Den 8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag, men der er ikke meget at fejre. Igen i år skal vi høre på klynk fra universitetsuddannede karrierekvinder, der vil bruge statens magtapparat til at sikre sig poster i virksomhedsbestyrelser og ikke mindst på venstrefløjens nypuritanistiske og kvalmende politisk korrekte krav om et forbud mod købesex. Der er ikke brug for kvindekamp – men modkamp.

Kvindernes kampdag var oprindeligt et socialistisk initiativ lanceret af en forløber til Socialistisk Internationale i 1910. Efterfølgende er socialismens menneskefjendske idéer blevet forkastet, men alligevel fejrer vi stadig Kvindernes Kampdag.

Kvindekamp har rigtignok ikke været forbeholdt socialister, men i takt med opnåelsen af lighed for loven er de borgerlige kvindebevægelser blevet tavse. Med god grund. For fra et borgerligt perspektiv er kvindekampen for længst vundet.

Tilbage står den autoritære, socialistiske kvindebevægelse, der opfatter kvinder som et undertrykt kønsproletariat og kønsforskelle som en social konstruktion, der med vold og magt skal nedbrydes. Derfor er der en lige linje fra kvindekampen i dag tilbage til de socialistiske initiativtagere i 1910.

Feminisme handler nemlig ikke bare om bomuldstrusser, brændte BHer og hår under armene. Hvis det var tilfældet, kunne man nøjes med at trække på skuldrene, når feminister som Anne Grethe Bjarup Riis opfører deres surrealistiske teaterforestilling fra en svunden tid. Men de stopper ikke med dem selv. De vil også tvinge resten af samfundet til at indrette sig efter deres kønsneutrale utopier. Lige fordeling, lige opførsel og lighed, lighed, lighed. Indtil kvinder gror skæg og mænd producerer brystmælk.

Kvindekampen i dag er ikke bare forældet. Den er gået for vidt og kørt helt af sporet. Den oprindelige kamp for kvinders stemmeret, valgbarhed og lige rettigheder var berettiget og har haft uvurderlig betydning for kvinders position i samfundet siden hen. Men i starten og frem til midten af det 20. århundrede drejede kampen sig om lige rettigheder til mennesker og ikke særlige rettigheder til kvinder. Det drejede sig om lige muligheder i ordets egentlige forstand – dvs. lighed for loven – og ikke om lige resultater.

Uddrag af kronik bragt i Berlingske d. 8. marts 2011

Målet er ikke lige fordeling, skriver ligestillingsminister Lykke Friis (V) i kronikken d. 15. juli. Men alligevel bruger hun den manglende resultatlighed som bevis for, at der må eksistere uformel diskrimination. For hvis mænd og kvinder virkeligt har lige muligheder, vil de vel også opnå lige resultater, lader til at være hendes logik. Derfor ønsker hun at nedbryde de traditioner, normer og værdier, der får mænd og kvinder til at træffe forskellige valg.

Ministeren har svært ved at holde tungen lige i munden. På den ene side hylder hun de borgerlige principper om frihed og lighed for loven, men samtidig tør eller vil hun ikke gå imod den feministiske præmis om, at der først er reel ligestilling, når mænd og kvinder opfører sig ens.

At ligestilling i praksis tolkes som resultatlighed ses også i ligestillingsloven, der ikke alene har til formål at fremme lige rettigheder, men også lige indflydelse og integration i alle samfundets funktioner. Ministerier, kommuner og statslige virksomheder skal løbende tælle og rapportere antallet af mænd og kvinder i forskellige stillingskategorier. Ligeledes fastslår loven, at offentlige udvalg og kommissioner bør have en ligelig fordeling af mænd og kvinder. Ikke et ord om kvalifikationer.

Selvom at Lykke Friis påstår, at lige fordeling ikke er målet, er det altså denne ligestillingsoptik, hendes ministerium arbejder ud fra.

At mænd dropper ud af universiteterne og oftere end kvinder bliver arbejdsløse, kriminelle og hjemløse er selvfølgeligt en alvorlig sag. Men det handler ikke om ligestilling. Hvis det gjorde, kunne vi jo løse problemet ved at gøre flere kvinder arbejdsløse, hjemløse og kriminelle. Tanken er absurd, fordi præmissen er helt forfejlet.

