Af Ph.d.-stipendiat Mie Harder og projektmedarbejder ved CEPOS Henrik Gade Jensen

Et samfund kan ikke overleve i længden, hvis dets officielle religion er sundhed, forebyggelse og ikke-rygning. Velfærdsstaten har erstattet den menneskelige overlevelseskamp med en selvudslettende dyrkelse af det risikofrie samfund. Overlevelsesinstinktet og kampen for tilværelsen er fortrængt til fordel for krav om sociale rettigheder, efterløn og førtidspension.

Men denne velfærdsmentalitet er efter vores opfattelse langsomt under forandring. At Danmark siden 2002 har været en krigsførende nation har afgørende betydning for vores selvopfattelse og nationale identitet. På trods af mange faldne soldater er det ikke svært at rekruttere nye soldater til missionen, og der er bred politisk opbakning.

Om krigen mod terrorister i Afghanistan kan vindes i nogen relevant forstand, må officerer og eksperter afgøre. Det centrale for os er den holdningsændring, som sker i Danmark: Væk fra neutralisme og pacifisme og hen imod aktivisme og krigsførelse. Denne holdningsændring, mener vi, kan blive en katalysator for et nødvendigt skifte i den danske tryghedsnarkomani og velfærdsmentalitet.

I krigen skabes en eksistentialitet, hvor soldaterne hver dag befinder sig på grænsen mellem liv og død. Krigen er den åbenlyse negation af velfærdsmoralen. I Afghanistan kan livet slutte brat og tilfældigt. Det ved alle i indsatsen. Det skaber en anden moral, der bygger på et ekstremt sammenhold og fællesskab båret af en vished om, at overlevelse ikke er givet, men hver dag skal tilkæmpes.

I velfærdsstaten er vi forskånet disse overvejelser. Aldrig før har vi haft så stor materiel overflod og tryghed. Alligevel flyder medierne over med rapporter og undersøgelser af potentielle skadevirkninger af alt fra pollen, røget fisk, rygning og fødevareingredienser til rullegardiner.

Kampen for det daglige brød har i den danske velfærdsstat mistet sin relevans. Vi har alle alt, hvad vi har brug for og mere til. Og hvis vi ikke kan få et arbejde eller kommer ud for en ulykke, sørger staten for vores overlevelse. Det er dog en velsignelse, der ikke er kommet uden sin pris.

Velfærdsstatens ideal er, at alle skal have det godt uanset egen vilje og adfærd. Samtidig foragtes overlevelsesinstinktet som et dyrisk og før-civilisatorisk element, som den moderne tid har overflødiggjort. Menneskesynet i velfærdsstaten bygger på, at mennesker vil det gode og måske kan hjælpes lidt på vej af påbud og forbud. Et menneskesyn som også lå til grund for de socialistiske samfundsforsøg i det 20. århundrede, som af samme grund forliste. For mennesket vil sig selv og sin selvopretholdelse og politik burde dreje sig om at kanalisere denne drift ind i ordnede og civiliserede former.

Det er sundt, at borgerne frygter noget værre end kontanthjælp, førtidspension og efterløn. Det er fint nok med et socialt sikkerhedsnet, men i dag har det udviklet sig til en blød og behagelig dyne, som trætter og bedøver. Socialdemokraternes gamle slagord om ”Gør din pligt og kræv din ret” er blevet erstattet af kun at kræve sine sociale rettigheder opfyldt.

Samtidig med vores fanatiske efterstræbelse af den risikofrie hverdag, dyrker vi i stigende grad risikobetonede aktiviteter som kitesurfing, faldskærmsudspring og ekstremsport i vores fritid. Behovet for at prøve grænser af ligger dybt i mennesket. Tænk hvis al den energi kunne bruges mere konstruktivt i samfundets økonomi. Paradokset illustrerer, hvad man måske kan betragte som en eksistentiel samfundskrise: Kampen for at vise sit ypperste er blevet en fritidsbeskæftigelse.

Den engelske filosof Thomas Hobbes mente i 1600-tallet, at overlevelse var menneskets dybeste drift og parret med menneskets rationalitet det, som skabte samfund og retsorden. Den russiske forfatter Fjodor Dostojevski hævdede i forlængelse her af, at viljen til at hævde sig var urinstinktet i mennesket.

