For at få boligsikring skulle jeg udfylde en flere sider lang ansøgning og indsende alle mulige bilag til kommunen. Jeg ringede ind og blev grundigt vejledt omkring, hvordan alle dokumenterne skulle udfyldes. Senere blev ansøgningen og de mange bilag vurderet af kommunens medarbejdere.

Jeg fik omkring 200 kr. om måneden. Penge, der ingenting betød i min daglige økonomi og som jeg sagtens kunne have klaret mig uden. Men det var jo noget, jeg havde ret til. Og det er nok meget symptomatisk for den rettighedsmentalitet, vi har udviklet i Danmark. Vi er gode til at sørge for, at vi får det, vi har krav på. Men vi tænker måske ikke så tit over, om vi egentligt har brug for alt det, vi får.

Der er mennesker, der har brug for hjælp. Men vi har efterhånden indrettet et system, hvor det mere handler om rettigheder end om behov. Hvor alle betaler – og alle får lommepenge af staten. Til gengæld ædes en masse penge op af administration og bureaukrati. Den offentlige sektor vokser og vokser og har aldrig været større, men det meste af velfærden går til middelklassen – og ikke til de allersvageste i samfundet.

Danmark har verdens største offentlige sektor – til gengæld er den private sektor, der jo er en forudsætning for vores rigdom og velstand, på smalkost. Hvis der skal være råd til en velfærdsstat i fremtiden, skal der rettes op på den ubalance. Derfor er det nødvendigt at stoppe væksten i den offentlige sektor. Vi skal tage hånd om dem, der ikke kan klare sig selv – men vi er mange, der egentligt ikke har brug for hjælp, og vi skal indstille os på at tage et større ansvar for os selv i fremtiden.

Nulvækst er ingen udsultning af det offentlige. Men det kræver, at vi bliver bedre til at prioritere, og det kræver nogle svære valg her og nu. Med det brede budgetforlig, der er indgået for 2011, går Frederiksberg forrest. Det er ikke altid populært at stramme op, og det har bestemt ikke været lette beslutninger. Men det er nødvendigt.

Vi udbygger på nogle områder og bruger færre penge på andre områder, men overordnet kan vi være godt tilfredse med resultatet. Vi fastholder og styrker kerneservicen i skoler, daginstitutioner og på ældreområdet, samtidig med at vi sparer penge på at gøre tingene smartere og klogere på en række områder.

Med budgettet for 2011 har vi vist, at det godt kan lade sig gøre at skabe balance i økonomien – uden de voldsomme nedskæringer og skattestigninger, der er på tale i mange andre kommuner.

Tale ved kommunalbestyrelsens fortsatte 1. behandling af budget 2011 onsdag d. 8. september 2010

Signe Heltberg mener nemlig, at man per definition er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år.

Det er derfor misvisende, når Sine Heltberg på baggrund af en rapport fra Arbejdernes Erhvervsråd hævder, at der er sket en stor stigning i antallet af fattige. De personer, som Sine Heltberg betegner som fattige, er faktisk som gruppe blevet rigere end for 10 år siden. Deres indkomstfremgang har bare ikke været lige så stor som for andre grupper i samfundet.

Hvis man for eksemplets skyld fastfryser fattigdomsgrænsen på år 2000-niveau, viser en udregning fra Finansministeriet, at antallet af fattige faktisk er faldet med cirka 16.000 personer eller 8% fra 2000 til 2007. Danmark er i øvrigt det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til denne lavindkomstgruppe.

At opgøre fattigdom som en bestemt andel af medianindkomsten er derfor både meningsløst og misvisende. En konsekvens af denne målemetode er desuden, at der som regel vil komme flere fattige, når samfundet er i vækst, og færre fattige, når der er lavkonjunktur.

Dette siger dog intet om det enkelte menneskets livssituation. En stor del af de 300.000 fattige, som Sine Heltberg taler om, er faktisk studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er i denne lavindkomstgruppe, er ude af kategorien allerede året efter.

Fattigdom er et meget komplekst begreb. Efter min mening er man fattig, hvis man ikke har mulighed for at forbedre sin egen livssituation. Men man er ikke fattig, blot fordi man ét år har en indkomst, der er under halvdelen af medianindkomsten.

I stedet for at sætte teoretiske mål for fattigdom, bør vi fokusere på at hjælpe de virkeligt svage i samfundet: f.eks. narkomaner, psykisk syge, handikappede og udsatte børn.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 26. august 2010

Hver dag tager over 40.000 frederiksbergborgere ud af kommunen for at komme på arbejde, mens mere end 30.000 borgere fra andre kommuner pendler ind i byen. Frederiksberg er dertil en af Nordeuropas vigtigste uddannelsesbyer med mere end 25.000 studerende, der langt fra alle bor i kommunen.

