Den 8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag, men der er ikke meget at fejre. Igen i år skal vi høre på klynk fra universitetsuddannede karrierekvinder, der vil bruge statens magtapparat til at sikre sig poster i virksomhedsbestyrelser og ikke mindst på venstrefløjens nypuritanistiske og kvalmende politisk korrekte krav om et forbud mod købesex. Der er ikke brug for kvindekamp – men modkamp.

Kvindernes kampdag var oprindeligt et socialistisk initiativ lanceret af en forløber til Socialistisk Internationale i 1910. Efterfølgende er socialismens menneskefjendske idéer blevet forkastet, men alligevel fejrer vi stadig Kvindernes Kampdag.

Kvindekamp har rigtignok ikke været forbeholdt socialister, men i takt med opnåelsen af lighed for loven er de borgerlige kvindebevægelser blevet tavse. Med god grund. For fra et borgerligt perspektiv er kvindekampen for længst vundet.

Tilbage står den autoritære, socialistiske kvindebevægelse, der opfatter kvinder som et undertrykt kønsproletariat og kønsforskelle som en social konstruktion, der med vold og magt skal nedbrydes. Derfor er der en lige linje fra kvindekampen i dag tilbage til de socialistiske initiativtagere i 1910.

Feminisme handler nemlig ikke bare om bomuldstrusser, brændte BHer og hår under armene. Hvis det var tilfældet, kunne man nøjes med at trække på skuldrene, når feminister som Anne Grethe Bjarup Riis opfører deres surrealistiske teaterforestilling fra en svunden tid. Men de stopper ikke med dem selv. De vil også tvinge resten af samfundet til at indrette sig efter deres kønsneutrale utopier. Lige fordeling, lige opførsel og lighed, lighed, lighed. Indtil kvinder gror skæg og mænd producerer brystmælk.

Kvindekampen i dag er ikke bare forældet. Den er gået for vidt og kørt helt af sporet. Den oprindelige kamp for kvinders stemmeret, valgbarhed og lige rettigheder var berettiget og har haft uvurderlig betydning for kvinders position i samfundet siden hen. Men i starten og frem til midten af det 20. århundrede drejede kampen sig om lige rettigheder til mennesker og ikke særlige rettigheder til kvinder. Det drejede sig om lige muligheder i ordets egentlige forstand – dvs. lighed for loven – og ikke om lige resultater.

Uddrag af kronik bragt i Berlingske d. 8. marts 2011

Af
Mie Harder, ph.d. stipendiat
Henrik Gade Jensen, projektmedarbejder ved CEPOS

”Konklusionen er altså, at krigsførelsen i Afghanistan er god for danskerne, og at dette er en tilstrækkelig begrundelse for den,” skriver Nikolaj Petersen d. 8. januar i et svar til vores kommentar ”Kampen for tilværelsen” af d. 18. december. Hvis vi havde skrevet noget sådant, ville kritikken være berettiget, men vores formål var netop ikke at diskutere krigens begrundelse.

Vi forholder os ikke til krigens legitimitet eller om den kan vindes: ”Om krigen mod terrorister i Afghanistan kan vindes i nogen relevant forstand, må officerer og eksperter afgøre,” skrev vi blandt andet. For at imødegå den misforståelse, der åbenbart er opstået, tilføjer vi gerne, at vi på ingen måde ser indflydelsen på den danske selvopfattelse som en tilstrækkelig begrundelse for krigsdeltagelsen.

Begrundelsen for den danske deltagelse i krigen i Afghanistan er blevet diskuteret flittigt af mange andre og har selvsagt intet at gøre med at påvirke den danske selvopfattelse. Det er imidlertid ikke den debat, vi ønskede at bidrage til. Vi forholder os til det faktum, at Danmark igennem en årrække har været krigsførende, og diskuterer, hvad krigsdeltagelsen betyder for danskernes velfærdsmentalitet.

Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om krigens berettigelse eller gavnlige effekt for den afghanske befolkning, påvirker den vores nationale selvopfattelse. En sideeffekt af krigsdeltagelsen er, at vi mindes om, at der findes vigtigere ting i livet end passiv rygning, middellevetid og fedtprocenter i kødpålæg. Den påmindelse, mener vi, er gavnlig.

