At det kan være en fordel at være smuk og fotogen – og ikke mindst kvinde – anerkender Hanne-Vibeke Holst. Men hun fastholder alligevel, at furoren omkring Thorning og Espersen handler om køn og ikke om skatteunddragelse eller mødeafbud.

»De har ikke været tilstrækkeligt bevidste om, hvor farligt det er at lade medierne æde sig med hud og hår. For under mediernes fascination ligger et urgammelt kvindehad og ulmer. Det slippes løs, når de her kvinder viser svaghedstegn og kommer i krise,« siger hun.

Kvindekortet kan være effektfuldt, men det virker sjældent befordrende på afsenderens troværdighed eller intellektuelle tyngde. At trække kvindekortet, når man har trådt i spinaten, er en særlig tvivlsom strategi. Det er nemlig som regel dem, der taktisk har udnyttet rollen som kvinde eller mor for at komme frem i samfundet, der senere beklager sig over, at kritikerne er for personlige.

Der er ikke tale om en dobbeltstandard. De bedømmes blot pludselig på den målestok, der fra starten har været et vilkår for de fleste andre mindre karismatiske og ugebladssælgende personer. Om end kravene selvfølgelig, uafhængig af køn, er højere på toppen.

Uddrag af kronik i Berlingske Tidende fredag d. 20. august 2010. Læs resten af kronikken her.

Således bekræftes den kritik, jeg rejste i avisen d. 30. juli. Uanset hvor mange gange Lykke Friis gentager, at hun ikke går ind for kvoter, måler hun i praksis ligestilling som lige fordeling.

Som prorektor på Københavns Universitet stod hun tilmed i spidsen for at indføre en særlig bonus til fakulteter, der ansætter flere kvindelige professorer. Det er måske ikke en kvote, men tanken er utvivlsomt, at ligestillingen fremmes ved at sikre en bestemt fordeling af mænd og kvinder.

Et ligestillingsministerium, hvis arbejde hovedsageligt består i at opgøre antallet af mænd og kvinder i diverse jobkategorier og problematisere et hvert eksempel på, at fordelingen er ulige, er aldeles overflødigt.

Hvis nogle kvinder ønsker at ”spilde deres talent”, som ministeren udtrykker det, ved ikke at gøre karriere, er det deres frie valg. Borgerne er ikke midler til at opnå ministerens mål om et kønsneutralt samfund.

Helt absurd er det, at Lykke Friis til sidst forsøger at legitimere sit ministerium ved at gøre partnervold og menneskehandel til ligestillingsproblemer. Begge dele er først og fremmest en opgave for politiet og dernæst for de sociale myndigheder. Alternativt kunne ligestillingen jo forbedres ved at gøre flere mænd til voldsofre og flere kvinder til forbrydere.

Ligestilling betyder lighed for loven. Resultatlighed, derimod, kan kun opnås på bekostning af nogle menneskers ret til at vælge selv. Jeg tvivler derfor på, at det giver mening for mange andre end ministeren selv, når hun på den ene side fastholder, at mænds frafald på universiteterne og kvinders fravær i lederstillinger er ligestillingsproblemer og samtidig hævder, at hun ikke går ind for resultatlighed.

Læserbrev i Berlingske Tidende søndag d. 8. august 2010

Målet er ikke lige fordeling, skriver ligestillingsminister Lykke Friis (V) i kronikken d. 15. juli. Men alligevel bruger hun den manglende resultatlighed som bevis for, at der må eksistere uformel diskrimination. For hvis mænd og kvinder virkeligt har lige muligheder, vil de vel også opnå lige resultater, lader til at være hendes logik. Derfor ønsker hun at nedbryde de traditioner, normer og værdier, der får mænd og kvinder til at træffe forskellige valg.

Ministeren har svært ved at holde tungen lige i munden. På den ene side hylder hun de borgerlige principper om frihed og lighed for loven, men samtidig tør eller vil hun ikke gå imod den feministiske præmis om, at der først er reel ligestilling, når mænd og kvinder opfører sig ens.

