Af
Mie Harder, ph.d. stipendiat
Henrik Gade Jensen, projektmedarbejder ved CEPOS

”Konklusionen er altså, at krigsførelsen i Afghanistan er god for danskerne, og at dette er en tilstrækkelig begrundelse for den,” skriver Nikolaj Petersen d. 8. januar i et svar til vores kommentar ”Kampen for tilværelsen” af d. 18. december. Hvis vi havde skrevet noget sådant, ville kritikken være berettiget, men vores formål var netop ikke at diskutere krigens begrundelse.

Vi forholder os ikke til krigens legitimitet eller om den kan vindes: ”Om krigen mod terrorister i Afghanistan kan vindes i nogen relevant forstand, må officerer og eksperter afgøre,” skrev vi blandt andet. For at imødegå den misforståelse, der åbenbart er opstået, tilføjer vi gerne, at vi på ingen måde ser indflydelsen på den danske selvopfattelse som en tilstrækkelig begrundelse for krigsdeltagelsen.

Begrundelsen for den danske deltagelse i krigen i Afghanistan er blevet diskuteret flittigt af mange andre og har selvsagt intet at gøre med at påvirke den danske selvopfattelse. Det er imidlertid ikke den debat, vi ønskede at bidrage til. Vi forholder os til det faktum, at Danmark igennem en årrække har været krigsførende, og diskuterer, hvad krigsdeltagelsen betyder for danskernes velfærdsmentalitet.

Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om krigens berettigelse eller gavnlige effekt for den afghanske befolkning, påvirker den vores nationale selvopfattelse. En sideeffekt af krigsdeltagelsen er, at vi mindes om, at der findes vigtigere ting i livet end passiv rygning, middellevetid og fedtprocenter i kødpålæg. Den påmindelse, mener vi, er gavnlig.

Læserbrev i Berlingske Tidende tirsdag d. 11. januar 2011

Af Ph.d.-stipendiat Mie Harder og projektmedarbejder ved CEPOS Henrik Gade Jensen

Et samfund kan ikke overleve i længden, hvis dets officielle religion er sundhed, forebyggelse og ikke-rygning. Velfærdsstaten har erstattet den menneskelige overlevelseskamp med en selvudslettende dyrkelse af det risikofrie samfund. Overlevelsesinstinktet og kampen for tilværelsen er fortrængt til fordel for krav om sociale rettigheder, efterløn og førtidspension.

Men denne velfærdsmentalitet er efter vores opfattelse langsomt under forandring. At Danmark siden 2002 har været en krigsførende nation har afgørende betydning for vores selvopfattelse og nationale identitet. På trods af mange faldne soldater er det ikke svært at rekruttere nye soldater til missionen, og der er bred politisk opbakning.

Om krigen mod terrorister i Afghanistan kan vindes i nogen relevant forstand, må officerer og eksperter afgøre. Det centrale for os er den holdningsændring, som sker i Danmark: Væk fra neutralisme og pacifisme og hen imod aktivisme og krigsførelse. Denne holdningsændring, mener vi, kan blive en katalysator for et nødvendigt skifte i den danske tryghedsnarkomani og velfærdsmentalitet.

I krigen skabes en eksistentialitet, hvor soldaterne hver dag befinder sig på grænsen mellem liv og død. Krigen er den åbenlyse negation af velfærdsmoralen. I Afghanistan kan livet slutte brat og tilfældigt. Det ved alle i indsatsen. Det skaber en anden moral, der bygger på et ekstremt sammenhold og fællesskab båret af en vished om, at overlevelse ikke er givet, men hver dag skal tilkæmpes.

I velfærdsstaten er vi forskånet disse overvejelser. Aldrig før har vi haft så stor materiel overflod og tryghed. Alligevel flyder medierne over med rapporter og undersøgelser af potentielle skadevirkninger af alt fra pollen, røget fisk, rygning og fødevareingredienser til rullegardiner.

Kampen for det daglige brød har i den danske velfærdsstat mistet sin relevans. Vi har alle alt, hvad vi har brug for og mere til. Og hvis vi ikke kan få et arbejde eller kommer ud for en ulykke, sørger staten for vores overlevelse. Det er dog en velsignelse, der ikke er kommet uden sin pris.