Velfærdsstatens fejl er dens menneskesyn, som fejlagtigt ignorerer urdriften i mennesket. Hvis ikke mennesker kan udfolde deres overlevelsesinstinkt under ordnede former i kampen for tilværelsen, vil de optræde i fordrejede og negative former til fordærv og depravering.

Da grundloven blev diskuteret i 1848 argumenterede N.F.S. Grundtvig faktisk for, at den nuværende forsørgelsesparagraf (”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige….” § 75) ville blive en katastrofe for Danmark. Det skulle specificeres, mente Grundtvig, at driverter, drukkenbolte og døgenigte ikke kunne få offentlig understøttelse og hjælpen skulle øremærkes gamle, syge og forældreløse børn, altså genuint svage. For ellers gik der inflation i udueligheden.

At Danmark er blevet en krigsførende nation ændrer vores selvopfattelse. Tusinder af mennesker er i berøring med krigen som soldater eller fædre, mødre, klassekammerater, naboer, kærester og børn af soldater. Alle disse mennesker mærker på egen krop, at der er større og vigtigere ting i livet end middellevetid, pollenallergi og fedtprocenter i kødpålæg. Uanset om krigen vindes eller tabes, og uanset om krigsindsatsen i sidste instans gavner eller skader Afghanistan, er effekten på den danske mentalitet kolossal og efter vores mening gavnlig.

Det lyder sympatisk at ville gøre noget godt for samfundet. Men i praksis er samfundet langtfra en homogen størrelse. Vi er alle drevet af forskellige ønsker og behov. At tale om samfundsansvar som om, samfundet er en strømlinet enhed med fælles mål, er både misvisende og meningsløst.Samfundsansvar er i praksis blevet et barometer for imagepleje og politisk korrekthed.

Syndsforladelsen udløses af buzzwords som bæredygtighed, grønne jobs, grøn teknologi, grønt-hvad-som-helst, fairtrade og ikke mindst non-profit. Skurkerollen indtages lige så selvfølgeligt af profit, konkurrence, kapitalisme, grådighed, egoisme og alt det ikke-grønne. I denne uskønne alliance mellem strategisk nødvendighed og politisk korrekthed bliver samfundsansvar som begreb misbrugt til at fremme venstrefløjens ønsker om mere statslig regulering og indblanding i de frie markeder.

Men konflikten mellem samfundsnytte og egeninteresse er falsk. Debatten om samfundsansvar er i virkeligheden en værdikamp, hvor nogle med pres, tvang eller moralske formaninger prøver at få andre til at handle ud fra et bestemt politisk værdisæt. Vi kan hver især gøre, hvad vi vil med vores penge og tid. Men når samfundsansvar bruges som påskud for at tvinge virksomheder eller enkeltpersoner til at handle imod deres egeninteresse, er det både moralsk forkasteligt og skadeligt.

Uddrag af kronik bragt i Berlingske Tidende d. 20. oktober 2010. Læs resten af kronikken her.

Den fattigdom, Ali Maktabi taler om, når han refererer til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds (AE) rapport, er alene den relative fattigdom. Der er ikke tale om mennesker, der sulter eller står uden tag over hovedet, men om mennesker, der har relativt mindre forbrugsmuligheder end andre. AE antager nemlig, at man er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst.

Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år. Den relative fattigdom siger derfor ikke meget om den enkeltes livssituation. En stor del af de 300.000 relativt fattige er studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er i denne lavindkomstgruppe, er ude af kategorien allerede året efter. Faktisk er Danmark det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til denne lavindkomstgruppe.

I stedet for at fokusere på meningsløse teoretiske opgørelser, skal vi fokusere på at hjælpe dem, der virkeligt ikke kan klare sig selv: Ikke mindst narkomaner, psykisk syge, handicappede og udsatte børn.

Det er tragisk, at vi i Danmark bruger så store summer på velfærdsydelser til mennesker, der egentligt ikke har behov. I min budgettale, som Ali Maktabi citerer ude af kontekst, brugte jeg mit eget eksempel: Som studerende fik jeg boligsikring, selvom jeg kunne have klaret mig uden. Dengang tænkte jeg ikke over det, og det, tror jeg, desværre er meget typisk for den rettighedsmentalitet, vi har udviklet i Danmark.

