Det største problem er, at open access kan have konsekvenser, der er helt modsat, hvad ministeren og systemets fortalere ønsker. Det vil med væsentlig sandsynlighed lede til, at færre videnskabelige resultater produceres og spredes.

Problemet er, at de bedste tidsskrifter selvfølgeligt ikke vil acceptere, at deres produkter samtidig stilles frit til rådighed i andre databaser. Hvis videnskabsministeren får held til at gennemføre sit open access-system, vil det derfor forhindre danske forskere i at publicere og deltage i den videnskabelige verdenselite. De vil være nødsaget til at vinke farvel til forskningsstøtte, hvis de ønsker at være med, hvor de allerbedste publicerer.

(..) Ved at stille artikler ‘gratis’ til rådighed underminerer man nemlig det private forlagssystem. Under et open access-system vil private aktører ikke kunne tjene på at udgive forskning. De vil trække sig ud eller true med at gøre det. Alternativet er et system, hvor staten subsidierer eller simpelthen selv påtager sig at drive tidsskrifter. Men al erfaring viser, at et sådant arrangement næppe er en god idé.

Uddrag af kommentar skrevet af professor Nicolai J. Foss (CBS), lektor Christian Bjørnskov (Aarhus Universitet), ph.d. stipendiat Mie Harder (CBS) og professor Peter Kurrild-Klitgaard (Københavns Universitet). Læs resten af kommentaren i Berlingske Tidende d. 27. september 2010.

Lad borgerne tænke selv og træffe flere af deres egne valg i stedet for at løse alle problemer med forbud. Sådan lyder opfordringen fra Mie Harder, ph.d. stipendiat og rådmand for de konservative i Frederiksberg Kommune.

Hun mener, at forbrugerbeskyttelsen i Danmark er gået for vidt især inden for sundhedspolitikken. – Resultatet er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten. Vi er i gang med at afskaffe den kritiske sans og den sunde fornuft, mener Mie Harder.

- Jeg mener ikke altid staten er den bedste til at vurdere, hvad der er til ens eget bedste. Jeg mener ikke at staten, samfundet og eksperter skal definere, hvad der er et godt liv og tvinge alle mennesker til at leve på den måde.

Hun mener at det skal være den enkeltes eget frie valg om man vil køre med sikkerhedssele og cykelhjelm, lige som det skal være frit at vælge at ryge, fordi det måske er vigtigere end muligheden for at leve nogle år længere.

Hør udsendelsen her.

Konservativt opråb

Partiet De Konservative er kommet så langt væk fra sine rødder, at det kan koste partiet magten. De Konservative burde stå for lavere skat og personligt ansvar, men i stedet fører partiet en formynderisk politik med nye forbud og nye skatter og afgifter. Sådan lyder opråbet fra en konservativ på Frederiksberg til partitoppen på Christiansborg.

Medvirkende: Mie Harder, konservativ, medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og Rasmus Jarlov, konservativ, medlem af Folketinget

Indslaget kan høres her.

Nej, det mener jeg ikke. Jeg forsøger at have politiske idealer, som jeg selv kan leve op til. På venstrefløjen er der mange, der har nogle verdensfjerne idéer om et økologisk, bilfrit samfund, og så kan det være svært at leve op til. Men jeg mener, vi skal lave politik for virkelige mennesker i stedet for at prøve at indrette samfundet efter vores skrivebordsidealer.

Det mener jeg ikke er kynisk. Jeg vil hellere kalde mig realist. Jeg har selv masser af idealer om at tage personligt ansvar, men ikke et ideal om at jeg skal købe alt økologisk og ikke må tage flyet. Jeg køber sjældent økologisk, og jeg går heller ikke så meget op i CO2. Jeg mener, at dommedagsscenarierne er overdrevne. Selv har jeg ikke en bil, og jeg slukker da for fjernsynet om natten. Men folk er altså ikke onde, fordi de rejser med fly, kører i bil eller ejer et fjernsyn.

Det betyder ikke, at vi ikke skal handle, men vi skal ikke prøve at genindføre et samfund, hvor vi bor i jordhuler og kører i hestevogne.

Politiken Debat, s. 6., lørdag d. 22. maj 2010

Den 9. april førstebehandlede folketinget et beslutningsforslag fra Socialdemokraterne, der ønsker at udvide forbuddet til også at omfatte animeret børneporno. Beslutningsforslaget er ikke særligt konkret, men da fotorealistiske fremstillinger allerede er forbudt, antager jeg, at det nye forbud også skal inkludere tegninger, tegnefilm og andre fremstillinger som f.eks. de populære japanske anime og manga-tegneserier.

