Hvis lille Dorthe er dygtig til at regne, skal hun altså ikke have en lavere karakter i matematik, fordi hun foretrækker at lave sine regnestykker alene. Sociale mål risikerer at skabe et ekstra pres på de elever, der af forskellige årsager ikke lever op til Skolerådets, lærernes eller eksperternes normalitetsbegreb. Den form for social ensretning hører ikke hjemme i folkeskolen. Vi skal måle de ting, det giver mening at måle – men vi skal ikke prøve at sætte alt på formel.

Faglighed, frihed og konkurrence er vejen til en bedre folkeskole. Folkeskolen skal lære børn at læse, skrive og regne, så de kan begå sig i samfundet. Derfor skal vi holde fast i skrappe faglige krav og nationale test. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, kalder nationale test banale. Men det er ikke banalt at kunne læse og skrive. Det er faktisk helt essentielt for at kunne fungere i et moderne samfund.

Til gengæld skal vi stoppe den politiske detailstyring af folkeskolen. Det er ikke afgørende hvilken vej, man vælger, bare eleverne kommer i mål. Lad endeligt skolerne eksperimentere med heldagsundervisning, rullende skolestart og klasseskift, differentieret undervisning og meget mere inden for rammerne af centrale faglige krav og test.

Fordelen ved nationale test er netop, at de afslører hvilke metoder, der giver de bedste resultater. Nogle skoler er bedre end andre og den viden skal vi bruge langt mere aktivt. Derfor er jeg tilhænger af større åbenhed omkring skolernes resultater. Viden omkring karaktergennemsnit, elevgrundlag og andre kvalitetsparametre giver forældre, lærere og politikere et bedre grundlag for at træffe beslutninger.

Hvis viden skal have effekt, skal den imidlertid også have konsekvens. Derfor skal det frie skolevalg styrkes, så forældre har mulighed for at vælge den undervisningspædagogik og skoleprofil, de ønsker til deres børn. På grund af hensynet til klassekvotienter og manglende kapacitet er det frie skolevalg reelt sat ud af kraft i mange kommuner.

En løsning kunne derfor være at give de mest populære skoler mulighed for at udvide. Det kan i noget omfang ske ved at lade de bedste skoler oprette flere klasser. Men det bør også være muligt at oprette filialer af de bedste skoler. Hvis fagligheden og friheden skal føre til bedre resultater, er det afgørende, at der er konkurrence imellem de forskellige skolemodeller. Lad forældrene vælge, lad de bedste skoler vokse sig større og lad de dårlige skoler lukke.

Læserbrev i Jyllands-Posten tirsdag d. 9. februar 2010

Velfærdssamfundet skal drives af lønnet og uddannet personale, og så må vi bare tilføre de nødvendige ressourcer, skriver Gina Liisborg fra FOA i JP d. 14/12. Selvfølgeligt skal der være tilstrækkelige ressourcer til at løfte opgaverne i vores institutioner, skoler, hospitaler mv., men vi bør opmuntre og ikke afvise de frivillige kræfter, der ønsker at tage et ansvar.

BUPL og FOAs antagelse om, at velfærd og trivsel kun kan varetages af staten, er simpelthen forkert. Frivillige sociale organisationer løfter en stor samfundsopgave og tilbyder ofte en anden slags hjælp, netop fordi personalet ikke er lønnet. Men velfærd er også det ansvar og den almindelige hjælpsomhed, vi viser over for hinanden.

Vi har allerede verdens største offentlige sektor og verdens højeste skattetryk. ”Send flere penge” er altså ingen løsning på de stigende forventninger til velfærd i fremtiden. I stedet skal mere ansvar gives tilbage til civilsamfundet og til den enkelte borger. Staten har ikke monopol på velfærd.

Debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag d. 26. december 2009

I partiets valgprogram lover S også lavere klassekvotienter, gratis økologisk skolemad, indførsel af modersmålsundervisning, flere underjordiske parkeringspladser, udskiftning af alle kommunale køretøjer til elbiler i 2012 og bedre fysiske rammer i børnepasningen.

Gode sager, som alle partier sikkert kan støtte, hvis der var penge nok. Desværre har valgløfterne dog det til fælles, at S heller ikke selv kan finde penge til at realisere dem. Ingen af de ovennævnte ønsker er altså at finde i socialdemokraternes budgetforslag.

Til budgetdebatten forklarede S da også, at deres valgprogram kun skal forstås som et ”ønskekatalog”. De føler sig altså ikke forpligtet til at gennemføre programmet, forstås. Hvad, vælgerne så får ved at stemme på S, er ikke til at vide.

Ønsker er gratis. Men det er dybt utroværdigt at love vælgerne alt muligt, man hverken kan eller vil gennemføre. S løber altså fra deres valgprogram endnu inden valgkampen for alvor er gået i gang.

Læserbrev i Frederiksberg Bladet d. 10. november 2009

Det blev til en god debat, selvom ordstyreren flere gange måtte minde de talelystne politikere om at tale langsomt og ikke bruge for komplicerede ord. Der var afsat to timer, men det var slet ikke tid nok til at komme omkring de mange gode spørgsmål og emner, og vi endte med at gå 15 min over tiden.

