I Danmark opmuntres folk nemlig ikke til at tænke selv. Tværtimod har vi opbygget et statsapparat, der i stigende grad pakker os ind i vat og beskytter os imod konsekvenserne af vores egne valg. Eller ganske enkelt forbyder de valg, der ikke er gode og rigtige nok.

Har vi i Danmark drevet forbrugerbeskyttelse så vidt, at vi er godt i gang med at afskaffe den kritiske sans og sunde fornuft?

Forbrugerbeskyttelse kan være udmærket. For eksempel når legetøj og andre almindeligvis uskadelige produkter indeholder kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer. Men det er et misforstået hensyn at forsøge at opdrage folk til at leve sundt ved at klistre dødningehoveder på cigaretpakker og sætte strafskatter på sukker og fedt.

Ingen er i tvivl om, at fastfood og cigaretter er usundt. I stedet for at appellere til vores almindelige sunde fornuft, skaber de mange løftede pegefingre en illusion om, at alt, der ikke er omfattet af advarsler, er sundt og godt. For vores egen skyld har vi altså udliciteret den kritiske sans til staten, så vi ikke længere behøver tænke selv.

Et utal af love har til hensigt at beskytte os mod mere eller mindre reelle trusler. For eksempel har vi en ferielov, der tvinger os til at lægge en del af lønnen til side, så det hele ikke drikkes op eller ødsles bort på tant og fjas. Og i stedet for at lade os hver især indgå de lejeaftaler, vi selv finder rimelige, har vi en planøkonomisk huslejelovgivning, der under påskud af at beskytte lejerne ikke engang tillader udlejere af få deres egne omkostninger dækket.

Hvilke rabatter og vilkår, virksomheder må tilbyde kunder, er også reguleret ved lov. For eksempel må forretninger og kunder ikke selv tage stilling til, om de vil benytte sig af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer. Det kan være besværligt eller uigennemskueligt for forbrugerne, påpeger Forbrugerrådet, der indædt kæmper imod EUs krav om en ophævelse af de danske forbud.

Et andet eksempel er regerings redningspakke til flekslånerne, der i 2008 havde udsigt til stigende renter. Risikovillige lånere havde godt nok haft stor fordel af de lave renter i årene forinden, men de blev alligevel skånet af staten i det øjeblik, risikovilligheden havde en pris.

Budskabet til de mere forsigtige husejere må være, at hovedet fremover er bedre placeret under armen.

Staten beskytter os også imod letsindige, men offerløse, handlinger som hashrygning, bilkørsel uden sele, hasardspil og spilleautomater. Hvis en restaurant eller kiosk ansøger om tilladelse til at opstille et par enarmede tyveknægte, tager spillemyndigheden tilmed særlig højde for, om der skulle befinde sig en skole eller kirke i nærheden. Åbenbart er skolebørn og kirkegængere særligt modtagelige for åndeligt fordærv.

Men kreativiteten kender ingen grænser. Benny Engelbrecht (S), der i sandhed er forbrugerbeskyttelsens førstemand, har for eksempel foreslået at indføre et loft over prisen på sms konkurrencer i tv-programmer som X-faktor. Han tøver heller ikke med at udråbe det som en ”sejr for forbrugerne”, at EU valgte at forbyde det helt igennem uskadelige enzym thrombin, der under navnet ”kødklister” skabte stor debat i foråret. McDonald’s reklamer til børn vil han også forbyde. SF går endnu længere og ønsker et generelt forbud mod at blande legetøj og mad. Slut med Happy Meals. Men hvorfor ikke stole på vores evne til at vælge selv?

Det er jo netop forbrugernes kritiske valg og fravalg, der presser virksomheder til konstant at forbedre sig. Benny Engelbrecht og Co. vil sikkert hævde, at staten bedre end borgerne kan sætte rammer for virksomhedernes drift. Mange statslige krav til blandt andet arbejdsmiljø og god selskabsledelse er sikkert også enkeltvis udmærkede initiativer.

Men jo længere vi går i retning mod, at forbrugerne fratages valget, og staten slet og ret fortæller virksomhederne, hvordan de skal drive forretning, jo mere nærmer vi os det planøkonomiske samfund, der fejlede så katastrofalt i Sovjetunionen og Østeuropa.

Som Adam Smith allerede i 1759 påpegede, kan en central styring af ressourcerne aldrig måle sig med den effektivitet, kreativitet og nyskabelse, der spontant opstår ud af menneskers frie valg. Hvis ellers vi får lov til at tænke og vælge selv.

