I Danmark opmuntres folk nemlig ikke til at tænke selv. Tværtimod har vi opbygget et statsapparat, der i stigende grad pakker os ind i vat og beskytter os imod konsekvenserne af vores egne valg. Eller ganske enkelt forbyder de valg, der ikke er gode og rigtige nok.

Har vi i Danmark drevet forbrugerbeskyttelse så vidt, at vi er godt i gang med at afskaffe den kritiske sans og sunde fornuft?

Forbrugerbeskyttelse kan være udmærket. For eksempel når legetøj og andre almindeligvis uskadelige produkter indeholder kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer. Men det er et misforstået hensyn at forsøge at opdrage folk til at leve sundt ved at klistre dødningehoveder på cigaretpakker og sætte strafskatter på sukker og fedt.

Ingen er i tvivl om, at fastfood og cigaretter er usundt. I stedet for at appellere til vores almindelige sunde fornuft, skaber de mange løftede pegefingre en illusion om, at alt, der ikke er omfattet af advarsler, er sundt og godt. For vores egen skyld har vi altså udliciteret den kritiske sans til staten, så vi ikke længere behøver tænke selv.

Et utal af love har til hensigt at beskytte os mod mere eller mindre reelle trusler. For eksempel har vi en ferielov, der tvinger os til at lægge en del af lønnen til side, så det hele ikke drikkes op eller ødsles bort på tant og fjas. Og i stedet for at lade os hver især indgå de lejeaftaler, vi selv finder rimelige, har vi en planøkonomisk huslejelovgivning, der under påskud af at beskytte lejerne ikke engang tillader udlejere af få deres egne omkostninger dækket.

Hvilke rabatter og vilkår, virksomheder må tilbyde kunder, er også reguleret ved lov. For eksempel må forretninger og kunder ikke selv tage stilling til, om de vil benytte sig af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer. Det kan være besværligt eller uigennemskueligt for forbrugerne, påpeger Forbrugerrådet, der indædt kæmper imod EUs krav om en ophævelse af de danske forbud.

Et andet eksempel er regerings redningspakke til flekslånerne, der i 2008 havde udsigt til stigende renter. Risikovillige lånere havde godt nok haft stor fordel af de lave renter i årene forinden, men de blev alligevel skånet af staten i det øjeblik, risikovilligheden havde en pris.

Budskabet til de mere forsigtige husejere må være, at hovedet fremover er bedre placeret under armen.

Staten beskytter os også imod letsindige, men offerløse, handlinger som hashrygning, bilkørsel uden sele, hasardspil og spilleautomater. Hvis en restaurant eller kiosk ansøger om tilladelse til at opstille et par enarmede tyveknægte, tager spillemyndigheden tilmed særlig højde for, om der skulle befinde sig en skole eller kirke i nærheden. Åbenbart er skolebørn og kirkegængere særligt modtagelige for åndeligt fordærv.

Men kreativiteten kender ingen grænser. Benny Engelbrecht (S), der i sandhed er forbrugerbeskyttelsens førstemand, har for eksempel foreslået at indføre et loft over prisen på sms konkurrencer i tv-programmer som X-faktor. Han tøver heller ikke med at udråbe det som en ”sejr for forbrugerne”, at EU valgte at forbyde det helt igennem uskadelige enzym thrombin, der under navnet ”kødklister” skabte stor debat i foråret. McDonald’s reklamer til børn vil han også forbyde. SF går endnu længere og ønsker et generelt forbud mod at blande legetøj og mad. Slut med Happy Meals. Men hvorfor ikke stole på vores evne til at vælge selv?

Det er jo netop forbrugernes kritiske valg og fravalg, der presser virksomheder til konstant at forbedre sig. Benny Engelbrecht og Co. vil sikkert hævde, at staten bedre end borgerne kan sætte rammer for virksomhedernes drift. Mange statslige krav til blandt andet arbejdsmiljø og god selskabsledelse er sikkert også enkeltvis udmærkede initiativer.

Men jo længere vi går i retning mod, at forbrugerne fratages valget, og staten slet og ret fortæller virksomhederne, hvordan de skal drive forretning, jo mere nærmer vi os det planøkonomiske samfund, der fejlede så katastrofalt i Sovjetunionen og Østeuropa.

Som Adam Smith allerede i 1759 påpegede, kan en central styring af ressourcerne aldrig måle sig med den effektivitet, kreativitet og nyskabelse, der spontant opstår ud af menneskers frie valg. Hvis ellers vi får lov til at tænke og vælge selv.

Resultatet af overdreven forbrugerbeskyttelse er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten, der således bekræftes i, at borgerne ikke selv magter ansvaret. Vi opnår aldrig et risikofrit samfund, men i processen bliver vi alle dummere og fattigere.