Desuden har Frederiksberg et rigt og varieret kultur- og handelsliv, der i høj grad lever af turister, teaterbesøgende og ”andet godtfolk”, som Lise Hækkerup nedladende beskriver byens gæster.

Vi gør allerede i dag en stor indsats for at skabe alternativer til bilen. Vi investerer blandt andet store summer i metroudbygning, busbaner og cykelstier. Den indsats skal vi fortsætte. Men at opføre en mur rundt om byen er en idé, der hører middelalderen til. Gæster er velkomne på Frederiksberg. Også selvom de ind imellem kommer i bil.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg d. 19. august 2010

Heldigvis er der meget andet, vi kan gøre for at reducere luftforureningen. På Frederiksberg har vi for eksempel arbejdet intenst på at få metroen udbygget. Metro Cityringen, der åbner i 2018 med tre stationer på Frederiksberg, vil knytte byen bedre sammen og skabe bedre forbindelser til regional- og S-tog.

Vi har også investeret mange millioner i busbaner, cykelstier og andre tiltag, der gør det mere attraktivt at lade bilen stå. Ved indkøb af køretøjer og ved udlicitering af transportopgaver stiller kommunen desuden krav om påmontering af filtre. Ligeledes går vi foran med udskiftning af kommunens egne køretøjer til elbiler.

I 2008 indførte vi en miljøzone på Frederiksberg, der stiller krav om, at ældre lastbiler og busser påføres partikelfiltre. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har for nylig lavet en midtvejsevaluering af miljøzonen, der viser en reduktion i partikeludstødningen fra trafikken på omkring 26 procent samt en pæn reduktion i forureningen med kvælstofdioxid (NO2).

Desværre viser rapporten også, at forurening fra trafikken kun udgør en mindre del af den samlede luftforurening. En stor del af partikelforureningen kommer faktisk fra vores nabolande.

Selv om luften er blevet renere i hovedstaden, vil vi selvfølgeligt gerne forbedre luftkvaliteten yderligere. I handlingsplanen for bæredygtig udvikling er det derfor besluttet at udarbejde en langsigtet strategi for reduktion af luftforurening i kommunen. Herunder overvejes også muligheden for at udvide miljøzonen til at omfatte varebiler.

Det er urealistisk at tro, at vi nogensinde kommer luftforureningen helt til livs. Men meget kan gøres uden at opføre en mur om byen.

Læserbrev i Frederiksberg Bladet tirsdag d. 10. august 2010

Allerede d. 8. juli skrev jeg, at bompenge er en dårlig løsning på hovedstadens forureningsproblemer. Bompenge er en urimelig ekstraskat til bilister i hovedstaden, der vil ramme de laveste indkomstgrupper hårdest. For mange er bilen en nødvendighed, når en travl hverdag med børn, indkøb og arbejde skal hænge sammen. Derfor vil vi ikke være med til at indføre bompenge.

Derimod ser vi gerne på muligheder for en national omlægning af bilbeskatningen, der letter skatter og afgifter på køb af bil og øger prisen for at bruge den. Det er rimeligt, at de største forurenere betaler mest, men vi skal ikke øge de samlede bilskatter eller bygge en mur rundt om hovedstaden.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 29. juli 2010

En bil er ikke en luksus forbeholdt de rigeste. For rigtigt mange helt almindelige familier er det tværtimod en nødvendighed for at få hverdagen til at hænge sammen. Dagligt pendler mange tusinder af mennesker ind og ud af hovedstaden for at arbejde, handle og benytte sig af de mange kulturtilbud. Hvis vi ønsker en levende by med forretninger, kultur og arbejdspladser er det nødvendigt, at mennesker kan bevæge sig ind og ud af byen uden urimelige særskatter.

Selvfølgeligt skal vi investere i kollektiv trafik og gøre, hvad vi kan, for at fremme cyklismen. Intelligente kørselsafgifter kan også være en udmærket idé, hvis det sker som led i en generel omlægning af bilbeskatningen, der flytter afgifterne fra køb af bil til forbruget. Men at opføre en mur rundt om København er en idé taget ud af middelalderen. Det rammer skævt og er ikke andet end en ekstra skat på nogle af verdens i forvejen hårdest beskattede bilister.

Derfor er flertallet i Frederiksberg Kommunalbestyrelse imod bompenge. Men hvis S og SF kommer til magten, risikerer Frederiksberg desværre at blive gidsel i venstrefløjens hetz mod bilister.

