Signe Heltberg mener nemlig, at man per definition er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år.

Det er derfor misvisende, når Sine Heltberg på baggrund af en rapport fra Arbejdernes Erhvervsråd hævder, at der er sket en stor stigning i antallet af fattige. De personer, som Sine Heltberg betegner som fattige, er faktisk som gruppe blevet rigere end for 10 år siden. Deres indkomstfremgang har bare ikke været lige så stor som for andre grupper i samfundet.

Hvis man for eksemplets skyld fastfryser fattigdomsgrænsen på år 2000-niveau, viser en udregning fra Finansministeriet, at antallet af fattige faktisk er faldet med cirka 16.000 personer eller 8% fra 2000 til 2007. Danmark er i øvrigt det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til denne lavindkomstgruppe.

At opgøre fattigdom som en bestemt andel af medianindkomsten er derfor både meningsløst og misvisende. En konsekvens af denne målemetode er desuden, at der som regel vil komme flere fattige, når samfundet er i vækst, og færre fattige, når der er lavkonjunktur.

Dette siger dog intet om det enkelte menneskets livssituation. En stor del af de 300.000 fattige, som Sine Heltberg taler om, er faktisk studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er i denne lavindkomstgruppe, er ude af kategorien allerede året efter.

Fattigdom er et meget komplekst begreb. Efter min mening er man fattig, hvis man ikke har mulighed for at forbedre sin egen livssituation. Men man er ikke fattig, blot fordi man ét år har en indkomst, der er under halvdelen af medianindkomsten.

I stedet for at sætte teoretiske mål for fattigdom, bør vi fokusere på at hjælpe de virkeligt svage i samfundet: f.eks. narkomaner, psykisk syge, handikappede og udsatte børn.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 26. august 2010

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har regeringens politik siden 2001 drevet tusindvis af danskere ud i fattigdom. Dette har atter bragt forslaget om en fattigdomsgrænse på banen. I EU er der også fokus på fattigdom og i en plan for ”intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst” ønsker Europa Kommissionen at indføre nationale fattigdomsgrænser på 60% af et lands medianindkomst.

Danmark er det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til lavindkomstgruppen. Der er uden tvivl personer, der har det svært, men der findes ikke i traditionel forstand fattigdom i Danmark.

Relativ fattigdom
Når de forenede godhedsordførere i SF, S, RV og EL og ikke mindst Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekymrer sig om stigende fattigdom, taler de alene om den relative fattigdom. Der er ikke tale om mennesker, der sulter eller står uden tag over hovedet, men om mennesker, der har relativt mindre forbrugsmuligheder end andre.

AE mener nemlig, at man per definition er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år. De personer, som AE betegner som fattige i dag, er faktisk som gruppe blevet rigere end for 10 år siden. Deres indkomstfremgang har bare ikke været lige så stor som for andre grupper i samfundet.

Hvis man for eksemplets skyld fastfryser fattigdomsgrænsen på år 2000-niveau, viser en udregning fra Finansministeriet faktisk, at antallet af fattige er faldet med cirka 16.000 personer eller 8% fra 2000 til 2007. Det er derfor i bedste fald misvisende, når Arbejdernes Erhvervsråd hævder, at der er sket en stor stigning i antallet af fattige.

Faktisk er en betydelig del af de 300.000 fattige, som AE har regnet sig frem til, studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er fattige ifølge denne definition, er ude af kategorien allerede det følgende år.

At opgøre fattigdom som en bestemt andel af medianindkomsten er derfor både meningsløst og misvisende. En konsekvens af denne målemetode er desuden, at der som regel kommer flere fattige, når der er vækst og fremgang i samfundet, og færre fattige i nedgangstider.

Målet er lighed
Dette siger dog intet om det enkelte menneskes livssituation. En relativ fattigdomsgrænse er nemlig i virkeligheden et mål for ulighed og ikke for fattigdom. Fattigdomsgrænser handler derfor heller ikke om at bekæmpe fattigdom. Det er først og fremmest en skrivebordskrig, der tjener som egopleje for de politisk korrekte på venstrefløjen.

