Derfor må vi andre nok forstå, at vi igennem vores skat må forsørge dem i de perioder, hvor puslespillet ikke går op, lyder det. Ingen kalder skuespillere dovne eller nasserøve. Men det er værd at huske, at det er et frit valg at blive skuespiller eller kunstner. Når man læser om de umenneskelige vilkår, kunne man ellers forledes til at tro, at der var tale om en slags sygdom eller påtvunget nød.

Men nej. De kummerlige vilkår skyldes, som de to indlæg imellem linjerne lader os forstå, at samfundet ikke værdsætter kunsten nok til at fastansætte dens udøvere og i øvrigt tillader sig at stille krav til kunstnernes selvforsørgelse, når der ikke lige er en drømmeopgave på et teater. Nu bedriver man endda den hetz at afkorte dagpengeperioden fra fire til to år.

Men selvom vi er mange, der værdsætter kunst og skuespil, må kunstnere tage samme ansvar for deres egen forsørgelse som alle andre. Hvis vilkårene er så kummerlige, kan man jo finde noget andet at lave. Der er masser af brancher, der efterlyser kreative medarbejdere og tilbyder både fastansættelse, pension og faste arbejdstider.

Læserbrev i Jyllands-Posten torsdag d. 3. juni

Misbrugere, hjemløse, psykisk syge og udsatte børn demonstrerer ikke på Christiansborg Slotsplads. De har ikke magtfulde interesseorganisationer, der taler deres sag. Og de stemmer næppe til folketingsvalget. Derfor bliver de alt for ofte forbigået, når den ellers ivrigt voksende offentlige sektor udøver sin godhed.

I takt med den stigende velstand stiger også forventningerne til den offentlige service. Og efterspørgslen efter det, der er ”gratis”, er som bekendt uendelig. Middelklassens indhug i den offentlige velfærd er derfor støt stigende. Fra at have som hovedformål at hjælpe de få, der ikke kan klare sig selv, har velfærdsstaten udviklet sig til hele samfundets omfavnende livmoder. En kærlig hånd, der følger os fra vugge til grav med lille skelen til den enkelte borgers behov for hjælp.

At hæve skatterne er imidlertid ingen løsning. Det er korrekt, og efterhånden en presserende problemstilling, at statens indtægter og udgifter ikke hænger sammen. Vi står foran millardstore og voksende underskud på de offentlige finanser, hvis der ikke gribes ind. Men vi har allerede verdens højeste skattetryk. Yderligere indkrævning hos befolkningen løser næppe vores problemer.

Hvis der ikke skabes værdi i den private sektor, svinder statens skattegrundlag. Skatterne kan derfor ikke stige i det uendelige. På et tidspunkt vil dygtige danskere stoppe med at uddanne sig, holde fri i stedet for at arbejde eller simpelthen forlade landet. Ligeledes vil virksomheder flytte deres aktiviteter til udlandet, hvis selskabsskatten er for høj eller hvis de ikke kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Højere skatter gør altså samfundet fattigere – og uden velstand, ingen velfærd.

Løsningen findes et andet sted. Vi skal blive langt bedre til at prioritere. Vi skal turde spørge os selv, om det er rimeligt at bruge flere penge på eliteidræt, kunststøtte og aftenskolekurser, mens kræftpatienter venter på behandling og der nedlægges psykiatriske sengepladser? Er gratis mad i daginstitutioner, børnecheck og efterløn til raske og velbemidlede seniorer den bedste prioritering af de offentlige ressourcer? Er det rimeligt at bruge svimlende summer på velfærdsgoder til den brede middelklasse, når vi i stedet kunne give mere hjælp til de allersvageste i samfundet?

Det er let at sige, at man bør hæve skatterne, og langt sværere at tage en afgørende debat af samfundets indretning. En debat, der måske fører til en forringelse af goderne til stærke vælgersegmenter. Men ikke desto mindre er den debat nødvendig. Jo længere vi venter, jo større bliver den regning, vi skubber foran os.

Midtpunkt i Jyllands-Posten søndag d. 27. september 2009

Antallet af gode formål er uendeligt. Kunstnere, skuespillere, aftenskoler, handicapidræt, dyrebeskyttelse, børn, unge, ældre, sygehuse, forskning, miljø. Fortsæt selv. En lille investering gør en stor forskel for modtagerne og koster så lidt for alle os andre over skatten.

