Det lyder sympatisk at ville gøre noget godt for samfundet. Men i praksis er samfundet langtfra en homogen størrelse. Vi er alle drevet af forskellige ønsker og behov. At tale om samfundsansvar som om, samfundet er en strømlinet enhed med fælles mål, er både misvisende og meningsløst.Samfundsansvar er i praksis blevet et barometer for imagepleje og politisk korrekthed.

Syndsforladelsen udløses af buzzwords som bæredygtighed, grønne jobs, grøn teknologi, grønt-hvad-som-helst, fairtrade og ikke mindst non-profit. Skurkerollen indtages lige så selvfølgeligt af profit, konkurrence, kapitalisme, grådighed, egoisme og alt det ikke-grønne. I denne uskønne alliance mellem strategisk nødvendighed og politisk korrekthed bliver samfundsansvar som begreb misbrugt til at fremme venstrefløjens ønsker om mere statslig regulering og indblanding i de frie markeder.

Men konflikten mellem samfundsnytte og egeninteresse er falsk. Debatten om samfundsansvar er i virkeligheden en værdikamp, hvor nogle med pres, tvang eller moralske formaninger prøver at få andre til at handle ud fra et bestemt politisk værdisæt. Vi kan hver især gøre, hvad vi vil med vores penge og tid. Men når samfundsansvar bruges som påskud for at tvinge virksomheder eller enkeltpersoner til at handle imod deres egeninteresse, er det både moralsk forkasteligt og skadeligt.

Uddrag af kronik bragt i Berlingske Tidende d. 20. oktober 2010. Læs resten af kronikken her.

Den fattigdom, Ali Maktabi taler om, når han refererer til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds (AE) rapport, er alene den relative fattigdom. Der er ikke tale om mennesker, der sulter eller står uden tag over hovedet, men om mennesker, der har relativt mindre forbrugsmuligheder end andre. AE antager nemlig, at man er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst.

Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år. Den relative fattigdom siger derfor ikke meget om den enkeltes livssituation. En stor del af de 300.000 relativt fattige er studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er i denne lavindkomstgruppe, er ude af kategorien allerede året efter. Faktisk er Danmark det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til denne lavindkomstgruppe.

I stedet for at fokusere på meningsløse teoretiske opgørelser, skal vi fokusere på at hjælpe dem, der virkeligt ikke kan klare sig selv: Ikke mindst narkomaner, psykisk syge, handicappede og udsatte børn.

Det er tragisk, at vi i Danmark bruger så store summer på velfærdsydelser til mennesker, der egentligt ikke har behov. I min budgettale, som Ali Maktabi citerer ude af kontekst, brugte jeg mit eget eksempel: Som studerende fik jeg boligsikring, selvom jeg kunne have klaret mig uden. Dengang tænkte jeg ikke over det, og det, tror jeg, desværre er meget typisk for den rettighedsmentalitet, vi har udviklet i Danmark.

Staten skal hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv – men vi er mange, der egentligt ikke har brug for hjælp, og vi skal indstille os på at tage et større ansvar for os selv i fremtiden.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 14. oktober 2010

Mediestormen oven på de uheldige sager i foråret har været en udløsende faktor, men vælgerkrisen skyldes i mindst lige så høj grad, at vi over de seneste år har bevæget os længere og længere væk fra vores politiske rødder. Vi taler måske om frihed og personligt ansvar, men vi har ikke leveret varen.

Siden 2001 er der kommet over 30.000 flere offentligt ansatte, de offentlige udgifter er steget med 66 mia. og der er i dag flere mennesker uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Ligeledes har vi vedtaget rygeforbud, hundeforbud, statslige madpakker, knivforbud og en række andre nye regler, der begrænser borgernes personlige frihed og ansvar.

Der er selvfølgeligt også lyspunkter, men samlet set er der kommet mere stat og mere formynderi under VK regeringen. Det er ikke konservativ politik – og det vil vælgerne straffe os for til næste valg, hvis vi ikke retter kursen op.

Der er stadig i bedste fald et år til valget og meget kan ske inden da. Men det kræver, at vi trækker i arbejdstøjet. Vi må formulere et klart politisk projekt baseret på vores historiske mærkesager: En mindre offentlig sektor, lavere skat og mere frihed til den enkelte. Vi skal hjælpe de svageste, men tillade den brede middelklasse at klare sig selv.