At ligestilling i praksis tolkes som resultatlighed ses også i ligestillingsloven, der ikke alene har til formål at fremme lige rettigheder, men også lige indflydelse og integration i alle samfundets funktioner. Ministerier, kommuner og statslige virksomheder skal løbende tælle og rapportere antallet af mænd og kvinder i forskellige stillingskategorier. Ligeledes fastslår loven, at offentlige udvalg og kommissioner bør have en ligelig fordeling af mænd og kvinder. Ikke et ord om kvalifikationer.

Selvom at Lykke Friis påstår, at lige fordeling ikke er målet, er det altså denne ligestillingsoptik, hendes ministerium arbejder ud fra.

At mænd dropper ud af universiteterne og oftere end kvinder bliver arbejdsløse, kriminelle og hjemløse er selvfølgeligt en alvorlig sag. Men det handler ikke om ligestilling. Hvis det gjorde, kunne vi jo løse problemet ved at gøre flere kvinder arbejdsløse, hjemløse og kriminelle. Tanken er absurd, fordi præmissen er helt forfejlet.

En karrierekvinde er heller ikke mere frigjort end en hjemmegående husmor, hvis begge har valgt det liv, de ønsker. Som borgerlige bør vi først og fremmest beskytte den enkeltes frie valg. Det største ligestillingsproblem i Danmark er, at ligestilling betragtes som lige fordeling. Lige fordeling kan nemlig kun opnås på bekostning af nogle menneskers ret til at vælge selv.

Mænd og kvinder skal være lige for loven, men vi skal ikke blande os i, hvordan den enkelte indretter sit liv. Med den nuværende kurs risikerer ligestillingsministeriet derfor at gøre mere skade end gavn.

Så længe lige adfærd og lige resultater de facto er ligestillingsministerens succeskriterium, er det kun et spørgsmål om tid, før kvoter og tvang bliver løsningen. For intet andet vil gennemføre den lighedsutopi, der er vokset ud af feministernes socialistiske vrangforestillinger. Et ligestillingsministerium, der arbejder for lige fordeling, gavner ikke ligestillingen.

Opinion i Berlingske Tidende fredag d. 30. juli 2010

”Pointen er ikke, at vi skal have lige mange kvinder og mænd i bestyrelser eller på direktionsgangene”, skriver hun. Og dog påpeger hun i næste sætning, at det er et problem, at kvinder og mænd vælger forskellige karriereveje. Det er fint, at Lykke Friis er imod kvoter og tvang, men det er en skam, at hun hænger fast i en feministisk præmis om, at der først er reel ligestilling, når mænd og kvinder opfører sig ens.

At der findes kønsforskelle betyder ikke, at mænd og kvinder ikke har lige muligheder. Det viser alene, at de træffer forskellige valg. En kvindelig leder er ikke mere frigjort end en hjemmegående husmor, hvis begge har valgt det liv, de ønsker.

Ligestillingsministeren skal sikre lighed for loven, men holde sig fra at diktere, hvordan borgere og virksomheder skal indrette sig.

Kvindekampen var berettiget i starten af 1900-tallet. Dengang kæmpede både mænd og kvinder for kvinders lige rettigheder. Men den anden bølge af feminisme med udspring i ungdomsoprøret lod sig ikke nøje med lige rettigheder. 70’er feminismen indførte den i dag dominerende præmis om, at ligestilling betyder lige fordeling.

Kvinder opfattes i denne optik som et nyt kønsproletariat, der undertrykkes af et maskulint, kapitalistisk patriarkat. Kønsforskelle betragtes overvejende som en social konstruktion, der bør nedbrydes til fordel for et kønsneutralt utopia, hvor mænd og kvinder er lige repræsenterede i alle livets aspekter. Derfor anses kvinder som ofre, så længe kvinder og mænd opfører sig forskelligt.

At kvinder i dag er en særligt undertrykt samfundsklasse er dog langt fra åbenlyst. Lønkommissionen har netop udgivet en rapport, der dokumenterer, at der ikke reelt findes lønforskelle mellem mænd og kvinder i samme faggruppe. Hvis feministerne virkeligt ønsker at hjælpe undertrykte samfundsgrupper, er de til gengæld påfaldende tavse omkring mænds overrepræsentation i fængslerne, blandt de hjemløse og i selvmordsstatistikken.

