Mediestormen oven på de uheldige sager i foråret har været en udløsende faktor, men vælgerkrisen skyldes i mindst lige så høj grad, at vi over de seneste år har bevæget os længere og længere væk fra vores politiske rødder. Vi taler måske om frihed og personligt ansvar, men vi har ikke leveret varen.

Siden 2001 er der kommet over 30.000 flere offentligt ansatte, de offentlige udgifter er steget med 66 mia. og der er i dag flere mennesker uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Ligeledes har vi vedtaget rygeforbud, hundeforbud, statslige madpakker, knivforbud og en række andre nye regler, der begrænser borgernes personlige frihed og ansvar.

Der er selvfølgeligt også lyspunkter, men samlet set er der kommet mere stat og mere formynderi under VK regeringen. Det er ikke konservativ politik – og det vil vælgerne straffe os for til næste valg, hvis vi ikke retter kursen op.

Der er stadig i bedste fald et år til valget og meget kan ske inden da. Men det kræver, at vi trækker i arbejdstøjet. Vi må formulere et klart politisk projekt baseret på vores historiske mærkesager: En mindre offentlig sektor, lavere skat og mere frihed til den enkelte. Vi skal hjælpe de svageste, men tillade den brede middelklasse at klare sig selv.

Vi kunne for eksempel starte med at afskaffe efterlønnen, omlægge SUen til lån, indføre et permanent udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver og indføre en flad skat på maksimalt 50% – men helst lavere.

Vi skal ikke bekymre os over, at nogle vil være uenige med os. Det er bedre at have et klart budskab til den femtedel af befolkningen, der grundlæggende er konservativ, end at forsøge at fortynde politikken så meget, at alle er enige. Selv hvis ingen andre partier vil være med, må ingen vælgere være i tvivl om, hvad Konservative vil. Vi skal turde mene noget. Ellers bliver vi ligegyldige.

Debatindlæg i Konservative på Frederiksbergs medlemsblad, Lindebladet, oktober 2010

At det kan være en fordel at være smuk og fotogen – og ikke mindst kvinde – anerkender Hanne-Vibeke Holst. Men hun fastholder alligevel, at furoren omkring Thorning og Espersen handler om køn og ikke om skatteunddragelse eller mødeafbud.

»De har ikke været tilstrækkeligt bevidste om, hvor farligt det er at lade medierne æde sig med hud og hår. For under mediernes fascination ligger et urgammelt kvindehad og ulmer. Det slippes løs, når de her kvinder viser svaghedstegn og kommer i krise,« siger hun.

Kvindekortet kan være effektfuldt, men det virker sjældent befordrende på afsenderens troværdighed eller intellektuelle tyngde. At trække kvindekortet, når man har trådt i spinaten, er en særlig tvivlsom strategi. Det er nemlig som regel dem, der taktisk har udnyttet rollen som kvinde eller mor for at komme frem i samfundet, der senere beklager sig over, at kritikerne er for personlige.

Der er ikke tale om en dobbeltstandard. De bedømmes blot pludselig på den målestok, der fra starten har været et vilkår for de fleste andre mindre karismatiske og ugebladssælgende personer. Om end kravene selvfølgelig, uafhængig af køn, er højere på toppen.

Uddrag af kronik i Berlingske Tidende fredag d. 20. august 2010. Læs resten af kronikken her.

Det er ikke underligt, at mange vælgere spørger sig selv, hvad Konservative egentlig vil. Den massive vælgerflugt er en blinkende advarselslampe og et forvarsel om den katastrofe, der venter til næste folketingsvalg, hvis ikke kursen rettes op. Det burde desuden sætte nogle tanker i gang i partitoppen, at Liberal Alliance parallelt med den Konservatives deroute har vundet frem på en politik, der i store træk består af traditionelle Konservative mærkesager. Lavere skat, færre forbud og regler, mere effektivitet i den offentlige sektor, mere frihed til at bestemme selv. Lyder det bekendt?