Læserbrev i Berlingske Tidende tirsdag d. 11. januar 2011

Af Ph.d.-stipendiat Mie Harder og projektmedarbejder ved CEPOS Henrik Gade Jensen

Et samfund kan ikke overleve i længden, hvis dets officielle religion er sundhed, forebyggelse og ikke-rygning. Velfærdsstaten har erstattet den menneskelige overlevelseskamp med en selvudslettende dyrkelse af det risikofrie samfund. Overlevelsesinstinktet og kampen for tilværelsen er fortrængt til fordel for krav om sociale rettigheder, efterløn og førtidspension.

Men denne velfærdsmentalitet er efter vores opfattelse langsomt under forandring. At Danmark siden 2002 har været en krigsførende nation har afgørende betydning for vores selvopfattelse og nationale identitet. På trods af mange faldne soldater er det ikke svært at rekruttere nye soldater til missionen, og der er bred politisk opbakning.

Om krigen mod terrorister i Afghanistan kan vindes i nogen relevant forstand, må officerer og eksperter afgøre. Det centrale for os er den holdningsændring, som sker i Danmark: Væk fra neutralisme og pacifisme og hen imod aktivisme og krigsførelse. Denne holdningsændring, mener vi, kan blive en katalysator for et nødvendigt skifte i den danske tryghedsnarkomani og velfærdsmentalitet.

I krigen skabes en eksistentialitet, hvor soldaterne hver dag befinder sig på grænsen mellem liv og død. Krigen er den åbenlyse negation af velfærdsmoralen. I Afghanistan kan livet slutte brat og tilfældigt. Det ved alle i indsatsen. Det skaber en anden moral, der bygger på et ekstremt sammenhold og fællesskab båret af en vished om, at overlevelse ikke er givet, men hver dag skal tilkæmpes.

I velfærdsstaten er vi forskånet disse overvejelser. Aldrig før har vi haft så stor materiel overflod og tryghed. Alligevel flyder medierne over med rapporter og undersøgelser af potentielle skadevirkninger af alt fra pollen, røget fisk, rygning og fødevareingredienser til rullegardiner.

Kampen for det daglige brød har i den danske velfærdsstat mistet sin relevans. Vi har alle alt, hvad vi har brug for og mere til. Og hvis vi ikke kan få et arbejde eller kommer ud for en ulykke, sørger staten for vores overlevelse. Det er dog en velsignelse, der ikke er kommet uden sin pris.

Velfærdsstatens ideal er, at alle skal have det godt uanset egen vilje og adfærd. Samtidig foragtes overlevelsesinstinktet som et dyrisk og før-civilisatorisk element, som den moderne tid har overflødiggjort. Menneskesynet i velfærdsstaten bygger på, at mennesker vil det gode og måske kan hjælpes lidt på vej af påbud og forbud. Et menneskesyn som også lå til grund for de socialistiske samfundsforsøg i det 20. århundrede, som af samme grund forliste. For mennesket vil sig selv og sin selvopretholdelse og politik burde dreje sig om at kanalisere denne drift ind i ordnede og civiliserede former.

Det er sundt, at borgerne frygter noget værre end kontanthjælp, førtidspension og efterløn. Det er fint nok med et socialt sikkerhedsnet, men i dag har det udviklet sig til en blød og behagelig dyne, som trætter og bedøver. Socialdemokraternes gamle slagord om ”Gør din pligt og kræv din ret” er blevet erstattet af kun at kræve sine sociale rettigheder opfyldt.

Samtidig med vores fanatiske efterstræbelse af den risikofrie hverdag, dyrker vi i stigende grad risikobetonede aktiviteter som kitesurfing, faldskærmsudspring og ekstremsport i vores fritid. Behovet for at prøve grænser af ligger dybt i mennesket. Tænk hvis al den energi kunne bruges mere konstruktivt i samfundets økonomi. Paradokset illustrerer, hvad man måske kan betragte som en eksistentiel samfundskrise: Kampen for at vise sit ypperste er blevet en fritidsbeskæftigelse.