Vi kunne for eksempel starte med at afskaffe efterlønnen, omlægge SUen til lån, indføre et permanent udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver og indføre en flad skat på maksimalt 50% – men helst lavere.

Vi skal ikke bekymre os over, at nogle vil være uenige med os. Det er bedre at have et klart budskab til den femtedel af befolkningen, der grundlæggende er konservativ, end at forsøge at fortynde politikken så meget, at alle er enige. Selv hvis ingen andre partier vil være med, må ingen vælgere være i tvivl om, hvad Konservative vil. Vi skal turde mene noget. Ellers bliver vi ligegyldige.

Debatindlæg i Konservative på Frederiksbergs medlemsblad, Lindebladet, oktober 2010

Lad borgerne tænke selv og træffe flere af deres egne valg i stedet for at løse alle problemer med forbud. Sådan lyder opfordringen fra Mie Harder, ph.d. stipendiat og rådmand for de konservative i Frederiksberg Kommune.

Hun mener, at forbrugerbeskyttelsen i Danmark er gået for vidt især inden for sundhedspolitikken. – Resultatet er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten. Vi er i gang med at afskaffe den kritiske sans og den sunde fornuft, mener Mie Harder.

- Jeg mener ikke altid staten er den bedste til at vurdere, hvad der er til ens eget bedste. Jeg mener ikke at staten, samfundet og eksperter skal definere, hvad der er et godt liv og tvinge alle mennesker til at leve på den måde.

Hun mener at det skal være den enkeltes eget frie valg om man vil køre med sikkerhedssele og cykelhjelm, lige som det skal være frit at vælge at ryge, fordi det måske er vigtigere end muligheden for at leve nogle år længere.

Hør udsendelsen her.

For at få boligsikring skulle jeg udfylde en flere sider lang ansøgning og indsende alle mulige bilag til kommunen. Jeg ringede ind og blev grundigt vejledt omkring, hvordan alle dokumenterne skulle udfyldes. Senere blev ansøgningen og de mange bilag vurderet af kommunens medarbejdere.

Jeg fik omkring 200 kr. om måneden. Penge, der ingenting betød i min daglige økonomi og som jeg sagtens kunne have klaret mig uden. Men det var jo noget, jeg havde ret til. Og det er nok meget symptomatisk for den rettighedsmentalitet, vi har udviklet i Danmark. Vi er gode til at sørge for, at vi får det, vi har krav på. Men vi tænker måske ikke så tit over, om vi egentligt har brug for alt det, vi får.

Der er mennesker, der har brug for hjælp. Men vi har efterhånden indrettet et system, hvor det mere handler om rettigheder end om behov. Hvor alle betaler – og alle får lommepenge af staten. Til gengæld ædes en masse penge op af administration og bureaukrati. Den offentlige sektor vokser og vokser og har aldrig været større, men det meste af velfærden går til middelklassen – og ikke til de allersvageste i samfundet.

Danmark har verdens største offentlige sektor – til gengæld er den private sektor, der jo er en forudsætning for vores rigdom og velstand, på smalkost. Hvis der skal være råd til en velfærdsstat i fremtiden, skal der rettes op på den ubalance. Derfor er det nødvendigt at stoppe væksten i den offentlige sektor. Vi skal tage hånd om dem, der ikke kan klare sig selv – men vi er mange, der egentligt ikke har brug for hjælp, og vi skal indstille os på at tage et større ansvar for os selv i fremtiden.

Nulvækst er ingen udsultning af det offentlige. Men det kræver, at vi bliver bedre til at prioritere, og det kræver nogle svære valg her og nu. Med det brede budgetforlig, der er indgået for 2011, går Frederiksberg forrest. Det er ikke altid populært at stramme op, og det har bestemt ikke været lette beslutninger. Men det er nødvendigt.

Vi udbygger på nogle områder og bruger færre penge på andre områder, men overordnet kan vi være godt tilfredse med resultatet. Vi fastholder og styrker kerneservicen i skoler, daginstitutioner og på ældreområdet, samtidig med at vi sparer penge på at gøre tingene smartere og klogere på en række områder.

