I Danmark opmuntres folk nemlig ikke til at tænke selv. Tværtimod har vi opbygget et statsapparat, der i stigende grad pakker os ind i vat og beskytter os imod konsekvenserne af vores egne valg. Eller ganske enkelt forbyder de valg, der ikke er gode og rigtige nok.

Har vi i Danmark drevet forbrugerbeskyttelse så vidt, at vi er godt i gang med at afskaffe den kritiske sans og sunde fornuft?

Forbrugerbeskyttelse kan være udmærket. For eksempel når legetøj og andre almindeligvis uskadelige produkter indeholder kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer. Men det er et misforstået hensyn at forsøge at opdrage folk til at leve sundt ved at klistre dødningehoveder på cigaretpakker og sætte strafskatter på sukker og fedt.

Ingen er i tvivl om, at fastfood og cigaretter er usundt. I stedet for at appellere til vores almindelige sunde fornuft, skaber de mange løftede pegefingre en illusion om, at alt, der ikke er omfattet af advarsler, er sundt og godt. For vores egen skyld har vi altså udliciteret den kritiske sans til staten, så vi ikke længere behøver tænke selv.

Et utal af love har til hensigt at beskytte os mod mere eller mindre reelle trusler. For eksempel har vi en ferielov, der tvinger os til at lægge en del af lønnen til side, så det hele ikke drikkes op eller ødsles bort på tant og fjas. Og i stedet for at lade os hver især indgå de lejeaftaler, vi selv finder rimelige, har vi en planøkonomisk huslejelovgivning, der under påskud af at beskytte lejerne ikke engang tillader udlejere af få deres egne omkostninger dækket.

Hvilke rabatter og vilkår, virksomheder må tilbyde kunder, er også reguleret ved lov. For eksempel må forretninger og kunder ikke selv tage stilling til, om de vil benytte sig af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer. Det kan være besværligt eller uigennemskueligt for forbrugerne, påpeger Forbrugerrådet, der indædt kæmper imod EUs krav om en ophævelse af de danske forbud.

Et andet eksempel er regerings redningspakke til flekslånerne, der i 2008 havde udsigt til stigende renter. Risikovillige lånere havde godt nok haft stor fordel af de lave renter i årene forinden, men de blev alligevel skånet af staten i det øjeblik, risikovilligheden havde en pris.

Budskabet til de mere forsigtige husejere må være, at hovedet fremover er bedre placeret under armen.

Staten beskytter os også imod letsindige, men offerløse, handlinger som hashrygning, bilkørsel uden sele, hasardspil og spilleautomater. Hvis en restaurant eller kiosk ansøger om tilladelse til at opstille et par enarmede tyveknægte, tager spillemyndigheden tilmed særlig højde for, om der skulle befinde sig en skole eller kirke i nærheden. Åbenbart er skolebørn og kirkegængere særligt modtagelige for åndeligt fordærv.

Men kreativiteten kender ingen grænser. Benny Engelbrecht (S), der i sandhed er forbrugerbeskyttelsens førstemand, har for eksempel foreslået at indføre et loft over prisen på sms konkurrencer i tv-programmer som X-faktor. Han tøver heller ikke med at udråbe det som en ”sejr for forbrugerne”, at EU valgte at forbyde det helt igennem uskadelige enzym thrombin, der under navnet ”kødklister” skabte stor debat i foråret. McDonald’s reklamer til børn vil han også forbyde. SF går endnu længere og ønsker et generelt forbud mod at blande legetøj og mad. Slut med Happy Meals. Men hvorfor ikke stole på vores evne til at vælge selv?

Det er jo netop forbrugernes kritiske valg og fravalg, der presser virksomheder til konstant at forbedre sig. Benny Engelbrecht og Co. vil sikkert hævde, at staten bedre end borgerne kan sætte rammer for virksomhedernes drift. Mange statslige krav til blandt andet arbejdsmiljø og god selskabsledelse er sikkert også enkeltvis udmærkede initiativer.

Men jo længere vi går i retning mod, at forbrugerne fratages valget, og staten slet og ret fortæller virksomhederne, hvordan de skal drive forretning, jo mere nærmer vi os det planøkonomiske samfund, der fejlede så katastrofalt i Sovjetunionen og Østeuropa.

Som Adam Smith allerede i 1759 påpegede, kan en central styring af ressourcerne aldrig måle sig med den effektivitet, kreativitet og nyskabelse, der spontant opstår ud af menneskers frie valg. Hvis ellers vi får lov til at tænke og vælge selv.

Resultatet af overdreven forbrugerbeskyttelse er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten, der således bekræftes i, at borgerne ikke selv magter ansvaret. Vi opnår aldrig et risikofrit samfund, men i processen bliver vi alle dummere og fattigere.

