I Danmark opmuntres folk nemlig ikke til at tænke selv. Tværtimod har vi opbygget et statsapparat, der i stigende grad pakker os ind i vat og beskytter os imod konsekvenserne af vores egne valg. Eller ganske enkelt forbyder de valg, der ikke er gode og rigtige nok.

Har vi i Danmark drevet forbrugerbeskyttelse så vidt, at vi er godt i gang med at afskaffe den kritiske sans og sunde fornuft?

Forbrugerbeskyttelse kan være udmærket. For eksempel når legetøj og andre almindeligvis uskadelige produkter indeholder kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer. Men det er et misforstået hensyn at forsøge at opdrage folk til at leve sundt ved at klistre dødningehoveder på cigaretpakker og sætte strafskatter på sukker og fedt.

Ingen er i tvivl om, at fastfood og cigaretter er usundt. I stedet for at appellere til vores almindelige sunde fornuft, skaber de mange løftede pegefingre en illusion om, at alt, der ikke er omfattet af advarsler, er sundt og godt. For vores egen skyld har vi altså udliciteret den kritiske sans til staten, så vi ikke længere behøver tænke selv.

Et utal af love har til hensigt at beskytte os mod mere eller mindre reelle trusler. For eksempel har vi en ferielov, der tvinger os til at lægge en del af lønnen til side, så det hele ikke drikkes op eller ødsles bort på tant og fjas. Og i stedet for at lade os hver især indgå de lejeaftaler, vi selv finder rimelige, har vi en planøkonomisk huslejelovgivning, der under påskud af at beskytte lejerne ikke engang tillader udlejere af få deres egne omkostninger dækket.

Hvilke rabatter og vilkår, virksomheder må tilbyde kunder, er også reguleret ved lov. For eksempel må forretninger og kunder ikke selv tage stilling til, om de vil benytte sig af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer. Det kan være besværligt eller uigennemskueligt for forbrugerne, påpeger Forbrugerrådet, der indædt kæmper imod EUs krav om en ophævelse af de danske forbud.

Et andet eksempel er regerings redningspakke til flekslånerne, der i 2008 havde udsigt til stigende renter. Risikovillige lånere havde godt nok haft stor fordel af de lave renter i årene forinden, men de blev alligevel skånet af staten i det øjeblik, risikovilligheden havde en pris.

Budskabet til de mere forsigtige husejere må være, at hovedet fremover er bedre placeret under armen.

Staten beskytter os også imod letsindige, men offerløse, handlinger som hashrygning, bilkørsel uden sele, hasardspil og spilleautomater. Hvis en restaurant eller kiosk ansøger om tilladelse til at opstille et par enarmede tyveknægte, tager spillemyndigheden tilmed særlig højde for, om der skulle befinde sig en skole eller kirke i nærheden. Åbenbart er skolebørn og kirkegængere særligt modtagelige for åndeligt fordærv.

Men kreativiteten kender ingen grænser. Benny Engelbrecht (S), der i sandhed er forbrugerbeskyttelsens førstemand, har for eksempel foreslået at indføre et loft over prisen på sms konkurrencer i tv-programmer som X-faktor. Han tøver heller ikke med at udråbe det som en ”sejr for forbrugerne”, at EU valgte at forbyde det helt igennem uskadelige enzym thrombin, der under navnet ”kødklister” skabte stor debat i foråret. McDonald’s reklamer til børn vil han også forbyde. SF går endnu længere og ønsker et generelt forbud mod at blande legetøj og mad. Slut med Happy Meals. Men hvorfor ikke stole på vores evne til at vælge selv?

Det er jo netop forbrugernes kritiske valg og fravalg, der presser virksomheder til konstant at forbedre sig. Benny Engelbrecht og Co. vil sikkert hævde, at staten bedre end borgerne kan sætte rammer for virksomhedernes drift. Mange statslige krav til blandt andet arbejdsmiljø og god selskabsledelse er sikkert også enkeltvis udmærkede initiativer.

Men jo længere vi går i retning mod, at forbrugerne fratages valget, og staten slet og ret fortæller virksomhederne, hvordan de skal drive forretning, jo mere nærmer vi os det planøkonomiske samfund, der fejlede så katastrofalt i Sovjetunionen og Østeuropa.

Som Adam Smith allerede i 1759 påpegede, kan en central styring af ressourcerne aldrig måle sig med den effektivitet, kreativitet og nyskabelse, der spontant opstår ud af menneskers frie valg. Hvis ellers vi får lov til at tænke og vælge selv.