Staten skal hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv – men vi er mange, der egentligt ikke har brug for hjælp, og vi skal indstille os på at tage et større ansvar for os selv i fremtiden.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 14. oktober 2010

For at få boligsikring skulle jeg udfylde en flere sider lang ansøgning og indsende alle mulige bilag til kommunen. Jeg ringede ind og blev grundigt vejledt omkring, hvordan alle dokumenterne skulle udfyldes. Senere blev ansøgningen og de mange bilag vurderet af kommunens medarbejdere.

Jeg fik omkring 200 kr. om måneden. Penge, der ingenting betød i min daglige økonomi og som jeg sagtens kunne have klaret mig uden. Men det var jo noget, jeg havde ret til. Og det er nok meget symptomatisk for den rettighedsmentalitet, vi har udviklet i Danmark. Vi er gode til at sørge for, at vi får det, vi har krav på. Men vi tænker måske ikke så tit over, om vi egentligt har brug for alt det, vi får.

Der er mennesker, der har brug for hjælp. Men vi har efterhånden indrettet et system, hvor det mere handler om rettigheder end om behov. Hvor alle betaler – og alle får lommepenge af staten. Til gengæld ædes en masse penge op af administration og bureaukrati. Den offentlige sektor vokser og vokser og har aldrig været større, men det meste af velfærden går til middelklassen – og ikke til de allersvageste i samfundet.

Danmark har verdens største offentlige sektor – til gengæld er den private sektor, der jo er en forudsætning for vores rigdom og velstand, på smalkost. Hvis der skal være råd til en velfærdsstat i fremtiden, skal der rettes op på den ubalance. Derfor er det nødvendigt at stoppe væksten i den offentlige sektor. Vi skal tage hånd om dem, der ikke kan klare sig selv – men vi er mange, der egentligt ikke har brug for hjælp, og vi skal indstille os på at tage et større ansvar for os selv i fremtiden.

Nulvækst er ingen udsultning af det offentlige. Men det kræver, at vi bliver bedre til at prioritere, og det kræver nogle svære valg her og nu. Med det brede budgetforlig, der er indgået for 2011, går Frederiksberg forrest. Det er ikke altid populært at stramme op, og det har bestemt ikke været lette beslutninger. Men det er nødvendigt.

Vi udbygger på nogle områder og bruger færre penge på andre områder, men overordnet kan vi være godt tilfredse med resultatet. Vi fastholder og styrker kerneservicen i skoler, daginstitutioner og på ældreområdet, samtidig med at vi sparer penge på at gøre tingene smartere og klogere på en række områder.

Med budgettet for 2011 har vi vist, at det godt kan lade sig gøre at skabe balance i økonomien – uden de voldsomme nedskæringer og skattestigninger, der er på tale i mange andre kommuner.

Tale ved kommunalbestyrelsens fortsatte 1. behandling af budget 2011 onsdag d. 8. september 2010

Signe Heltberg mener nemlig, at man per definition er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år.

Det er derfor misvisende, når Sine Heltberg på baggrund af en rapport fra Arbejdernes Erhvervsråd hævder, at der er sket en stor stigning i antallet af fattige. De personer, som Sine Heltberg betegner som fattige, er faktisk som gruppe blevet rigere end for 10 år siden. Deres indkomstfremgang har bare ikke været lige så stor som for andre grupper i samfundet.

Hvis man for eksemplets skyld fastfryser fattigdomsgrænsen på år 2000-niveau, viser en udregning fra Finansministeriet, at antallet af fattige faktisk er faldet med cirka 16.000 personer eller 8% fra 2000 til 2007. Danmark er i øvrigt det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til denne lavindkomstgruppe.

At opgøre fattigdom som en bestemt andel af medianindkomsten er derfor både meningsløst og misvisende. En konsekvens af denne målemetode er desuden, at der som regel vil komme flere fattige, når samfundet er i vækst, og færre fattige, når der er lavkonjunktur.

Dette siger dog intet om det enkelte menneskets livssituation. En stor del af de 300.000 fattige, som Sine Heltberg taler om, er faktisk studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er i denne lavindkomstgruppe, er ude af kategorien allerede året efter.