Det Konservative Folkeparti må finde tilbage til sine rødder og forsvare den enkelte borger imod tiltagende statslig omklamring og formynderi. Vi skal ville noget med magten – eller give ministerkontorerne videre til nogen, der gør.

Det Konservative Folkepartis krise er også Danmarks krise. De offentlige udgifter løber løbsk. Stadig flere bliver forsørget af staten og udsigten til store ældreårgange og små ungdomsårgange tvinger økonomien i knæ. Den økonomiske krise er i høj grad selvforskyldt. Regeringen har svigtet idealet om et friere samfund og meldt sig ind i kampen om at være den bedste administrator af den socialdemokratiske forsørgerstat. I kampagnen ”Tjek Lige Fakta” fremlægges væksten i de offentlige udgifter ligefrem med stolthed som bevis for, at man ikke er ved at indføre minimalstaten ad bagdøren.

Men det har sin pris. Underskuddet på de offentlige finanser er i dag større end under Anker Jørgensen. Siden 2001 er det offentlige forbrug vokset med over 60 mia. kroner, og der er kommet over 30.000 flere offentlig ansatte. Skattereformen i 2009 indførte hele 114 nye skatter og afgifter, og på sigt overstiger det øgede skatteprovenu langt de så omdiskuterede skattelettelser. Dertil har man sat sig for at indføre en Big Mother stat af hidtil usete dimensioner. Knivlov, overvågning, hundeforbud, fedtskatter, sukkerafgifter. Nye forbud, regler og afgifter i en lind strøm. Der er langt imellem de Konservative sejre.

Vi har ikke leveret varen, og det ansvar må vi tage på os. Liberal Alliances tiltrængte slag i bolledejen er derfor et symptom på regerings handlingslammelse. Både V og K har rykket sig så langt mod midten, at den borgerlige hjemmebane er efterladt øde og frit tilgængelig til det første parti, der tør og vil. Det er snart sidste chance for Løkke og Espersen, hvis de nuværende meningsmålinger ikke skal danne grundlag for en historisk omrokering på den borgerlige banehalvdel.

Den gode nyhed er, at der mere end nogensinde er behov for Konservativ politik. Det må være klart for alle, at staten er ved at nå sit bristepunkt. Der pumpes flere og flere penge i den offentlige sektor, men resultaterne udebliver. Skoler, sygehuse og ældrepleje er langt fra verdensklasse til trods for de generøse offentlige bevillinger.

Svaret på såvel Danmarks som det Konservative Folkepartis problemer er en tilbagevenden til klassisk Konservativ politik. Mindre formynderi og mere frihed og ansvar til borgerne. En mindre offentlig sektor, der hjælper de svageste i samfundet, men tiltror den brede middelklasse evnen til at klare sig selv. Et samfund er sygt, når et flertal af dets borgere er afhængig af staten. Men spørgsmålet er, om det Konservative Folkeparti tør levere den nødvendige kur?

Der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. En stor del af svaret findes allerede i partiets historie og rødder:

”Frihed skal være grundlaget for Danmarks udvikling og fremtid. Det enkelte menneske skal have frihed til at være sig selv, vælge sine idéer og forme sin tilværelse indenfor de grænser, hensynet til andre sætter”. Med de ord indledtes det politiske program En Fremtid i Frihed i 1981. Allerede ved partiets stiftelse i 1915 stod det klart i partiprogrammet, at Konservative ønsker en sociallovgivning, der ”hviler på princippet hjælp til selvhjælp, og som under ingen omstændigheder yderligere undergraver eller udsletter den enkeltes pligt og ansvarsfølelse”.

Frihed og personligt ansvar har altid stået centralt i den Konservative tanke, men navnlig denne del af den politiske arv er i de seneste år blevet forsømt. Frihed og personligt ansvar er derfor også svaret på mange af landets nuværende økonomiske problemer.

Konservatismen anerkender, at det enkelte menneskes virkelyst er fundamentet for samfundets overlevelse. De flittige skal gives frihed og belønnes, for uden dem ville der ikke være råd til at hjælpe de svageste. Med friheden følger dog også pligten til at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste, hvis man er i stand til det.