En karrierekvinde er heller ikke mere frigjort end en hjemmegående husmor, hvis begge har valgt det liv, de ønsker. Som borgerlige bør vi først og fremmest beskytte den enkeltes frie valg. Det største ligestillingsproblem i Danmark er, at ligestilling betragtes som lige fordeling. Lige fordeling kan nemlig kun opnås på bekostning af nogle menneskers ret til at vælge selv.

Mænd og kvinder skal være lige for loven, men vi skal ikke blande os i, hvordan den enkelte indretter sit liv. Med den nuværende kurs risikerer ligestillingsministeriet derfor at gøre mere skade end gavn.

Så længe lige adfærd og lige resultater de facto er ligestillingsministerens succeskriterium, er det kun et spørgsmål om tid, før kvoter og tvang bliver løsningen. For intet andet vil gennemføre den lighedsutopi, der er vokset ud af feministernes socialistiske vrangforestillinger. Et ligestillingsministerium, der arbejder for lige fordeling, gavner ikke ligestillingen.

Opinion i Berlingske Tidende fredag d. 30. juli 2010

Det er slemt nok, at kronikken idealiserer et Big Mother samfund, der overbeskyttende tørrer sine børns snottede næser og beskytter dem mod at træffe dårlige valg. Men mest bekymrende er det, at al formynderiet forsvares med et ønske om at øge borgernes frihed.

Forslaget kalder de ”En liberal og effektiv tobakspolitik”, men den er mere effektiv end liberal. Kronikørernes egentligt dagsorden er selvsagt at begrænse rygning. Frihed er at have gode alternativer, hævder de. Men når først de gode alternativer sættes på formel og udvælges af staten eller et særligt bemyndiget ekspertpanel, er der ikke længere tale om et frit valg. De gode alternativer er jo valgt på forhånd – og de politisk ukorrekte muligheder er behændigt filtreret fra.

Når kronikørerne sætter lighedstegn mellem et frit liv og et røgfrit liv, viser de med al tydelighed, at de ikke taler frihedens sag. Frihed kan naturligvis ikke gennemføres med tvang. Frihed er retten til at vælge selv – også hvis de valg, man træffer, er tåbelige eller risikofyldte.

For mange er det åbenlyst vigtigere, at borgerne træffer de rigtige valg – end at de træffer frie valg. Det kan man kalde alt muligt, men det har intet med frihed at gøre. Hvis frihed ikke skal ende med at være en tom skal, der kan påfyldes et hvilket som helst indhold, må de af os, der har vores frihed kær, protestere over denne misbrug af begrebet.

Nej, det mener jeg ikke. Jeg forsøger at have politiske idealer, som jeg selv kan leve op til. På venstrefløjen er der mange, der har nogle verdensfjerne idéer om et økologisk, bilfrit samfund, og så kan det være svært at leve op til. Men jeg mener, vi skal lave politik for virkelige mennesker i stedet for at prøve at indrette samfundet efter vores skrivebordsidealer.

Det mener jeg ikke er kynisk. Jeg vil hellere kalde mig realist. Jeg har selv masser af idealer om at tage personligt ansvar, men ikke et ideal om at jeg skal købe alt økologisk og ikke må tage flyet. Jeg køber sjældent økologisk, og jeg går heller ikke så meget op i CO2. Jeg mener, at dommedagsscenarierne er overdrevne. Selv har jeg ikke en bil, og jeg slukker da for fjernsynet om natten. Men folk er altså ikke onde, fordi de rejser med fly, kører i bil eller ejer et fjernsyn.

Det betyder ikke, at vi ikke skal handle, men vi skal ikke prøve at genindføre et samfund, hvor vi bor i jordhuler og kører i hestevogne.

Politiken Debat, s. 6., lørdag d. 22. maj 2010

Det er selvfølgeligt et stærkt retorisk kneb at sidestille prostitution med et arbejde som bøddel. Men der er intet belæg for sammenligningen. At voksne mennesker indgår frivillige aftaler om køb og salg af sex har ingen ofre. I modsætning til gængse fordomme omkring prostitution viser den seneste rapport fra Servicestyrelsen faktisk, at prostitution ikke er forbundet med større helbredsmæssige risici end andre erhverv.
Der findes rigtigt nok en lille gruppe af sårbare prostituerede, der har alvorlige problemer med kriminalitet og narko – men langt fra alle prostituerede er socialt udsatte.