Resultatet af overdreven forbrugerbeskyttelse er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten, der således bekræftes i, at borgerne ikke selv magter ansvaret. Vi opnår aldrig et risikofrit samfund, men i processen bliver vi alle dummere og fattigere.

Logikken kender vi alle. Så længe et barn kører med støttehjul på cyklen, lærer det aldrig at holde balancen. Derfor tager forældrene på et tidspunkt støttehjulene af, selvom det resulterer i, at barnet får nogle skrammer og blå mærker. På Christiansborg er man – desværre – i gang med den modsatte øvelse.

Kommentar i Berlingske Tidende tirsdag d. 7. september 2010

I år har rekord mange unge søgt ind på universiteterne, men desværre er der ikke altid sammenhæng mellem de unges studievalg og deres efterfølgende jobmuligheder. Journalistik, film- og medievidenskab, design og grafisk kommunikation er blandt uddannelserne med flest ansøgere per studieplads, imens der stadig er ledige pladser på for eksempel naturfag og it-uddannelser.

At forsøge med vold og magt at banke samfundsnyttige kompetencer ind i hovedet på de studerende igennem for eksempel tvungne ophold i udlandet er dog både besværligt og bureaukratisk. Lad mig foreslå en meget lettere løsning.

Afskaf SUen
Erstat først og fremmest SUen med et statslån. Et lån, der senere skal tilbagebetales, vil skabe et naturligt incitament til at vælge uddannelser, der fører til job. Ligeledes vil flere blive færdige til tiden.

Det betyder ikke, at alle skal læse naturvidenskab eller studere i udlandet. Vi har nemlig forskellige personlige kompetencer og interesser, der påvirker, hvor i samfundet vi kan gøre størst nytte. Ligeledes ændrer samfundets behov sig hele tiden. Et system, der fremmer de kompetencer, vi har brug for i dag, risikerer at være forældet i morgen.

Hvis de studerende i stedet gives incitament til at vælge uddannelser, der ruster dem til at forsørge sig selv, skal de nok automatisk tilpasse deres studievalg til de behov og udfordringer, der er aktuelle i samfundet. Hvis SUen erstattes med lån, vil mange også kunne nøjes med at arbejde mindre ved siden af studierne. De vil nemlig få mere udbetalt for de samme timer, da hele personfradraget kan anvendes på studiejobbet.

Afskaf topskatten
Samtidig bør vi selvfølgeligt afskaffe topskatten. Dette hører godt nok ikke til dit ressortområde, men du kunne måske tale med dine ministerkolleger. Når de studerende skal betale en større gæld tilbage efter studierne, er det kun rimeligt, at de også kan beholde en større andel af deres løn. Hvis det bedre kan betale sig at tage et højtlønnet job, vil flere desuden dygtiggøre sig og tillære sig de kvalifikationer, der bliver efterspurgt.

Den lønforskel, man i dag kan opnå ved at vælge en uddannelse, der er en mangelvare i samfundet, bliver i det store og hele udlignet af en højere marginalskat. Derfor kan de studerende være ligeglade med, hvor nyttig deres uddannelse er. Forskellen på at vælge en samfundsnyttig og ikke-samfundsnyttig uddannelse er jo til at overse i deres privatøkonomi.

En afskaffelse af SU og topskat gavner altså på flere måder regeringens målsætninger. Flere vil dygtiggøre sig, de vil vælge uddannelser, der fører til job og de vil blive hurtigere færdige. Og det kan lade sig gøre helt uden tvang.

De bedste hilsner fra en partikollega.

Klumme på 180grader.dk

Konservativt opråb

Partiet De Konservative er kommet så langt væk fra sine rødder, at det kan koste partiet magten. De Konservative burde stå for lavere skat og personligt ansvar, men i stedet fører partiet en formynderisk politik med nye forbud og nye skatter og afgifter. Sådan lyder opråbet fra en konservativ på Frederiksberg til partitoppen på Christiansborg.

Medvirkende: Mie Harder, konservativ, medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og Rasmus Jarlov, konservativ, medlem af Folketinget

Indslaget kan høres her.

I disse tider får samfundet ellers skylden for meget. Ansvaret er sjældent vores eget og løsningen afkræves derfor af ”de andre”. Samfundet, staten eller naboerne. De arbejdsløse er ofre for den borgerlige regerings kyniske politik, internationale konjunkturer, kapitalisters egoistiske profitmaksimering eller noget helt fjerde og har krav på fire års forsørgelse, hvis det står til fagforeningerne og venstrefløjen.