Logikken kender vi alle. Så længe et barn kører med støttehjul på cyklen, lærer det aldrig at holde balancen. Derfor tager forældrene på et tidspunkt støttehjulene af, selvom det resulterer i, at barnet får nogle skrammer og blå mærker. På Christiansborg er man – desværre – i gang med den modsatte øvelse.

Kommentar i Berlingske Tidende tirsdag d. 7. september 2010

Har vi da ikke selv et ansvar for vores liv? Eliteidræt er vel næppe en sygdom eller et handicap, som gør udøverne ude af stand til at træffe deres egne valg?

Selvom mange med begejstring følger vores nationale sportshelte og ønsker dem de bedst mulige træningsvilkår, kan man ikke betragte eliteidrætsudøvere som en særlig udsat gruppe. De er vel snarere særdeles ressourcestærke. Hvis ikke de kan klare sig uden særvilkår, hvem kan så?

Det er desværre symptomatisk for venstrefløjen, at borgerne betragtes som halve mennesker, der kun kan fuldendes af staten. Det menneskesyn tager jeg afstand fra. Lad os hjælpe de svageste, men tiltro det store flertal evnen til at klare sig selv.

Læserbrev i Berlingske Tidende d. 24. juli 2010

Derfor må vi andre nok forstå, at vi igennem vores skat må forsørge dem i de perioder, hvor puslespillet ikke går op, lyder det. Ingen kalder skuespillere dovne eller nasserøve. Men det er værd at huske, at det er et frit valg at blive skuespiller eller kunstner. Når man læser om de umenneskelige vilkår, kunne man ellers forledes til at tro, at der var tale om en slags sygdom eller påtvunget nød.

Men nej. De kummerlige vilkår skyldes, som de to indlæg imellem linjerne lader os forstå, at samfundet ikke værdsætter kunsten nok til at fastansætte dens udøvere og i øvrigt tillader sig at stille krav til kunstnernes selvforsørgelse, når der ikke lige er en drømmeopgave på et teater. Nu bedriver man endda den hetz at afkorte dagpengeperioden fra fire til to år.

Men selvom vi er mange, der værdsætter kunst og skuespil, må kunstnere tage samme ansvar for deres egen forsørgelse som alle andre. Hvis vilkårene er så kummerlige, kan man jo finde noget andet at lave. Der er masser af brancher, der efterlyser kreative medarbejdere og tilbyder både fastansættelse, pension og faste arbejdstider.

Læserbrev i Jyllands-Posten torsdag d. 3. juni

”Frihed lad være vort Løsen i Nord, Frihed for Loke saavelsom for Thor” skrev Grundtvig. Jeg har altid elsket Danmark og måske særligt storbyen for sin rummelighed. De skæve og anderledes, der let falder uden for i provinsen, har også deres plads i byen. Piercinger, rødt hår, tørklæder, pølsevogne, æbletobak, shawarma og kinesiske specialforretninger blander sig med travle mennesker på vej et sted hen, duften af espresso fra gadecaféer og barnevognene, der snegler sig af sted i ro og mag. Forskelligheden gør os rigere.

På Frederiksberg møder man al den mangfoldighed, man kan ønske sig. Høj, lav, tyk, tynd, ung og gammel. Singler, fraskilte, kernefamilier, børn, delebørn og bedsteforældre. Muslimer, kristne, jøder, buddhister og ateister. Heteroseksuelle, homoseksuelle, transseksuelle og varianter, vi sikkert ikke engang har navne for endnu.

Nogle går til vægttabskursus og yoga hos Helsekompagniet, mens andre snupper sig en ristet med det hele hos Øffes Pølser. Nogle vælger højtbelagt smørrebrød og andre en bulgursalat to-go. Man kan danse salsa på Kellerdirk, nyde frisindet på Café Intime og slutte dagen med et glas rødvin og en god cigar. Vi kan i det store og hele sige og tænke, hvad vi vil, og vi har ikke tradition for at blande os unødigt i hinandens liv.

Men er det danske frisind ved at blive fortrængt af vores stræben efter det jævne og almindelige? Har middelklasseidealerne med far-mor-og-børn, familiebil, økologisk hjemmebag, vitaminpille og ægteskabelig sex efter Onsdags Lotto kvalt vores tolerance over for det anderledes? Har vi i al stilhed sat det gode liv på formel?

Både vores kost, motion, parforhold, børneopdragelse, sexliv, rygning og alkoholvaner er i hvert fald blevet offentlige anliggender. Rygere er vor tids udstødte, og nu vil mange tilmed forbyde rygning i private hjem. Andre vil gøre cykelhjelme obligatoriske, forbyde solarier, forbyde prostitution, forbyde alkoholreklamer og lave regler for hvordan vi må klæde os i det offentlige rum. Vi skal tilsyneladende beskyttes mod os selv og de dårlige valg, vi kunne finde på at træffe.