Derimod lider mange prostituerede under den samfundsmæssige stigmatisering af faget som HV bidrager til i sit indlæg. Et forbud mod prostitution er udtryk for en usaglig nypuritanisme, der ikke hjælper de svageste prostituerede, men til gengæld nedvurderer kvinders evne til at tage ansvar for deres eget liv. I mange år har kvindesagen kæmpet for kvinders ret til at bestemme over deres krop og lyst. Lad os ikke sætte den kamp over styr ved at forfalde til morallovgivning og snæversyn.

Læserbrev i Weekendavisen d. 21. maj 2010

Man forestiller sig med gru hvilke andre begrundelser, der ikke lever op til Etisk Råds moralske kriterier. I dag kan man indtil 12. uge – uden at svare på spørgsmål – vælge en abort, fordi tandfeen har foreslået det i en drøm. Eller fordi graviditeten kommer i vejen for ferie eller karriereplaner. At ingen skal godkende årsagen er netop essensen af den frie abort. Man behøver med andre ord ingen årsag.

Hvis Etisk Råd får held til at trække deres patentmoral ned over hovedet på gravide danske kvinder, er det ikke kun en trussel mod den hårdt tilkæmpede ret til fri abort – det underminerer også en helt grundlæggende rettighed i et liberalt demokrati. Nemlig retten til at eje sig selv.

På tværs af politiske partier og grupperinger deler de fleste borgerlige det grundsynspunkt, at mennesket har retten til selvejerskab. Retten til selvejerskab adskiller de frihedsorienterede verdensanskuelser fra de tvangsorienterede, kollektive ideologier.

Fra retten til selvejerskab udspringer alle vores andre grundlæggende rettigheder. Retten til at tænke, føle, mene og sige, hvad vi vil og retten til frugten af vores arbejde. Jeg ejer mig selv, står til ansvar over for mig selv og har ret til at indrette mit liv, som jeg ønsker – så længe jeg ikke krænker andres tilsvarende rettigheder. Dermed ikke sagt, at alle værdier er lige gode, eller at moral er uvæsentligt, men det tilfalder ikke staten at påtvinge borgerne en bestemt moralopfattelse.

Desværre er Etisk Råds udfordring af den frie abort langt fra det eneste eksempel på, at tvangsorienterede anskuelser vinder frem. Intellektuelle, politikere og eksperter lancerer det ene forslag efter det andet, der i en kakafoni af gode intentioner udvider fællesskabets ret til at definere det gode liv og den gode moral.

For eksempel er det i Danmark forbudt at ryge hash, køre i bil uden sikkerhedssele og spille poker for penge – selvom disse handlinger ikke har nogle ofre. Forslag om at indføre formodet samtykke til organdonation, forbyde købesex, påbyde cykelhjelme, forbyde reklamer for slik og forbyde solarier er andre eksempler på, at den enkelte borger tvinges til at underkaste sig fællesskabet.

Uanset hvor gode intentionerne bag disse forslag er, er det bagvedliggende menneskesyn skræmmende. Mennesket er ikke et mål i sig selv, men reduceres til et middel til at opnå samfundets større mål. Mennesket ejer altså ikke – a priori – sig selv. Hvis først denne grundsten i demokratiet smuldrer, er det svært at forestille sig grænser for fællesskabets tvangsdoserede omsorg.

Når retten til at vælge overlades til andre, bliver omsorg nemlig til ligegyldighed. Når vi træffer valg for os selv, tager vi naturligt udgangspunk i vores egne unikke behov og præferencer. Overlades valget til andre – meningstyranner i folketinget eller Etisk Råd – bliver vi alle skåret over en kam. Når staten definerer vores behov, er resultatet en one-fits-all løsning, der i virkeligheden tilfredsstiller de færreste.