Logikken kender vi alle. Så længe et barn kører med støttehjul på cyklen, lærer det aldrig at holde balancen. Derfor tager forældrene på et tidspunkt støttehjulene af, selvom det resulterer i, at barnet får nogle skrammer og blå mærker. På Christiansborg er man – desværre – i gang med den modsatte øvelse.

Kommentar i Berlingske Tidende tirsdag d. 7. september 2010

Hver dag tager over 40.000 frederiksbergborgere ud af kommunen for at komme på arbejde, mens mere end 30.000 borgere fra andre kommuner pendler ind i byen. Frederiksberg er dertil en af Nordeuropas vigtigste uddannelsesbyer med mere end 25.000 studerende, der langt fra alle bor i kommunen.

Desuden har Frederiksberg et rigt og varieret kultur- og handelsliv, der i høj grad lever af turister, teaterbesøgende og ”andet godtfolk”, som Lise Hækkerup nedladende beskriver byens gæster.

Vi gør allerede i dag en stor indsats for at skabe alternativer til bilen. Vi investerer blandt andet store summer i metroudbygning, busbaner og cykelstier. Den indsats skal vi fortsætte. Men at opføre en mur rundt om byen er en idé, der hører middelalderen til. Gæster er velkomne på Frederiksberg. Også selvom de ind imellem kommer i bil.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg d. 19. august 2010

Heldigvis er der meget andet, vi kan gøre for at reducere luftforureningen. På Frederiksberg har vi for eksempel arbejdet intenst på at få metroen udbygget. Metro Cityringen, der åbner i 2018 med tre stationer på Frederiksberg, vil knytte byen bedre sammen og skabe bedre forbindelser til regional- og S-tog.

Vi har også investeret mange millioner i busbaner, cykelstier og andre tiltag, der gør det mere attraktivt at lade bilen stå. Ved indkøb af køretøjer og ved udlicitering af transportopgaver stiller kommunen desuden krav om påmontering af filtre. Ligeledes går vi foran med udskiftning af kommunens egne køretøjer til elbiler.

I 2008 indførte vi en miljøzone på Frederiksberg, der stiller krav om, at ældre lastbiler og busser påføres partikelfiltre. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har for nylig lavet en midtvejsevaluering af miljøzonen, der viser en reduktion i partikeludstødningen fra trafikken på omkring 26 procent samt en pæn reduktion i forureningen med kvælstofdioxid (NO2).

Desværre viser rapporten også, at forurening fra trafikken kun udgør en mindre del af den samlede luftforurening. En stor del af partikelforureningen kommer faktisk fra vores nabolande.

Selv om luften er blevet renere i hovedstaden, vil vi selvfølgeligt gerne forbedre luftkvaliteten yderligere. I handlingsplanen for bæredygtig udvikling er det derfor besluttet at udarbejde en langsigtet strategi for reduktion af luftforurening i kommunen. Herunder overvejes også muligheden for at udvide miljøzonen til at omfatte varebiler.

Det er urealistisk at tro, at vi nogensinde kommer luftforureningen helt til livs. Men meget kan gøres uden at opføre en mur om byen.

Læserbrev i Frederiksberg Bladet tirsdag d. 10. august 2010

SFs løsning er symptomatisk for venstrefløjen. I stedet for at løfte kvaliteten i det offentlige, vil de lukke de private tilbud. I stedet for at opmuntre den konkurrence, der kan hæve niveauet, vil de tvinge os alle over på det, de selv betegner som B-holdet.

Når behandlingen i det offentlige sundhedsvæsen svigter, er det kun godt, at der findes et alternativ. Det bedste ville være, hvis det alternativ var tilgængeligt for alle. Diskussionen af A og B hold ville være helt overflødig, hvis pengene fulgte patienten, så den enkelte selv kunne vælge. Hvorfor foreslår SF ikke det?

Læserbrev i Berlingske Tidende søndag d. 27. juni 2010

Man forestiller sig med gru hvilke andre begrundelser, der ikke lever op til Etisk Råds moralske kriterier. I dag kan man indtil 12. uge – uden at svare på spørgsmål – vælge en abort, fordi tandfeen har foreslået det i en drøm. Eller fordi graviditeten kommer i vejen for ferie eller karriereplaner. At ingen skal godkende årsagen er netop essensen af den frie abort. Man behøver med andre ord ingen årsag.

Hvis Etisk Råd får held til at trække deres patentmoral ned over hovedet på gravide danske kvinder, er det ikke kun en trussel mod den hårdt tilkæmpede ret til fri abort – det underminerer også en helt grundlæggende rettighed i et liberalt demokrati. Nemlig retten til at eje sig selv.