Allerede i 1970’erne og 1980’erne var Konservative kritisk overfor statens størrelse. Dengang kunne man nok næppe forestille sig det omfang, staten har taget i dag. At mindske den offentlige sektor bør derfor være en helt central ambition for det Konservative Folkeparti anno 2010. I 2009 udtalte Lars Barfoed faktisk til Berlingske, at antallet af personer, der er afhængige af overførselsindkomster, bør halveres inden 2020. Hvorfor er det ikke den officielle politik?

Det Konservative princip ”At forandre for at bevare” bliver ofte misforstået. Det betyder ikke, at den til enhver tid gældende samfundsstruktur skal bevares. I den forstand udgør venstrefløjen i dag de stærkeste konservative kræfter i samfundet. Det, det Konservative Folkeparti ønsker at bevare, er med ordene fra partiets Fremtidsprogram i 1970 ”det enkelte menneskes frihed til at være sig selv og forme sin tilværelse inden for de grænser, hensynet til andre kræver”.

Reformer for at beskytte den enkeltes selvstændighed er mere end nogensinde påkrævet. En start kunne være at afskaffe efterlønnen, erstatte SU’en med lån, indføre udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver, hæve personfradraget og indføre en flad skat på max 50% – men helst lavere.

Opgaver, der kan løses privat, bør ikke varetages af staten. Disse ord var i 1981 del af partiprogrammet. Der er ingen grund til, at det offentlige driver plejehjem, hjemmepleje, biblioteker, svømmehaller, affaldsindsamling, daginstitutioner eller tv-kanaler, når erfaringen viser, at disse opgaver sagtens kan løses helt eller delvist på markedsvilkår. Konkurrence, frit valg og profit er den bedste garant for kvaliteten.

Selvom tradition, kultur og familieværdier er centrale i en Konservativ livsanskuelse, er det meget fjernt for en Konservativ at ville påtvinge andre en bestemt levevis. Borgerne er ikke ludobrikker, der kan flyttes omkring for at opfylde statens mål om middellevetid, beskæftigelsesfrekvenser eller energieffektivitet.

Hvis man forsøger at sætte lykken på formel, opnår man kun et sundhedstyranni og formyndersamfund, som det Forebyggelseskommissionen er en glimrende eksponent for. Politikerne skal nøjes med at sætte rammerne for, at den enkelte kan skabe sin egen lykke.

Konservative bliver nogle gange udskældt for at tale for meget om skattelettelser. Men lavere skat er vigtigt ikke bare for at skabe vækst og dynamik, men også for at give borgerne mulighed for at indrette deres liv efter deres egne forskelligartede ønsker og behov.

Danmark har brug for Konservativ politik. Men det er ikke længere nok med gode intentioner og bløde hensigtserklæringer. Det Konservative Folkeparti må trække i arbejdstøjet og levere et troværdigt svar til de vælgere, der spørger, hvorfor de ikke bare skulle stemme på Anders Samuelsen. I de kommende år er det kun resultaterne, der tæller.

Kronikken i Berlingske Tidende d. 14. juli 2010

”Alle danskere skal klare sig de næste 730 dage for dét, de har i dag” sagde Lars Løkke igen og igen på pressemødet. Det offentlige forbrug holdes på det nuværende niveau, overførselsindkomster fastfryses i kroner og ører og topskattelettelser udskydes. Planen er enkel og forståelig – og især udsættelsen af topskattelettelsen kan nok få den bitre pille til at glide lettere ned. Ministrene har tilmed accepteret en solidarisk, men symbolsk, lønnedgang.

Man må nok give regeringen kredit for at turde fastfryse overførselsindkomsterne. Men de meritter planen har, når det kommer til kortsigtet krisehåndtering, er desværre helt fraværende, hvis vi ser på Danmarks langsigtede udfordringer.

Alt kører videre, som det er i dag, og de nødvendige diskussioner af reformer, omprioriteringer, skat og størrelsen af den offentlige sektor skydes reelt til hjørne.