Med budgettet for 2011 har vi vist, at det godt kan lade sig gøre at skabe balance i økonomien – uden de voldsomme nedskæringer og skattestigninger, der er på tale i mange andre kommuner.

Tale ved kommunalbestyrelsens fortsatte 1. behandling af budget 2011 onsdag d. 8. september 2010

I Danmark opmuntres folk nemlig ikke til at tænke selv. Tværtimod har vi opbygget et statsapparat, der i stigende grad pakker os ind i vat og beskytter os imod konsekvenserne af vores egne valg. Eller ganske enkelt forbyder de valg, der ikke er gode og rigtige nok.

Har vi i Danmark drevet forbrugerbeskyttelse så vidt, at vi er godt i gang med at afskaffe den kritiske sans og sunde fornuft?

Forbrugerbeskyttelse kan være udmærket. For eksempel når legetøj og andre almindeligvis uskadelige produkter indeholder kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer. Men det er et misforstået hensyn at forsøge at opdrage folk til at leve sundt ved at klistre dødningehoveder på cigaretpakker og sætte strafskatter på sukker og fedt.

Ingen er i tvivl om, at fastfood og cigaretter er usundt. I stedet for at appellere til vores almindelige sunde fornuft, skaber de mange løftede pegefingre en illusion om, at alt, der ikke er omfattet af advarsler, er sundt og godt. For vores egen skyld har vi altså udliciteret den kritiske sans til staten, så vi ikke længere behøver tænke selv.

Et utal af love har til hensigt at beskytte os mod mere eller mindre reelle trusler. For eksempel har vi en ferielov, der tvinger os til at lægge en del af lønnen til side, så det hele ikke drikkes op eller ødsles bort på tant og fjas. Og i stedet for at lade os hver især indgå de lejeaftaler, vi selv finder rimelige, har vi en planøkonomisk huslejelovgivning, der under påskud af at beskytte lejerne ikke engang tillader udlejere af få deres egne omkostninger dækket.

Hvilke rabatter og vilkår, virksomheder må tilbyde kunder, er også reguleret ved lov. For eksempel må forretninger og kunder ikke selv tage stilling til, om de vil benytte sig af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer. Det kan være besværligt eller uigennemskueligt for forbrugerne, påpeger Forbrugerrådet, der indædt kæmper imod EUs krav om en ophævelse af de danske forbud.

Et andet eksempel er regerings redningspakke til flekslånerne, der i 2008 havde udsigt til stigende renter. Risikovillige lånere havde godt nok haft stor fordel af de lave renter i årene forinden, men de blev alligevel skånet af staten i det øjeblik, risikovilligheden havde en pris.

Budskabet til de mere forsigtige husejere må være, at hovedet fremover er bedre placeret under armen.

Staten beskytter os også imod letsindige, men offerløse, handlinger som hashrygning, bilkørsel uden sele, hasardspil og spilleautomater. Hvis en restaurant eller kiosk ansøger om tilladelse til at opstille et par enarmede tyveknægte, tager spillemyndigheden tilmed særlig højde for, om der skulle befinde sig en skole eller kirke i nærheden. Åbenbart er skolebørn og kirkegængere særligt modtagelige for åndeligt fordærv.

Men kreativiteten kender ingen grænser. Benny Engelbrecht (S), der i sandhed er forbrugerbeskyttelsens førstemand, har for eksempel foreslået at indføre et loft over prisen på sms konkurrencer i tv-programmer som X-faktor. Han tøver heller ikke med at udråbe det som en ”sejr for forbrugerne”, at EU valgte at forbyde det helt igennem uskadelige enzym thrombin, der under navnet ”kødklister” skabte stor debat i foråret. McDonald’s reklamer til børn vil han også forbyde. SF går endnu længere og ønsker et generelt forbud mod at blande legetøj og mad. Slut med Happy Meals. Men hvorfor ikke stole på vores evne til at vælge selv?

Det er jo netop forbrugernes kritiske valg og fravalg, der presser virksomheder til konstant at forbedre sig. Benny Engelbrecht og Co. vil sikkert hævde, at staten bedre end borgerne kan sætte rammer for virksomhedernes drift. Mange statslige krav til blandt andet arbejdsmiljø og god selskabsledelse er sikkert også enkeltvis udmærkede initiativer.

