Den 8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag, men der er ikke meget at fejre. Igen i år skal vi høre på klynk fra universitetsuddannede karrierekvinder, der vil bruge statens magtapparat til at sikre sig poster i virksomhedsbestyrelser og ikke mindst på venstrefløjens nypuritanistiske og kvalmende politisk korrekte krav om et forbud mod købesex. Der er ikke brug for kvindekamp – men modkamp.

Kvindernes kampdag var oprindeligt et socialistisk initiativ lanceret af en forløber til Socialistisk Internationale i 1910. Efterfølgende er socialismens menneskefjendske idéer blevet forkastet, men alligevel fejrer vi stadig Kvindernes Kampdag.

Kvindekamp har rigtignok ikke været forbeholdt socialister, men i takt med opnåelsen af lighed for loven er de borgerlige kvindebevægelser blevet tavse. Med god grund. For fra et borgerligt perspektiv er kvindekampen for længst vundet.

Tilbage står den autoritære, socialistiske kvindebevægelse, der opfatter kvinder som et undertrykt kønsproletariat og kønsforskelle som en social konstruktion, der med vold og magt skal nedbrydes. Derfor er der en lige linje fra kvindekampen i dag tilbage til de socialistiske initiativtagere i 1910.

Feminisme handler nemlig ikke bare om bomuldstrusser, brændte BHer og hår under armene. Hvis det var tilfældet, kunne man nøjes med at trække på skuldrene, når feminister som Anne Grethe Bjarup Riis opfører deres surrealistiske teaterforestilling fra en svunden tid. Men de stopper ikke med dem selv. De vil også tvinge resten af samfundet til at indrette sig efter deres kønsneutrale utopier. Lige fordeling, lige opførsel og lighed, lighed, lighed. Indtil kvinder gror skæg og mænd producerer brystmælk.

Kvindekampen i dag er ikke bare forældet. Den er gået for vidt og kørt helt af sporet. Den oprindelige kamp for kvinders stemmeret, valgbarhed og lige rettigheder var berettiget og har haft uvurderlig betydning for kvinders position i samfundet siden hen. Men i starten og frem til midten af det 20. århundrede drejede kampen sig om lige rettigheder til mennesker og ikke særlige rettigheder til kvinder. Det drejede sig om lige muligheder i ordets egentlige forstand – dvs. lighed for loven – og ikke om lige resultater.

Uddrag af kronik bragt i Berlingske d. 8. marts 2011

I Danmark opmuntres folk nemlig ikke til at tænke selv. Tværtimod har vi opbygget et statsapparat, der i stigende grad pakker os ind i vat og beskytter os imod konsekvenserne af vores egne valg. Eller ganske enkelt forbyder de valg, der ikke er gode og rigtige nok.

Har vi i Danmark drevet forbrugerbeskyttelse så vidt, at vi er godt i gang med at afskaffe den kritiske sans og sunde fornuft?

Forbrugerbeskyttelse kan være udmærket. For eksempel når legetøj og andre almindeligvis uskadelige produkter indeholder kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer. Men det er et misforstået hensyn at forsøge at opdrage folk til at leve sundt ved at klistre dødningehoveder på cigaretpakker og sætte strafskatter på sukker og fedt.

Ingen er i tvivl om, at fastfood og cigaretter er usundt. I stedet for at appellere til vores almindelige sunde fornuft, skaber de mange løftede pegefingre en illusion om, at alt, der ikke er omfattet af advarsler, er sundt og godt. For vores egen skyld har vi altså udliciteret den kritiske sans til staten, så vi ikke længere behøver tænke selv.

Et utal af love har til hensigt at beskytte os mod mere eller mindre reelle trusler. For eksempel har vi en ferielov, der tvinger os til at lægge en del af lønnen til side, så det hele ikke drikkes op eller ødsles bort på tant og fjas. Og i stedet for at lade os hver især indgå de lejeaftaler, vi selv finder rimelige, har vi en planøkonomisk huslejelovgivning, der under påskud af at beskytte lejerne ikke engang tillader udlejere af få deres egne omkostninger dækket.

Hvilke rabatter og vilkår, virksomheder må tilbyde kunder, er også reguleret ved lov. For eksempel må forretninger og kunder ikke selv tage stilling til, om de vil benytte sig af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer. Det kan være besværligt eller uigennemskueligt for forbrugerne, påpeger Forbrugerrådet, der indædt kæmper imod EUs krav om en ophævelse af de danske forbud.