Fattigdom er et meget komplekst begreb. Efter min mening er man fattig, hvis man ikke har mulighed for at forbedre sin egen livssituation. Men man er ikke fattig, blot fordi man ét år har en indkomst, der er under halvdelen af medianindkomsten.

I stedet for at sætte teoretiske mål for fattigdom, bør vi fokusere på at hjælpe de virkeligt svage i samfundet: f.eks. narkomaner, psykisk syge, handikappede og udsatte børn.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 26. august 2010

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har regeringens politik siden 2001 drevet tusindvis af danskere ud i fattigdom. Dette har atter bragt forslaget om en fattigdomsgrænse på banen. I EU er der også fokus på fattigdom og i en plan for ”intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst” ønsker Europa Kommissionen at indføre nationale fattigdomsgrænser på 60% af et lands medianindkomst.

Danmark er det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til lavindkomstgruppen. Der er uden tvivl personer, der har det svært, men der findes ikke i traditionel forstand fattigdom i Danmark.

Relativ fattigdom
Når de forenede godhedsordførere i SF, S, RV og EL og ikke mindst Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekymrer sig om stigende fattigdom, taler de alene om den relative fattigdom. Der er ikke tale om mennesker, der sulter eller står uden tag over hovedet, men om mennesker, der har relativt mindre forbrugsmuligheder end andre.

AE mener nemlig, at man per definition er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år. De personer, som AE betegner som fattige i dag, er faktisk som gruppe blevet rigere end for 10 år siden. Deres indkomstfremgang har bare ikke været lige så stor som for andre grupper i samfundet.

Hvis man for eksemplets skyld fastfryser fattigdomsgrænsen på år 2000-niveau, viser en udregning fra Finansministeriet faktisk, at antallet af fattige er faldet med cirka 16.000 personer eller 8% fra 2000 til 2007. Det er derfor i bedste fald misvisende, når Arbejdernes Erhvervsråd hævder, at der er sket en stor stigning i antallet af fattige.

Faktisk er en betydelig del af de 300.000 fattige, som AE har regnet sig frem til, studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er fattige ifølge denne definition, er ude af kategorien allerede det følgende år.

At opgøre fattigdom som en bestemt andel af medianindkomsten er derfor både meningsløst og misvisende. En konsekvens af denne målemetode er desuden, at der som regel kommer flere fattige, når der er vækst og fremgang i samfundet, og færre fattige i nedgangstider.

Målet er lighed
Dette siger dog intet om det enkelte menneskes livssituation. En relativ fattigdomsgrænse er nemlig i virkeligheden et mål for ulighed og ikke for fattigdom. Fattigdomsgrænser handler derfor heller ikke om at bekæmpe fattigdom. Det er først og fremmest en skrivebordskrig, der tjener som egopleje for de politisk korrekte på venstrefløjen.

Ved at kræve en fattigdomsgrænse taler de lige ind i hjerterne på journalister og vælgere. De pynter sig med social indignation, idealisme og moralsk overlegenhed og revser regeringen for manglende handlekraft. Men det er en blåøjet idealisme. De foregiver at kunne afskaffe fattigdom med et fingerknips, men undgår behændigt at tale om konkrete initiativer eller løsninger.

En relativ fattigdomsgrænse vil give arbejde til regeringens talknusere, til en hær af EU-bureaukrater og til diverse sagsbehandlere, konsulenter og rådgivere, der skal udarbejde strategier og evalueringer, men det gør ingen forskel for de virkeligt udsatte i samfundet.

Der kan være mange årsager til, at en person har en lav indkomst i et år. Der kan for eksempel være tale om kortvarig ledighed, personlige livsstilsvalg, orlov eller uddannelsesophold. Man er fattig, hvis man ikke har mulighed for at forbedre sin egen livssituation. Men man er ikke fattig, blot fordi man ét år har en indkomst, der er under halvdelen af medianindkomsten.

Varm luft
Idéen om en fattigdomsgrænse bygger derfor mere på varm luft end på en reel bekymring for de udsatte i samfundet. Det er marketing og selveksponering, der ikke hjælper de svageste. Faktisk kunne man forledes til at tro, at venstrefløjen i virkeligheden er ligeglade med de mest udsatte. Hjemløse, narkomaner og sindslidende stemmer alligevel sjældent.