Men jo længere vi går i retning mod, at forbrugerne fratages valget, og staten slet og ret fortæller virksomhederne, hvordan de skal drive forretning, jo mere nærmer vi os det planøkonomiske samfund, der fejlede så katastrofalt i Sovjetunionen og Østeuropa.

Som Adam Smith allerede i 1759 påpegede, kan en central styring af ressourcerne aldrig måle sig med den effektivitet, kreativitet og nyskabelse, der spontant opstår ud af menneskers frie valg. Hvis ellers vi får lov til at tænke og vælge selv.

Resultatet af overdreven forbrugerbeskyttelse er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten, der således bekræftes i, at borgerne ikke selv magter ansvaret. Vi opnår aldrig et risikofrit samfund, men i processen bliver vi alle dummere og fattigere.

Logikken kender vi alle. Så længe et barn kører med støttehjul på cyklen, lærer det aldrig at holde balancen. Derfor tager forældrene på et tidspunkt støttehjulene af, selvom det resulterer i, at barnet får nogle skrammer og blå mærker. På Christiansborg er man – desværre – i gang med den modsatte øvelse.

Kommentar i Berlingske Tidende tirsdag d. 7. september 2010

I år har rekord mange unge søgt ind på universiteterne, men desværre er der ikke altid sammenhæng mellem de unges studievalg og deres efterfølgende jobmuligheder. Journalistik, film- og medievidenskab, design og grafisk kommunikation er blandt uddannelserne med flest ansøgere per studieplads, imens der stadig er ledige pladser på for eksempel naturfag og it-uddannelser.

At forsøge med vold og magt at banke samfundsnyttige kompetencer ind i hovedet på de studerende igennem for eksempel tvungne ophold i udlandet er dog både besværligt og bureaukratisk. Lad mig foreslå en meget lettere løsning.

Afskaf SUen
Erstat først og fremmest SUen med et statslån. Et lån, der senere skal tilbagebetales, vil skabe et naturligt incitament til at vælge uddannelser, der fører til job. Ligeledes vil flere blive færdige til tiden.

Det betyder ikke, at alle skal læse naturvidenskab eller studere i udlandet. Vi har nemlig forskellige personlige kompetencer og interesser, der påvirker, hvor i samfundet vi kan gøre størst nytte. Ligeledes ændrer samfundets behov sig hele tiden. Et system, der fremmer de kompetencer, vi har brug for i dag, risikerer at være forældet i morgen.

Hvis de studerende i stedet gives incitament til at vælge uddannelser, der ruster dem til at forsørge sig selv, skal de nok automatisk tilpasse deres studievalg til de behov og udfordringer, der er aktuelle i samfundet. Hvis SUen erstattes med lån, vil mange også kunne nøjes med at arbejde mindre ved siden af studierne. De vil nemlig få mere udbetalt for de samme timer, da hele personfradraget kan anvendes på studiejobbet.

Afskaf topskatten
Samtidig bør vi selvfølgeligt afskaffe topskatten. Dette hører godt nok ikke til dit ressortområde, men du kunne måske tale med dine ministerkolleger. Når de studerende skal betale en større gæld tilbage efter studierne, er det kun rimeligt, at de også kan beholde en større andel af deres løn. Hvis det bedre kan betale sig at tage et højtlønnet job, vil flere desuden dygtiggøre sig og tillære sig de kvalifikationer, der bliver efterspurgt.

Den lønforskel, man i dag kan opnå ved at vælge en uddannelse, der er en mangelvare i samfundet, bliver i det store og hele udlignet af en højere marginalskat. Derfor kan de studerende være ligeglade med, hvor nyttig deres uddannelse er. Forskellen på at vælge en samfundsnyttig og ikke-samfundsnyttig uddannelse er jo til at overse i deres privatøkonomi.

En afskaffelse af SU og topskat gavner altså på flere måder regeringens målsætninger. Flere vil dygtiggøre sig, de vil vælge uddannelser, der fører til job og de vil blive hurtigere færdige. Og det kan lade sig gøre helt uden tvang.

De bedste hilsner fra en partikollega.