Resultatet af overdreven forbrugerbeskyttelse er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten, der således bekræftes i, at borgerne ikke selv magter ansvaret. Vi opnår aldrig et risikofrit samfund, men i processen bliver vi alle dummere og fattigere.

Logikken kender vi alle. Så længe et barn kører med støttehjul på cyklen, lærer det aldrig at holde balancen. Derfor tager forældrene på et tidspunkt støttehjulene af, selvom det resulterer i, at barnet får nogle skrammer og blå mærker. På Christiansborg er man – desværre – i gang med den modsatte øvelse.

Kommentar i Berlingske Tidende tirsdag d. 7. september 2010

Det er slemt nok, at kronikken idealiserer et Big Mother samfund, der overbeskyttende tørrer sine børns snottede næser og beskytter dem mod at træffe dårlige valg. Men mest bekymrende er det, at al formynderiet forsvares med et ønske om at øge borgernes frihed.

Forslaget kalder de ”En liberal og effektiv tobakspolitik”, men den er mere effektiv end liberal. Kronikørernes egentligt dagsorden er selvsagt at begrænse rygning. Frihed er at have gode alternativer, hævder de. Men når først de gode alternativer sættes på formel og udvælges af staten eller et særligt bemyndiget ekspertpanel, er der ikke længere tale om et frit valg. De gode alternativer er jo valgt på forhånd – og de politisk ukorrekte muligheder er behændigt filtreret fra.

Når kronikørerne sætter lighedstegn mellem et frit liv og et røgfrit liv, viser de med al tydelighed, at de ikke taler frihedens sag. Frihed kan naturligvis ikke gennemføres med tvang. Frihed er retten til at vælge selv – også hvis de valg, man træffer, er tåbelige eller risikofyldte.

For mange er det åbenlyst vigtigere, at borgerne træffer de rigtige valg – end at de træffer frie valg. Det kan man kalde alt muligt, men det har intet med frihed at gøre. Hvis frihed ikke skal ende med at være en tom skal, der kan påfyldes et hvilket som helst indhold, må de af os, der har vores frihed kær, protestere over denne misbrug af begrebet.

Man forestiller sig med gru hvilke andre begrundelser, der ikke lever op til Etisk Råds moralske kriterier. I dag kan man indtil 12. uge – uden at svare på spørgsmål – vælge en abort, fordi tandfeen har foreslået det i en drøm. Eller fordi graviditeten kommer i vejen for ferie eller karriereplaner. At ingen skal godkende årsagen er netop essensen af den frie abort. Man behøver med andre ord ingen årsag.

Hvis Etisk Råd får held til at trække deres patentmoral ned over hovedet på gravide danske kvinder, er det ikke kun en trussel mod den hårdt tilkæmpede ret til fri abort – det underminerer også en helt grundlæggende rettighed i et liberalt demokrati. Nemlig retten til at eje sig selv.

På tværs af politiske partier og grupperinger deler de fleste borgerlige det grundsynspunkt, at mennesket har retten til selvejerskab. Retten til selvejerskab adskiller de frihedsorienterede verdensanskuelser fra de tvangsorienterede, kollektive ideologier.

Fra retten til selvejerskab udspringer alle vores andre grundlæggende rettigheder. Retten til at tænke, føle, mene og sige, hvad vi vil og retten til frugten af vores arbejde. Jeg ejer mig selv, står til ansvar over for mig selv og har ret til at indrette mit liv, som jeg ønsker – så længe jeg ikke krænker andres tilsvarende rettigheder. Dermed ikke sagt, at alle værdier er lige gode, eller at moral er uvæsentligt, men det tilfalder ikke staten at påtvinge borgerne en bestemt moralopfattelse.

Desværre er Etisk Råds udfordring af den frie abort langt fra det eneste eksempel på, at tvangsorienterede anskuelser vinder frem. Intellektuelle, politikere og eksperter lancerer det ene forslag efter det andet, der i en kakafoni af gode intentioner udvider fællesskabets ret til at definere det gode liv og den gode moral.

For eksempel er det i Danmark forbudt at ryge hash, køre i bil uden sikkerhedssele og spille poker for penge – selvom disse handlinger ikke har nogle ofre. Forslag om at indføre formodet samtykke til organdonation, forbyde købesex, påbyde cykelhjelme, forbyde reklamer for slik og forbyde solarier er andre eksempler på, at den enkelte borger tvinges til at underkaste sig fællesskabet.