Ved at kræve en fattigdomsgrænse taler de lige ind i hjerterne på journalister og vælgere. De pynter sig med social indignation, idealisme og moralsk overlegenhed og revser regeringen for manglende handlekraft. Men det er en blåøjet idealisme. De foregiver at kunne afskaffe fattigdom med et fingerknips, men undgår behændigt at tale om konkrete initiativer eller løsninger.

En relativ fattigdomsgrænse vil give arbejde til regeringens talknusere, til en hær af EU-bureaukrater og til diverse sagsbehandlere, konsulenter og rådgivere, der skal udarbejde strategier og evalueringer, men det gør ingen forskel for de virkeligt udsatte i samfundet.

Der kan være mange årsager til, at en person har en lav indkomst i et år. Der kan for eksempel være tale om kortvarig ledighed, personlige livsstilsvalg, orlov eller uddannelsesophold. Man er fattig, hvis man ikke har mulighed for at forbedre sin egen livssituation. Men man er ikke fattig, blot fordi man ét år har en indkomst, der er under halvdelen af medianindkomsten.

Varm luft
Idéen om en fattigdomsgrænse bygger derfor mere på varm luft end på en reel bekymring for de udsatte i samfundet. Det er marketing og selveksponering, der ikke hjælper de svageste. Faktisk kunne man forledes til at tro, at venstrefløjen i virkeligheden er ligeglade med de mest udsatte. Hjemløse, narkomaner og sindslidende stemmer alligevel sjældent.

Derfor giver det udmærket mening at bruge kræfterne på at sælge varm luft på dåse til den brede middelklasse, der gerne vil stemme på social ansvarlighed og verdensfred. Selvom at Özlem Cekic (SF), Mette Frederiksen (S) og andre taler om at sætte fokus på de svageste, er konsekvensen den stik modsatte. Der bliver investeret tid, penge og spaltemillimeter på en akademisk diskussion af indkomstgrænser, der siger meget lidt om menneskers egentlige levevilkår. Alt imens forsvinder fokus væk fra de reelle problemer på samfundets bund.

Der er mennesker i Danmark, der lever under utålelige kår. Men de bliver ikke hjulpet af fattigdomsgrænser eller af den udglatning af indkomstforskellene, som er venstrefløjens egentlige formål med at bekæmpe fattigdom ud fra en relativ målestok.

I stedet for at sætte teoretiske og ubrugelige mål for fattigdom, bør vi fokusere på at hjælpe dem, der reelt lever på kanten af samfundet. Ikke mindst narkomanerne, de psykisk syge, de handikappede og de udsatte børn.

Klumme på 180grader.dk

Således bekræftes den kritik, jeg rejste i avisen d. 30. juli. Uanset hvor mange gange Lykke Friis gentager, at hun ikke går ind for kvoter, måler hun i praksis ligestilling som lige fordeling.

Som prorektor på Københavns Universitet stod hun tilmed i spidsen for at indføre en særlig bonus til fakulteter, der ansætter flere kvindelige professorer. Det er måske ikke en kvote, men tanken er utvivlsomt, at ligestillingen fremmes ved at sikre en bestemt fordeling af mænd og kvinder.

Et ligestillingsministerium, hvis arbejde hovedsageligt består i at opgøre antallet af mænd og kvinder i diverse jobkategorier og problematisere et hvert eksempel på, at fordelingen er ulige, er aldeles overflødigt.

Hvis nogle kvinder ønsker at ”spilde deres talent”, som ministeren udtrykker det, ved ikke at gøre karriere, er det deres frie valg. Borgerne er ikke midler til at opnå ministerens mål om et kønsneutralt samfund.

Helt absurd er det, at Lykke Friis til sidst forsøger at legitimere sit ministerium ved at gøre partnervold og menneskehandel til ligestillingsproblemer. Begge dele er først og fremmest en opgave for politiet og dernæst for de sociale myndigheder. Alternativt kunne ligestillingen jo forbedres ved at gøre flere mænd til voldsofre og flere kvinder til forbrydere.