Et andet eksempel er regerings redningspakke til flekslånerne, der i 2008 havde udsigt til stigende renter. Risikovillige lånere havde godt nok haft stor fordel af de lave renter i årene forinden, men de blev alligevel skånet af staten i det øjeblik, risikovilligheden havde en pris.

Budskabet til de mere forsigtige husejere må være, at hovedet fremover er bedre placeret under armen.

Staten beskytter os også imod letsindige, men offerløse, handlinger som hashrygning, bilkørsel uden sele, hasardspil og spilleautomater. Hvis en restaurant eller kiosk ansøger om tilladelse til at opstille et par enarmede tyveknægte, tager spillemyndigheden tilmed særlig højde for, om der skulle befinde sig en skole eller kirke i nærheden. Åbenbart er skolebørn og kirkegængere særligt modtagelige for åndeligt fordærv.

Men kreativiteten kender ingen grænser. Benny Engelbrecht (S), der i sandhed er forbrugerbeskyttelsens førstemand, har for eksempel foreslået at indføre et loft over prisen på sms konkurrencer i tv-programmer som X-faktor. Han tøver heller ikke med at udråbe det som en ”sejr for forbrugerne”, at EU valgte at forbyde det helt igennem uskadelige enzym thrombin, der under navnet ”kødklister” skabte stor debat i foråret. McDonald’s reklamer til børn vil han også forbyde. SF går endnu længere og ønsker et generelt forbud mod at blande legetøj og mad. Slut med Happy Meals. Men hvorfor ikke stole på vores evne til at vælge selv?

Det er jo netop forbrugernes kritiske valg og fravalg, der presser virksomheder til konstant at forbedre sig. Benny Engelbrecht og Co. vil sikkert hævde, at staten bedre end borgerne kan sætte rammer for virksomhedernes drift. Mange statslige krav til blandt andet arbejdsmiljø og god selskabsledelse er sikkert også enkeltvis udmærkede initiativer.

Men jo længere vi går i retning mod, at forbrugerne fratages valget, og staten slet og ret fortæller virksomhederne, hvordan de skal drive forretning, jo mere nærmer vi os det planøkonomiske samfund, der fejlede så katastrofalt i Sovjetunionen og Østeuropa.

Som Adam Smith allerede i 1759 påpegede, kan en central styring af ressourcerne aldrig måle sig med den effektivitet, kreativitet og nyskabelse, der spontant opstår ud af menneskers frie valg. Hvis ellers vi får lov til at tænke og vælge selv.

Resultatet af overdreven forbrugerbeskyttelse er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten, der således bekræftes i, at borgerne ikke selv magter ansvaret. Vi opnår aldrig et risikofrit samfund, men i processen bliver vi alle dummere og fattigere.

Logikken kender vi alle. Så længe et barn kører med støttehjul på cyklen, lærer det aldrig at holde balancen. Derfor tager forældrene på et tidspunkt støttehjulene af, selvom det resulterer i, at barnet får nogle skrammer og blå mærker. På Christiansborg er man – desværre – i gang med den modsatte øvelse.

Kommentar i Berlingske Tidende tirsdag d. 7. september 2010

Kvindekampen var berettiget i starten af 1900-tallet. Dengang kæmpede både mænd og kvinder for kvinders lige rettigheder. Men den anden bølge af feminisme med udspring i ungdomsoprøret lod sig ikke nøje med lige rettigheder. 70’er feminismen indførte den i dag dominerende præmis om, at ligestilling betyder lige fordeling.

Kvinder opfattes i denne optik som et nyt kønsproletariat, der undertrykkes af et maskulint, kapitalistisk patriarkat. Kønsforskelle betragtes overvejende som en social konstruktion, der bør nedbrydes til fordel for et kønsneutralt utopia, hvor mænd og kvinder er lige repræsenterede i alle livets aspekter. Derfor anses kvinder som ofre, så længe kvinder og mænd opfører sig forskelligt.

At kvinder i dag er en særligt undertrykt samfundsklasse er dog langt fra åbenlyst. Lønkommissionen har netop udgivet en rapport, der dokumenterer, at der ikke reelt findes lønforskelle mellem mænd og kvinder i samme faggruppe. Hvis feministerne virkeligt ønsker at hjælpe undertrykte samfundsgrupper, er de til gengæld påfaldende tavse omkring mænds overrepræsentation i fængslerne, blandt de hjemløse og i selvmordsstatistikken.