Uanset hvor gode intentionerne bag disse forslag er, er det bagvedliggende menneskesyn skræmmende. Mennesket er ikke et mål i sig selv, men reduceres til et middel til at opnå samfundets større mål. Mennesket ejer altså ikke – a priori – sig selv. Hvis først denne grundsten i demokratiet smuldrer, er det svært at forestille sig grænser for fællesskabets tvangsdoserede omsorg.

Når retten til at vælge overlades til andre, bliver omsorg nemlig til ligegyldighed. Når vi træffer valg for os selv, tager vi naturligt udgangspunk i vores egne unikke behov og præferencer. Overlades valget til andre – meningstyranner i folketinget eller Etisk Råd – bliver vi alle skåret over en kam. Når staten definerer vores behov, er resultatet en one-fits-all løsning, der i virkeligheden tilfredsstiller de færreste.

Det har Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt for nylig erfaret på egen krop. Nok er vi alle lige, men nogle er som bekendt mere lige end andre. Fællesskabets universalløsning, enhedsskolen, er god nok til alle andre, men ikke til Mette og Helles egne børn. Alligevel tiltror de ikke os andre samme evne til at vælge selv.

Men hvis den enkelte ikke har ret til at træffe sine egne valg – også hvis de valg er risikofyldte eller decideret tåbelige – hvorfor så ikke indføre vitaminpillepåbud, faste sengetider, obligatorisk morgengymnastik og statsdikterede kostplaner? Hvad med at forbyde høje hæle, hårfarve, parfume, alkohol, tobak og rødt kød? Ingen solbadning på stranden mellem kl. 12 og 15, ingen risikobetonet sport, intet husarbejde uden sikkerhedsudstyr og intet sukker, slik, sjov eller ballade.

Det ville uden tvivl gavne folkesundheden og statsunderskuddet. Hvorfor så overlade valget til den enkelte, der så let lader sig lokke af samfundets mange syndige fristelser?

Er det grotesk? Ja! Men desværre ikke så langt fra virkeligheden. Hvis mine naboer, politikere og skiftende flertal i befolkningen har ret til at bestemme over min krop, min kost og mit sexliv – hvad har de så ikke ret til at bestemme?

Gæsteindlæg på Damefrokosten.com

”Frihed lad være vort Løsen i Nord, Frihed for Loke saavelsom for Thor” skrev Grundtvig. Jeg har altid elsket Danmark og måske særligt storbyen for sin rummelighed. De skæve og anderledes, der let falder uden for i provinsen, har også deres plads i byen. Piercinger, rødt hår, tørklæder, pølsevogne, æbletobak, shawarma og kinesiske specialforretninger blander sig med travle mennesker på vej et sted hen, duften af espresso fra gadecaféer og barnevognene, der snegler sig af sted i ro og mag. Forskelligheden gør os rigere.

På Frederiksberg møder man al den mangfoldighed, man kan ønske sig. Høj, lav, tyk, tynd, ung og gammel. Singler, fraskilte, kernefamilier, børn, delebørn og bedsteforældre. Muslimer, kristne, jøder, buddhister og ateister. Heteroseksuelle, homoseksuelle, transseksuelle og varianter, vi sikkert ikke engang har navne for endnu.

Nogle går til vægttabskursus og yoga hos Helsekompagniet, mens andre snupper sig en ristet med det hele hos Øffes Pølser. Nogle vælger højtbelagt smørrebrød og andre en bulgursalat to-go. Man kan danse salsa på Kellerdirk, nyde frisindet på Café Intime og slutte dagen med et glas rødvin og en god cigar. Vi kan i det store og hele sige og tænke, hvad vi vil, og vi har ikke tradition for at blande os unødigt i hinandens liv.

Men er det danske frisind ved at blive fortrængt af vores stræben efter det jævne og almindelige? Har middelklasseidealerne med far-mor-og-børn, familiebil, økologisk hjemmebag, vitaminpille og ægteskabelig sex efter Onsdags Lotto kvalt vores tolerance over for det anderledes? Har vi i al stilhed sat det gode liv på formel?

Både vores kost, motion, parforhold, børneopdragelse, sexliv, rygning og alkoholvaner er i hvert fald blevet offentlige anliggender. Rygere er vor tids udstødte, og nu vil mange tilmed forbyde rygning i private hjem. Andre vil gøre cykelhjelme obligatoriske, forbyde solarier, forbyde prostitution, forbyde alkoholreklamer og lave regler for hvordan vi må klæde os i det offentlige rum. Vi skal tilsyneladende beskyttes mod os selv og de dårlige valg, vi kunne finde på at træffe.