Det har Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt for nylig erfaret på egen krop. Nok er vi alle lige, men nogle er som bekendt mere lige end andre. Fællesskabets universalløsning, enhedsskolen, er god nok til alle andre, men ikke til Mette og Helles egne børn. Alligevel tiltror de ikke os andre samme evne til at vælge selv.

Men hvis den enkelte ikke har ret til at træffe sine egne valg – også hvis de valg er risikofyldte eller decideret tåbelige – hvorfor så ikke indføre vitaminpillepåbud, faste sengetider, obligatorisk morgengymnastik og statsdikterede kostplaner? Hvad med at forbyde høje hæle, hårfarve, parfume, alkohol, tobak og rødt kød? Ingen solbadning på stranden mellem kl. 12 og 15, ingen risikobetonet sport, intet husarbejde uden sikkerhedsudstyr og intet sukker, slik, sjov eller ballade.

Det ville uden tvivl gavne folkesundheden og statsunderskuddet. Hvorfor så overlade valget til den enkelte, der så let lader sig lokke af samfundets mange syndige fristelser?

Er det grotesk? Ja! Men desværre ikke så langt fra virkeligheden. Hvis mine naboer, politikere og skiftende flertal i befolkningen har ret til at bestemme over min krop, min kost og mit sexliv – hvad har de så ikke ret til at bestemme?

Gæsteindlæg på Damefrokosten.com

”Frihed lad være vort Løsen i Nord, Frihed for Loke saavelsom for Thor” skrev Grundtvig. Jeg har altid elsket Danmark og måske særligt storbyen for sin rummelighed. De skæve og anderledes, der let falder uden for i provinsen, har også deres plads i byen. Piercinger, rødt hår, tørklæder, pølsevogne, æbletobak, shawarma og kinesiske specialforretninger blander sig med travle mennesker på vej et sted hen, duften af espresso fra gadecaféer og barnevognene, der snegler sig af sted i ro og mag. Forskelligheden gør os rigere.

På Frederiksberg møder man al den mangfoldighed, man kan ønske sig. Høj, lav, tyk, tynd, ung og gammel. Singler, fraskilte, kernefamilier, børn, delebørn og bedsteforældre. Muslimer, kristne, jøder, buddhister og ateister. Heteroseksuelle, homoseksuelle, transseksuelle og varianter, vi sikkert ikke engang har navne for endnu.

Nogle går til vægttabskursus og yoga hos Helsekompagniet, mens andre snupper sig en ristet med det hele hos Øffes Pølser. Nogle vælger højtbelagt smørrebrød og andre en bulgursalat to-go. Man kan danse salsa på Kellerdirk, nyde frisindet på Café Intime og slutte dagen med et glas rødvin og en god cigar. Vi kan i det store og hele sige og tænke, hvad vi vil, og vi har ikke tradition for at blande os unødigt i hinandens liv.

Men er det danske frisind ved at blive fortrængt af vores stræben efter det jævne og almindelige? Har middelklasseidealerne med far-mor-og-børn, familiebil, økologisk hjemmebag, vitaminpille og ægteskabelig sex efter Onsdags Lotto kvalt vores tolerance over for det anderledes? Har vi i al stilhed sat det gode liv på formel?

Både vores kost, motion, parforhold, børneopdragelse, sexliv, rygning og alkoholvaner er i hvert fald blevet offentlige anliggender. Rygere er vor tids udstødte, og nu vil mange tilmed forbyde rygning i private hjem. Andre vil gøre cykelhjelme obligatoriske, forbyde solarier, forbyde prostitution, forbyde alkoholreklamer og lave regler for hvordan vi må klæde os i det offentlige rum. Vi skal tilsyneladende beskyttes mod os selv og de dårlige valg, vi kunne finde på at træffe.

Ligheden og frisindet er begge vigtige dele af den danske kultur, men ligheden må ikke vinde på bekostning af frisindet. ”På det jævne, på det jævne, det er livets sejrssang” konkluderede Kaalund. Men hvis vi alle skal tvinges til at være ens for at være jævne, er det på tide at sige fra. Uanset hvordan vi vælger at leve, må det være vores eget valg. Og jeg bliver i hvert fald ved med at køre uden cykelhjelm, så længe der er frisind nok til at tillade den slags.