På tværs af politiske partier og grupperinger deler de fleste borgerlige det grundsynspunkt, at mennesket har retten til selvejerskab. Retten til selvejerskab adskiller de frihedsorienterede verdensanskuelser fra de tvangsorienterede, kollektive ideologier.

Fra retten til selvejerskab udspringer alle vores andre grundlæggende rettigheder. Retten til at tænke, føle, mene og sige, hvad vi vil og retten til frugten af vores arbejde. Jeg ejer mig selv, står til ansvar over for mig selv og har ret til at indrette mit liv, som jeg ønsker – så længe jeg ikke krænker andres tilsvarende rettigheder. Dermed ikke sagt, at alle værdier er lige gode, eller at moral er uvæsentligt, men det tilfalder ikke staten at påtvinge borgerne en bestemt moralopfattelse.

Desværre er Etisk Råds udfordring af den frie abort langt fra det eneste eksempel på, at tvangsorienterede anskuelser vinder frem. Intellektuelle, politikere og eksperter lancerer det ene forslag efter det andet, der i en kakafoni af gode intentioner udvider fællesskabets ret til at definere det gode liv og den gode moral.

For eksempel er det i Danmark forbudt at ryge hash, køre i bil uden sikkerhedssele og spille poker for penge – selvom disse handlinger ikke har nogle ofre. Forslag om at indføre formodet samtykke til organdonation, forbyde købesex, påbyde cykelhjelme, forbyde reklamer for slik og forbyde solarier er andre eksempler på, at den enkelte borger tvinges til at underkaste sig fællesskabet.

Uanset hvor gode intentionerne bag disse forslag er, er det bagvedliggende menneskesyn skræmmende. Mennesket er ikke et mål i sig selv, men reduceres til et middel til at opnå samfundets større mål. Mennesket ejer altså ikke – a priori – sig selv. Hvis først denne grundsten i demokratiet smuldrer, er det svært at forestille sig grænser for fællesskabets tvangsdoserede omsorg.

Når retten til at vælge overlades til andre, bliver omsorg nemlig til ligegyldighed. Når vi træffer valg for os selv, tager vi naturligt udgangspunk i vores egne unikke behov og præferencer. Overlades valget til andre – meningstyranner i folketinget eller Etisk Råd – bliver vi alle skåret over en kam. Når staten definerer vores behov, er resultatet en one-fits-all løsning, der i virkeligheden tilfredsstiller de færreste.

Det har Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt for nylig erfaret på egen krop. Nok er vi alle lige, men nogle er som bekendt mere lige end andre. Fællesskabets universalløsning, enhedsskolen, er god nok til alle andre, men ikke til Mette og Helles egne børn. Alligevel tiltror de ikke os andre samme evne til at vælge selv.

Men hvis den enkelte ikke har ret til at træffe sine egne valg – også hvis de valg er risikofyldte eller decideret tåbelige – hvorfor så ikke indføre vitaminpillepåbud, faste sengetider, obligatorisk morgengymnastik og statsdikterede kostplaner? Hvad med at forbyde høje hæle, hårfarve, parfume, alkohol, tobak og rødt kød? Ingen solbadning på stranden mellem kl. 12 og 15, ingen risikobetonet sport, intet husarbejde uden sikkerhedsudstyr og intet sukker, slik, sjov eller ballade.

Det ville uden tvivl gavne folkesundheden og statsunderskuddet. Hvorfor så overlade valget til den enkelte, der så let lader sig lokke af samfundets mange syndige fristelser?

Er det grotesk? Ja! Men desværre ikke så langt fra virkeligheden. Hvis mine naboer, politikere og skiftende flertal i befolkningen har ret til at bestemme over min krop, min kost og mit sexliv – hvad har de så ikke ret til at bestemme?

Gæsteindlæg på Damefrokosten.com

Det handler om vores ret til selvejerskab. Et helt fundamentalt princip, der danner grundlag for alle vores øvrige menneskerettigheder. Tilhører kroppen i udgangspunktet det enkelte menneske eller er vi alle statens ejendom?

Automatisk tilmelding til organdonation reducerer borgere til en art menneskelige reservedele til statens disposition. Det menneskesyn tager jeg stærkt afstand fra. Selvom metoden er mindre effektiv, må vi blive ved med at opfordre og tilskynde den enkelte til at tage stilling til organdonation.