Kvindeforkæmperne har indtaget en position, man kunne kalde ”Feministisk Direktørsocialisme”. De kæmper for højtuddannede karrierekvinders vilkår, men bekymrer sig ikke meget om kønsforskelle på bunden af samfundet. I virkeligheden er det vel en slags elitær kvindemafia, der ønsker særbehandling af sine egne.

Kvinder og mænd er i dag lige for loven. Hvis feministerne i Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet får held til at indføre kønskvoter i erhvervstoppen, ofrer de ligestillingen i ligestillingens navn.

70’er feminismens underlige ønske om at kollektivisere det enkelte menneskes lykke burde uden tøven kastes på historiens mødding. Men er der grund til at erstatte den med en ny borgerlig feminisme, der kæmper for at beskytte den juridiske lighed imod krav om tvang og særbehandling?

Umiddelbart er synspunktet sympatisk. Der findes også lande i verden, hvor kvinders rettigheder langt fra er en selvfølge. I Nigeria, Sudan og Iran stener man kvinder til døde, hvis de dyrker sex uden for ægteskabet. Kønsadskillelse, social kontrol og tvangsægteskaber finder desværre også sted i nogle fundamentalistiske indvandrermiljøer i Danmark.

Alligevel tager jeg afstand fra forsøget på at omforme feminismen i en borgerlig ånd. Frihedsrettighederne gælder uanset køn. Det er ikke en særlig kvindesag at kæmpe for menneskerettigheder i ulande eller imod undertrykkende særvilkår i vesten. Som borgerlig bør udgangspunktet være det enkelte menneske – uanset om vedkommende er kvinde, mand, rødhåret eller venstrehåndet. Rettigheder følger individer – ikke grupper, klasser eller køn. Dette strider på alle måder imod feminismens kollektivistiske værdigrundlag, der betragter kvinder som en undertrykt kønsklasse.

Derfor er det i bedste fald noget vrøvl og i værste fald meningsforstyrrende eller formålsstridigt at kalde sig borgerlig feminist. Lad venstrefløjen beholde feminismen, vulgærmarxismen og alt det andet socialistiske vraggods fra ungdomsoprøret i 60’erne og 70’erne.

Midtpunkt i Jyllands-Posten tirsdag d. 13. juli

Den konkluderer nemlig, at der rigtig nok er en bruttolønforskel på omkring 20 procent mellem mænd og kvinder. Men langt hovedparten af denne lønforskel skyldes ifølge rapporten, at mænd og kvinder er ansat inden for forskellige fag, med forskellige funktioner og anciennitet. Når disse objektive faktorer trækkes ud, resterer alene en lønforskel på mellem 0,5 og 3,1 procent afhængig af opgørelsesmetoden.

Grethe Christiansens indlæg viser desværre, hvor sejlivet myterne om kønsdiskrimination er. Der er lige løn for lige arbejde i Danmark. Kvinder og mænd vælger bare forskellige fag og mænd har oftere ledelsesansvar. Men det kan selvfølgeligt være et ubelejligt faktum, hvis man har stirret sig blind på myten om, at kvinder er ofre og mænd er undertrykkere.

Læserbrev i Weekendavisen d. 2. juli 2010

Som kvinde føler jeg mig fornærmet. Jeg vil vurderes på mine kvalifikationer – ikke mit køn. Mit ærinde er ikke at beskylde nogen for kønsfavorisering. Hun var blevet udpeget uanset. Men eksemplet viser, hvordan ligestillingsdebatten i stigende grad fortrænger fokus fra kvalifikationer. For hvorfor taler vi overhoved om køn? Er det ikke ligegyldigt?

Desværre ikke. Feminismen har nemlig sejret ad helvede til. Selv uden kvoter, kommer køn i praksis forud for kvalifikationer. Hvis ingen havde nævnt i en sidebemærkning, at den omtalte kvindelige forsker selvfølgeligt er yderst kvalificeret, kunne mødedeltagerne forledes til at tænke, at hun alene var udpeget som repræsentant for minoriteter, diversitet og feel-good. Selv topkvalificerede kvinder risikerer altså at blive opfattet som et hak i en kønspolitisk dagsorden.