Ligestilling betyder lighed for loven. Resultatlighed, derimod, kan kun opnås på bekostning af nogle menneskers ret til at vælge selv. Jeg tvivler derfor på, at det giver mening for mange andre end ministeren selv, når hun på den ene side fastholder, at mænds frafald på universiteterne og kvinders fravær i lederstillinger er ligestillingsproblemer og samtidig hævder, at hun ikke går ind for resultatlighed.

Læserbrev i Berlingske Tidende søndag d. 8. august 2010

Har vi da ikke selv et ansvar for vores liv? Eliteidræt er vel næppe en sygdom eller et handicap, som gør udøverne ude af stand til at træffe deres egne valg?

Selvom mange med begejstring følger vores nationale sportshelte og ønsker dem de bedst mulige træningsvilkår, kan man ikke betragte eliteidrætsudøvere som en særlig udsat gruppe. De er vel snarere særdeles ressourcestærke. Hvis ikke de kan klare sig uden særvilkår, hvem kan så?

Det er desværre symptomatisk for venstrefløjen, at borgerne betragtes som halve mennesker, der kun kan fuldendes af staten. Det menneskesyn tager jeg afstand fra. Lad os hjælpe de svageste, men tiltro det store flertal evnen til at klare sig selv.

Læserbrev i Berlingske Tidende d. 24. juli 2010

Det er ikke underligt, at mange vælgere spørger sig selv, hvad Konservative egentlig vil. Den massive vælgerflugt er en blinkende advarselslampe og et forvarsel om den katastrofe, der venter til næste folketingsvalg, hvis ikke kursen rettes op. Det burde desuden sætte nogle tanker i gang i partitoppen, at Liberal Alliance parallelt med den Konservatives deroute har vundet frem på en politik, der i store træk består af traditionelle Konservative mærkesager. Lavere skat, færre forbud og regler, mere effektivitet i den offentlige sektor, mere frihed til at bestemme selv. Lyder det bekendt?

Det Konservative Folkeparti må finde tilbage til sine rødder og forsvare den enkelte borger imod tiltagende statslig omklamring og formynderi. Vi skal ville noget med magten – eller give ministerkontorerne videre til nogen, der gør.

Det Konservative Folkepartis krise er også Danmarks krise. De offentlige udgifter løber løbsk. Stadig flere bliver forsørget af staten og udsigten til store ældreårgange og små ungdomsårgange tvinger økonomien i knæ. Den økonomiske krise er i høj grad selvforskyldt. Regeringen har svigtet idealet om et friere samfund og meldt sig ind i kampen om at være den bedste administrator af den socialdemokratiske forsørgerstat. I kampagnen ”Tjek Lige Fakta” fremlægges væksten i de offentlige udgifter ligefrem med stolthed som bevis for, at man ikke er ved at indføre minimalstaten ad bagdøren.

Men det har sin pris. Underskuddet på de offentlige finanser er i dag større end under Anker Jørgensen. Siden 2001 er det offentlige forbrug vokset med over 60 mia. kroner, og der er kommet over 30.000 flere offentlig ansatte. Skattereformen i 2009 indførte hele 114 nye skatter og afgifter, og på sigt overstiger det øgede skatteprovenu langt de så omdiskuterede skattelettelser. Dertil har man sat sig for at indføre en Big Mother stat af hidtil usete dimensioner. Knivlov, overvågning, hundeforbud, fedtskatter, sukkerafgifter. Nye forbud, regler og afgifter i en lind strøm. Der er langt imellem de Konservative sejre.

Vi har ikke leveret varen, og det ansvar må vi tage på os. Liberal Alliances tiltrængte slag i bolledejen er derfor et symptom på regerings handlingslammelse. Både V og K har rykket sig så langt mod midten, at den borgerlige hjemmebane er efterladt øde og frit tilgængelig til det første parti, der tør og vil. Det er snart sidste chance for Løkke og Espersen, hvis de nuværende meningsmålinger ikke skal danne grundlag for en historisk omrokering på den borgerlige banehalvdel.