Ligheden og frisindet er begge vigtige dele af den danske kultur, men ligheden må ikke vinde på bekostning af frisindet. ”På det jævne, på det jævne, det er livets sejrssang” konkluderede Kaalund. Men hvis vi alle skal tvinges til at være ens for at være jævne, er det på tide at sige fra. Uanset hvordan vi vælger at leve, må det være vores eget valg. Og jeg bliver i hvert fald ved med at køre uden cykelhjelm, så længe der er frisind nok til at tillade den slags.

Klumme i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 29. april 2010

Valgstrategien hvilede på den analyse, at det var nødvendigt at trække mod midten for at vinde regeringsmagten. Den offentligt ansatte kvinde i 30’erne skulle overbevises. Som middel til at indfri målet om et friere samfund med mindre formynderi valgte man den velkendte kontraktpolitik. Forandringer gennemføres i små skridt og først efter jorden er grundigt gødet af kommissioner og lange udredninger.

Aldrig har den offentlige sektor været større og aldrig har der været flere offentligt ansatte.

Efter 8 år ved magten er målet om et friere og mindre reguleret samfund dog langtfra indfriet. Tværtimod er det offentlige forbrug vokset med 50 mia. fra 2001-2009 og er i andel af BNP på niveau med Anker Jørgensens sidste år ved magten. En analyse fra CEPOS har netop vist, at hver enkelt nyfødt over sin livstid efterlader et hul på kr. 900.000 i statskassen, når ydelser og overførsler holdes op imod de samlede skatte- og afgiftsbetalinger. Aldrig har den offentlige sektor været større og aldrig har der været flere offentligt ansatte. Samtidig har vi verdensrekord i skattetryk og bundrekord i vækst og produktivitet. Tvungen madordning i daginstitutioner, sukkerafgifter, knivforbud og rygeforbud er et par andre eksempler, der tydeligt viser, at heller ikke det værdipolitiske slag for friheden er vundet. Derfor er det måske på tide at spørge, om de små skridts politik har slået fejl?

En klog mand sagde engang, at det der kastes ind i abeburet, må anses som tabt. Det er en meget rammende metafor for velfærdsstatens udvikling. Hvad, der én gang er givet i ydelser og støtteordninger, er næsten umuligt at rulle tilbage. Særligt i Danmark hvor over 60 pct. af den voksne befolkning – den såkaldte velfærdskoalition – er offentligt ansatte eller modtagere af overførselsindkomster, er det svært at finde opbakning til nedskæringer men let at finde sympati for nye støtteordninger.

I dag modtager alle lommepenge fra staten, og alle har derfor noget at miste.

Regeringen har taget små skridt i retning af mindre stat og mere privat, blandt andet igennem skattestop, fritvalgsordninger og gunstige vilkår til privathospitalerne. Men det fundamentale opgør med forsørgersamfundet lader vente på sig. Mogens Lykketoft har desværre fået ret i, at indførslen af de universelle velfærdsgoder som folkepension, SU og børnecheck langtidssikrer den folkelige opbakning til velfærdsprojektet. I dag modtager alle lommepenge fra staten, og alle har derfor noget at miste.

Men vi kan ikke undgå at tage noget fra nogen, hvis velfærdsstaten skal være levedygtig på sigt. Spørgsmålet er derfor, hvordan et flertal i befolkningen bringes til at forstå nødvendigheden af reformer, der på kort sigt forringer deres egne velfærdsgoder. Kan de små skridt akkumuleres til store forandringer eller man gå mere radikalt til værks for at skabe varige ændringer? Indtil videre har de små skridt måske sænket hastigheden af den økonomiske og moralske deroute, men de har ikke medført et grundlæggende kursskifte.

Radikale ændringer kræver dog, at der i befolkningen er en fornemmelse af et akut behov for forandring. I management sprog kaldet en sense of urgency. Forskellen på tingenes nuværende tilstand (present state) og den ønskede tilstand (desired end-state) skal kommunikeres tydeligt, og der skal anvises en vej fra A til B. Først ved erkendelsen af den foranstående katastrofe er det sandsynligt, at velfærdskoalitionen vil acceptere beskæringer af deres nuværende goder.

