Det er selvfølgeligt et stærkt retorisk kneb at sidestille prostitution med et arbejde som bøddel. Men der er intet belæg for sammenligningen. At voksne mennesker indgår frivillige aftaler om køb og salg af sex har ingen ofre. I modsætning til gængse fordomme omkring prostitution viser den seneste rapport fra Servicestyrelsen faktisk, at prostitution ikke er forbundet med større helbredsmæssige risici end andre erhverv.
Der findes rigtigt nok en lille gruppe af sårbare prostituerede, der har alvorlige problemer med kriminalitet og narko – men langt fra alle prostituerede er socialt udsatte.

Derimod lider mange prostituerede under den samfundsmæssige stigmatisering af faget som HV bidrager til i sit indlæg. Et forbud mod prostitution er udtryk for en usaglig nypuritanisme, der ikke hjælper de svageste prostituerede, men til gengæld nedvurderer kvinders evne til at tage ansvar for deres eget liv. I mange år har kvindesagen kæmpet for kvinders ret til at bestemme over deres krop og lyst. Lad os ikke sætte den kamp over styr ved at forfalde til morallovgivning og snæversyn.

Læserbrev i Weekendavisen d. 21. maj 2010

Man forestiller sig med gru hvilke andre begrundelser, der ikke lever op til Etisk Råds moralske kriterier. I dag kan man indtil 12. uge – uden at svare på spørgsmål – vælge en abort, fordi tandfeen har foreslået det i en drøm. Eller fordi graviditeten kommer i vejen for ferie eller karriereplaner. At ingen skal godkende årsagen er netop essensen af den frie abort. Man behøver med andre ord ingen årsag.

Hvis Etisk Råd får held til at trække deres patentmoral ned over hovedet på gravide danske kvinder, er det ikke kun en trussel mod den hårdt tilkæmpede ret til fri abort – det underminerer også en helt grundlæggende rettighed i et liberalt demokrati. Nemlig retten til at eje sig selv.

På tværs af politiske partier og grupperinger deler de fleste borgerlige det grundsynspunkt, at mennesket har retten til selvejerskab. Retten til selvejerskab adskiller de frihedsorienterede verdensanskuelser fra de tvangsorienterede, kollektive ideologier.

Fra retten til selvejerskab udspringer alle vores andre grundlæggende rettigheder. Retten til at tænke, føle, mene og sige, hvad vi vil og retten til frugten af vores arbejde. Jeg ejer mig selv, står til ansvar over for mig selv og har ret til at indrette mit liv, som jeg ønsker – så længe jeg ikke krænker andres tilsvarende rettigheder. Dermed ikke sagt, at alle værdier er lige gode, eller at moral er uvæsentligt, men det tilfalder ikke staten at påtvinge borgerne en bestemt moralopfattelse.

Desværre er Etisk Råds udfordring af den frie abort langt fra det eneste eksempel på, at tvangsorienterede anskuelser vinder frem. Intellektuelle, politikere og eksperter lancerer det ene forslag efter det andet, der i en kakafoni af gode intentioner udvider fællesskabets ret til at definere det gode liv og den gode moral.

For eksempel er det i Danmark forbudt at ryge hash, køre i bil uden sikkerhedssele og spille poker for penge – selvom disse handlinger ikke har nogle ofre. Forslag om at indføre formodet samtykke til organdonation, forbyde købesex, påbyde cykelhjelme, forbyde reklamer for slik og forbyde solarier er andre eksempler på, at den enkelte borger tvinges til at underkaste sig fællesskabet.

Uanset hvor gode intentionerne bag disse forslag er, er det bagvedliggende menneskesyn skræmmende. Mennesket er ikke et mål i sig selv, men reduceres til et middel til at opnå samfundets større mål. Mennesket ejer altså ikke – a priori – sig selv. Hvis først denne grundsten i demokratiet smuldrer, er det svært at forestille sig grænser for fællesskabets tvangsdoserede omsorg.

Når retten til at vælge overlades til andre, bliver omsorg nemlig til ligegyldighed. Når vi træffer valg for os selv, tager vi naturligt udgangspunk i vores egne unikke behov og præferencer. Overlades valget til andre – meningstyranner i folketinget eller Etisk Råd – bliver vi alle skåret over en kam. Når staten definerer vores behov, er resultatet en one-fits-all løsning, der i virkeligheden tilfredsstiller de færreste.