Selvom de tanker og fantasier, der ligger bag fiktive fremstillinger af børneporno, kan være afskyelige og frastødende, er det af både principielle og praktiske årsager problematisk at forbyde. Helt principielt må vi fastholde, at der er tale om fiktion. Den oprindelige hensigt med straffelovens §235 var at beskytte børn mod det seksuelle misbrug, der finder sted ved fremstilling af børnepornografi. Ved fiktiv børneporno er der intet overgreb og intet offer.

Det, Socialdemokraterne vil forbyde, er altså tanker og fantasier. Uanset hvor væmmelige tilbøjeligheder, der ligger bag disse tanker, er det et meget stort indgreb i ytringsfriheden at forbyde tegninger og animationer, hvor der ikke rent faktisk er sket et overgreb.

Der er heller ingen dokumentation for, at fiktiv børneporno fører til flere overgreb på børn. Hvis tegninger kan forårsage rigtige handlinger, bør vel vi også forbyde film, tv, tegneserier og computerspil med f.eks. voldtægt og meningsløs vold mod uskyldige.

Dertil er det svært at forestille sig, hvordan loven skal håndhæves. Hvornår er en tegning kunst og hvornår er der tale om porno? Hvornår forestiller en tegning et barn og ikke en ung voksen – og hvornår er der tale om en utugtig fremstilling? Ville en episode af South Park med seksuelt indhold for eksempel være forbudt? Hvad med filmatiseringen af Vladimir Nabokovs berømte roman Lolita, der omhandler en voksen mands besættelse og seksuelle forhold til en 12-årig pige? Hvad med Marina Cecilie Ronés nyeste roman, hvor en 12-årig pige forfører en af sin faders mandlige venner?

I et samfund som det danske med tradition for oplysning og åndsfrihed bør vi nøjes med at forbyde handlinger og afholde os fra at forbyde tanker og fantasier. Tanker og ytringer har ingen ofre.

Opinion i Berlingske Tidende mandag d. 12. april 2010

Danmark er ramt af lottofeber. Onsdag aften var der 75 millioner i puljen, og det fik danskerne til at stå i kø i kiosker og butikker på trods af den ubegribelige lille sandsynlighed for gevinst. Ifølge DR Nyhederne var chancen for den helt store gevinst én ud af 98 millioner. Nogenlunde på niveau med chancen for at blive ramt af en meteor på vej til arbejde, vil jeg tro.

Skatteministeriet skønner, at danskerne i alt spiller for mere end 25 mia. kroner om året. Ja, milliarder. Men hvorfor er danskerne så villige til at kaste penge efter noget, hvor chancerne for gevinst er så små? Og hvorfor er det en nyhed i samtlige landsdækkende medier? Er vi bare en nation af spillefugle?

Måske. Men gad vide om det er helt tilfældigt, at vi samtidig har verdens største offentlige sektor? Gad vide om det er et tilfælde, at vi samtidig har et af verdens højeste skattetryk, og at flid og dygtiggørelse derfor giver et forsvindende lille afkast?

I Danmark kan det næsten ikke lade sig gøre at knokle sig til rigdom. Skulle man mod alle odds arbejde sig til en formue, mødes man tilmed med befolkningens og mediernes mistænkeliggørelse og misbilligelse. Jantelov og dyrkelsen af middelmådighed gennemsyrer vores kultur. Rigdom betragtes som uretfærdig og det antydes nærmest, at man må have snydt og bedraget, hvis man er nået så langt.

Medierne bugner med historier om den almindelige dansker og den lille mands kamp. Vi giver den bedste sendeplads til lallende amatører, der hverken kan synge eller danse, frem for at hylde de dygtige og talentfulde. Nyhederne rapporterer om direktørers urimelige lønninger, men ikke om deres hårde arbejde og talent, der har skabt arbejdspladser, vækst og store skatteindtægter til hele samfundets gavn.

Når der ellers ikke er tale om uhæderlighed, er erhvervsnyheder reserveret til korte nyhedsblokke efter hovedudsendelserne, der til gengæld primært omhandler ændringer i offentlig støtte til det ene eller det andet eller politikernes meninger om dette og hint. Naturligt nok, eftersom de mest afgørende beslutninger for mange menneskers liv efterhånden træffes – ikke af dem selv – men af levebrødspolitikere på Christiansborg.

Hvorfor skulle medierne også bruge tid og energi på at beskæftige sig med privat initiativ og erhverv, når de fleste mennesker modtager størstedelen af deres levegrundlag fra staten. For den enkelte borger er logikken selvfølgeligt den samme. Hvorfor bruge tid på uddannelse, virksomhedsopstart eller hårdt arbejde, når belønningen er strafskat og utak.

Den eneste undtagelse er måske eliteidræt. Her hylder vi stadig talent og flid. Men hvis man ikke lige er udstyret med et stort sportsligt talent, er der måske kun tilbage at stille op i X-Faktor eller lade tilfældigheden råde og investere i chancen for at blive lottomillionær. Eller måske er vi bare en nation af spillefugle?