Fra 2013 skal overførslerne antageligt stige som vanligt. Vi vil stadig have verdens største offentlige sektor. Vi vil stadig parkere tusindvis af mennesker på passiv forsørgelse og betale raske seniorer for at trække sig tidligt tilbage. Hver eneste nyfødte dansker vil stadig være en underskudsforretning for samfundet, og der vil stadig være flere mennesker uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Vi vil stadig have et af verdens højeste skattetryk og en særlig indbygget straf, topskat, til de dygtigste og mest flittige.

Så kære Lene og Lars: Det lyder alt sammen meget godt. Men hvad så efter 2013? Hvor er visionerne?

Klumme på 180grader.dk

Der er ingen tvivl om, at forventningerne til Lene er enorme. Og i mine øjne klarede hun den første store prøve på landsrådet til UG med kryds og slange. Den nye formand leverede en tale med klare borgerlige budskaber. Her er et par udpluk fra talen:

“Vi SKAL skaffe kvalificeret arbejdskraft og skatten SKAL ned.”

“Det Konservative Folkeparti vil presse på for langsigtede og holdbare reformer. Også når de ikke er lige populære alle steder.”

“Vi mener, det er rimeligt, at danskerne får lov til at beholde mindst halvdelen af, hvad de tjener.”

“Socialdemokraterne foreslår for eksempel, at alle børn skal have gratis mad i skolen. De kalder det for solidaritet og trivsel, når bare de kan få lov til at opbygge en stor skattefinansieret offentlig sektor.Det er jeg lodret imod. Gratisydelser betyder jo bare, at andre skal betale.”

“Vi vil ikke umyndiggøre borgerne ved at opbygge en stor babysitter-stat.”

Derudover vedtog landsrådet et par gode indstillinger, der sætter en klar borgerlig kurs for partiets arbejde i de kommende år. Vi arbejder nu, efter mange års intern debat, officielt for en afskaffelse af lukkeloven. Det har nogle af os gjort længe, men nu er der også udsigt til, at der kan skabes flertal i folketinget. Det ser jeg frem til.

Helt utraditionelt fik Konservativ Ungdom vedtaget deres to indstillinger. Begge er udtryk for god borgerlig politik, som jeg kun kan støtte. Den første er en hensigtserklæring om, at velfærdsydelser skal målrettes de svageste i samfundet – i stedet for at vi, som i dag, mest af alt omfordeler fra mellemklassen til mellemklassen:

“I et moderne og produktivt land som Danmark, bør mere end hver fjerde kunne klare sig selv uden statens indblanding, og man bør frem for at give velfærd til alle, koncentrere sig om at hjælpe dem, der har behov for det, og på denne måde give dem, der kan klare sig selv, muligheden for dette via en lavere skat.”

Sidst men ikke mindst vedtog landsrådet, at Konservative skal arbejde imod yderligere stramninger af rygeloven. Jeg så helst, at vi arbejdede for at afskaffe rygeloven i sin helhed, da jeg mener den er en eklatant krænkelse af den private ejendomsret – men at arbejde imod yderligere stramninger er selvfølgeligt bedre end ingenting.

Alt i alt er jeg dog glad for den politiske kurs, der blev lagt på landsrådet.

Dog en overraskelse som jeg møder med stor begejstring. Bendt Bendtsen har været en god og stabil leder for Konservative i 9 år, og han fortjener meget tak og ros for sin evne til at samle og genopbygge partiet.

Men nu er det tid til at kigge fremad og være mere ambitiøse. Der er en stor vælgergruppe, der identificerer sig med Konservative værdier – ansvarlighed, social bevidsthed og personlig frihed – uden at stemme på liste C.

Lene Espersen har været en dygtig og populær minister med en stærk borgerlig profil. Hun formår at tale værdipolitik på en måde, hvor alle kan være med, og jeg tror derfor, at hun er den helt rigtige til at stå i spidsen for yderligere Konservativ fremgang.

Der ligger selvfølgeligt meget arbejde forude – men ikke desto mindre skal der her fra lyde en stor tak til den afgående formand og et mindst lige så hjerteligt velkommen til den nye.