Mediestormen oven på de uheldige sager i foråret har været en udløsende faktor, men vælgerkrisen skyldes i mindst lige så høj grad, at vi over de seneste år har bevæget os længere og længere væk fra vores politiske rødder. Vi taler måske om frihed og personligt ansvar, men vi har ikke leveret varen.

Siden 2001 er der kommet over 30.000 flere offentligt ansatte, de offentlige udgifter er steget med 66 mia. og der er i dag flere mennesker uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Ligeledes har vi vedtaget rygeforbud, hundeforbud, statslige madpakker, knivforbud og en række andre nye regler, der begrænser borgernes personlige frihed og ansvar.

Der er selvfølgeligt også lyspunkter, men samlet set er der kommet mere stat og mere formynderi under VK regeringen. Det er ikke konservativ politik – og det vil vælgerne straffe os for til næste valg, hvis vi ikke retter kursen op.

Der er stadig i bedste fald et år til valget og meget kan ske inden da. Men det kræver, at vi trækker i arbejdstøjet. Vi må formulere et klart politisk projekt baseret på vores historiske mærkesager: En mindre offentlig sektor, lavere skat og mere frihed til den enkelte. Vi skal hjælpe de svageste, men tillade den brede middelklasse at klare sig selv.

Vi kunne for eksempel starte med at afskaffe efterlønnen, omlægge SUen til lån, indføre et permanent udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver og indføre en flad skat på maksimalt 50% – men helst lavere.

Vi skal ikke bekymre os over, at nogle vil være uenige med os. Det er bedre at have et klart budskab til den femtedel af befolkningen, der grundlæggende er konservativ, end at forsøge at fortynde politikken så meget, at alle er enige. Selv hvis ingen andre partier vil være med, må ingen vælgere være i tvivl om, hvad Konservative vil. Vi skal turde mene noget. Ellers bliver vi ligegyldige.

Debatindlæg i Konservative på Frederiksbergs medlemsblad, Lindebladet, oktober 2010

For at få boligsikring skulle jeg udfylde en flere sider lang ansøgning og indsende alle mulige bilag til kommunen. Jeg ringede ind og blev grundigt vejledt omkring, hvordan alle dokumenterne skulle udfyldes. Senere blev ansøgningen og de mange bilag vurderet af kommunens medarbejdere.

Jeg fik omkring 200 kr. om måneden. Penge, der ingenting betød i min daglige økonomi og som jeg sagtens kunne have klaret mig uden. Men det var jo noget, jeg havde ret til. Og det er nok meget symptomatisk for den rettighedsmentalitet, vi har udviklet i Danmark. Vi er gode til at sørge for, at vi får det, vi har krav på. Men vi tænker måske ikke så tit over, om vi egentligt har brug for alt det, vi får.

Der er mennesker, der har brug for hjælp. Men vi har efterhånden indrettet et system, hvor det mere handler om rettigheder end om behov. Hvor alle betaler – og alle får lommepenge af staten. Til gengæld ædes en masse penge op af administration og bureaukrati. Den offentlige sektor vokser og vokser og har aldrig været større, men det meste af velfærden går til middelklassen – og ikke til de allersvageste i samfundet.

Danmark har verdens største offentlige sektor – til gengæld er den private sektor, der jo er en forudsætning for vores rigdom og velstand, på smalkost. Hvis der skal være råd til en velfærdsstat i fremtiden, skal der rettes op på den ubalance. Derfor er det nødvendigt at stoppe væksten i den offentlige sektor. Vi skal tage hånd om dem, der ikke kan klare sig selv – men vi er mange, der egentligt ikke har brug for hjælp, og vi skal indstille os på at tage et større ansvar for os selv i fremtiden.

Nulvækst er ingen udsultning af det offentlige. Men det kræver, at vi bliver bedre til at prioritere, og det kræver nogle svære valg her og nu. Med det brede budgetforlig, der er indgået for 2011, går Frederiksberg forrest. Det er ikke altid populært at stramme op, og det har bestemt ikke været lette beslutninger. Men det er nødvendigt.