Kvindeforkæmperne har indtaget en position, man kunne kalde ”Feministisk Direktørsocialisme”. De kæmper for højtuddannede karrierekvinders vilkår, men bekymrer sig ikke meget om kønsforskelle på bunden af samfundet. I virkeligheden er det vel en slags elitær kvindemafia, der ønsker særbehandling af sine egne.

Kvinder og mænd er i dag lige for loven. Hvis feministerne i Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet får held til at indføre kønskvoter i erhvervstoppen, ofrer de ligestillingen i ligestillingens navn.

70’er feminismens underlige ønske om at kollektivisere det enkelte menneskes lykke burde uden tøven kastes på historiens mødding. Men er der grund til at erstatte den med en ny borgerlig feminisme, der kæmper for at beskytte den juridiske lighed imod krav om tvang og særbehandling?

Umiddelbart er synspunktet sympatisk. Der findes også lande i verden, hvor kvinders rettigheder langt fra er en selvfølge. I Nigeria, Sudan og Iran stener man kvinder til døde, hvis de dyrker sex uden for ægteskabet. Kønsadskillelse, social kontrol og tvangsægteskaber finder desværre også sted i nogle fundamentalistiske indvandrermiljøer i Danmark.

Alligevel tager jeg afstand fra forsøget på at omforme feminismen i en borgerlig ånd. Frihedsrettighederne gælder uanset køn. Det er ikke en særlig kvindesag at kæmpe for menneskerettigheder i ulande eller imod undertrykkende særvilkår i vesten. Som borgerlig bør udgangspunktet være det enkelte menneske – uanset om vedkommende er kvinde, mand, rødhåret eller venstrehåndet. Rettigheder følger individer – ikke grupper, klasser eller køn. Dette strider på alle måder imod feminismens kollektivistiske værdigrundlag, der betragter kvinder som en undertrykt kønsklasse.

Derfor er det i bedste fald noget vrøvl og i værste fald meningsforstyrrende eller formålsstridigt at kalde sig borgerlig feminist. Lad venstrefløjen beholde feminismen, vulgærmarxismen og alt det andet socialistiske vraggods fra ungdomsoprøret i 60’erne og 70’erne.

Midtpunkt i Jyllands-Posten tirsdag d. 13. juli

Det er slemt nok, at kronikken idealiserer et Big Mother samfund, der overbeskyttende tørrer sine børns snottede næser og beskytter dem mod at træffe dårlige valg. Men mest bekymrende er det, at al formynderiet forsvares med et ønske om at øge borgernes frihed.

Forslaget kalder de ”En liberal og effektiv tobakspolitik”, men den er mere effektiv end liberal. Kronikørernes egentligt dagsorden er selvsagt at begrænse rygning. Frihed er at have gode alternativer, hævder de. Men når først de gode alternativer sættes på formel og udvælges af staten eller et særligt bemyndiget ekspertpanel, er der ikke længere tale om et frit valg. De gode alternativer er jo valgt på forhånd – og de politisk ukorrekte muligheder er behændigt filtreret fra.

Når kronikørerne sætter lighedstegn mellem et frit liv og et røgfrit liv, viser de med al tydelighed, at de ikke taler frihedens sag. Frihed kan naturligvis ikke gennemføres med tvang. Frihed er retten til at vælge selv – også hvis de valg, man træffer, er tåbelige eller risikofyldte.

For mange er det åbenlyst vigtigere, at borgerne træffer de rigtige valg – end at de træffer frie valg. Det kan man kalde alt muligt, men det har intet med frihed at gøre. Hvis frihed ikke skal ende med at være en tom skal, der kan påfyldes et hvilket som helst indhold, må de af os, der har vores frihed kær, protestere over denne misbrug af begrebet.

Det er selvfølgeligt et stærkt retorisk kneb at sidestille prostitution med et arbejde som bøddel. Men der er intet belæg for sammenligningen. At voksne mennesker indgår frivillige aftaler om køb og salg af sex har ingen ofre. I modsætning til gængse fordomme omkring prostitution viser den seneste rapport fra Servicestyrelsen faktisk, at prostitution ikke er forbundet med større helbredsmæssige risici end andre erhverv.
Der findes rigtigt nok en lille gruppe af sårbare prostituerede, der har alvorlige problemer med kriminalitet og narko – men langt fra alle prostituerede er socialt udsatte.