Derfor giver det udmærket mening at bruge kræfterne på at sælge varm luft på dåse til den brede middelklasse, der gerne vil stemme på social ansvarlighed og verdensfred. Selvom at Özlem Cekic (SF), Mette Frederiksen (S) og andre taler om at sætte fokus på de svageste, er konsekvensen den stik modsatte. Der bliver investeret tid, penge og spaltemillimeter på en akademisk diskussion af indkomstgrænser, der siger meget lidt om menneskers egentlige levevilkår. Alt imens forsvinder fokus væk fra de reelle problemer på samfundets bund.

Der er mennesker i Danmark, der lever under utålelige kår. Men de bliver ikke hjulpet af fattigdomsgrænser eller af den udglatning af indkomstforskellene, som er venstrefløjens egentlige formål med at bekæmpe fattigdom ud fra en relativ målestok.

I stedet for at sætte teoretiske og ubrugelige mål for fattigdom, bør vi fokusere på at hjælpe dem, der reelt lever på kanten af samfundet. Ikke mindst narkomanerne, de psykisk syge, de handikappede og de udsatte børn.

Klumme på 180grader.dk

Således bekræftes den kritik, jeg rejste i avisen d. 30. juli. Uanset hvor mange gange Lykke Friis gentager, at hun ikke går ind for kvoter, måler hun i praksis ligestilling som lige fordeling.

Som prorektor på Københavns Universitet stod hun tilmed i spidsen for at indføre en særlig bonus til fakulteter, der ansætter flere kvindelige professorer. Det er måske ikke en kvote, men tanken er utvivlsomt, at ligestillingen fremmes ved at sikre en bestemt fordeling af mænd og kvinder.

Et ligestillingsministerium, hvis arbejde hovedsageligt består i at opgøre antallet af mænd og kvinder i diverse jobkategorier og problematisere et hvert eksempel på, at fordelingen er ulige, er aldeles overflødigt.

Hvis nogle kvinder ønsker at ”spilde deres talent”, som ministeren udtrykker det, ved ikke at gøre karriere, er det deres frie valg. Borgerne er ikke midler til at opnå ministerens mål om et kønsneutralt samfund.

Helt absurd er det, at Lykke Friis til sidst forsøger at legitimere sit ministerium ved at gøre partnervold og menneskehandel til ligestillingsproblemer. Begge dele er først og fremmest en opgave for politiet og dernæst for de sociale myndigheder. Alternativt kunne ligestillingen jo forbedres ved at gøre flere mænd til voldsofre og flere kvinder til forbrydere.

Ligestilling betyder lighed for loven. Resultatlighed, derimod, kan kun opnås på bekostning af nogle menneskers ret til at vælge selv. Jeg tvivler derfor på, at det giver mening for mange andre end ministeren selv, når hun på den ene side fastholder, at mænds frafald på universiteterne og kvinders fravær i lederstillinger er ligestillingsproblemer og samtidig hævder, at hun ikke går ind for resultatlighed.

Læserbrev i Berlingske Tidende søndag d. 8. august 2010

Har vi da ikke selv et ansvar for vores liv? Eliteidræt er vel næppe en sygdom eller et handicap, som gør udøverne ude af stand til at træffe deres egne valg?

Selvom mange med begejstring følger vores nationale sportshelte og ønsker dem de bedst mulige træningsvilkår, kan man ikke betragte eliteidrætsudøvere som en særlig udsat gruppe. De er vel snarere særdeles ressourcestærke. Hvis ikke de kan klare sig uden særvilkår, hvem kan så?

Det er desværre symptomatisk for venstrefløjen, at borgerne betragtes som halve mennesker, der kun kan fuldendes af staten. Det menneskesyn tager jeg afstand fra. Lad os hjælpe de svageste, men tiltro det store flertal evnen til at klare sig selv.

Læserbrev i Berlingske Tidende d. 24. juli 2010

Det er ikke underligt, at mange vælgere spørger sig selv, hvad Konservative egentlig vil. Den massive vælgerflugt er en blinkende advarselslampe og et forvarsel om den katastrofe, der venter til næste folketingsvalg, hvis ikke kursen rettes op. Det burde desuden sætte nogle tanker i gang i partitoppen, at Liberal Alliance parallelt med den Konservatives deroute har vundet frem på en politik, der i store træk består af traditionelle Konservative mærkesager. Lavere skat, færre forbud og regler, mere effektivitet i den offentlige sektor, mere frihed til at bestemme selv. Lyder det bekendt?