Men har VK forspildt chancen for at skabe denne sense of urgency? Efter 8 år ved magten kan ansvaret ikke længere placeres hos tidligere regeringer, og derfor er lysten til at udpege store problemer begrænset. Lars Løkke Rasmussen har i sin drøm for Danmark nok anvist en vision, men ingen i regeringen taler om problemernes egentligt omfang eller vejen til mål.

Det er efterhånden et velbelyst paradoks, at borgerlige regeringer fører mere socialdemokratisk politik end socialdemokratiske ditto. Venstrefløjen har som velfærdsstatens grundlæggere lettere ved at skabe troværdighed omkring et forandringsbudskab, hvorimod VK regeringen stadig efter historisk vækst i den offentlige sektor beskyldes for at være i færd med at indføre minimalstaten ad bagdøren.

..med hvilken legitimitet, besidder man regeringsmagten, hvis man hverken tør erkende problemet eller anvise løsningen.

Ved at lukke øjnene for problemerne og føre visionsløs enkeltsagspolitik, svigter regeringen imidlertid på flere fronter. De borgerlige værdier og idealer svigtes – hvilket tydeligt ses på folketingsgrupperne, der udviser samme politiske træfsikkerhed som et flok blinde høns – men også hensynet til landets ve og vel tilsidesættes. Man bør i V og K spørge sig selv med hvilken legitimitet, man besidder regeringsmagten, hvis man hverken tør erkende problemet eller anvise løsningen. På den anden side af COP15 må regeringen trække i arbejdstøjet. Ellers må borgerlige vælgere nok se den sørgelige realitet i øjnene, at de mest nødvendige reformer først bliver gennemført, når en S-ledet regering sidder ved magten.

Klumme på 180grader.dk

For borgernes egen skyld, forstås. De ved jo ikke bedre. Problemet er ellers ikke manglende viden. Alle undersøgelser bekræfter, at f.eks. rygere udmærket er klar over risikoen. Der er næppe heller nogen, der er i tvivl om, at slik og junkfood sætter sig på sidebenene. Kunne det tænkes, at de foretrækker en smøg og lidt sødt til kaffen velvidende, at de risikerer en kortere levetid? Og har vi, som samfund og politikere, nogen ret til at blande os i det?

Det mener jeg ikke, vi har. Livskvalitet kan ikke reduceres til statistik – og et langt liv levet efter alle sundhedsapostlenes strenge forskrifter er måske ikke lykken for alle. Noget helt andet er, at selv den mest dydige livsstil ikke garanterer et langt liv. Foretrækker jeg en kortsigtet nydelse, der måske forkorter min levetid, er det altså ikke et anliggende for Christiansborg.

>>Det er et ubestridt faktum, at skirejser medfører ulykker. Folk brækker deres ben. Hvis vi ikke gør noget, bliver vi medansvarlige for, at mange mennesker i fremtiden brækker benene. Det bør simpelthen ikke være den enkeltes eget valg.<<

Efter samme argument bør vi forbyde sukker, alkohol, fodbold, havearbejde og alskens andet, der er forbundet med en risiko for at komme galt af sted. Men ønsker vi virkeligt et samfund, hvor intet overlades til den enkelte? Hvor sundhedseksperter og politikere beskytter os mod os selv ved at fratage os retten til at vælge? Jeg siger nej tak.

Læserbrev i Berlingske Tidende søndag d. 11. oktober 2009

Men forebyggelse drejer sig om mere end abstrakte begreber i redegørelser og rapporter, og livskvalitet kan ikke reduceres til statistik. Forebyggelse handler om mennesker og om de valg, vi hver især træffer til daglig. Netop derfor er sundhed og forebyggelse først og sidst et personligt ansvar. Hvad, jeg putter i min indkøbskurv i netto, er mit valg og mit ansvar. Om jeg bruger min søndag på en løbetur eller på at sove længe, ligeså. Tager jeg trapperne eller elevatoren, æble eller kage til mellemmåltid? Eksemplerne er uendelige. Foretrækker jeg en kortsigtet nydelse, der måske forkorter min levetid, er det ikke et anliggende for Christiansborg.

I medierne og på Christiansborg er der en forventning om politisk handlekraft, og som det efterhånden er blevet sædvane, måles handlekraft på viljen til at beskatte, forbyde og regulere. Helle Thorning-Schmidt efterlyste for nylig mere indblanding og mere politik på baggrund af enkeltsager. Også mange andre, der normalt bryster sig af frisind og tolerance, tøver ikke med at stemple livsstilsmæssige afvigere som viljeløse ofre, der ikke ved, hvad der er bedst for dem selv. Men som borgerlige skal vi først og fremmest værne om menneskers ret til at forme deres egne liv. En rettighed, der i dag er kraftigt under pres.