Det har Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt for nylig erfaret på egen krop. Nok er vi alle lige, men nogle er som bekendt mere lige end andre. Fællesskabets universalløsning, enhedsskolen, er god nok til alle andre, men ikke til Mette og Helles egne børn. Alligevel tiltror de ikke os andre samme evne til at vælge selv.

Men hvis den enkelte ikke har ret til at træffe sine egne valg – også hvis de valg er risikofyldte eller decideret tåbelige – hvorfor så ikke indføre vitaminpillepåbud, faste sengetider, obligatorisk morgengymnastik og statsdikterede kostplaner? Hvad med at forbyde høje hæle, hårfarve, parfume, alkohol, tobak og rødt kød? Ingen solbadning på stranden mellem kl. 12 og 15, ingen risikobetonet sport, intet husarbejde uden sikkerhedsudstyr og intet sukker, slik, sjov eller ballade.

Det ville uden tvivl gavne folkesundheden og statsunderskuddet. Hvorfor så overlade valget til den enkelte, der så let lader sig lokke af samfundets mange syndige fristelser?

Er det grotesk? Ja! Men desværre ikke så langt fra virkeligheden. Hvis mine naboer, politikere og skiftende flertal i befolkningen har ret til at bestemme over min krop, min kost og mit sexliv – hvad har de så ikke ret til at bestemme?

Gæsteindlæg på Damefrokosten.com

Det er med andre ord okay at få en abort, fordi graviditeten kommer i vejen for en ferie, eller fordi barnet fødes i det forkerte stjernetegn. Her stilles ingen spørgsmål. Men hvis fosterets køn er kendt, har de to eksperter ikke længere tiltro til kvindens egen moral og dømmekraft.

Jeg tvivler på, at mange kvinder vil få en abort på grund af fosterets køn. Men jeg mener ærligt talt, det er deres eget valg. Det er en middelalderlig tanke, at staten skal begrænse borgernes adgang til teknologi og ny viden. Jeg ønsker ikke et moralpoliti. Moral er en privat sag og skal ikke dikteres af staten. Det er kvindens krop og kvindens valg – uanset årsag.

Læserbrev i Berlingske Tidende lørdag d. 8. maj 2010

”Frihed lad være vort Løsen i Nord, Frihed for Loke saavelsom for Thor” skrev Grundtvig. Jeg har altid elsket Danmark og måske særligt storbyen for sin rummelighed. De skæve og anderledes, der let falder uden for i provinsen, har også deres plads i byen. Piercinger, rødt hår, tørklæder, pølsevogne, æbletobak, shawarma og kinesiske specialforretninger blander sig med travle mennesker på vej et sted hen, duften af espresso fra gadecaféer og barnevognene, der snegler sig af sted i ro og mag. Forskelligheden gør os rigere.

På Frederiksberg møder man al den mangfoldighed, man kan ønske sig. Høj, lav, tyk, tynd, ung og gammel. Singler, fraskilte, kernefamilier, børn, delebørn og bedsteforældre. Muslimer, kristne, jøder, buddhister og ateister. Heteroseksuelle, homoseksuelle, transseksuelle og varianter, vi sikkert ikke engang har navne for endnu.

Nogle går til vægttabskursus og yoga hos Helsekompagniet, mens andre snupper sig en ristet med det hele hos Øffes Pølser. Nogle vælger højtbelagt smørrebrød og andre en bulgursalat to-go. Man kan danse salsa på Kellerdirk, nyde frisindet på Café Intime og slutte dagen med et glas rødvin og en god cigar. Vi kan i det store og hele sige og tænke, hvad vi vil, og vi har ikke tradition for at blande os unødigt i hinandens liv.

Men er det danske frisind ved at blive fortrængt af vores stræben efter det jævne og almindelige? Har middelklasseidealerne med far-mor-og-børn, familiebil, økologisk hjemmebag, vitaminpille og ægteskabelig sex efter Onsdags Lotto kvalt vores tolerance over for det anderledes? Har vi i al stilhed sat det gode liv på formel?