Kunstnere og skuespillere er ofre for ulidelige arbejdsvilkår. Studerende bukker under for samfundets urimelige forventninger og må søge krisehjælp. Kvinder er ofre for mænds aggressive seksualitet – og mænd er ofre for en voksende feminisering af samfundet. Ældre er ofre for alderdommens snigende nedbrydning og mennesker med børn er i en kategori helt for sig.

Overvægtige er ofre for supermarkedernes lokkende mængderabatter og sofaens pacificerende omklamring . Arbejdsgivere må gribe ind med fedmepolitikker og sunde frokostordninger. Afgifter på fedt, sukker og alkohol er påkrævet. Forældre tvinges til at købe unødvendigt legetøj til deres tiggende børn, så reklamer rettet mod børn må reguleres eller forbydes. Velstillede vindrikkere i Nordsjælland er slet ikke klar over, at de er ofre, og må have særlige tilbud for at slippe af med deres misbrug.

Med så mange stakler og ofre er det utroligt, at landet endnu ikke er brudt sammen. Danskerne er blevet en flok uskyldige medpassagerer i deres egne liv. I hvert fald hvis man skal tro de mange offerhistorier i tv og aviser. Mest tragisk er det dog, at vi tilsyneladende kollektivt har købt historien om, at vi er helt uden indflydelse på vores egen lykke. Tilbage er kun muligheden for at tigge om almisser fra Christiansborg. Derfor er klagesangen da også uden ende.

Jeg ønsker selvfølgeligt ikke, at nogen skal dele Lisbeth Salanders tragiske skæbne i Millennium bøgerne. Hendes respons er nok også en tand for voldeligt. Men hun sætter sig i det mindste ikke ned og forventer, at andre løser hendes problemer. Uanset Stieg Larssons kommunistiske ophav demonstrerer hans bøger, at man altid kan påvirke sit eget liv. Ingen er uskyldig i sin egen skæbne. Men man kan rigtigt nok tage forskellige grader af ansvar.

Klumme på 180grader.dk

Kunne man ikke påstå, at SU’en – som en af de få støtteordninger, der er direkte målrettet samfundets top – burde være et oplagt reformemne? De studerende er på ingen måde svage eller udsatte. Tværtimod kan de se frem til en høj livstidsindkomst – og det er tilmed gratis at uddanne sig. Eller rettere sagt, andre mennesker betaler i forvejen for selve uddannelsen.

Men Mette Rasmussen står ikke alene. Hendes klagesang er desværre et eksempel på en tendens, der i de seneste år har nået nye højder. En nationalsport kunne man måske kalde det. Hvor den, der med størst dygtighed fremstiller sig selv som særligt udsat, kåres som vinder. Børn, unge, studerende, pensionister, børnefamilier, enlige – ja snart sagt hele befolkningen har særlige behov og har ret til at stikke snablen dybt ned i skatteydernes lommer. Tilbage står de rigtigt udsatte, f.eks. hjemløse, sindslidende, narkomaner og handicappede, der ikke skriver læserbreve eller demonstrerer på rådhuspladsen.

Hvis vi også i fremtiden vil have råd til at hjælpe de allermest udsatte, kan vi ikke blive ved med at give mere til alle. Som ressourcestærke, fremsynede borgere med samfundssind burde de studerende i stedet gå forrest og foreslå SU’en erstattet med et lån. De studerende har ikke brug for almisser.

Tanken er ellers meget sympatisk. Som i myten hvor Odysseus binder sig til masten af sit skib for ikke at lade sig lokke af sirenernes skønsang, lægger regeringen bånd på sig selv for ikke at fristes til at give skatteskruen endnu et nøk opad hver gang et nyt godt forslag savner finansiering. Desværre har båndene vist sig ikke at være stærke nok. Regeringen og DFs genopretningsplan øger skatteindtægterne med ikke mindre end 9,8 mia. kroner. Ikke just småpenge.

Statsministeren har da også indrømmet, at det ikke er helt i tråd med ånden i skattestoppet. Men ikke desto mindre tælles der stadig dage, timer, minutter og sekunder af skattestoppets levetid på Venstres hjemmeside. Det ville være komisk, hvis det ikke var så trist.

Men lad mig give regeringen et forslag. Problemet med skattestoppet er jo, at det ikke nytter noget at sætte skatteskruen i bero, hvis udgifternes himmelflugt fortsætter ufortrødent. På sigt må alle udgifter betragtes som skatter, da pengene kun kan hentes hos borgerne. Så længe udgifterne og gælden stiger, skubber vi bare regningen foran os. Det eneste skattestop, der virker, er derfor et udgiftsstop. Hvis regeringen virkeligt ønsker at sikre borgerne mod yderligere plyndring i fremtiden, bør den erstatte det efterhånden gennemhullede skattestop med et permanent udgiftsstop. I landet med verdens største offentlige sektor kan vi nok klare os med, hvad vi har nu.