Vi må spørge os selv, hvilket samfund vi ønsker. Ønsker vi et samfund, hvor staten blander sig i alt og er svaret på alle problemer, eller ønsker vi et samfund af selvstændige borgere, der tager ansvar for deres egne liv? Et samfund, hvor staten hjælper de få, der ikke kan klare sig selv, men tillader det store flertal at indrette deres liv, som de ønsker? Det er afgørende, at vi begynder at diskutere, hvor grænsen går mellem statens indblanding og det personlige ansvar. Efter min mening er grænsen for længst overskredet, og der er brug for, at vi som politikere blander os mindre og ikke mere.

Men det forklarer måske netop Socialdemokraternes dilemma og, deraf, Helle Thorning-Schmidts nylige løfter om mere politik på baggrund af enkeltsager og større indblanding i danskernes hverdag.

Når selv borgerlige partier indfører tvungne madpakkeordninger, forbyder rygning på private spisesteder og lader grænsen mellem politik og personligt ansvar udflyde mere og mere på bekostning af sidstnævnte, er der selvfølgeligt også meget at overgå.

Det fik mig til at tænke på Bertel Haarders afsluttende bemærkning i bogen ”Grænser for Politik” (1990). En bemærkning, der i dag –  næsten 20 år senere og efter otte år med en borgerlig regering –  desværre kun er blevet mere aktuel:

I vor aftensbøn som politikere bør vi ikke blot bede om frelse fra alle totalitære ideologier, men også bede om frelse fra os selv.

Bragt som læserbrev i Berlingske Tidende onsdag d. 19. august 2009

Der er ingen tvivl om, at forventningerne til Lene er enorme. Og i mine øjne klarede hun den første store prøve på landsrådet til UG med kryds og slange. Den nye formand leverede en tale med klare borgerlige budskaber. Her er et par udpluk fra talen:

“Vi SKAL skaffe kvalificeret arbejdskraft og skatten SKAL ned.”

“Det Konservative Folkeparti vil presse på for langsigtede og holdbare reformer. Også når de ikke er lige populære alle steder.”

“Vi mener, det er rimeligt, at danskerne får lov til at beholde mindst halvdelen af, hvad de tjener.”

“Socialdemokraterne foreslår for eksempel, at alle børn skal have gratis mad i skolen. De kalder det for solidaritet og trivsel, når bare de kan få lov til at opbygge en stor skattefinansieret offentlig sektor.Det er jeg lodret imod. Gratisydelser betyder jo bare, at andre skal betale.”

“Vi vil ikke umyndiggøre borgerne ved at opbygge en stor babysitter-stat.”

Derudover vedtog landsrådet et par gode indstillinger, der sætter en klar borgerlig kurs for partiets arbejde i de kommende år. Vi arbejder nu, efter mange års intern debat, officielt for en afskaffelse af lukkeloven. Det har nogle af os gjort længe, men nu er der også udsigt til, at der kan skabes flertal i folketinget. Det ser jeg frem til.

Helt utraditionelt fik Konservativ Ungdom vedtaget deres to indstillinger. Begge er udtryk for god borgerlig politik, som jeg kun kan støtte. Den første er en hensigtserklæring om, at velfærdsydelser skal målrettes de svageste i samfundet – i stedet for at vi, som i dag, mest af alt omfordeler fra mellemklassen til mellemklassen:

“I et moderne og produktivt land som Danmark, bør mere end hver fjerde kunne klare sig selv uden statens indblanding, og man bør frem for at give velfærd til alle, koncentrere sig om at hjælpe dem, der har behov for det, og på denne måde give dem, der kan klare sig selv, muligheden for dette via en lavere skat.”

Sidst men ikke mindst vedtog landsrådet, at Konservative skal arbejde imod yderligere stramninger af rygeloven. Jeg så helst, at vi arbejdede for at afskaffe rygeloven i sin helhed, da jeg mener den er en eklatant krænkelse af den private ejendomsret – men at arbejde imod yderligere stramninger er selvfølgeligt bedre end ingenting.

Alt i alt er jeg dog glad for den politiske kurs, der blev lagt på landsrådet.