Men feministerne i diverse HR-afdelinger og kvindeforeninger må klappe i deres hænder. Kvoter er slet ikke nødvendige. Samfundet er tilsyneladende så påvirkeligt af politisk korrekthed, at vi alle lydigt går i takt, hvis blot der hamres længe og stædigt nok på selv det mest tåbelige budskab.

Alle store virksomheder og universiteter har i dag en ligestillingspolitik. HR medarbejdere udtænker utallige strategier og værktøjer, der kan fremme kvinders repræsentation. I 2009 havde det Frie Forskningsråd reserveret 70 mio. kroner, der ifølge en noget kringlet formulering skulle fremme kvindelige forskningsledere uden dog at diskriminere mandlige kandidater. Kvinder bliver altså de facto betragtet som en underlig størrelse, der skal holdes i hånden og gives særvilkår. Hvorfor ikke bare vurdere deres kvalifikationer?

Kvindebevægelsen har haft succes til at definere ligestilling som lige repræsentation. Til gengæld bliver kvinder på universiteterne og alle andre steder de facto reduceret til ligestillingstrofæer, der kan pynte på CSR rapporten. Vi kan aldrig vide, om vi er ansat på baggrund af køn eller kvalifikationer. Der er ingen på CBS eller andre steder, der ønsker diskrimination, men det er konsekvensen, når lige repræsentation er målet. Feministerne har sejret, men det er sket på bekostning af kønnenes lige rettigheder og ligeværd.

Opinion i Berlingske Tidende søndag d. 6. juni 2010

Det er selvfølgeligt et stærkt retorisk kneb at sidestille prostitution med et arbejde som bøddel. Men der er intet belæg for sammenligningen. At voksne mennesker indgår frivillige aftaler om køb og salg af sex har ingen ofre. I modsætning til gængse fordomme omkring prostitution viser den seneste rapport fra Servicestyrelsen faktisk, at prostitution ikke er forbundet med større helbredsmæssige risici end andre erhverv.
Der findes rigtigt nok en lille gruppe af sårbare prostituerede, der har alvorlige problemer med kriminalitet og narko – men langt fra alle prostituerede er socialt udsatte.

Derimod lider mange prostituerede under den samfundsmæssige stigmatisering af faget som HV bidrager til i sit indlæg. Et forbud mod prostitution er udtryk for en usaglig nypuritanisme, der ikke hjælper de svageste prostituerede, men til gengæld nedvurderer kvinders evne til at tage ansvar for deres eget liv. I mange år har kvindesagen kæmpet for kvinders ret til at bestemme over deres krop og lyst. Lad os ikke sætte den kamp over styr ved at forfalde til morallovgivning og snæversyn.

Læserbrev i Weekendavisen d. 21. maj 2010

Man forestiller sig med gru hvilke andre begrundelser, der ikke lever op til Etisk Råds moralske kriterier. I dag kan man indtil 12. uge – uden at svare på spørgsmål – vælge en abort, fordi tandfeen har foreslået det i en drøm. Eller fordi graviditeten kommer i vejen for ferie eller karriereplaner. At ingen skal godkende årsagen er netop essensen af den frie abort. Man behøver med andre ord ingen årsag.

Hvis Etisk Råd får held til at trække deres patentmoral ned over hovedet på gravide danske kvinder, er det ikke kun en trussel mod den hårdt tilkæmpede ret til fri abort – det underminerer også en helt grundlæggende rettighed i et liberalt demokrati. Nemlig retten til at eje sig selv.

På tværs af politiske partier og grupperinger deler de fleste borgerlige det grundsynspunkt, at mennesket har retten til selvejerskab. Retten til selvejerskab adskiller de frihedsorienterede verdensanskuelser fra de tvangsorienterede, kollektive ideologier.