Vi udbygger på nogle områder og bruger færre penge på andre områder, men overordnet kan vi være godt tilfredse med resultatet. Vi fastholder og styrker kerneservicen i skoler, daginstitutioner og på ældreområdet, samtidig med at vi sparer penge på at gøre tingene smartere og klogere på en række områder.

Med budgettet for 2011 har vi vist, at det godt kan lade sig gøre at skabe balance i økonomien – uden de voldsomme nedskæringer og skattestigninger, der er på tale i mange andre kommuner.

Tale ved kommunalbestyrelsens fortsatte 1. behandling af budget 2011 onsdag d. 8. september 2010

At det kan være en fordel at være smuk og fotogen – og ikke mindst kvinde – anerkender Hanne-Vibeke Holst. Men hun fastholder alligevel, at furoren omkring Thorning og Espersen handler om køn og ikke om skatteunddragelse eller mødeafbud.

»De har ikke været tilstrækkeligt bevidste om, hvor farligt det er at lade medierne æde sig med hud og hår. For under mediernes fascination ligger et urgammelt kvindehad og ulmer. Det slippes løs, når de her kvinder viser svaghedstegn og kommer i krise,« siger hun.

Kvindekortet kan være effektfuldt, men det virker sjældent befordrende på afsenderens troværdighed eller intellektuelle tyngde. At trække kvindekortet, når man har trådt i spinaten, er en særlig tvivlsom strategi. Det er nemlig som regel dem, der taktisk har udnyttet rollen som kvinde eller mor for at komme frem i samfundet, der senere beklager sig over, at kritikerne er for personlige.

Der er ikke tale om en dobbeltstandard. De bedømmes blot pludselig på den målestok, der fra starten har været et vilkår for de fleste andre mindre karismatiske og ugebladssælgende personer. Om end kravene selvfølgelig, uafhængig af køn, er højere på toppen.

Uddrag af kronik i Berlingske Tidende fredag d. 20. august 2010. Læs resten af kronikken her.

Heldigvis er der meget andet, vi kan gøre for at reducere luftforureningen. På Frederiksberg har vi for eksempel arbejdet intenst på at få metroen udbygget. Metro Cityringen, der åbner i 2018 med tre stationer på Frederiksberg, vil knytte byen bedre sammen og skabe bedre forbindelser til regional- og S-tog.

Vi har også investeret mange millioner i busbaner, cykelstier og andre tiltag, der gør det mere attraktivt at lade bilen stå. Ved indkøb af køretøjer og ved udlicitering af transportopgaver stiller kommunen desuden krav om påmontering af filtre. Ligeledes går vi foran med udskiftning af kommunens egne køretøjer til elbiler.

I 2008 indførte vi en miljøzone på Frederiksberg, der stiller krav om, at ældre lastbiler og busser påføres partikelfiltre. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har for nylig lavet en midtvejsevaluering af miljøzonen, der viser en reduktion i partikeludstødningen fra trafikken på omkring 26 procent samt en pæn reduktion i forureningen med kvælstofdioxid (NO2).

Desværre viser rapporten også, at forurening fra trafikken kun udgør en mindre del af den samlede luftforurening. En stor del af partikelforureningen kommer faktisk fra vores nabolande.

Selv om luften er blevet renere i hovedstaden, vil vi selvfølgeligt gerne forbedre luftkvaliteten yderligere. I handlingsplanen for bæredygtig udvikling er det derfor besluttet at udarbejde en langsigtet strategi for reduktion af luftforurening i kommunen. Herunder overvejes også muligheden for at udvide miljøzonen til at omfatte varebiler.

Det er urealistisk at tro, at vi nogensinde kommer luftforureningen helt til livs. Men meget kan gøres uden at opføre en mur om byen.

Læserbrev i Frederiksberg Bladet tirsdag d. 10. august 2010

I år har rekord mange unge søgt ind på universiteterne, men desværre er der ikke altid sammenhæng mellem de unges studievalg og deres efterfølgende jobmuligheder. Journalistik, film- og medievidenskab, design og grafisk kommunikation er blandt uddannelserne med flest ansøgere per studieplads, imens der stadig er ledige pladser på for eksempel naturfag og it-uddannelser.