Men indtil da: Skattestoppet er dødt. Længe leve skattestoppet!

Klumme på 180grader.dk

Det er slemt nok, at kronikken idealiserer et Big Mother samfund, der overbeskyttende tørrer sine børns snottede næser og beskytter dem mod at træffe dårlige valg. Men mest bekymrende er det, at al formynderiet forsvares med et ønske om at øge borgernes frihed.

Forslaget kalder de ”En liberal og effektiv tobakspolitik”, men den er mere effektiv end liberal. Kronikørernes egentligt dagsorden er selvsagt at begrænse rygning. Frihed er at have gode alternativer, hævder de. Men når først de gode alternativer sættes på formel og udvælges af staten eller et særligt bemyndiget ekspertpanel, er der ikke længere tale om et frit valg. De gode alternativer er jo valgt på forhånd – og de politisk ukorrekte muligheder er behændigt filtreret fra.

Når kronikørerne sætter lighedstegn mellem et frit liv og et røgfrit liv, viser de med al tydelighed, at de ikke taler frihedens sag. Frihed kan naturligvis ikke gennemføres med tvang. Frihed er retten til at vælge selv – også hvis de valg, man træffer, er tåbelige eller risikofyldte.

For mange er det åbenlyst vigtigere, at borgerne træffer de rigtige valg – end at de træffer frie valg. Det kan man kalde alt muligt, men det har intet med frihed at gøre. Hvis frihed ikke skal ende med at være en tom skal, der kan påfyldes et hvilket som helst indhold, må de af os, der har vores frihed kær, protestere over denne misbrug af begrebet.

Nej, det mener jeg ikke. Jeg forsøger at have politiske idealer, som jeg selv kan leve op til. På venstrefløjen er der mange, der har nogle verdensfjerne idéer om et økologisk, bilfrit samfund, og så kan det være svært at leve op til. Men jeg mener, vi skal lave politik for virkelige mennesker i stedet for at prøve at indrette samfundet efter vores skrivebordsidealer.

Det mener jeg ikke er kynisk. Jeg vil hellere kalde mig realist. Jeg har selv masser af idealer om at tage personligt ansvar, men ikke et ideal om at jeg skal købe alt økologisk og ikke må tage flyet. Jeg køber sjældent økologisk, og jeg går heller ikke så meget op i CO2. Jeg mener, at dommedagsscenarierne er overdrevne. Selv har jeg ikke en bil, og jeg slukker da for fjernsynet om natten. Men folk er altså ikke onde, fordi de rejser med fly, kører i bil eller ejer et fjernsyn.

Det betyder ikke, at vi ikke skal handle, men vi skal ikke prøve at genindføre et samfund, hvor vi bor i jordhuler og kører i hestevogne.

Politiken Debat, s. 6., lørdag d. 22. maj 2010

Man forestiller sig med gru hvilke andre begrundelser, der ikke lever op til Etisk Råds moralske kriterier. I dag kan man indtil 12. uge – uden at svare på spørgsmål – vælge en abort, fordi tandfeen har foreslået det i en drøm. Eller fordi graviditeten kommer i vejen for ferie eller karriereplaner. At ingen skal godkende årsagen er netop essensen af den frie abort. Man behøver med andre ord ingen årsag.

Hvis Etisk Råd får held til at trække deres patentmoral ned over hovedet på gravide danske kvinder, er det ikke kun en trussel mod den hårdt tilkæmpede ret til fri abort – det underminerer også en helt grundlæggende rettighed i et liberalt demokrati. Nemlig retten til at eje sig selv.

På tværs af politiske partier og grupperinger deler de fleste borgerlige det grundsynspunkt, at mennesket har retten til selvejerskab. Retten til selvejerskab adskiller de frihedsorienterede verdensanskuelser fra de tvangsorienterede, kollektive ideologier.

Fra retten til selvejerskab udspringer alle vores andre grundlæggende rettigheder. Retten til at tænke, føle, mene og sige, hvad vi vil og retten til frugten af vores arbejde. Jeg ejer mig selv, står til ansvar over for mig selv og har ret til at indrette mit liv, som jeg ønsker – så længe jeg ikke krænker andres tilsvarende rettigheder. Dermed ikke sagt, at alle værdier er lige gode, eller at moral er uvæsentligt, men det tilfalder ikke staten at påtvinge borgerne en bestemt moralopfattelse.