Den engelske filosof Thomas Hobbes mente i 1600-tallet, at overlevelse var menneskets dybeste drift og parret med menneskets rationalitet det, som skabte samfund og retsorden. Den russiske forfatter Fjodor Dostojevski hævdede i forlængelse her af, at viljen til at hævde sig var urinstinktet i mennesket.

Velfærdsstatens fejl er dens menneskesyn, som fejlagtigt ignorerer urdriften i mennesket. Hvis ikke mennesker kan udfolde deres overlevelsesinstinkt under ordnede former i kampen for tilværelsen, vil de optræde i fordrejede og negative former til fordærv og depravering.

Da grundloven blev diskuteret i 1848 argumenterede N.F.S. Grundtvig faktisk for, at den nuværende forsørgelsesparagraf (”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige….” § 75) ville blive en katastrofe for Danmark. Det skulle specificeres, mente Grundtvig, at driverter, drukkenbolte og døgenigte ikke kunne få offentlig understøttelse og hjælpen skulle øremærkes gamle, syge og forældreløse børn, altså genuint svage. For ellers gik der inflation i udueligheden.

At Danmark er blevet en krigsførende nation ændrer vores selvopfattelse. Tusinder af mennesker er i berøring med krigen som soldater eller fædre, mødre, klassekammerater, naboer, kærester og børn af soldater. Alle disse mennesker mærker på egen krop, at der er større og vigtigere ting i livet end middellevetid, pollenallergi og fedtprocenter i kødpålæg. Uanset om krigen vindes eller tabes, og uanset om krigsindsatsen i sidste instans gavner eller skader Afghanistan, er effekten på den danske mentalitet kolossal og efter vores mening gavnlig.

Det lyder sympatisk at ville gøre noget godt for samfundet. Men i praksis er samfundet langtfra en homogen størrelse. Vi er alle drevet af forskellige ønsker og behov. At tale om samfundsansvar som om, samfundet er en strømlinet enhed med fælles mål, er både misvisende og meningsløst.Samfundsansvar er i praksis blevet et barometer for imagepleje og politisk korrekthed.

Syndsforladelsen udløses af buzzwords som bæredygtighed, grønne jobs, grøn teknologi, grønt-hvad-som-helst, fairtrade og ikke mindst non-profit. Skurkerollen indtages lige så selvfølgeligt af profit, konkurrence, kapitalisme, grådighed, egoisme og alt det ikke-grønne. I denne uskønne alliance mellem strategisk nødvendighed og politisk korrekthed bliver samfundsansvar som begreb misbrugt til at fremme venstrefløjens ønsker om mere statslig regulering og indblanding i de frie markeder.

Men konflikten mellem samfundsnytte og egeninteresse er falsk. Debatten om samfundsansvar er i virkeligheden en værdikamp, hvor nogle med pres, tvang eller moralske formaninger prøver at få andre til at handle ud fra et bestemt politisk værdisæt. Vi kan hver især gøre, hvad vi vil med vores penge og tid. Men når samfundsansvar bruges som påskud for at tvinge virksomheder eller enkeltpersoner til at handle imod deres egeninteresse, er det både moralsk forkasteligt og skadeligt.

Uddrag af kronik bragt i Berlingske Tidende d. 20. oktober 2010. Læs resten af kronikken her.

Den fattigdom, Ali Maktabi taler om, når han refererer til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds (AE) rapport, er alene den relative fattigdom. Der er ikke tale om mennesker, der sulter eller står uden tag over hovedet, men om mennesker, der har relativt mindre forbrugsmuligheder end andre. AE antager nemlig, at man er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst.

Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år. Den relative fattigdom siger derfor ikke meget om den enkeltes livssituation. En stor del af de 300.000 relativt fattige er studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er i denne lavindkomstgruppe, er ude af kategorien allerede året efter. Faktisk er Danmark det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til denne lavindkomstgruppe.

I stedet for at fokusere på meningsløse teoretiske opgørelser, skal vi fokusere på at hjælpe dem, der virkeligt ikke kan klare sig selv: Ikke mindst narkomaner, psykisk syge, handicappede og udsatte børn.