Læserbrev i Frederiksberg Bladet d. 13. juli 2010

Partikelforurening fra biler er et alvorligt problem i hovedstaden. Derfor skal vi investere i kollektiv trafik og gøre, hvad vi kan, for at fremme cyklismen. Intelligente kørselsafgifter kan også være en udmærket idé, hvis vi samtidig sænker afgifter og skatter i forbindelse med køb af bil. Men en ny strafskat til bilister i hovedstaden, der oven i købet rammer de laveste indkomstgrupper hårdest, er ikke rimelig.

Vi har i forvejen verdens højeste bilbeskatning. Socialdemokraterne glemmer, at en bil ikke er en luksus forbeholdt de rigeste. Når en hverdag skal hænge sammen med børn, indkøb og arbejde er en bil en nødvendighed for mange almindelige mennesker. Ja, vi skal bekæmpe luftforurening – men ikke ved at opføre en mur rundt om hovedstaden.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg d. 8. juli 2010

Derfor er det vigtigt, at vi i kommunerne giver en systematisk hjælp og opfølgning til personer, der har været på krisecenter. Jeg stillede derfor et spørgsmål omkring Frederiksberg Kommunes indsats på kommunalbestyrelsesmødet d. 14. juni.

Forvaltningen bekræftede, at der er stor opmærksomhed omkring voldsramte, og at vi på Frederiksberg bl.a. tilbyder individuel opfølgning, intensiv rådgivning, hjælp til at finde ny bolig og særlig støtte til børn i voldsramte familier.

Det kan være meget svært for voldsramte at bryde ud af et voldeligt forhold og starte en ny tilværelse. Vold i parforhold er stadig tabubelagt og mange fortæller det aldrig til nogen. Det anslås, at mere end 20.000 børn i Danmark lever i hjem med vold. Det sætter dybe spor og fører ofte til depressioner og angst i voksenlivet. Mange gentager også det voldelige mønster i deres egne parforhold som voksne.

Derfor er det vigtigt, at der er gode støttemuligheder på Frederiksberg – og jeg vil have fokus på, hvordan vi også fremover kan hjælpe voldsramte familier videre.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg d. 1. juli 2010

Desværre demonstrerer kronikken kun alt for tydeligt, at Eik Møller har misforstået et par helt basale samfundsøkonomiske sammenhænge. Misforståelser man i sit stille sind kan ønske sig ikke er alt for udbredte blandt landets kommunale direktører. For det første er der ingen, der ønsker en nedslagtning af den offentlige sektor, som Eik Møller antyder. De offentlige udgifter overstiger i dag 1.000 mia. kroner og udgør 60% af BNP. De mest vidtgående forslag bringer det offentlige tilbage til størrelsen under Nyrup regeringen. Det kan vel næppe betegnes som en social massegrav?

For det andet betyder nulvækst eller nedskæringer ikke, som Eik Møller skriver, at det offentlige betaler for krisen. De eneste, der betaler for noget i Danmark, er skatteyderne. Staten, på den anden side, har kun de indtægter, den kan indkræve fra andre menneskers værdiskabelse. Den offentlige sektor eksisterer altså udelukkende, fordi den bæres på hænder af det private erhverv og skatteyderne.  Reformer og nedskæringer medfører derfor ingen byrde for det offentlige, men letter derimod byrden for dem, der skaber den velstand og vækst, der er en forudsætning for overhoved at have et velfærdssamfund.

En kortere version af dette indlæg har været sendt til Berlingske, der dog desværre ikke fandt plads til indlægget.

Planen er hovedsageligt baseret på at kræve mere ind fra dem, der i forvejen bidrager allermest. S og SF vil ikke ændre på, at der i dag er flere uden for arbejdsmarkedet end der er personer i beskæftigelse. I stedet skal dem, der arbejder, arbejde endnu mere, så der kan tilføres flere penge til verdens største offentlige sektor og så asociale ordninger som efterlønnen kan bevares. Er det fair?

Desuden skal virksomheder, der kunne få den fjollede idé at skabe jobs i Danmark, beskattes endnu hårdere – og mennesker, der er særligt flittige, skal betale mere i misundelsesskat. Der er med andre ord tale om mere af det samme fra S og SF. Mere skat, flere regler og større offentlige udgifter. Her og nu bliver hullet i statskassen endnu større og på sigt vil resultatet være mindre vækst, færre jobs og mindre velfærd.

Det lyder måske besnærende, at man kan give mere til alle og samtidig undgå reformer og upopulære besparelser i kommunerne. Men økonomien hænger ikke sammen. Det er ikke fair over for de kommende generationer, der ender med regningen, og det løser ikke vores problemer.

Debatindlæg i bladet Kommunen torsdag d. 17. juni 2010