Klumme i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 29. april 2010

Den 9. april førstebehandlede folketinget et beslutningsforslag fra Socialdemokraterne, der ønsker at udvide forbuddet til også at omfatte animeret børneporno. Beslutningsforslaget er ikke særligt konkret, men da fotorealistiske fremstillinger allerede er forbudt, antager jeg, at det nye forbud også skal inkludere tegninger, tegnefilm og andre fremstillinger som f.eks. de populære japanske anime og manga-tegneserier.

Selvom de tanker og fantasier, der ligger bag fiktive fremstillinger af børneporno, kan være afskyelige og frastødende, er det af både principielle og praktiske årsager problematisk at forbyde. Helt principielt må vi fastholde, at der er tale om fiktion. Den oprindelige hensigt med straffelovens §235 var at beskytte børn mod det seksuelle misbrug, der finder sted ved fremstilling af børnepornografi. Ved fiktiv børneporno er der intet overgreb og intet offer.

Det, Socialdemokraterne vil forbyde, er altså tanker og fantasier. Uanset hvor væmmelige tilbøjeligheder, der ligger bag disse tanker, er det et meget stort indgreb i ytringsfriheden at forbyde tegninger og animationer, hvor der ikke rent faktisk er sket et overgreb.

Der er heller ingen dokumentation for, at fiktiv børneporno fører til flere overgreb på børn. Hvis tegninger kan forårsage rigtige handlinger, bør vel vi også forbyde film, tv, tegneserier og computerspil med f.eks. voldtægt og meningsløs vold mod uskyldige.

Dertil er det svært at forestille sig, hvordan loven skal håndhæves. Hvornår er en tegning kunst og hvornår er der tale om porno? Hvornår forestiller en tegning et barn og ikke en ung voksen – og hvornår er der tale om en utugtig fremstilling? Ville en episode af South Park med seksuelt indhold for eksempel være forbudt? Hvad med filmatiseringen af Vladimir Nabokovs berømte roman Lolita, der omhandler en voksen mands besættelse og seksuelle forhold til en 12-årig pige? Hvad med Marina Cecilie Ronés nyeste roman, hvor en 12-årig pige forfører en af sin faders mandlige venner?

I et samfund som det danske med tradition for oplysning og åndsfrihed bør vi nøjes med at forbyde handlinger og afholde os fra at forbyde tanker og fantasier. Tanker og ytringer har ingen ofre.

Opinion i Berlingske Tidende mandag d. 12. april 2010

Uden for landets grænser skorter det imidlertid ikke på eksempler på kvindeundertrykkelse. I mange mellemøstlige og afrikanske lande har kvinder ikke adgang til uddannelse eller arbejde, deres vidneudsagn tæller ikke på lige fod med mænds og i nogle kulturer betragtes kvinder slet og ret som mænds ejendom. I lande som Nigeria, Sudan og Iran stener man kvinder til døde, hvis de dyrker sex uden for ægteskabet, og straffer dem med piskeslag, hvis de bærer bukser. Kønsadskillelse, social kontrol og tvangsægteskaber finder desværre også sted i nogle fundamentalistiske indvandrermiljøer i Danmark. Her ligger kvindekampens sande udfordring i det 21. århundrede.

Feministiske vildfarelser
Men desværre har kvindesagen i Danmark lukket øjnene for disse udfordringer. I stedet arbejder Dansk Kvindesamfund, 8. marts Initiativet og det meste af venstrefløjen for feministiske vildfarelser som kønskvoter i erhvervslivet, mistænkeliggørelse af pornografi og forbud mod købesex. En dagsorden, der i virkeligheden ringeagter kvinder ved ikke at tiltro dem evnen til at træffe deres egne valg.

Efter mange års kamp for en accept af kvinders lyst på lige fod med mænds, er den offentlige debat på vej tilbage mod tidligere tiders mistænkeliggørelse af kvinders seksualitet. I en omfattende analyse af seksualmoral i 90’erne og 00’erne konstaterer sociolog Morten Wøldike således, at debatten i dag er præget af langt mere angst og fordømmelse end i 90’erne.