Det er tragisk, at vi i Danmark bruger så store summer på velfærdsydelser til mennesker, der egentligt ikke har behov. I min budgettale, som Ali Maktabi citerer ude af kontekst, brugte jeg mit eget eksempel: Som studerende fik jeg boligsikring, selvom jeg kunne have klaret mig uden. Dengang tænkte jeg ikke over det, og det, tror jeg, desværre er meget typisk for den rettighedsmentalitet, vi har udviklet i Danmark.

Staten skal hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv – men vi er mange, der egentligt ikke har brug for hjælp, og vi skal indstille os på at tage et større ansvar for os selv i fremtiden.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 14. oktober 2010

Mediestormen oven på de uheldige sager i foråret har været en udløsende faktor, men vælgerkrisen skyldes i mindst lige så høj grad, at vi over de seneste år har bevæget os længere og længere væk fra vores politiske rødder. Vi taler måske om frihed og personligt ansvar, men vi har ikke leveret varen.

Siden 2001 er der kommet over 30.000 flere offentligt ansatte, de offentlige udgifter er steget med 66 mia. og der er i dag flere mennesker uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Ligeledes har vi vedtaget rygeforbud, hundeforbud, statslige madpakker, knivforbud og en række andre nye regler, der begrænser borgernes personlige frihed og ansvar.

Der er selvfølgeligt også lyspunkter, men samlet set er der kommet mere stat og mere formynderi under VK regeringen. Det er ikke konservativ politik – og det vil vælgerne straffe os for til næste valg, hvis vi ikke retter kursen op.

Der er stadig i bedste fald et år til valget og meget kan ske inden da. Men det kræver, at vi trækker i arbejdstøjet. Vi må formulere et klart politisk projekt baseret på vores historiske mærkesager: En mindre offentlig sektor, lavere skat og mere frihed til den enkelte. Vi skal hjælpe de svageste, men tillade den brede middelklasse at klare sig selv.

Vi kunne for eksempel starte med at afskaffe efterlønnen, omlægge SUen til lån, indføre et permanent udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver og indføre en flad skat på maksimalt 50% – men helst lavere.

Vi skal ikke bekymre os over, at nogle vil være uenige med os. Det er bedre at have et klart budskab til den femtedel af befolkningen, der grundlæggende er konservativ, end at forsøge at fortynde politikken så meget, at alle er enige. Selv hvis ingen andre partier vil være med, må ingen vælgere være i tvivl om, hvad Konservative vil. Vi skal turde mene noget. Ellers bliver vi ligegyldige.

Debatindlæg i Konservative på Frederiksbergs medlemsblad, Lindebladet, oktober 2010

Det største problem er, at open access kan have konsekvenser, der er helt modsat, hvad ministeren og systemets fortalere ønsker. Det vil med væsentlig sandsynlighed lede til, at færre videnskabelige resultater produceres og spredes.

Problemet er, at de bedste tidsskrifter selvfølgeligt ikke vil acceptere, at deres produkter samtidig stilles frit til rådighed i andre databaser. Hvis videnskabsministeren får held til at gennemføre sit open access-system, vil det derfor forhindre danske forskere i at publicere og deltage i den videnskabelige verdenselite. De vil være nødsaget til at vinke farvel til forskningsstøtte, hvis de ønsker at være med, hvor de allerbedste publicerer.

(..) Ved at stille artikler ‘gratis’ til rådighed underminerer man nemlig det private forlagssystem. Under et open access-system vil private aktører ikke kunne tjene på at udgive forskning. De vil trække sig ud eller true med at gøre det. Alternativet er et system, hvor staten subsidierer eller simpelthen selv påtager sig at drive tidsskrifter. Men al erfaring viser, at et sådant arrangement næppe er en god idé.

Uddrag af kommentar skrevet af professor Nicolai J. Foss (CBS), lektor Christian Bjørnskov (Aarhus Universitet), ph.d. stipendiat Mie Harder (CBS) og professor Peter Kurrild-Klitgaard (Københavns Universitet). Læs resten af kommentaren i Berlingske Tidende d. 27. september 2010.

For at få boligsikring skulle jeg udfylde en flere sider lang ansøgning og indsende alle mulige bilag til kommunen. Jeg ringede ind og blev grundigt vejledt omkring, hvordan alle dokumenterne skulle udfyldes. Senere blev ansøgningen og de mange bilag vurderet af kommunens medarbejdere.