Læserbrev i Berlingske Tidende torsdag d. 22. april 2010

Godt nok er merudgiften for kommunen isoleret set begrænset. Forældrene betaler kr. 12,8 mio. mere for at få deres børn passet, og staten bidrager med et øget bloktilskud. Men for samfundet er det en meget dyr løsning på noget, der egentligt slet ikke var et problem. Forældre har i årtier taget ansvar for deres børns frokostmåltid, og langt de fleste har løftet det ansvar med stor dygtighed, kreativitet og glæde.

Derfor må det vække til eftertanke, når kommunerne i dag står overfor en økonomisk opbremsning, hvor hver en krone må vendes. Nogle steder må man endda fyre plejepersonale og lukke skoler. Gad vide hvad forældre og kommuner ville have valgt at bruge de mange millioner på, hvis ikke staten havde gennemtvunget en madordning?

Kritiske tunger vil nok påstå, at der findes vigtigere udfordringer end at tilberede mad til daginstitutionsbørn. Jeg håber derfor, at de lovgivningsivrige politikere på Christiansborg fremover viser mere omtanke, inden de iværksætter velmenende ”gratis” ordninger eller andet vælgerlefleri.

Børn er ikke en universel rettighed, som staten skal sikre opfyldt. Det er ikke en sygdom at være enlig eller lesbisk. Raske kvinder bør selv betale for at blive kunstigt befrugtet.

Læserbrev i Berlingske Tidende torsdag d. 11. februar 2010

Regionerne har aldrig fået så mange penge til sundhed, som de får nu. Prioriteringen af pengene er regionernes ansvar. Det er derfor god spin, når Villy Søvndal (SF) i Jyllands-Posten d. 26. januar forsøger at knytte de tragiske sparerunder på hospitalerne sammen med regeringens skattereform. Når man i Region Hovedstaden er tvunget til at spare og fyre personale skyldes det tværtimod regionrådsformand Vibeke Storm Rasmussens (S) håbløse og uansvarlige ledelse af regionen.

Debatindlæg i Jyllands-Posten søndag d. 31. januar 2010

De ulykkelige og utilfredse har med naturlighed krævet svar fra det offentlige – og politikerne har som villige leverandører af dyre pseudoløsninger gjort den offentlige sektor til en kolos på lerfødder. Det er aldrig den enkeltes skyld – og løsningen er altid flere penge til nye behandlere, konsulenter, aktiveringsprojekter og rådgivere i det offentlige. Det er derfor på tide at trække en grænse imellem fællesskabets og den enkeltes ansvar.

Mens den private sektor har strammet livremmen, har den offentlige sektor udvidet med 18.000 ansatte alene det sidste år. Danmark har i dag verdens største offentlige sektor, verdens højeste skattetryk og udsigt til den fjerde laveste vækst i OECD. Væksten i de offentlige udgifter har dog ikke ført til større tilfredshed. Tværtimod er de fleste danskere mindre tilfredse med den offentlige service i dag end for ti år siden.

Vi har et offentligt underskud på næsten 100 mia. kroner alene i år og hver eneste nyfødte dansker koster i gennemsnit staten 900.000 kroner over sin livstid. Det uholdbare i vores nuværende samfundsindretning bør være indlysende for enhver. Men det er ikke nok at tale om, at der på et tidspunkt kommer en regning. Danmark er på vej mod den moralske og økonomiske fallit – og vi skal handle allerede nu.

Løsningen er mere personligt ansvar. Men det kræver et værdipolitisk opgør med behandlersamfundet, hvor vi alle betragtes som ofre for ydre vilkår og derfor skal hjælpes og holdes i hånden af sagsbehandlere og krisepsykologer fra morgen til aften.Vi må hver især tage ansvaret for vores liv og fremtid og gøre op med den dovne forventning om, at staten løser alle vores problemer.
I stedet for at sprede den offentlige velfærd ud i et tyndt lag, der mest af alt tilgodeser den brede middelklasse, skal det offentlige sikkerhedsnet forbeholdes de få, der ikke kan klare sig selv.

Lavere skat vil belønne flid og dygtiggørelse. Til gengæld er der brug for reformer af bl.a. efterløn, pension, dagpenge, børnecheck og SU. Men mens vi drøfter de langsigtede løsninger, kan skattestoppet passende suppleres med et udgifts- og ansættelsesstop i den offentlige sektor som helhed. De nødvendige serviceforbedringer i blandt andet sygehusvæsnet må muliggøres igennem prioriteringer og effektiviseringer.

En slankere og mere effektiv offentlig sektor vil bidrage til at skabe et frit og konkurrencedygtigt samfund, hvor alle tager ansvar for at skabe deres egen lykke, hvor evner og flid belønnes, og hvor de allersvageste grupper i samfundet prioriteres højere end i dag.

Klumme på 180grader.dk