Ligheden og frisindet er begge vigtige dele af den danske kultur, men ligheden må ikke vinde på bekostning af frisindet. ”På det jævne, på det jævne, det er livets sejrssang” konkluderede Kaalund. Men hvis vi alle skal tvinges til at være ens for at være jævne, er det på tide at sige fra. Uanset hvordan vi vælger at leve, må det være vores eget valg. Og jeg bliver i hvert fald ved med at køre uden cykelhjelm, så længe der er frisind nok til at tillade den slags.

Klumme i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 29. april 2010

Antallet af gode formål er uendeligt. Kunstnere, skuespillere, aftenskoler, handicapidræt, dyrebeskyttelse, børn, unge, ældre, sygehuse, forskning, miljø. Fortsæt selv. En lille investering gør en stor forskel for modtagerne og koster så lidt for alle os andre over skatten.

Derfor er det let at finde opbakning, og velmenende politikere bevilger gerne pengene. Det er måske med til at forklare, at Danmark har verdens højeste skattetryk, verdens største offentlige sektor og udsigt til den 4. laveste vækst blandt OECD landene. Vi skubber i øjeblikket en stor regning foran os. Hvis vores velstand og velfærd ikke skal forringes i fremtiden, skal vi prioritere vores midler bedre. Investeringer i alskens gode formål er ikke gratis. Der er bare nogle andre, der betaler. Og prisen bliver høj for de kommende generationer, hvis vi ikke snart tager et opgør med det offentlige overforbrug og gennemfører de nødvendige reformer.

Også bragt i Berlingske Tidende d. 18. september 2009 med titlen “For andres penge”

Der findes åbenbart en særlig målestok for litteratur, som vi almindelige forbrugere ikke forstår os på. Nogle gange tror man ligefrem, at det vidner om en bogs kvalitet, at ingen gider læse den. En kvalitet, der skal støttes igennem faste bogpriser, forstås.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over god eller dårlig litteratur, men jeg mener, at præmissen for Sven Skovmands indlæg er forkert. Liberaliseringen skader ikke bogbranchen. Der sælges i dag flere bøger end nogensinde.

Konkurrencen har gjort litteraturen tilgængelig for flere. Hvad angår den smalle litteratur, gør ny teknologi og lavere produktionsomkostninger det muligt at udgive små oplag og sælge direkte til forbrugerne uden fordyrende mellemled. Men det er klart, at forlag og boghandlere må omstille deres forretningsmodel. Faste bogpriser hører fortiden til.

Læserbrev i Berlingske Tidende torsdag d. 3. september 2009

Tænk sig, jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig en sådan tåbelighed. Én ting er, at man vil støtte spirende nye talenter, men at give etablerede kunstnere et livslangt legat, der er komplet uafhængigt af deres fremtidige produktion, giver jo ingen mening.

Det er en slags tak-for-sidst og en blind forhåbning om, at de så vil fortsætte deres gode arbejde. Men for at være helt ærlig. Hvorfor skal jeg med mine skattekroner finansiere, at de kunstnere, der om nogen burde kunne leve af deres kunst, kan få generøse lommepenge resten af livet?

Forslaget har, ikke overraskende, vækket oprør blandt kunstnerne. Anne Marie Løn er f.eks. citeret i Politiken for at sige:

“Med den kulturpolitik, der føres, og det syn, der er på kunstnernes arbejde, så er det lige før, at jeg føler mig for stolt til at modtage den livsvarige ydelse. De har ikke fattet, at hele værdien i en kunstfond er at gøre kunstnerne opmærksomme på, at de er værdifulde.”

Jeg mener bestemt, at kunstnere er værdifulde, og jeg er selv stor forbruger af museer, teater og litteratur. Det er netop mit og alle andres forbrug af kunst, der bedst fortæller kunstnerne, at de er værdifulde. At der er brug for en statslig kunstfond til at kommunikere det budskab, siger i virkeligheden noget om, at staten og kunsten er blevet for afhængige af hinanden.

Hvorfor skal en lille gruppe mennesker i Kulturministeriet vurdere, hvad der er god kunst (noget, der til evighed, kan diskuteres), og uddele dine og mine penge som håndøre til de udvalgte få? Hvorfor ikke lade befolkningen beholde deres skattekroner og uddele kunststøtte igennem deres kunstforbrug? På den måde ville den store mangfoldighed af interesser, befolkningen har, blive reflekteret i kunsten.

Statslig kunststøtte, derimod, er i sin natur udtryk for konformitet og bedrevidenhed. Tanken må vel være, at staten bedre end folket ved, hvad der er god kunst – og derfor kan man ikke overlade til befolkningen at prioritere midlerne på området.

En tankegang man ellers er gået bort fra, efter det er blevet klart, at markedet leverer mere mangfoldighed og større kvalitet på stort set alle andre områder. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle forholde sig anderledes med den udøvende kunst?