Jeg fik omkring 200 kr. om måneden. Penge, der ingenting betød i min daglige økonomi og som jeg sagtens kunne have klaret mig uden. Men det var jo noget, jeg havde ret til. Og det er nok meget symptomatisk for den rettighedsmentalitet, vi har udviklet i Danmark. Vi er gode til at sørge for, at vi får det, vi har krav på. Men vi tænker måske ikke så tit over, om vi egentligt har brug for alt det, vi får.

Der er mennesker, der har brug for hjælp. Men vi har efterhånden indrettet et system, hvor det mere handler om rettigheder end om behov. Hvor alle betaler – og alle får lommepenge af staten. Til gengæld ædes en masse penge op af administration og bureaukrati. Den offentlige sektor vokser og vokser og har aldrig været større, men det meste af velfærden går til middelklassen – og ikke til de allersvageste i samfundet.

Danmark har verdens største offentlige sektor – til gengæld er den private sektor, der jo er en forudsætning for vores rigdom og velstand, på smalkost. Hvis der skal være råd til en velfærdsstat i fremtiden, skal der rettes op på den ubalance. Derfor er det nødvendigt at stoppe væksten i den offentlige sektor. Vi skal tage hånd om dem, der ikke kan klare sig selv – men vi er mange, der egentligt ikke har brug for hjælp, og vi skal indstille os på at tage et større ansvar for os selv i fremtiden.

Nulvækst er ingen udsultning af det offentlige. Men det kræver, at vi bliver bedre til at prioritere, og det kræver nogle svære valg her og nu. Med det brede budgetforlig, der er indgået for 2011, går Frederiksberg forrest. Det er ikke altid populært at stramme op, og det har bestemt ikke været lette beslutninger. Men det er nødvendigt.

Vi udbygger på nogle områder og bruger færre penge på andre områder, men overordnet kan vi være godt tilfredse med resultatet. Vi fastholder og styrker kerneservicen i skoler, daginstitutioner og på ældreområdet, samtidig med at vi sparer penge på at gøre tingene smartere og klogere på en række områder.

Med budgettet for 2011 har vi vist, at det godt kan lade sig gøre at skabe balance i økonomien – uden de voldsomme nedskæringer og skattestigninger, der er på tale i mange andre kommuner.

Tale ved kommunalbestyrelsens fortsatte 1. behandling af budget 2011 onsdag d. 8. september 2010

I Danmark opmuntres folk nemlig ikke til at tænke selv. Tværtimod har vi opbygget et statsapparat, der i stigende grad pakker os ind i vat og beskytter os imod konsekvenserne af vores egne valg. Eller ganske enkelt forbyder de valg, der ikke er gode og rigtige nok.

Har vi i Danmark drevet forbrugerbeskyttelse så vidt, at vi er godt i gang med at afskaffe den kritiske sans og sunde fornuft?

Forbrugerbeskyttelse kan være udmærket. For eksempel når legetøj og andre almindeligvis uskadelige produkter indeholder kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer. Men det er et misforstået hensyn at forsøge at opdrage folk til at leve sundt ved at klistre dødningehoveder på cigaretpakker og sætte strafskatter på sukker og fedt.

Ingen er i tvivl om, at fastfood og cigaretter er usundt. I stedet for at appellere til vores almindelige sunde fornuft, skaber de mange løftede pegefingre en illusion om, at alt, der ikke er omfattet af advarsler, er sundt og godt. For vores egen skyld har vi altså udliciteret den kritiske sans til staten, så vi ikke længere behøver tænke selv.

Et utal af love har til hensigt at beskytte os mod mere eller mindre reelle trusler. For eksempel har vi en ferielov, der tvinger os til at lægge en del af lønnen til side, så det hele ikke drikkes op eller ødsles bort på tant og fjas. Og i stedet for at lade os hver især indgå de lejeaftaler, vi selv finder rimelige, har vi en planøkonomisk huslejelovgivning, der under påskud af at beskytte lejerne ikke engang tillader udlejere af få deres egne omkostninger dækket.