Den gode nyhed er, at der mere end nogensinde er behov for Konservativ politik. Det må være klart for alle, at staten er ved at nå sit bristepunkt. Der pumpes flere og flere penge i den offentlige sektor, men resultaterne udebliver. Skoler, sygehuse og ældrepleje er langt fra verdensklasse til trods for de generøse offentlige bevillinger.

Svaret på såvel Danmarks som det Konservative Folkepartis problemer er en tilbagevenden til klassisk Konservativ politik. Mindre formynderi og mere frihed og ansvar til borgerne. En mindre offentlig sektor, der hjælper de svageste i samfundet, men tiltror den brede middelklasse evnen til at klare sig selv. Et samfund er sygt, når et flertal af dets borgere er afhængig af staten. Men spørgsmålet er, om det Konservative Folkeparti tør levere den nødvendige kur?

Der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. En stor del af svaret findes allerede i partiets historie og rødder:

”Frihed skal være grundlaget for Danmarks udvikling og fremtid. Det enkelte menneske skal have frihed til at være sig selv, vælge sine idéer og forme sin tilværelse indenfor de grænser, hensynet til andre sætter”. Med de ord indledtes det politiske program En Fremtid i Frihed i 1981. Allerede ved partiets stiftelse i 1915 stod det klart i partiprogrammet, at Konservative ønsker en sociallovgivning, der ”hviler på princippet hjælp til selvhjælp, og som under ingen omstændigheder yderligere undergraver eller udsletter den enkeltes pligt og ansvarsfølelse”.

Frihed og personligt ansvar har altid stået centralt i den Konservative tanke, men navnlig denne del af den politiske arv er i de seneste år blevet forsømt. Frihed og personligt ansvar er derfor også svaret på mange af landets nuværende økonomiske problemer.

Konservatismen anerkender, at det enkelte menneskes virkelyst er fundamentet for samfundets overlevelse. De flittige skal gives frihed og belønnes, for uden dem ville der ikke være råd til at hjælpe de svageste. Med friheden følger dog også pligten til at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste, hvis man er i stand til det.

Allerede i 1970’erne og 1980’erne var Konservative kritisk overfor statens størrelse. Dengang kunne man nok næppe forestille sig det omfang, staten har taget i dag. At mindske den offentlige sektor bør derfor være en helt central ambition for det Konservative Folkeparti anno 2010. I 2009 udtalte Lars Barfoed faktisk til Berlingske, at antallet af personer, der er afhængige af overførselsindkomster, bør halveres inden 2020. Hvorfor er det ikke den officielle politik?

Det Konservative princip ”At forandre for at bevare” bliver ofte misforstået. Det betyder ikke, at den til enhver tid gældende samfundsstruktur skal bevares. I den forstand udgør venstrefløjen i dag de stærkeste konservative kræfter i samfundet. Det, det Konservative Folkeparti ønsker at bevare, er med ordene fra partiets Fremtidsprogram i 1970 ”det enkelte menneskes frihed til at være sig selv og forme sin tilværelse inden for de grænser, hensynet til andre kræver”.

Reformer for at beskytte den enkeltes selvstændighed er mere end nogensinde påkrævet. En start kunne være at afskaffe efterlønnen, erstatte SU’en med lån, indføre udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver, hæve personfradraget og indføre en flad skat på max 50% – men helst lavere.

Opgaver, der kan løses privat, bør ikke varetages af staten. Disse ord var i 1981 del af partiprogrammet. Der er ingen grund til, at det offentlige driver plejehjem, hjemmepleje, biblioteker, svømmehaller, affaldsindsamling, daginstitutioner eller tv-kanaler, når erfaringen viser, at disse opgaver sagtens kan løses helt eller delvist på markedsvilkår. Konkurrence, frit valg og profit er den bedste garant for kvaliteten.