I 90’erne blev forskellige seksuelle udtryksformer betragtet afslappet og med nysgerrighed, hvorimod f.eks. analsex, gruppesex og pornografi langt oftere beskrives som uacceptabelt, undertrykkende og potentielt skadeligt i dag. Morten Wøldike taler decideret om en ”moralsk panik”, der er ude af trit med de faktuelle forhold.

Kvindekampens deroute kan på mange måder forstås i lyset af denne tendens til feministisk moralisme. Kvinder betragtes af venstrefløjen som særligt skrøbelige og i mindre grad end mænd i stand til at varetage deres eget seksualliv.

Sexkøb
Dette ses mest tydeligt i debatten omkring kriminalisering af sexkøb, hvor kvinder betragtes som ofre for mænds undertrykkende og dominerende seksualitet. Ikke blot bliver kvinders evne til selvbestemmelse nedvurderet, men også mænd defineres i denne optik ud fra deres køn. Sexkøb beskrives af Dansk Kvindesamfund som ”vold mod kvinder”. Rollerne er klare. Skurken er manden, der drevet af sit ondsindede begær tingsliggør og udnytter kvinden, det stakkels viljeløse offer.

Igen i år vil venstrefløjen, flankeret af Dansk Kvindesamfund og 8. marts Initiativet, bruge kvindernes kampdag til at drive hetz imod sexkøbere. De påstår at tale på vegne af kvinder, men de taler ikke kvindernes sag. En snæver og fordømmende seksualmoral håndhævet igennem regler, regulering og forbud er et tilbageskridt, ikke et fremskridt, for kvindesagen. Lad os i stedet bruge den 8. marts til at sætte fokus på den reelle kvindeundertrykkelse, der finder sted mange steder i verden, og til at kæmpe for kvinders ret til at bestemme over deres liv, krop og seksualitet.

Midtpunkt i Jyllands Posten d. 8 marts 2010

Uden at tænke over det er mange i min generation nok så påvirkede af 70’er feminismen, at de gamle dyder er gået i glemmekassen. Kvindeoprøret i 70’erne lærte os, at kønsstereotyper er undertrykkende, og at vi skulle føle os nedgjort, hvis en mand holdt døren. Forholdet mellem mænd og kvinder blev betragtet som en kamp.

Der har også været meget at kæmpe for, men vi er heldigvis nået langt. I år er 100-året for kvindernes internationale kampdag. I 1915 fik kvinderne valgret og senere har vi opnået ligeløn og lige adgang til uddannelse. Selvom nogle nok vil hævde, at kvinder stadig er undertrykte, fordi der findes lønforskelle, forklares forskellene i dag snarere af de valg, kvinder træffer, end af kønsdiskrimination.

Derfor ændrede feminismen også på mange måder karakter igennem 90’erne. I 70’erne skulle kødgryderne og de traditionelle kvinderoller skiftes ud med karriere og kampråb. I 90’erne blev det igen okay at kombinere feminismen med en mere traditionel kvindelighed. Den postfeministiske kvinde klarer både job og familie i høje hæle og bliver ikke fornærmet, hvis en mand giver blomster eller trækker stolen ud. De bløde mænd skulle igen lære at banke søm i væggen og slå i bordet, når det var nødvendigt.

Kvindeidealet anno 2010 bilder os ind, at vi kan få det hele på én gang. Karriere, børn og masser af overskud. Vi taler meget om manglen på kvindelige topchefer. Men jeg tror ikke, det skyldes, at kvinder ikke kan eller ikke får lov. Jeg tror bare, at mange kvinder vælger at prioritere andre ting. For alle valg er fravalg. Og er det ikke også okay?

Det er ikke let at være mand eller kvinde i år 2010. I det hele taget er livet ikke let. Men jeg mener ikke, at kønnene er i kamp med hinanden. Og selvom jeg nok kan klare de fleste ting selv, vil jeg fremover huske at nyde, når en mand åbner døren for mig eller trækker min stol ud. Den 8. marts synes jeg, vi skal afblæse kampen mellem kønnene og i stedet fejre, at både kvinder og mænd selv kan vælge, hvordan de ønsker at leve.

Klumme i anledning af kvindernes kampdag d. 8. marts, bragt i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 25. februar