Hvilke rabatter og vilkår, virksomheder må tilbyde kunder, er også reguleret ved lov. For eksempel må forretninger og kunder ikke selv tage stilling til, om de vil benytte sig af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer. Det kan være besværligt eller uigennemskueligt for forbrugerne, påpeger Forbrugerrådet, der indædt kæmper imod EUs krav om en ophævelse af de danske forbud.

Et andet eksempel er regerings redningspakke til flekslånerne, der i 2008 havde udsigt til stigende renter. Risikovillige lånere havde godt nok haft stor fordel af de lave renter i årene forinden, men de blev alligevel skånet af staten i det øjeblik, risikovilligheden havde en pris.

Budskabet til de mere forsigtige husejere må være, at hovedet fremover er bedre placeret under armen.

Staten beskytter os også imod letsindige, men offerløse, handlinger som hashrygning, bilkørsel uden sele, hasardspil og spilleautomater. Hvis en restaurant eller kiosk ansøger om tilladelse til at opstille et par enarmede tyveknægte, tager spillemyndigheden tilmed særlig højde for, om der skulle befinde sig en skole eller kirke i nærheden. Åbenbart er skolebørn og kirkegængere særligt modtagelige for åndeligt fordærv.

Men kreativiteten kender ingen grænser. Benny Engelbrecht (S), der i sandhed er forbrugerbeskyttelsens førstemand, har for eksempel foreslået at indføre et loft over prisen på sms konkurrencer i tv-programmer som X-faktor. Han tøver heller ikke med at udråbe det som en ”sejr for forbrugerne”, at EU valgte at forbyde det helt igennem uskadelige enzym thrombin, der under navnet ”kødklister” skabte stor debat i foråret. McDonald’s reklamer til børn vil han også forbyde. SF går endnu længere og ønsker et generelt forbud mod at blande legetøj og mad. Slut med Happy Meals. Men hvorfor ikke stole på vores evne til at vælge selv?

Det er jo netop forbrugernes kritiske valg og fravalg, der presser virksomheder til konstant at forbedre sig. Benny Engelbrecht og Co. vil sikkert hævde, at staten bedre end borgerne kan sætte rammer for virksomhedernes drift. Mange statslige krav til blandt andet arbejdsmiljø og god selskabsledelse er sikkert også enkeltvis udmærkede initiativer.

Men jo længere vi går i retning mod, at forbrugerne fratages valget, og staten slet og ret fortæller virksomhederne, hvordan de skal drive forretning, jo mere nærmer vi os det planøkonomiske samfund, der fejlede så katastrofalt i Sovjetunionen og Østeuropa.

Som Adam Smith allerede i 1759 påpegede, kan en central styring af ressourcerne aldrig måle sig med den effektivitet, kreativitet og nyskabelse, der spontant opstår ud af menneskers frie valg. Hvis ellers vi får lov til at tænke og vælge selv.

Resultatet af overdreven forbrugerbeskyttelse er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten, der således bekræftes i, at borgerne ikke selv magter ansvaret. Vi opnår aldrig et risikofrit samfund, men i processen bliver vi alle dummere og fattigere.

Logikken kender vi alle. Så længe et barn kører med støttehjul på cyklen, lærer det aldrig at holde balancen. Derfor tager forældrene på et tidspunkt støttehjulene af, selvom det resulterer i, at barnet får nogle skrammer og blå mærker. På Christiansborg er man – desværre – i gang med den modsatte øvelse.

Kommentar i Berlingske Tidende tirsdag d. 7. september 2010

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har regeringens politik siden 2001 drevet tusindvis af danskere ud i fattigdom. Dette har atter bragt forslaget om en fattigdomsgrænse på banen. I EU er der også fokus på fattigdom og i en plan for ”intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst” ønsker Europa Kommissionen at indføre nationale fattigdomsgrænser på 60% af et lands medianindkomst.

Danmark er det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til lavindkomstgruppen. Der er uden tvivl personer, der har det svært, men der findes ikke i traditionel forstand fattigdom i Danmark.

Relativ fattigdom
Når de forenede godhedsordførere i SF, S, RV og EL og ikke mindst Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekymrer sig om stigende fattigdom, taler de alene om den relative fattigdom. Der er ikke tale om mennesker, der sulter eller står uden tag over hovedet, men om mennesker, der har relativt mindre forbrugsmuligheder end andre.