Velfærdsstatens ideal er, at alle skal have det godt uanset egen vilje og adfærd. Samtidig foragtes overlevelsesinstinktet som et dyrisk og før-civilisatorisk element, som den moderne tid har overflødiggjort. Menneskesynet i velfærdsstaten bygger på, at mennesker vil det gode og måske kan hjælpes lidt på vej af påbud og forbud. Et menneskesyn som også lå til grund for de socialistiske samfundsforsøg i det 20. århundrede, som af samme grund forliste. For mennesket vil sig selv og sin selvopretholdelse og politik burde dreje sig om at kanalisere denne drift ind i ordnede og civiliserede former.

Det er sundt, at borgerne frygter noget værre end kontanthjælp, førtidspension og efterløn. Det er fint nok med et socialt sikkerhedsnet, men i dag har det udviklet sig til en blød og behagelig dyne, som trætter og bedøver. Socialdemokraternes gamle slagord om ”Gør din pligt og kræv din ret” er blevet erstattet af kun at kræve sine sociale rettigheder opfyldt.

Samtidig med vores fanatiske efterstræbelse af den risikofrie hverdag, dyrker vi i stigende grad risikobetonede aktiviteter som kitesurfing, faldskærmsudspring og ekstremsport i vores fritid. Behovet for at prøve grænser af ligger dybt i mennesket. Tænk hvis al den energi kunne bruges mere konstruktivt i samfundets økonomi. Paradokset illustrerer, hvad man måske kan betragte som en eksistentiel samfundskrise: Kampen for at vise sit ypperste er blevet en fritidsbeskæftigelse.

Den engelske filosof Thomas Hobbes mente i 1600-tallet, at overlevelse var menneskets dybeste drift og parret med menneskets rationalitet det, som skabte samfund og retsorden. Den russiske forfatter Fjodor Dostojevski hævdede i forlængelse her af, at viljen til at hævde sig var urinstinktet i mennesket.

Velfærdsstatens fejl er dens menneskesyn, som fejlagtigt ignorerer urdriften i mennesket. Hvis ikke mennesker kan udfolde deres overlevelsesinstinkt under ordnede former i kampen for tilværelsen, vil de optræde i fordrejede og negative former til fordærv og depravering.

Da grundloven blev diskuteret i 1848 argumenterede N.F.S. Grundtvig faktisk for, at den nuværende forsørgelsesparagraf (”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige….” § 75) ville blive en katastrofe for Danmark. Det skulle specificeres, mente Grundtvig, at driverter, drukkenbolte og døgenigte ikke kunne få offentlig understøttelse og hjælpen skulle øremærkes gamle, syge og forældreløse børn, altså genuint svage. For ellers gik der inflation i udueligheden.

At Danmark er blevet en krigsførende nation ændrer vores selvopfattelse. Tusinder af mennesker er i berøring med krigen som soldater eller fædre, mødre, klassekammerater, naboer, kærester og børn af soldater. Alle disse mennesker mærker på egen krop, at der er større og vigtigere ting i livet end middellevetid, pollenallergi og fedtprocenter i kødpålæg. Uanset om krigen vindes eller tabes, og uanset om krigsindsatsen i sidste instans gavner eller skader Afghanistan, er effekten på den danske mentalitet kolossal og efter vores mening gavnlig.

Værnepligten anslås at koste staten omkring en milliard kroner om året. Argumentet for at bevare den tvungne militærtjeneste er normalt, at det er den billigste eller mest effektive måde at rekruttere professionelle soldater. Man hører også tit et argument om, at alle samfundslag skal repræsenteres i forsvaret, og at en generel værnepligt sikrer dette. Rapporten fra Dansk Institut for Militære Studier slår imidlertid store huller i begge disse argumenter.

Vi har allerede i dag et professionelt militær. Værnepligten er en kort basisuddannelse, som under 10 procent af ungdomsårgangene gennemgår, men alle de militære opgaver i Danmark og udlandet løses af professionelle soldater på kontrakt. Så det er måske på tide, at vi spørger os selv, om det stadig er meningsfuldt og rimeligt at tvinge unge mænd til militærtjeneste?

I stedet for at bruge en milliard om året på at uddanne under 10% af ungdomsårgangene, hvoraf kun en tredjedel vælger at fortsætte i forsvaret, kunne vi bruge flere penge på at fastholde de dygtige soldater, der i dag siver ud af forsvaret på grund af dårlige arbejdsforhold. I stedet for at kaste penge efter værnepligtige, der aldrig kunne drømme om en karriere i forsvaret, kunne vi lave en frivillig værnepligt målrettet mod unge mænd og kvinder, der er interesserede i de gode uddannelses- og karrieremuligheder i militæret.

Frivillighed må altid være at foretrække frem for tvang. Så lad os lære af erfaringerne i andre lande og give værnepligten et kritisk eftersyn.