Både vores kost, motion, parforhold, børneopdragelse, sexliv, rygning og alkoholvaner er i hvert fald blevet offentlige anliggender. Rygere er vor tids udstødte, og nu vil mange tilmed forbyde rygning i private hjem. Andre vil gøre cykelhjelme obligatoriske, forbyde solarier, forbyde prostitution, forbyde alkoholreklamer og lave regler for hvordan vi må klæde os i det offentlige rum. Vi skal tilsyneladende beskyttes mod os selv og de dårlige valg, vi kunne finde på at træffe.

Ligheden og frisindet er begge vigtige dele af den danske kultur, men ligheden må ikke vinde på bekostning af frisindet. ”På det jævne, på det jævne, det er livets sejrssang” konkluderede Kaalund. Men hvis vi alle skal tvinges til at være ens for at være jævne, er det på tide at sige fra. Uanset hvordan vi vælger at leve, må det være vores eget valg. Og jeg bliver i hvert fald ved med at køre uden cykelhjelm, så længe der er frisind nok til at tillade den slags.

Klumme i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 29. april 2010

Den 9. april førstebehandlede folketinget et beslutningsforslag fra Socialdemokraterne, der ønsker at udvide forbuddet til også at omfatte animeret børneporno. Beslutningsforslaget er ikke særligt konkret, men da fotorealistiske fremstillinger allerede er forbudt, antager jeg, at det nye forbud også skal inkludere tegninger, tegnefilm og andre fremstillinger som f.eks. de populære japanske anime og manga-tegneserier.

Selvom de tanker og fantasier, der ligger bag fiktive fremstillinger af børneporno, kan være afskyelige og frastødende, er det af både principielle og praktiske årsager problematisk at forbyde. Helt principielt må vi fastholde, at der er tale om fiktion. Den oprindelige hensigt med straffelovens §235 var at beskytte børn mod det seksuelle misbrug, der finder sted ved fremstilling af børnepornografi. Ved fiktiv børneporno er der intet overgreb og intet offer.

Det, Socialdemokraterne vil forbyde, er altså tanker og fantasier. Uanset hvor væmmelige tilbøjeligheder, der ligger bag disse tanker, er det et meget stort indgreb i ytringsfriheden at forbyde tegninger og animationer, hvor der ikke rent faktisk er sket et overgreb.

Der er heller ingen dokumentation for, at fiktiv børneporno fører til flere overgreb på børn. Hvis tegninger kan forårsage rigtige handlinger, bør vel vi også forbyde film, tv, tegneserier og computerspil med f.eks. voldtægt og meningsløs vold mod uskyldige.

Dertil er det svært at forestille sig, hvordan loven skal håndhæves. Hvornår er en tegning kunst og hvornår er der tale om porno? Hvornår forestiller en tegning et barn og ikke en ung voksen – og hvornår er der tale om en utugtig fremstilling? Ville en episode af South Park med seksuelt indhold for eksempel være forbudt? Hvad med filmatiseringen af Vladimir Nabokovs berømte roman Lolita, der omhandler en voksen mands besættelse og seksuelle forhold til en 12-årig pige? Hvad med Marina Cecilie Ronés nyeste roman, hvor en 12-årig pige forfører en af sin faders mandlige venner?

I et samfund som det danske med tradition for oplysning og åndsfrihed bør vi nøjes med at forbyde handlinger og afholde os fra at forbyde tanker og fantasier. Tanker og ytringer har ingen ofre.

Opinion i Berlingske Tidende mandag d. 12. april 2010

Uden for landets grænser skorter det imidlertid ikke på eksempler på kvindeundertrykkelse. I mange mellemøstlige og afrikanske lande har kvinder ikke adgang til uddannelse eller arbejde, deres vidneudsagn tæller ikke på lige fod med mænds og i nogle kulturer betragtes kvinder slet og ret som mænds ejendom. I lande som Nigeria, Sudan og Iran stener man kvinder til døde, hvis de dyrker sex uden for ægteskabet, og straffer dem med piskeslag, hvis de bærer bukser. Kønsadskillelse, social kontrol og tvangsægteskaber finder desværre også sted i nogle fundamentalistiske indvandrermiljøer i Danmark. Her ligger kvindekampens sande udfordring i det 21. århundrede.