Desværre er Etisk Råds udfordring af den frie abort langt fra det eneste eksempel på, at tvangsorienterede anskuelser vinder frem. Intellektuelle, politikere og eksperter lancerer det ene forslag efter det andet, der i en kakafoni af gode intentioner udvider fællesskabets ret til at definere det gode liv og den gode moral.

For eksempel er det i Danmark forbudt at ryge hash, køre i bil uden sikkerhedssele og spille poker for penge – selvom disse handlinger ikke har nogle ofre. Forslag om at indføre formodet samtykke til organdonation, forbyde købesex, påbyde cykelhjelme, forbyde reklamer for slik og forbyde solarier er andre eksempler på, at den enkelte borger tvinges til at underkaste sig fællesskabet.

Uanset hvor gode intentionerne bag disse forslag er, er det bagvedliggende menneskesyn skræmmende. Mennesket er ikke et mål i sig selv, men reduceres til et middel til at opnå samfundets større mål. Mennesket ejer altså ikke – a priori – sig selv. Hvis først denne grundsten i demokratiet smuldrer, er det svært at forestille sig grænser for fællesskabets tvangsdoserede omsorg.

Når retten til at vælge overlades til andre, bliver omsorg nemlig til ligegyldighed. Når vi træffer valg for os selv, tager vi naturligt udgangspunk i vores egne unikke behov og præferencer. Overlades valget til andre – meningstyranner i folketinget eller Etisk Råd – bliver vi alle skåret over en kam. Når staten definerer vores behov, er resultatet en one-fits-all løsning, der i virkeligheden tilfredsstiller de færreste.

Det har Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt for nylig erfaret på egen krop. Nok er vi alle lige, men nogle er som bekendt mere lige end andre. Fællesskabets universalløsning, enhedsskolen, er god nok til alle andre, men ikke til Mette og Helles egne børn. Alligevel tiltror de ikke os andre samme evne til at vælge selv.

Men hvis den enkelte ikke har ret til at træffe sine egne valg – også hvis de valg er risikofyldte eller decideret tåbelige – hvorfor så ikke indføre vitaminpillepåbud, faste sengetider, obligatorisk morgengymnastik og statsdikterede kostplaner? Hvad med at forbyde høje hæle, hårfarve, parfume, alkohol, tobak og rødt kød? Ingen solbadning på stranden mellem kl. 12 og 15, ingen risikobetonet sport, intet husarbejde uden sikkerhedsudstyr og intet sukker, slik, sjov eller ballade.

Det ville uden tvivl gavne folkesundheden og statsunderskuddet. Hvorfor så overlade valget til den enkelte, der så let lader sig lokke af samfundets mange syndige fristelser?

Er det grotesk? Ja! Men desværre ikke så langt fra virkeligheden. Hvis mine naboer, politikere og skiftende flertal i befolkningen har ret til at bestemme over min krop, min kost og mit sexliv – hvad har de så ikke ret til at bestemme?

Gæsteindlæg på Damefrokosten.com

Halvdelen af planen afhænger af fagforeningernes velvilje. Og allerede få timer efter lanceringen er der uro i geledderne, da FOA blankt afviser en generel stigning i arbejdstiden. Men mest påfaldende er det måske, at S og SF vil finansiere en stadig voksende offentlig sektor ved på forskellig vis at kræve mere ind fra dem, der i forvejen bidrager allermest.

For nej, der er ikke tale om, at alle må bidrage. I Danmark er der flere uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Dét vil S og SF ikke ændre på. I stedet skal det mindretal, der arbejder, arbejde endnu mere. Og hvis de er tilstrækkeligt dygtige og flittige, skal de også betale lidt ekstra i misundelsesskat. Den såkaldte millionærskat. Virksomheder, der kunne få den skøre idé at skabe jobs i Danmark, skal selvsagt også beskattes hårdere.

Planen brillerer i sit fuldstændige fravær af løsninger på de udfordringer, Danmark står overfor. Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, har helt ret, når han kalder planen en hjælpepakke til den offentlige sektor og ikke en væktspakke for Danmark. Der er ingen udsigt til at få de mange tusinder, der står uden for arbejdsmarkedet, med på vognen, og verdens største offentlige sektor skal gøres endnu større.

Hvis Helle og Villy får held til at gennemføre deres forslag, vil de cementere den katastrofale kurs, der er sat for det danske samfund. Vi vil få mindre vækst, færre jobs og mere statsbureaukrati. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før det hårdtarbejdende mindretal, der betaler gildet, vil begynde at forlade skibet. Og hvad vil det mon betyde for dem, der bliver tilbage?

Klumme på 180grader.dk