Det Konservative Folkeparti må finde tilbage til sine rødder og forsvare den enkelte borger imod tiltagende statslig omklamring og formynderi. Vi skal ville noget med magten – eller give ministerkontorerne videre til nogen, der gør.

Det Konservative Folkepartis krise er også Danmarks krise. De offentlige udgifter løber løbsk. Stadig flere bliver forsørget af staten og udsigten til store ældreårgange og små ungdomsårgange tvinger økonomien i knæ. Den økonomiske krise er i høj grad selvforskyldt. Regeringen har svigtet idealet om et friere samfund og meldt sig ind i kampen om at være den bedste administrator af den socialdemokratiske forsørgerstat. I kampagnen ”Tjek Lige Fakta” fremlægges væksten i de offentlige udgifter ligefrem med stolthed som bevis for, at man ikke er ved at indføre minimalstaten ad bagdøren.

Men det har sin pris. Underskuddet på de offentlige finanser er i dag større end under Anker Jørgensen. Siden 2001 er det offentlige forbrug vokset med over 60 mia. kroner, og der er kommet over 30.000 flere offentlig ansatte. Skattereformen i 2009 indførte hele 114 nye skatter og afgifter, og på sigt overstiger det øgede skatteprovenu langt de så omdiskuterede skattelettelser. Dertil har man sat sig for at indføre en Big Mother stat af hidtil usete dimensioner. Knivlov, overvågning, hundeforbud, fedtskatter, sukkerafgifter. Nye forbud, regler og afgifter i en lind strøm. Der er langt imellem de Konservative sejre.

Vi har ikke leveret varen, og det ansvar må vi tage på os. Liberal Alliances tiltrængte slag i bolledejen er derfor et symptom på regerings handlingslammelse. Både V og K har rykket sig så langt mod midten, at den borgerlige hjemmebane er efterladt øde og frit tilgængelig til det første parti, der tør og vil. Det er snart sidste chance for Løkke og Espersen, hvis de nuværende meningsmålinger ikke skal danne grundlag for en historisk omrokering på den borgerlige banehalvdel.

Den gode nyhed er, at der mere end nogensinde er behov for Konservativ politik. Det må være klart for alle, at staten er ved at nå sit bristepunkt. Der pumpes flere og flere penge i den offentlige sektor, men resultaterne udebliver. Skoler, sygehuse og ældrepleje er langt fra verdensklasse til trods for de generøse offentlige bevillinger.

Svaret på såvel Danmarks som det Konservative Folkepartis problemer er en tilbagevenden til klassisk Konservativ politik. Mindre formynderi og mere frihed og ansvar til borgerne. En mindre offentlig sektor, der hjælper de svageste i samfundet, men tiltror den brede middelklasse evnen til at klare sig selv. Et samfund er sygt, når et flertal af dets borgere er afhængig af staten. Men spørgsmålet er, om det Konservative Folkeparti tør levere den nødvendige kur?

Der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. En stor del af svaret findes allerede i partiets historie og rødder:

”Frihed skal være grundlaget for Danmarks udvikling og fremtid. Det enkelte menneske skal have frihed til at være sig selv, vælge sine idéer og forme sin tilværelse indenfor de grænser, hensynet til andre sætter”. Med de ord indledtes det politiske program En Fremtid i Frihed i 1981. Allerede ved partiets stiftelse i 1915 stod det klart i partiprogrammet, at Konservative ønsker en sociallovgivning, der ”hviler på princippet hjælp til selvhjælp, og som under ingen omstændigheder yderligere undergraver eller udsletter den enkeltes pligt og ansvarsfølelse”.

Frihed og personligt ansvar har altid stået centralt i den Konservative tanke, men navnlig denne del af den politiske arv er i de seneste år blevet forsømt. Frihed og personligt ansvar er derfor også svaret på mange af landets nuværende økonomiske problemer.

Konservatismen anerkender, at det enkelte menneskes virkelyst er fundamentet for samfundets overlevelse. De flittige skal gives frihed og belønnes, for uden dem ville der ikke være råd til at hjælpe de svageste. Med friheden følger dog også pligten til at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste, hvis man er i stand til det.