Selvom tradition, kultur og familieværdier er centrale i en Konservativ livsanskuelse, er det meget fjernt for en Konservativ at ville påtvinge andre en bestemt levevis. Borgerne er ikke ludobrikker, der kan flyttes omkring for at opfylde statens mål om middellevetid, beskæftigelsesfrekvenser eller energieffektivitet.

Hvis man forsøger at sætte lykken på formel, opnår man kun et sundhedstyranni og formyndersamfund, som det Forebyggelseskommissionen er en glimrende eksponent for. Politikerne skal nøjes med at sætte rammerne for, at den enkelte kan skabe sin egen lykke.

Konservative bliver nogle gange udskældt for at tale for meget om skattelettelser. Men lavere skat er vigtigt ikke bare for at skabe vækst og dynamik, men også for at give borgerne mulighed for at indrette deres liv efter deres egne forskelligartede ønsker og behov.

Danmark har brug for Konservativ politik. Men det er ikke længere nok med gode intentioner og bløde hensigtserklæringer. Det Konservative Folkeparti må trække i arbejdstøjet og levere et troværdigt svar til de vælgere, der spørger, hvorfor de ikke bare skulle stemme på Anders Samuelsen. I de kommende år er det kun resultaterne, der tæller.

Kronikken i Berlingske Tidende d. 14. juli 2010

Derfor er det vigtigt, at vi i kommunerne giver en systematisk hjælp og opfølgning til personer, der har været på krisecenter. Jeg stillede derfor et spørgsmål omkring Frederiksberg Kommunes indsats på kommunalbestyrelsesmødet d. 14. juni.

Forvaltningen bekræftede, at der er stor opmærksomhed omkring voldsramte, og at vi på Frederiksberg bl.a. tilbyder individuel opfølgning, intensiv rådgivning, hjælp til at finde ny bolig og særlig støtte til børn i voldsramte familier.

Det kan være meget svært for voldsramte at bryde ud af et voldeligt forhold og starte en ny tilværelse. Vold i parforhold er stadig tabubelagt og mange fortæller det aldrig til nogen. Det anslås, at mere end 20.000 børn i Danmark lever i hjem med vold. Det sætter dybe spor og fører ofte til depressioner og angst i voksenlivet. Mange gentager også det voldelige mønster i deres egne parforhold som voksne.

Derfor er det vigtigt, at der er gode støttemuligheder på Frederiksberg – og jeg vil have fokus på, hvordan vi også fremover kan hjælpe voldsramte familier videre.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg d. 1. juli 2010

Derfor må vi andre nok forstå, at vi igennem vores skat må forsørge dem i de perioder, hvor puslespillet ikke går op, lyder det. Ingen kalder skuespillere dovne eller nasserøve. Men det er værd at huske, at det er et frit valg at blive skuespiller eller kunstner. Når man læser om de umenneskelige vilkår, kunne man ellers forledes til at tro, at der var tale om en slags sygdom eller påtvunget nød.

Men nej. De kummerlige vilkår skyldes, som de to indlæg imellem linjerne lader os forstå, at samfundet ikke værdsætter kunsten nok til at fastansætte dens udøvere og i øvrigt tillader sig at stille krav til kunstnernes selvforsørgelse, når der ikke lige er en drømmeopgave på et teater. Nu bedriver man endda den hetz at afkorte dagpengeperioden fra fire til to år.

Men selvom vi er mange, der værdsætter kunst og skuespil, må kunstnere tage samme ansvar for deres egen forsørgelse som alle andre. Hvis vilkårene er så kummerlige, kan man jo finde noget andet at lave. Der er masser af brancher, der efterlyser kreative medarbejdere og tilbyder både fastansættelse, pension og faste arbejdstider.

Læserbrev i Jyllands-Posten torsdag d. 3. juni

Kunne man ikke påstå, at SU’en – som en af de få støtteordninger, der er direkte målrettet samfundets top – burde være et oplagt reformemne? De studerende er på ingen måde svage eller udsatte. Tværtimod kan de se frem til en høj livstidsindkomst – og det er tilmed gratis at uddanne sig. Eller rettere sagt, andre mennesker betaler i forvejen for selve uddannelsen.