AE mener nemlig, at man per definition er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år. De personer, som AE betegner som fattige i dag, er faktisk som gruppe blevet rigere end for 10 år siden. Deres indkomstfremgang har bare ikke været lige så stor som for andre grupper i samfundet.

Hvis man for eksemplets skyld fastfryser fattigdomsgrænsen på år 2000-niveau, viser en udregning fra Finansministeriet faktisk, at antallet af fattige er faldet med cirka 16.000 personer eller 8% fra 2000 til 2007. Det er derfor i bedste fald misvisende, når Arbejdernes Erhvervsråd hævder, at der er sket en stor stigning i antallet af fattige.

Faktisk er en betydelig del af de 300.000 fattige, som AE har regnet sig frem til, studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er fattige ifølge denne definition, er ude af kategorien allerede det følgende år.

At opgøre fattigdom som en bestemt andel af medianindkomsten er derfor både meningsløst og misvisende. En konsekvens af denne målemetode er desuden, at der som regel kommer flere fattige, når der er vækst og fremgang i samfundet, og færre fattige i nedgangstider.

Målet er lighed
Dette siger dog intet om det enkelte menneskes livssituation. En relativ fattigdomsgrænse er nemlig i virkeligheden et mål for ulighed og ikke for fattigdom. Fattigdomsgrænser handler derfor heller ikke om at bekæmpe fattigdom. Det er først og fremmest en skrivebordskrig, der tjener som egopleje for de politisk korrekte på venstrefløjen.

Ved at kræve en fattigdomsgrænse taler de lige ind i hjerterne på journalister og vælgere. De pynter sig med social indignation, idealisme og moralsk overlegenhed og revser regeringen for manglende handlekraft. Men det er en blåøjet idealisme. De foregiver at kunne afskaffe fattigdom med et fingerknips, men undgår behændigt at tale om konkrete initiativer eller løsninger.

En relativ fattigdomsgrænse vil give arbejde til regeringens talknusere, til en hær af EU-bureaukrater og til diverse sagsbehandlere, konsulenter og rådgivere, der skal udarbejde strategier og evalueringer, men det gør ingen forskel for de virkeligt udsatte i samfundet.

Der kan være mange årsager til, at en person har en lav indkomst i et år. Der kan for eksempel være tale om kortvarig ledighed, personlige livsstilsvalg, orlov eller uddannelsesophold. Man er fattig, hvis man ikke har mulighed for at forbedre sin egen livssituation. Men man er ikke fattig, blot fordi man ét år har en indkomst, der er under halvdelen af medianindkomsten.

Varm luft
Idéen om en fattigdomsgrænse bygger derfor mere på varm luft end på en reel bekymring for de udsatte i samfundet. Det er marketing og selveksponering, der ikke hjælper de svageste. Faktisk kunne man forledes til at tro, at venstrefløjen i virkeligheden er ligeglade med de mest udsatte. Hjemløse, narkomaner og sindslidende stemmer alligevel sjældent.

Derfor giver det udmærket mening at bruge kræfterne på at sælge varm luft på dåse til den brede middelklasse, der gerne vil stemme på social ansvarlighed og verdensfred. Selvom at Özlem Cekic (SF), Mette Frederiksen (S) og andre taler om at sætte fokus på de svageste, er konsekvensen den stik modsatte. Der bliver investeret tid, penge og spaltemillimeter på en akademisk diskussion af indkomstgrænser, der siger meget lidt om menneskers egentlige levevilkår. Alt imens forsvinder fokus væk fra de reelle problemer på samfundets bund.

Der er mennesker i Danmark, der lever under utålelige kår. Men de bliver ikke hjulpet af fattigdomsgrænser eller af den udglatning af indkomstforskellene, som er venstrefløjens egentlige formål med at bekæmpe fattigdom ud fra en relativ målestok.

I stedet for at sætte teoretiske og ubrugelige mål for fattigdom, bør vi fokusere på at hjælpe dem, der reelt lever på kanten af samfundet. Ikke mindst narkomanerne, de psykisk syge, de handikappede og de udsatte børn.

Klumme på 180grader.dk