At forsøge med vold og magt at banke samfundsnyttige kompetencer ind i hovedet på de studerende igennem for eksempel tvungne ophold i udlandet er dog både besværligt og bureaukratisk. Lad mig foreslå en meget lettere løsning.

Afskaf SUen
Erstat først og fremmest SUen med et statslån. Et lån, der senere skal tilbagebetales, vil skabe et naturligt incitament til at vælge uddannelser, der fører til job. Ligeledes vil flere blive færdige til tiden.

Det betyder ikke, at alle skal læse naturvidenskab eller studere i udlandet. Vi har nemlig forskellige personlige kompetencer og interesser, der påvirker, hvor i samfundet vi kan gøre størst nytte. Ligeledes ændrer samfundets behov sig hele tiden. Et system, der fremmer de kompetencer, vi har brug for i dag, risikerer at være forældet i morgen.

Hvis de studerende i stedet gives incitament til at vælge uddannelser, der ruster dem til at forsørge sig selv, skal de nok automatisk tilpasse deres studievalg til de behov og udfordringer, der er aktuelle i samfundet. Hvis SUen erstattes med lån, vil mange også kunne nøjes med at arbejde mindre ved siden af studierne. De vil nemlig få mere udbetalt for de samme timer, da hele personfradraget kan anvendes på studiejobbet.

Afskaf topskatten
Samtidig bør vi selvfølgeligt afskaffe topskatten. Dette hører godt nok ikke til dit ressortområde, men du kunne måske tale med dine ministerkolleger. Når de studerende skal betale en større gæld tilbage efter studierne, er det kun rimeligt, at de også kan beholde en større andel af deres løn. Hvis det bedre kan betale sig at tage et højtlønnet job, vil flere desuden dygtiggøre sig og tillære sig de kvalifikationer, der bliver efterspurgt.

Den lønforskel, man i dag kan opnå ved at vælge en uddannelse, der er en mangelvare i samfundet, bliver i det store og hele udlignet af en højere marginalskat. Derfor kan de studerende være ligeglade med, hvor nyttig deres uddannelse er. Forskellen på at vælge en samfundsnyttig og ikke-samfundsnyttig uddannelse er jo til at overse i deres privatøkonomi.

En afskaffelse af SU og topskat gavner altså på flere måder regeringens målsætninger. Flere vil dygtiggøre sig, de vil vælge uddannelser, der fører til job og de vil blive hurtigere færdige. Og det kan lade sig gøre helt uden tvang.

De bedste hilsner fra en partikollega.

Klumme på 180grader.dk

Målet er ikke lige fordeling, skriver ligestillingsminister Lykke Friis (V) i kronikken d. 15. juli. Men alligevel bruger hun den manglende resultatlighed som bevis for, at der må eksistere uformel diskrimination. For hvis mænd og kvinder virkeligt har lige muligheder, vil de vel også opnå lige resultater, lader til at være hendes logik. Derfor ønsker hun at nedbryde de traditioner, normer og værdier, der får mænd og kvinder til at træffe forskellige valg.

Ministeren har svært ved at holde tungen lige i munden. På den ene side hylder hun de borgerlige principper om frihed og lighed for loven, men samtidig tør eller vil hun ikke gå imod den feministiske præmis om, at der først er reel ligestilling, når mænd og kvinder opfører sig ens.

At ligestilling i praksis tolkes som resultatlighed ses også i ligestillingsloven, der ikke alene har til formål at fremme lige rettigheder, men også lige indflydelse og integration i alle samfundets funktioner. Ministerier, kommuner og statslige virksomheder skal løbende tælle og rapportere antallet af mænd og kvinder i forskellige stillingskategorier. Ligeledes fastslår loven, at offentlige udvalg og kommissioner bør have en ligelig fordeling af mænd og kvinder. Ikke et ord om kvalifikationer.

Selvom at Lykke Friis påstår, at lige fordeling ikke er målet, er det altså denne ligestillingsoptik, hendes ministerium arbejder ud fra.

At mænd dropper ud af universiteterne og oftere end kvinder bliver arbejdsløse, kriminelle og hjemløse er selvfølgeligt en alvorlig sag. Men det handler ikke om ligestilling. Hvis det gjorde, kunne vi jo løse problemet ved at gøre flere kvinder arbejdsløse, hjemløse og kriminelle. Tanken er absurd, fordi præmissen er helt forfejlet.