Klumme på 180grader.dk

Konservativt opråb

Partiet De Konservative er kommet så langt væk fra sine rødder, at det kan koste partiet magten. De Konservative burde stå for lavere skat og personligt ansvar, men i stedet fører partiet en formynderisk politik med nye forbud og nye skatter og afgifter. Sådan lyder opråbet fra en konservativ på Frederiksberg til partitoppen på Christiansborg.

Medvirkende: Mie Harder, konservativ, medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og Rasmus Jarlov, konservativ, medlem af Folketinget

Indslaget kan høres her.

I disse tider får samfundet ellers skylden for meget. Ansvaret er sjældent vores eget og løsningen afkræves derfor af ”de andre”. Samfundet, staten eller naboerne. De arbejdsløse er ofre for den borgerlige regerings kyniske politik, internationale konjunkturer, kapitalisters egoistiske profitmaksimering eller noget helt fjerde og har krav på fire års forsørgelse, hvis det står til fagforeningerne og venstrefløjen.

Kunstnere og skuespillere er ofre for ulidelige arbejdsvilkår. Studerende bukker under for samfundets urimelige forventninger og må søge krisehjælp. Kvinder er ofre for mænds aggressive seksualitet – og mænd er ofre for en voksende feminisering af samfundet. Ældre er ofre for alderdommens snigende nedbrydning og mennesker med børn er i en kategori helt for sig.

Overvægtige er ofre for supermarkedernes lokkende mængderabatter og sofaens pacificerende omklamring . Arbejdsgivere må gribe ind med fedmepolitikker og sunde frokostordninger. Afgifter på fedt, sukker og alkohol er påkrævet. Forældre tvinges til at købe unødvendigt legetøj til deres tiggende børn, så reklamer rettet mod børn må reguleres eller forbydes. Velstillede vindrikkere i Nordsjælland er slet ikke klar over, at de er ofre, og må have særlige tilbud for at slippe af med deres misbrug.

Med så mange stakler og ofre er det utroligt, at landet endnu ikke er brudt sammen. Danskerne er blevet en flok uskyldige medpassagerer i deres egne liv. I hvert fald hvis man skal tro de mange offerhistorier i tv og aviser. Mest tragisk er det dog, at vi tilsyneladende kollektivt har købt historien om, at vi er helt uden indflydelse på vores egen lykke. Tilbage er kun muligheden for at tigge om almisser fra Christiansborg. Derfor er klagesangen da også uden ende.

Jeg ønsker selvfølgeligt ikke, at nogen skal dele Lisbeth Salanders tragiske skæbne i Millennium bøgerne. Hendes respons er nok også en tand for voldeligt. Men hun sætter sig i det mindste ikke ned og forventer, at andre løser hendes problemer. Uanset Stieg Larssons kommunistiske ophav demonstrerer hans bøger, at man altid kan påvirke sit eget liv. Ingen er uskyldig i sin egen skæbne. Men man kan rigtigt nok tage forskellige grader af ansvar.

Klumme på 180grader.dk

Kunne man ikke påstå, at SU’en – som en af de få støtteordninger, der er direkte målrettet samfundets top – burde være et oplagt reformemne? De studerende er på ingen måde svage eller udsatte. Tværtimod kan de se frem til en høj livstidsindkomst – og det er tilmed gratis at uddanne sig. Eller rettere sagt, andre mennesker betaler i forvejen for selve uddannelsen.

Men Mette Rasmussen står ikke alene. Hendes klagesang er desværre et eksempel på en tendens, der i de seneste år har nået nye højder. En nationalsport kunne man måske kalde det. Hvor den, der med størst dygtighed fremstiller sig selv som særligt udsat, kåres som vinder. Børn, unge, studerende, pensionister, børnefamilier, enlige – ja snart sagt hele befolkningen har særlige behov og har ret til at stikke snablen dybt ned i skatteydernes lommer. Tilbage står de rigtigt udsatte, f.eks. hjemløse, sindslidende, narkomaner og handicappede, der ikke skriver læserbreve eller demonstrerer på rådhuspladsen.

Hvis vi også i fremtiden vil have råd til at hjælpe de allermest udsatte, kan vi ikke blive ved med at give mere til alle. Som ressourcestærke, fremsynede borgere med samfundssind burde de studerende i stedet gå forrest og foreslå SU’en erstattet med et lån. De studerende har ikke brug for almisser.