Klumme på 180grader.dk

Men hvorfor ikke yde samme velmenende ”forbrugerbeskyttelse” på andre områder? Kan forbrugerne virkeligt gennemskue priserne på computere, hårde hvidevarer, ejendomme, brugte biler – men ikke på sms afstemninger?

Politisk prisregulering er såvel unødvendigt som etisk og økonomisk problematisk. Alle mennesker bør have ret til at handle frit med hinanden til de priser og vilkår, de selv finder rimelige. Adskillige tragiske forsøg med planøkonomi har netop vist, at politiske indgreb ikke sikrer forbrugerne. Tværtimod begrænses valgmuligheder og konkurrence til alles ulempe. Vi skal bevare det frie valg og de frie priser – også på sms afstemninger.

Jeg er hverken klimaforsker eller i besiddelse af guddommelig og ufejlbarlig viden, men i betragtning af, at klimaet på jorden altid har ændret sig, har jeg svært ved at hidse mig op over udsigten til – måske – et par graders højere middeltemperatur (i det omfang den slags overhoved kan måles) og et antal centimeters stigning af havene.

Selv hvis disse ændringer er den store katastrofe, som de gøres til, er jeg ikke overbevist om, at en tilbagevenden til jordhuler og hestevogne er løsningen. Hvis vi investerer de mange mange milliarder en COP15 aftale vil kræve, viser de bedste estimater, at temperaturstigningen kun udsættes med få dage om hundrede år. Med andre ord er det mest af alt spild af penge.

Ikke desto mindre er klima og grønt blevet de nye buzzwords. Et mantra for de politisk korrekte, der gentages til kvalmepunktet. Klima er ikke længere blot en betegnelse for vejrforholdene på jorden. Det er et plusord, der kædes sammen med den politisk korrekte fortolkning af klimadebatten. Et prædikat, der kan glorificere et hvilket som helst indhold.

Man kan således være klimafornægter, hvilket jo semantisk ikke giver mening. Og Berlingske Tidende har i dag en forsidehistorie om tabet af ufaglærte klimajobs. Men hvorfor er tabet af ufaglærte jobs i vindmølleindustrien værre end et tilsvarende tab af jobs alle mulige andre steder? Det er vel næppe den arbejdskrafttunge og ufaglærte del af vindmølleproduktionen, vi skal leve af fremover?

Klimabetegnelsen misbruges i et væk til at legitimere alle mulige andre dagsordener. I dette tilfælde ønsker 3F mere statsstøtte til deres brancher. Tilsvarende viser grøn strøm sig kun at gavne pengekisten hos energiselskaberne. Ikke desto mindre har venstrefløjen – bl.a. på Frederiksberg – markedsført sig benhårdt på indkøb af den virkningsløse grønne strøm.

Jeg glæder mig i disse dage til at klimamødet er overstået, så vi igen kan tale om de store udfordringer verden og Danmark står overfor. Fattigdom, hungersnød, forurenet drikkevand, arbejdsløshed, AIDS, malaria..

Klimaaftale eller ingen klimaaftale.. det gør nok ikke den store forskel.

Alligevel er der næppe nogle partier, der dropper plakater, læserbreve og uddeling af pjecer på gaderne. Selv er jeg nok også lidt gammeldags. Jeg bruger Facebook og blog aktivt, men jeg forholder mig stadig lidt skeptisk til Twitter og Youtube.

Måske er jeg ved at blive gammel, men jeg klikker næsten aldrig på videoer på hjemmesider. Selv hvis det kun er korte klip, foretrækker jeg at læse information frem for at se en video. Det er klart, at videoen giver et mere levende indtryk af en kandidat. Min partifælle Allan Torp bruger det f.eks. dygtigt. Og det er vel det nærmeste man kommer på at mødes ansigt-til-ansigt uden at forlade sin computerskærm.

Men gider folk at se det? Og hvor stor indflydelse har online medier i det hele taget? Med andre ord, skal jeg tage mig sammen og få lavet en video? Deltag i afstemningen!

Note: There is a poll embedded within this post, please visit the site to participate in this post's poll.

Det er helt grotesk, at man i det 21. århundrede, i en overvejende oplyst og demokratisk verden, stadig kan blive truet på livet på grund af en simpel tegning. Og vi bør applauderer, at alle de store aviser i dag, i modsætning til i 2005 da Muhammed krisen rasede, bakker utvetydigt op om ytringsfriheden.

God smag kan selvsagt diskuteres, men Jyllands-Postens frihed til at trykke, hvad de vil, og tegnernes frihed til at udtrykke sig, som de ønsker, burde være udenfor diskussion.

At disse tegninger fortsat kan vække til had og vold er tegn på, at elementer i denne verden og elementer i Danmark desværre ikke er så oplyste og demokratiske som man kunne ønske sig.