Derimod lider mange prostituerede under den samfundsmæssige stigmatisering af faget som HV bidrager til i sit indlæg. Et forbud mod prostitution er udtryk for en usaglig nypuritanisme, der ikke hjælper de svageste prostituerede, men til gengæld nedvurderer kvinders evne til at tage ansvar for deres eget liv. I mange år har kvindesagen kæmpet for kvinders ret til at bestemme over deres krop og lyst. Lad os ikke sætte den kamp over styr ved at forfalde til morallovgivning og snæversyn.

Læserbrev i Weekendavisen d. 21. maj 2010

”Frihed lad være vort Løsen i Nord, Frihed for Loke saavelsom for Thor” skrev Grundtvig. Jeg har altid elsket Danmark og måske særligt storbyen for sin rummelighed. De skæve og anderledes, der let falder uden for i provinsen, har også deres plads i byen. Piercinger, rødt hår, tørklæder, pølsevogne, æbletobak, shawarma og kinesiske specialforretninger blander sig med travle mennesker på vej et sted hen, duften af espresso fra gadecaféer og barnevognene, der snegler sig af sted i ro og mag. Forskelligheden gør os rigere.

På Frederiksberg møder man al den mangfoldighed, man kan ønske sig. Høj, lav, tyk, tynd, ung og gammel. Singler, fraskilte, kernefamilier, børn, delebørn og bedsteforældre. Muslimer, kristne, jøder, buddhister og ateister. Heteroseksuelle, homoseksuelle, transseksuelle og varianter, vi sikkert ikke engang har navne for endnu.

Nogle går til vægttabskursus og yoga hos Helsekompagniet, mens andre snupper sig en ristet med det hele hos Øffes Pølser. Nogle vælger højtbelagt smørrebrød og andre en bulgursalat to-go. Man kan danse salsa på Kellerdirk, nyde frisindet på Café Intime og slutte dagen med et glas rødvin og en god cigar. Vi kan i det store og hele sige og tænke, hvad vi vil, og vi har ikke tradition for at blande os unødigt i hinandens liv.

Men er det danske frisind ved at blive fortrængt af vores stræben efter det jævne og almindelige? Har middelklasseidealerne med far-mor-og-børn, familiebil, økologisk hjemmebag, vitaminpille og ægteskabelig sex efter Onsdags Lotto kvalt vores tolerance over for det anderledes? Har vi i al stilhed sat det gode liv på formel?

Både vores kost, motion, parforhold, børneopdragelse, sexliv, rygning og alkoholvaner er i hvert fald blevet offentlige anliggender. Rygere er vor tids udstødte, og nu vil mange tilmed forbyde rygning i private hjem. Andre vil gøre cykelhjelme obligatoriske, forbyde solarier, forbyde prostitution, forbyde alkoholreklamer og lave regler for hvordan vi må klæde os i det offentlige rum. Vi skal tilsyneladende beskyttes mod os selv og de dårlige valg, vi kunne finde på at træffe.

Ligheden og frisindet er begge vigtige dele af den danske kultur, men ligheden må ikke vinde på bekostning af frisindet. ”På det jævne, på det jævne, det er livets sejrssang” konkluderede Kaalund. Men hvis vi alle skal tvinges til at være ens for at være jævne, er det på tide at sige fra. Uanset hvordan vi vælger at leve, må det være vores eget valg. Og jeg bliver i hvert fald ved med at køre uden cykelhjelm, så længe der er frisind nok til at tillade den slags.

Klumme i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 29. april 2010

Den 9. april førstebehandlede folketinget et beslutningsforslag fra Socialdemokraterne, der ønsker at udvide forbuddet til også at omfatte animeret børneporno. Beslutningsforslaget er ikke særligt konkret, men da fotorealistiske fremstillinger allerede er forbudt, antager jeg, at det nye forbud også skal inkludere tegninger, tegnefilm og andre fremstillinger som f.eks. de populære japanske anime og manga-tegneserier.