Feministiske vildfarelser
Men desværre har kvindesagen i Danmark lukket øjnene for disse udfordringer. I stedet arbejder Dansk Kvindesamfund, 8. marts Initiativet og det meste af venstrefløjen for feministiske vildfarelser som kønskvoter i erhvervslivet, mistænkeliggørelse af pornografi og forbud mod købesex. En dagsorden, der i virkeligheden ringeagter kvinder ved ikke at tiltro dem evnen til at træffe deres egne valg.

Efter mange års kamp for en accept af kvinders lyst på lige fod med mænds, er den offentlige debat på vej tilbage mod tidligere tiders mistænkeliggørelse af kvinders seksualitet. I en omfattende analyse af seksualmoral i 90’erne og 00’erne konstaterer sociolog Morten Wøldike således, at debatten i dag er præget af langt mere angst og fordømmelse end i 90’erne.

I 90’erne blev forskellige seksuelle udtryksformer betragtet afslappet og med nysgerrighed, hvorimod f.eks. analsex, gruppesex og pornografi langt oftere beskrives som uacceptabelt, undertrykkende og potentielt skadeligt i dag. Morten Wøldike taler decideret om en ”moralsk panik”, der er ude af trit med de faktuelle forhold.

Kvindekampens deroute kan på mange måder forstås i lyset af denne tendens til feministisk moralisme. Kvinder betragtes af venstrefløjen som særligt skrøbelige og i mindre grad end mænd i stand til at varetage deres eget seksualliv.

Sexkøb
Dette ses mest tydeligt i debatten omkring kriminalisering af sexkøb, hvor kvinder betragtes som ofre for mænds undertrykkende og dominerende seksualitet. Ikke blot bliver kvinders evne til selvbestemmelse nedvurderet, men også mænd defineres i denne optik ud fra deres køn. Sexkøb beskrives af Dansk Kvindesamfund som ”vold mod kvinder”. Rollerne er klare. Skurken er manden, der drevet af sit ondsindede begær tingsliggør og udnytter kvinden, det stakkels viljeløse offer.

Igen i år vil venstrefløjen, flankeret af Dansk Kvindesamfund og 8. marts Initiativet, bruge kvindernes kampdag til at drive hetz imod sexkøbere. De påstår at tale på vegne af kvinder, men de taler ikke kvindernes sag. En snæver og fordømmende seksualmoral håndhævet igennem regler, regulering og forbud er et tilbageskridt, ikke et fremskridt, for kvindesagen. Lad os i stedet bruge den 8. marts til at sætte fokus på den reelle kvindeundertrykkelse, der finder sted mange steder i verden, og til at kæmpe for kvinders ret til at bestemme over deres liv, krop og seksualitet.

Midtpunkt i Jyllands Posten d. 8 marts 2010

Men i Danmark er prostitution lovligt, og jeg mener ikke, det er kommunens opgave at bekæmpe prostitution som sådan. Det er heller ikke alle prostituerede, der er socialt udsatte. En del mænd og kvinder betragter prostitution som et erhverv og ønsker de samme rettigheder som andre arbejdstagere. For at bekæmpe de fordomme og myter, der findes om prositution, har de blandt andet organiseret sig i Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO).

Det er vigtigt, at vi skelner imellem de udsatte prostituerede og de mere ressourcestærke og velfungerende. Vi skal målrette hjælpen til de udsatte og sårbare prostituerede, men vi skal ikke fordømme alle, der vælger at leve af sex.

Heldigvis er der relativt få narko- og gadeprostituerede på Frederiksberg, og de modtager i dag tilbud om rådgivning og behandling i kommunens socialafdeling og i rådgivningscenteret FKRC. Med den kommende udsattepolitik sætter vi endnu mere fokus på de udsatte prostituerede. Også på dette område er Frederiksberg en socialt ansvarlig kommune.

Læserbrev i Frederiksberg Bladet tirsdag d. 6. oktober 2009

I Danmark må man trods alt stadig indgå frivillige aftaler – også hvis disse vedrører sex. Lad os lige slå en ting fast. Der er ikke tale om køb og salg af mennesker. Præcis ligesom jeg heller ikke har købt et menneske, når jeg har været hos frisør eller fysioterapeut.