Allerede i 1970’erne og 1980’erne var Konservative kritisk overfor statens størrelse. Dengang kunne man nok næppe forestille sig det omfang, staten har taget i dag. At mindske den offentlige sektor bør derfor være en helt central ambition for det Konservative Folkeparti anno 2010. I 2009 udtalte Lars Barfoed faktisk til Berlingske, at antallet af personer, der er afhængige af overførselsindkomster, bør halveres inden 2020. Hvorfor er det ikke den officielle politik?

Det Konservative princip ”At forandre for at bevare” bliver ofte misforstået. Det betyder ikke, at den til enhver tid gældende samfundsstruktur skal bevares. I den forstand udgør venstrefløjen i dag de stærkeste konservative kræfter i samfundet. Det, det Konservative Folkeparti ønsker at bevare, er med ordene fra partiets Fremtidsprogram i 1970 ”det enkelte menneskes frihed til at være sig selv og forme sin tilværelse inden for de grænser, hensynet til andre kræver”.

Reformer for at beskytte den enkeltes selvstændighed er mere end nogensinde påkrævet. En start kunne være at afskaffe efterlønnen, erstatte SU’en med lån, indføre udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver, hæve personfradraget og indføre en flad skat på max 50% – men helst lavere.

Opgaver, der kan løses privat, bør ikke varetages af staten. Disse ord var i 1981 del af partiprogrammet. Der er ingen grund til, at det offentlige driver plejehjem, hjemmepleje, biblioteker, svømmehaller, affaldsindsamling, daginstitutioner eller tv-kanaler, når erfaringen viser, at disse opgaver sagtens kan løses helt eller delvist på markedsvilkår. Konkurrence, frit valg og profit er den bedste garant for kvaliteten.

Selvom tradition, kultur og familieværdier er centrale i en Konservativ livsanskuelse, er det meget fjernt for en Konservativ at ville påtvinge andre en bestemt levevis. Borgerne er ikke ludobrikker, der kan flyttes omkring for at opfylde statens mål om middellevetid, beskæftigelsesfrekvenser eller energieffektivitet.

Hvis man forsøger at sætte lykken på formel, opnår man kun et sundhedstyranni og formyndersamfund, som det Forebyggelseskommissionen er en glimrende eksponent for. Politikerne skal nøjes med at sætte rammerne for, at den enkelte kan skabe sin egen lykke.

Konservative bliver nogle gange udskældt for at tale for meget om skattelettelser. Men lavere skat er vigtigt ikke bare for at skabe vækst og dynamik, men også for at give borgerne mulighed for at indrette deres liv efter deres egne forskelligartede ønsker og behov.

Danmark har brug for Konservativ politik. Men det er ikke længere nok med gode intentioner og bløde hensigtserklæringer. Det Konservative Folkeparti må trække i arbejdstøjet og levere et troværdigt svar til de vælgere, der spørger, hvorfor de ikke bare skulle stemme på Anders Samuelsen. I de kommende år er det kun resultaterne, der tæller.

Kronikken i Berlingske Tidende d. 14. juli 2010

Derfor er det vigtigt, at vi i kommunerne giver en systematisk hjælp og opfølgning til personer, der har været på krisecenter. Jeg stillede derfor et spørgsmål omkring Frederiksberg Kommunes indsats på kommunalbestyrelsesmødet d. 14. juni.

Forvaltningen bekræftede, at der er stor opmærksomhed omkring voldsramte, og at vi på Frederiksberg bl.a. tilbyder individuel opfølgning, intensiv rådgivning, hjælp til at finde ny bolig og særlig støtte til børn i voldsramte familier.

Det kan være meget svært for voldsramte at bryde ud af et voldeligt forhold og starte en ny tilværelse. Vold i parforhold er stadig tabubelagt og mange fortæller det aldrig til nogen. Det anslås, at mere end 20.000 børn i Danmark lever i hjem med vold. Det sætter dybe spor og fører ofte til depressioner og angst i voksenlivet. Mange gentager også det voldelige mønster i deres egne parforhold som voksne.

Derfor er det vigtigt, at der er gode støttemuligheder på Frederiksberg – og jeg vil have fokus på, hvordan vi også fremover kan hjælpe voldsramte familier videre.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg d. 1. juli 2010