Derfor er det let at finde opbakning, og velmenende politikere bevilger gerne pengene. Det er måske med til at forklare, at Danmark har verdens højeste skattetryk, verdens største offentlige sektor og udsigt til den 4. laveste vækst blandt OECD landene. Vi skubber i øjeblikket en stor regning foran os. Hvis vores velstand og velfærd ikke skal forringes i fremtiden, skal vi prioritere vores midler bedre. Investeringer i alskens gode formål er ikke gratis. Der er bare nogle andre, der betaler. Og prisen bliver høj for de kommende generationer, hvis vi ikke snart tager et opgør med det offentlige overforbrug og gennemfører de nødvendige reformer.

Også bragt i Berlingske Tidende d. 18. september 2009 med titlen “For andres penge”

Der findes åbenbart en særlig målestok for litteratur, som vi almindelige forbrugere ikke forstår os på. Nogle gange tror man ligefrem, at det vidner om en bogs kvalitet, at ingen gider læse den. En kvalitet, der skal støttes igennem faste bogpriser, forstås.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over god eller dårlig litteratur, men jeg mener, at præmissen for Sven Skovmands indlæg er forkert. Liberaliseringen skader ikke bogbranchen. Der sælges i dag flere bøger end nogensinde.

Konkurrencen har gjort litteraturen tilgængelig for flere. Hvad angår den smalle litteratur, gør ny teknologi og lavere produktionsomkostninger det muligt at udgive små oplag og sælge direkte til forbrugerne uden fordyrende mellemled. Men det er klart, at forlag og boghandlere må omstille deres forretningsmodel. Faste bogpriser hører fortiden til.

Læserbrev i Berlingske Tidende torsdag d. 3. september 2009

Tænk sig, jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig en sådan tåbelighed. Én ting er, at man vil støtte spirende nye talenter, men at give etablerede kunstnere et livslangt legat, der er komplet uafhængigt af deres fremtidige produktion, giver jo ingen mening.

Det er en slags tak-for-sidst og en blind forhåbning om, at de så vil fortsætte deres gode arbejde. Men for at være helt ærlig. Hvorfor skal jeg med mine skattekroner finansiere, at de kunstnere, der om nogen burde kunne leve af deres kunst, kan få generøse lommepenge resten af livet?

Forslaget har, ikke overraskende, vækket oprør blandt kunstnerne. Anne Marie Løn er f.eks. citeret i Politiken for at sige:

“Med den kulturpolitik, der føres, og det syn, der er på kunstnernes arbejde, så er det lige før, at jeg føler mig for stolt til at modtage den livsvarige ydelse. De har ikke fattet, at hele værdien i en kunstfond er at gøre kunstnerne opmærksomme på, at de er værdifulde.”

Jeg mener bestemt, at kunstnere er værdifulde, og jeg er selv stor forbruger af museer, teater og litteratur. Det er netop mit og alle andres forbrug af kunst, der bedst fortæller kunstnerne, at de er værdifulde. At der er brug for en statslig kunstfond til at kommunikere det budskab, siger i virkeligheden noget om, at staten og kunsten er blevet for afhængige af hinanden.

Hvorfor skal en lille gruppe mennesker i Kulturministeriet vurdere, hvad der er god kunst (noget, der til evighed, kan diskuteres), og uddele dine og mine penge som håndøre til de udvalgte få? Hvorfor ikke lade befolkningen beholde deres skattekroner og uddele kunststøtte igennem deres kunstforbrug? På den måde ville den store mangfoldighed af interesser, befolkningen har, blive reflekteret i kunsten.

Statslig kunststøtte, derimod, er i sin natur udtryk for konformitet og bedrevidenhed. Tanken må vel være, at staten bedre end folket ved, hvad der er god kunst – og derfor kan man ikke overlade til befolkningen at prioritere midlerne på området.

En tankegang man ellers er gået bort fra, efter det er blevet klart, at markedet leverer mere mangfoldighed og større kvalitet på stort set alle andre områder. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle forholde sig anderledes med den udøvende kunst?