Selvom de tanker og fantasier, der ligger bag fiktive fremstillinger af børneporno, kan være afskyelige og frastødende, er det af både principielle og praktiske årsager problematisk at forbyde. Helt principielt må vi fastholde, at der er tale om fiktion. Den oprindelige hensigt med straffelovens §235 var at beskytte børn mod det seksuelle misbrug, der finder sted ved fremstilling af børnepornografi. Ved fiktiv børneporno er der intet overgreb og intet offer.

Det, Socialdemokraterne vil forbyde, er altså tanker og fantasier. Uanset hvor væmmelige tilbøjeligheder, der ligger bag disse tanker, er det et meget stort indgreb i ytringsfriheden at forbyde tegninger og animationer, hvor der ikke rent faktisk er sket et overgreb.

Der er heller ingen dokumentation for, at fiktiv børneporno fører til flere overgreb på børn. Hvis tegninger kan forårsage rigtige handlinger, bør vel vi også forbyde film, tv, tegneserier og computerspil med f.eks. voldtægt og meningsløs vold mod uskyldige.

Dertil er det svært at forestille sig, hvordan loven skal håndhæves. Hvornår er en tegning kunst og hvornår er der tale om porno? Hvornår forestiller en tegning et barn og ikke en ung voksen – og hvornår er der tale om en utugtig fremstilling? Ville en episode af South Park med seksuelt indhold for eksempel være forbudt? Hvad med filmatiseringen af Vladimir Nabokovs berømte roman Lolita, der omhandler en voksen mands besættelse og seksuelle forhold til en 12-årig pige? Hvad med Marina Cecilie Ronés nyeste roman, hvor en 12-årig pige forfører en af sin faders mandlige venner?

I et samfund som det danske med tradition for oplysning og åndsfrihed bør vi nøjes med at forbyde handlinger og afholde os fra at forbyde tanker og fantasier. Tanker og ytringer har ingen ofre.

Opinion i Berlingske Tidende mandag d. 12. april 2010

Uden for landets grænser skorter det imidlertid ikke på eksempler på kvindeundertrykkelse. I mange mellemøstlige og afrikanske lande har kvinder ikke adgang til uddannelse eller arbejde, deres vidneudsagn tæller ikke på lige fod med mænds og i nogle kulturer betragtes kvinder slet og ret som mænds ejendom. I lande som Nigeria, Sudan og Iran stener man kvinder til døde, hvis de dyrker sex uden for ægteskabet, og straffer dem med piskeslag, hvis de bærer bukser. Kønsadskillelse, social kontrol og tvangsægteskaber finder desværre også sted i nogle fundamentalistiske indvandrermiljøer i Danmark. Her ligger kvindekampens sande udfordring i det 21. århundrede.

Feministiske vildfarelser
Men desværre har kvindesagen i Danmark lukket øjnene for disse udfordringer. I stedet arbejder Dansk Kvindesamfund, 8. marts Initiativet og det meste af venstrefløjen for feministiske vildfarelser som kønskvoter i erhvervslivet, mistænkeliggørelse af pornografi og forbud mod købesex. En dagsorden, der i virkeligheden ringeagter kvinder ved ikke at tiltro dem evnen til at træffe deres egne valg.

Efter mange års kamp for en accept af kvinders lyst på lige fod med mænds, er den offentlige debat på vej tilbage mod tidligere tiders mistænkeliggørelse af kvinders seksualitet. I en omfattende analyse af seksualmoral i 90’erne og 00’erne konstaterer sociolog Morten Wøldike således, at debatten i dag er præget af langt mere angst og fordømmelse end i 90’erne.

I 90’erne blev forskellige seksuelle udtryksformer betragtet afslappet og med nysgerrighed, hvorimod f.eks. analsex, gruppesex og pornografi langt oftere beskrives som uacceptabelt, undertrykkende og potentielt skadeligt i dag. Morten Wøldike taler decideret om en ”moralsk panik”, der er ude af trit med de faktuelle forhold.

Kvindekampens deroute kan på mange måder forstås i lyset af denne tendens til feministisk moralisme. Kvinder betragtes af venstrefløjen som særligt skrøbelige og i mindre grad end mænd i stand til at varetage deres eget seksualliv.