Men Mette Rasmussen står ikke alene. Hendes klagesang er desværre et eksempel på en tendens, der i de seneste år har nået nye højder. En nationalsport kunne man måske kalde det. Hvor den, der med størst dygtighed fremstiller sig selv som særligt udsat, kåres som vinder. Børn, unge, studerende, pensionister, børnefamilier, enlige – ja snart sagt hele befolkningen har særlige behov og har ret til at stikke snablen dybt ned i skatteydernes lommer. Tilbage står de rigtigt udsatte, f.eks. hjemløse, sindslidende, narkomaner og handicappede, der ikke skriver læserbreve eller demonstrerer på rådhuspladsen.

Hvis vi også i fremtiden vil have råd til at hjælpe de allermest udsatte, kan vi ikke blive ved med at give mere til alle. Som ressourcestærke, fremsynede borgere med samfundssind burde de studerende i stedet gå forrest og foreslå SU’en erstattet med et lån. De studerende har ikke brug for almisser.

Det er selvfølgeligt et stærkt retorisk kneb at sidestille prostitution med et arbejde som bøddel. Men der er intet belæg for sammenligningen. At voksne mennesker indgår frivillige aftaler om køb og salg af sex har ingen ofre. I modsætning til gængse fordomme omkring prostitution viser den seneste rapport fra Servicestyrelsen faktisk, at prostitution ikke er forbundet med større helbredsmæssige risici end andre erhverv.
Der findes rigtigt nok en lille gruppe af sårbare prostituerede, der har alvorlige problemer med kriminalitet og narko – men langt fra alle prostituerede er socialt udsatte.

Derimod lider mange prostituerede under den samfundsmæssige stigmatisering af faget som HV bidrager til i sit indlæg. Et forbud mod prostitution er udtryk for en usaglig nypuritanisme, der ikke hjælper de svageste prostituerede, men til gengæld nedvurderer kvinders evne til at tage ansvar for deres eget liv. I mange år har kvindesagen kæmpet for kvinders ret til at bestemme over deres krop og lyst. Lad os ikke sætte den kamp over styr ved at forfalde til morallovgivning og snæversyn.

Læserbrev i Weekendavisen d. 21. maj 2010

”Alle danskere skal klare sig de næste 730 dage for dét, de har i dag” sagde Lars Løkke igen og igen på pressemødet. Det offentlige forbrug holdes på det nuværende niveau, overførselsindkomster fastfryses i kroner og ører og topskattelettelser udskydes. Planen er enkel og forståelig – og især udsættelsen af topskattelettelsen kan nok få den bitre pille til at glide lettere ned. Ministrene har tilmed accepteret en solidarisk, men symbolsk, lønnedgang.

Man må nok give regeringen kredit for at turde fastfryse overførselsindkomsterne. Men de meritter planen har, når det kommer til kortsigtet krisehåndtering, er desværre helt fraværende, hvis vi ser på Danmarks langsigtede udfordringer.

Alt kører videre, som det er i dag, og de nødvendige diskussioner af reformer, omprioriteringer, skat og størrelsen af den offentlige sektor skydes reelt til hjørne.

Fra 2013 skal overførslerne antageligt stige som vanligt. Vi vil stadig have verdens største offentlige sektor. Vi vil stadig parkere tusindvis af mennesker på passiv forsørgelse og betale raske seniorer for at trække sig tidligt tilbage. Hver eneste nyfødte dansker vil stadig være en underskudsforretning for samfundet, og der vil stadig være flere mennesker uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Vi vil stadig have et af verdens højeste skattetryk og en særlig indbygget straf, topskat, til de dygtigste og mest flittige.

Så kære Lene og Lars: Det lyder alt sammen meget godt. Men hvad så efter 2013? Hvor er visionerne?

Klumme på 180grader.dk