september 2008