Kvindesagen har kæmpet for kvinders ret til at bestemme over deres krop og lyst. Hvorfor skal en kvinde så pludseligt betragtes som et viljeløst offer, fordi hun vælger at modtage penge for sex? At forbyde prostitution er intet fremskridt for kvindesagen – og det vil næppe hjælpe gruppen af udsatte og sårbare prostituerede.

Læserbrev i Berlingske Tidende fredag d. 2. oktober 2009

I bund og grund er det prostitutionen, Enhedslisten, SF, Radikale og nu også Socialdemokraterne vil af med. Men da kvinderne regnes for viljeløse ofre, rettes forbuddet og straffen mod kunderne. De ”onde mænd”, der udnytter kvinderne. Prostitution betragtes, i Dansk Kvindesamfunds ord, som “vold mod kvinder“.

Historisk har kvindebevægelsen haft et konfliktfyldt forhold til kvinders seksualitet. En del kvindeforkæmpere er imod pornografi og anden såkaldt ”tingsliggørelse” af kvinden, men samtidig forfægter de kvinders ret til et seksualliv. Kvindens lyst skal anerkendes og hendes ret til seksuel udfoldelse respekteres.

Det virker på mig modsigende, at kvinder har ret til at bestemme over deres lyst og krop, men vælger de at modtage penge for seksuelle ydelser, har de pludseligt ingen selvstændig vilje. Så langt rækker frisindet altså ikke.

Venstrefløjen hævder dertil, at et forbud vil begrænse antallet af prostituerede og hjælpe de prostituerede, der arbejder under kummerlige forhold. Erfaringerne fra Sverige viser imidlertid, at antallet af prostituerede efter snart 10 år med forbud er uændret. Dog arbejder de prostituerede nu i det skjulte og i højere grad med alfonser som mellemmænd. På trods af politiets indsats er meget få personer blevet dømt for køb af sex. Til gengæld har de sociale myndigheder sværere ved at få kontakt til de allermest udsatte og sårbare prostituerede.

Status er en større stigmatisering af de prostituerede og en forringelse af arbejdsvilkårene for de mest udsatte. Et forbud kan altså med ingen rimelighed begrundes i hensynet til de prostituerede. Det er korrekt, at nogle prostituerede har alvorlige psykiske, sociale og misbrugsrelaterede problemer. Lad os fokusere på at hjælpe dem i stedet for at indføre et symbolsk forbud, der tilmed er uden effekt.

Formentligt bunder ønsket om forbud simpelthen i, at man ikke bryder sig om prostitution. Med de nyeste udmeldinger fra Helle Thorning-Schmidt har Socialdemokratiet i hvert fald meldt sig ind i venstrefløjens hylekor, for hvem fakta, frisind og fornuft er ligegyldigt, når blot man står vagt om moralen.

Nogle prostituerede har alvorlige psykiske, sociale, økonomiske og misbrugsrelaterede problemer. Det er vigtigt, at disse udsatte og sårbare prostituerede modtager tilbud om hjælp og støtte igennem kommunen. Ligeledes bør prostituerede, der ønsker at forlade branchen, have rådgivning og hjælp til uddannelse og jobafklaring.

Men ikke alle prostituerede har sociale problemer. En del kvinder og mænd betragter sexarbejde som et erhverv, og de ønsker samme rettigheder og muligheder som andre arbejdstagere. Der er mange myter og fordomme omkring prostitution – og vi skal ikke bidrage til yderligere stigmatisering af voksne mænd og kvinder, der frivilligt har valgt denne levevej. Derfor mener jeg, man bør skelne imellem de mest sårbare prostituerede, ofte narko- og gadeprostituerede, og de mere ressourcestærke og velfungerende.

Vi skal målrette hjælpen til de udsatte prostituerede, men vi skal ikke fordømme og stigmatisere alle, der har valgt at leve af sex. Derfor glæder det mig, at socialudvalget mandag d. 14/9 besluttede at sende udkastet til udsattepolitikken til høring hos Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO). Sexarbejderne er eksperter i deres egne liv og bør involveres – akkurat ligesom vi hører og involverer eksperter og interesseorganisationer på andre områder.

Læserbrev bragt på Frederiksberg Bladets hjemmeside.