Vi kan blive enige om mange ting. For eksempel vil vi alle gøre mere for at forebygge, at unge kommer ud i kriminalitet, og vi ønsker alle at gøre en lokal indsats for at sikre praktikpladser til de unge, der ellers risikerer at falde fra uddannelserne.

Det går jo i virkeligheden meget godt på Frederiksberg. Derfor bliver oppositionens politik ofte det-samme-plus-ti-procent. Når budgetforligspartierne har afsat penge til at nedsætte ventetiden på genoptræning, vil oppositionen afsætte en lille smule mere. Når flertallet vil sikre, at alt kommunalt byggeri lever op til lavenergiklasse 1, vil oppositionen være CO2 neutral.

Når man ikke sidder med det økonomiske ansvar, er det let at love en masse. Socialdemokraterne luftede også ønsket om gratis økologisk skolemad og genindførsel af modersmålundervisning. Ingen af delene har S dog afsat penge til i deres eget budgetforslag.

Og som en kvik kursist sagde: “Ingenting er gratis!”. Heller ikke “gratis” skolemad. Det er bare nogle andre, der betaler. Det førte til en god debat af, hvad der er samfundets ansvar, og hvilke opgaver den enkelte familie og borger selv kan løse. Jeg kunne godt tænke mig at bruge færre penge på den brede middelklasse og i stedet give meget mere hjælp til de virkeligt udsatte grupper, der ikke kan klare sig selv.

Tak for en god debat til kursisterne og de øvrige politikere.

S og EL, der er fælles om at stå uden for ansvar og indflydelse, kunne dog ikke finde sammen om et alternativt budgetforslag. EL og den anden halvdel af SF ønsker blandt andet skattestigninger og nedskæringer på renhold og graffitibekæmpelse.

S hævder derimod, at deres budgetforslag er finansieret krone for krone og tilmed uden skattestigninger. Til gengæld er en lang række af deres ivrigt fremførte visioner og mærkesager ikke at finde i budgettet. Faktisk agter de kun at gennemføre ganske få dele af deres valgprogram.

Konfronteret med de mange punkter i valgprogrammet, der ikke har fundet vej til budgetforslaget, forklarer Michael Vindfeldt (S), at valgprogrammet skal forstås som et ”ønskekatalog”. Man føler sig altså ikke forpligtet til at gennemføre programmet, forstås. Hvad, vælgerne så får ved at stemme på S, står hen i det uvisse.

Et par af de ønsker, Socialdemokraterne ikke har afsat penge til at gennemføre, er bedre fysiske rammer og øget normering i børnepasningen, lavere klassekvotienter i skolerne, gratis økologisk skolemad, indførsel af modersmålsundervisning, flere underjordiske parkeringspladser, udskiftning af alle kommunale køretøjer til elbiler i 2012 og ny svømmehal med internationale mål.

Dertil kommer de ”ønsker”, der luftes uden for valgprogrammet. F.eks. har S krævet, at alle kommunale byggerier skal være CO2 neutrale – men heller ikke dette er der afsat penge til i budgettet.

Ønsker er gratis. Men det er dybt utroværdigt at love vælgerne alt muligt, man hverken vil eller kan gennemføre. Socialdemokraterne løber altså fra deres valgprogram endnu inden valgkampen for alvor er gået i gang.

Det betyder, at friskolerne får det samme tilskud per elev som de offentlige skoler og skal leve op til de samme krav. De må ikke opkræve forældrebetaling og de skal tage imod alle elever, der søger, efter et “først-til-mølle” princip.

Det faglige indhold er i højere grad styret end i de danske friskoler, men skolerne har til gengæld større frihed i valg af pædagogik og metoder. Og systemet lader til at virke. Friskolerne har bedre undervisningsresultater end de offentlige skoler – men også de offentlige skoler, der er udsat for konkurrence, er blevet bedre efter reformen.

Den danske friskolemodel har rødder i Grundtvigs tanker om åndsfrihed og vægter derfor den faglige frihed højt. Vi har også i Danmark tradition for ret ufleksible lærertidsaftaler og overenskomster, hvilket kan gøre det svært at indføre samme grad af ledelsesmæssig og pædagogisk frihed som i Sverige.

Men måske kan vi alligevel lære noget. Måske burde det frie valg – og dermed konkurrencen og dynamikken på skoleområdet – styrkes ved at give friskolerne og de private skoler det samme tilskud per elev som de offentlige skoler.

Måske kunne vi også overveje, at lade skolerne organisere sig som “kæder” med flere filialer. På den måde kunne de skoler, der ønsker det, udvikle mere professionelle ledelsesformer – og populære skoler kunne erstatte lange ventelister med filialer. De bedste skoler kunne udvide – og erstatte skoler med dårligere resultater.

I Danmark er konkurrencen begrænset af, at de private og de offentlige skoler ikke har de samme økonomiske vilkår – og af, at gode skoler har ringe mulighed for at udvide og dermed møde efterspørgslen. Overenskomsterne er nok sværere at ændre – men også her bør vi tilstræbe større fleksibilitet, så de enkelte skoler har mulighed for udvikling og innovation.

Ja – jeg tror, vi kan lære af Sverige.