En karrierekvinde er heller ikke mere frigjort end en hjemmegående husmor, hvis begge har valgt det liv, de ønsker. Som borgerlige bør vi først og fremmest beskytte den enkeltes frie valg. Det største ligestillingsproblem i Danmark er, at ligestilling betragtes som lige fordeling. Lige fordeling kan nemlig kun opnås på bekostning af nogle menneskers ret til at vælge selv.

Mænd og kvinder skal være lige for loven, men vi skal ikke blande os i, hvordan den enkelte indretter sit liv. Med den nuværende kurs risikerer ligestillingsministeriet derfor at gøre mere skade end gavn.

Så længe lige adfærd og lige resultater de facto er ligestillingsministerens succeskriterium, er det kun et spørgsmål om tid, før kvoter og tvang bliver løsningen. For intet andet vil gennemføre den lighedsutopi, der er vokset ud af feministernes socialistiske vrangforestillinger. Et ligestillingsministerium, der arbejder for lige fordeling, gavner ikke ligestillingen.

Opinion i Berlingske Tidende fredag d. 30. juli 2010

Konservativt opråb

Partiet De Konservative er kommet så langt væk fra sine rødder, at det kan koste partiet magten. De Konservative burde stå for lavere skat og personligt ansvar, men i stedet fører partiet en formynderisk politik med nye forbud og nye skatter og afgifter. Sådan lyder opråbet fra en konservativ på Frederiksberg til partitoppen på Christiansborg.

Medvirkende: Mie Harder, konservativ, medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og Rasmus Jarlov, konservativ, medlem af Folketinget

Indslaget kan høres her.

Det er ikke underligt, at mange vælgere spørger sig selv, hvad Konservative egentlig vil. Den massive vælgerflugt er en blinkende advarselslampe og et forvarsel om den katastrofe, der venter til næste folketingsvalg, hvis ikke kursen rettes op. Det burde desuden sætte nogle tanker i gang i partitoppen, at Liberal Alliance parallelt med den Konservatives deroute har vundet frem på en politik, der i store træk består af traditionelle Konservative mærkesager. Lavere skat, færre forbud og regler, mere effektivitet i den offentlige sektor, mere frihed til at bestemme selv. Lyder det bekendt?

Det Konservative Folkeparti må finde tilbage til sine rødder og forsvare den enkelte borger imod tiltagende statslig omklamring og formynderi. Vi skal ville noget med magten – eller give ministerkontorerne videre til nogen, der gør.

Det Konservative Folkepartis krise er også Danmarks krise. De offentlige udgifter løber løbsk. Stadig flere bliver forsørget af staten og udsigten til store ældreårgange og små ungdomsårgange tvinger økonomien i knæ. Den økonomiske krise er i høj grad selvforskyldt. Regeringen har svigtet idealet om et friere samfund og meldt sig ind i kampen om at være den bedste administrator af den socialdemokratiske forsørgerstat. I kampagnen ”Tjek Lige Fakta” fremlægges væksten i de offentlige udgifter ligefrem med stolthed som bevis for, at man ikke er ved at indføre minimalstaten ad bagdøren.

Men det har sin pris. Underskuddet på de offentlige finanser er i dag større end under Anker Jørgensen. Siden 2001 er det offentlige forbrug vokset med over 60 mia. kroner, og der er kommet over 30.000 flere offentlig ansatte. Skattereformen i 2009 indførte hele 114 nye skatter og afgifter, og på sigt overstiger det øgede skatteprovenu langt de så omdiskuterede skattelettelser. Dertil har man sat sig for at indføre en Big Mother stat af hidtil usete dimensioner. Knivlov, overvågning, hundeforbud, fedtskatter, sukkerafgifter. Nye forbud, regler og afgifter i en lind strøm. Der er langt imellem de Konservative sejre.

Vi har ikke leveret varen, og det ansvar må vi tage på os. Liberal Alliances tiltrængte slag i bolledejen er derfor et symptom på regerings handlingslammelse. Både V og K har rykket sig så langt mod midten, at den borgerlige hjemmebane er efterladt øde og frit tilgængelig til det første parti, der tør og vil. Det er snart sidste chance for Løkke og Espersen, hvis de nuværende meningsmålinger ikke skal danne grundlag for en historisk omrokering på den borgerlige banehalvdel.