Sexkøb
Dette ses mest tydeligt i debatten omkring kriminalisering af sexkøb, hvor kvinder betragtes som ofre for mænds undertrykkende og dominerende seksualitet. Ikke blot bliver kvinders evne til selvbestemmelse nedvurderet, men også mænd defineres i denne optik ud fra deres køn. Sexkøb beskrives af Dansk Kvindesamfund som ”vold mod kvinder”. Rollerne er klare. Skurken er manden, der drevet af sit ondsindede begær tingsliggør og udnytter kvinden, det stakkels viljeløse offer.

Igen i år vil venstrefløjen, flankeret af Dansk Kvindesamfund og 8. marts Initiativet, bruge kvindernes kampdag til at drive hetz imod sexkøbere. De påstår at tale på vegne af kvinder, men de taler ikke kvindernes sag. En snæver og fordømmende seksualmoral håndhævet igennem regler, regulering og forbud er et tilbageskridt, ikke et fremskridt, for kvindesagen. Lad os i stedet bruge den 8. marts til at sætte fokus på den reelle kvindeundertrykkelse, der finder sted mange steder i verden, og til at kæmpe for kvinders ret til at bestemme over deres liv, krop og seksualitet.

Midtpunkt i Jyllands Posten d. 8 marts 2010

Uden at tænke over det er mange i min generation nok så påvirkede af 70’er feminismen, at de gamle dyder er gået i glemmekassen. Kvindeoprøret i 70’erne lærte os, at kønsstereotyper er undertrykkende, og at vi skulle føle os nedgjort, hvis en mand holdt døren. Forholdet mellem mænd og kvinder blev betragtet som en kamp.

Der har også været meget at kæmpe for, men vi er heldigvis nået langt. I år er 100-året for kvindernes internationale kampdag. I 1915 fik kvinderne valgret og senere har vi opnået ligeløn og lige adgang til uddannelse. Selvom nogle nok vil hævde, at kvinder stadig er undertrykte, fordi der findes lønforskelle, forklares forskellene i dag snarere af de valg, kvinder træffer, end af kønsdiskrimination.

Derfor ændrede feminismen også på mange måder karakter igennem 90’erne. I 70’erne skulle kødgryderne og de traditionelle kvinderoller skiftes ud med karriere og kampråb. I 90’erne blev det igen okay at kombinere feminismen med en mere traditionel kvindelighed. Den postfeministiske kvinde klarer både job og familie i høje hæle og bliver ikke fornærmet, hvis en mand giver blomster eller trækker stolen ud. De bløde mænd skulle igen lære at banke søm i væggen og slå i bordet, når det var nødvendigt.

Kvindeidealet anno 2010 bilder os ind, at vi kan få det hele på én gang. Karriere, børn og masser af overskud. Vi taler meget om manglen på kvindelige topchefer. Men jeg tror ikke, det skyldes, at kvinder ikke kan eller ikke får lov. Jeg tror bare, at mange kvinder vælger at prioritere andre ting. For alle valg er fravalg. Og er det ikke også okay?

Det er ikke let at være mand eller kvinde i år 2010. I det hele taget er livet ikke let. Men jeg mener ikke, at kønnene er i kamp med hinanden. Og selvom jeg nok kan klare de fleste ting selv, vil jeg fremover huske at nyde, når en mand åbner døren for mig eller trækker min stol ud. Den 8. marts synes jeg, vi skal afblæse kampen mellem kønnene og i stedet fejre, at både kvinder og mænd selv kan vælge, hvordan de ønsker at leve.

Klumme i anledning af kvindernes kampdag d. 8. marts, bragt i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 25. februar

For borgernes egen skyld, forstås. De ved jo ikke bedre. Problemet er ellers ikke manglende viden. Alle undersøgelser bekræfter, at f.eks. rygere udmærket er klar over risikoen. Der er næppe heller nogen, der er i tvivl om, at slik og junkfood sætter sig på sidebenene. Kunne det tænkes, at de foretrækker en smøg og lidt sødt til kaffen velvidende, at de risikerer en kortere levetid? Og har vi, som samfund og politikere, nogen ret til at blande os i det?

Det mener jeg ikke, vi har. Livskvalitet kan ikke reduceres til statistik – og et langt liv levet efter alle sundhedsapostlenes strenge forskrifter er måske ikke lykken for alle. Noget helt andet er, at selv den mest dydige livsstil ikke garanterer et langt liv. Foretrækker jeg en kortsigtet nydelse, der måske forkorter min levetid, er det altså ikke et anliggende for Christiansborg.