Den gode nyhed er, at der mere end nogensinde er behov for Konservativ politik. Det må være klart for alle, at staten er ved at nå sit bristepunkt. Der pumpes flere og flere penge i den offentlige sektor, men resultaterne udebliver. Skoler, sygehuse og ældrepleje er langt fra verdensklasse til trods for de generøse offentlige bevillinger.

Svaret på såvel Danmarks som det Konservative Folkepartis problemer er en tilbagevenden til klassisk Konservativ politik. Mindre formynderi og mere frihed og ansvar til borgerne. En mindre offentlig sektor, der hjælper de svageste i samfundet, men tiltror den brede middelklasse evnen til at klare sig selv. Et samfund er sygt, når et flertal af dets borgere er afhængig af staten. Men spørgsmålet er, om det Konservative Folkeparti tør levere den nødvendige kur?

Der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. En stor del af svaret findes allerede i partiets historie og rødder:

”Frihed skal være grundlaget for Danmarks udvikling og fremtid. Det enkelte menneske skal have frihed til at være sig selv, vælge sine idéer og forme sin tilværelse indenfor de grænser, hensynet til andre sætter”. Med de ord indledtes det politiske program En Fremtid i Frihed i 1981. Allerede ved partiets stiftelse i 1915 stod det klart i partiprogrammet, at Konservative ønsker en sociallovgivning, der ”hviler på princippet hjælp til selvhjælp, og som under ingen omstændigheder yderligere undergraver eller udsletter den enkeltes pligt og ansvarsfølelse”.

Frihed og personligt ansvar har altid stået centralt i den Konservative tanke, men navnlig denne del af den politiske arv er i de seneste år blevet forsømt. Frihed og personligt ansvar er derfor også svaret på mange af landets nuværende økonomiske problemer.

Konservatismen anerkender, at det enkelte menneskes virkelyst er fundamentet for samfundets overlevelse. De flittige skal gives frihed og belønnes, for uden dem ville der ikke være råd til at hjælpe de svageste. Med friheden følger dog også pligten til at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste, hvis man er i stand til det.

Allerede i 1970’erne og 1980’erne var Konservative kritisk overfor statens størrelse. Dengang kunne man nok næppe forestille sig det omfang, staten har taget i dag. At mindske den offentlige sektor bør derfor være en helt central ambition for det Konservative Folkeparti anno 2010. I 2009 udtalte Lars Barfoed faktisk til Berlingske, at antallet af personer, der er afhængige af overførselsindkomster, bør halveres inden 2020. Hvorfor er det ikke den officielle politik?

Det Konservative princip ”At forandre for at bevare” bliver ofte misforstået. Det betyder ikke, at den til enhver tid gældende samfundsstruktur skal bevares. I den forstand udgør venstrefløjen i dag de stærkeste konservative kræfter i samfundet. Det, det Konservative Folkeparti ønsker at bevare, er med ordene fra partiets Fremtidsprogram i 1970 ”det enkelte menneskes frihed til at være sig selv og forme sin tilværelse inden for de grænser, hensynet til andre kræver”.

Reformer for at beskytte den enkeltes selvstændighed er mere end nogensinde påkrævet. En start kunne være at afskaffe efterlønnen, erstatte SU’en med lån, indføre udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver, hæve personfradraget og indføre en flad skat på max 50% – men helst lavere.

Opgaver, der kan løses privat, bør ikke varetages af staten. Disse ord var i 1981 del af partiprogrammet. Der er ingen grund til, at det offentlige driver plejehjem, hjemmepleje, biblioteker, svømmehaller, affaldsindsamling, daginstitutioner eller tv-kanaler, når erfaringen viser, at disse opgaver sagtens kan løses helt eller delvist på markedsvilkår. Konkurrence, frit valg og profit er den bedste garant for kvaliteten.

Selvom tradition, kultur og familieværdier er centrale i en Konservativ livsanskuelse, er det meget fjernt for en Konservativ at ville påtvinge andre en bestemt levevis. Borgerne er ikke ludobrikker, der kan flyttes omkring for at opfylde statens mål om middellevetid, beskæftigelsesfrekvenser eller energieffektivitet.

Hvis man forsøger at sætte lykken på formel, opnår man kun et sundhedstyranni og formyndersamfund, som det Forebyggelseskommissionen er en glimrende eksponent for. Politikerne skal nøjes med at sætte rammerne for, at den enkelte kan skabe sin egen lykke.

Konservative bliver nogle gange udskældt for at tale for meget om skattelettelser. Men lavere skat er vigtigt ikke bare for at skabe vækst og dynamik, men også for at give borgerne mulighed for at indrette deres liv efter deres egne forskelligartede ønsker og behov.

Danmark har brug for Konservativ politik. Men det er ikke længere nok med gode intentioner og bløde hensigtserklæringer. Det Konservative Folkeparti må trække i arbejdstøjet og levere et troværdigt svar til de vælgere, der spørger, hvorfor de ikke bare skulle stemme på Anders Samuelsen. I de kommende år er det kun resultaterne, der tæller.

Kronikken i Berlingske Tidende d. 14. juli 2010

”Alle danskere skal klare sig de næste 730 dage for dét, de har i dag” sagde Lars Løkke igen og igen på pressemødet. Det offentlige forbrug holdes på det nuværende niveau, overførselsindkomster fastfryses i kroner og ører og topskattelettelser udskydes. Planen er enkel og forståelig – og især udsættelsen af topskattelettelsen kan nok få den bitre pille til at glide lettere ned. Ministrene har tilmed accepteret en solidarisk, men symbolsk, lønnedgang.

Man må nok give regeringen kredit for at turde fastfryse overførselsindkomsterne. Men de meritter planen har, når det kommer til kortsigtet krisehåndtering, er desværre helt fraværende, hvis vi ser på Danmarks langsigtede udfordringer.

Alt kører videre, som det er i dag, og de nødvendige diskussioner af reformer, omprioriteringer, skat og størrelsen af den offentlige sektor skydes reelt til hjørne.

Fra 2013 skal overførslerne antageligt stige som vanligt. Vi vil stadig have verdens største offentlige sektor. Vi vil stadig parkere tusindvis af mennesker på passiv forsørgelse og betale raske seniorer for at trække sig tidligt tilbage. Hver eneste nyfødte dansker vil stadig være en underskudsforretning for samfundet, og der vil stadig være flere mennesker uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Vi vil stadig have et af verdens højeste skattetryk og en særlig indbygget straf, topskat, til de dygtigste og mest flittige.

Så kære Lene og Lars: Det lyder alt sammen meget godt. Men hvad så efter 2013? Hvor er visionerne?

Klumme på 180grader.dk

Men økonomien på Frederiksberg er på ingen måde sat over styr. Faktisk står Frederiksberg langt bedre rustet end de fleste kommuner. Vi har udvist økonomisk mådehold og har i god tid påbegyndt de nødvendige udbygninger af daginstitutioner, skoler og plejehjem. Alt imens socialdemokraterne i København gennemfører dramatiske nedskæringer på bl.a. børneområdet, har vi på Frederiksberg i de senere år øget serviceniveauet og fastholdt pasningsgarantien.

Hvordan havde økonomien mon set ud, hvis S var kommet til magten? Sine Heltberg (S) bryster sig af at være økonomisk ansvarlig, men hendes partis valgprogram viser alt andet end rettidig omhu. I november lovede S bl.a. CO2 neutralt byggeri, øget normering i børnepasningen, lavere klassekvotienter i skolerne, gratis økologisk skolemad, indførsel af modersmålsundervisning, flere underjordiske parkeringspladser, udskiftning af alle kommunale køretøjer til elbiler og en ny svømmehal med internationale mål.

Hvis S havde magt, som de har agt, ville økonomien i sandhed sejle. Men ret skal være ret. S havde i deres budget fundet besparelser på bl.a. snerydning. Overordnet tror jeg dog, at borgerne skal være glade for, at det er et ansvarligt borgerligt flertal, der sætter kursen på Frederiksberg.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 8. april 2010