Fra retten til selvejerskab udspringer alle vores andre grundlæggende rettigheder. Retten til at tænke, føle, mene og sige, hvad vi vil og retten til frugten af vores arbejde. Jeg ejer mig selv, står til ansvar over for mig selv og har ret til at indrette mit liv, som jeg ønsker – så længe jeg ikke krænker andres tilsvarende rettigheder. Dermed ikke sagt, at alle værdier er lige gode, eller at moral er uvæsentligt, men det tilfalder ikke staten at påtvinge borgerne en bestemt moralopfattelse.

Desværre er Etisk Råds udfordring af den frie abort langt fra det eneste eksempel på, at tvangsorienterede anskuelser vinder frem. Intellektuelle, politikere og eksperter lancerer det ene forslag efter det andet, der i en kakafoni af gode intentioner udvider fællesskabets ret til at definere det gode liv og den gode moral.

For eksempel er det i Danmark forbudt at ryge hash, køre i bil uden sikkerhedssele og spille poker for penge – selvom disse handlinger ikke har nogle ofre. Forslag om at indføre formodet samtykke til organdonation, forbyde købesex, påbyde cykelhjelme, forbyde reklamer for slik og forbyde solarier er andre eksempler på, at den enkelte borger tvinges til at underkaste sig fællesskabet.

Uanset hvor gode intentionerne bag disse forslag er, er det bagvedliggende menneskesyn skræmmende. Mennesket er ikke et mål i sig selv, men reduceres til et middel til at opnå samfundets større mål. Mennesket ejer altså ikke – a priori – sig selv. Hvis først denne grundsten i demokratiet smuldrer, er det svært at forestille sig grænser for fællesskabets tvangsdoserede omsorg.

Når retten til at vælge overlades til andre, bliver omsorg nemlig til ligegyldighed. Når vi træffer valg for os selv, tager vi naturligt udgangspunk i vores egne unikke behov og præferencer. Overlades valget til andre – meningstyranner i folketinget eller Etisk Råd – bliver vi alle skåret over en kam. Når staten definerer vores behov, er resultatet en one-fits-all løsning, der i virkeligheden tilfredsstiller de færreste.

Det har Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt for nylig erfaret på egen krop. Nok er vi alle lige, men nogle er som bekendt mere lige end andre. Fællesskabets universalløsning, enhedsskolen, er god nok til alle andre, men ikke til Mette og Helles egne børn. Alligevel tiltror de ikke os andre samme evne til at vælge selv.

Men hvis den enkelte ikke har ret til at træffe sine egne valg – også hvis de valg er risikofyldte eller decideret tåbelige – hvorfor så ikke indføre vitaminpillepåbud, faste sengetider, obligatorisk morgengymnastik og statsdikterede kostplaner? Hvad med at forbyde høje hæle, hårfarve, parfume, alkohol, tobak og rødt kød? Ingen solbadning på stranden mellem kl. 12 og 15, ingen risikobetonet sport, intet husarbejde uden sikkerhedsudstyr og intet sukker, slik, sjov eller ballade.

Det ville uden tvivl gavne folkesundheden og statsunderskuddet. Hvorfor så overlade valget til den enkelte, der så let lader sig lokke af samfundets mange syndige fristelser?

Er det grotesk? Ja! Men desværre ikke så langt fra virkeligheden. Hvis mine naboer, politikere og skiftende flertal i befolkningen har ret til at bestemme over min krop, min kost og mit sexliv – hvad har de så ikke ret til at bestemme?

Gæsteindlæg på Damefrokosten.com

De norske virksomheder er nemlig tvunget til at besætte bestyrelsesposterne på baggrund af køn i stedet for kvalifikationer og erfaring. Man kan sige sig selv, at resultatet er dårligere virksomhedsledelse.

Hvis Britta Thomsen blot ønskede at løfte uddannelsesniveauet, kunne hun jo foreslå kvoter for højtuddannede. Men det er slet ikke det, sagen drejer sig om. Britta Thomsen er i virkeligheden ligeglad med virksomhedernes resultater. Det eneste, der tæller, er antallet af kvinder.

Tillykke, Britta. Der er rigtigt nok kommet flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer i Norge. Men prisen er kønsdiskrimination mod mænd, dårligere kvalificerede bestyrelser og mindre vækst. Til skade for både økonomi og ligestilling. En ringe sejr, hvis du spørger mig.

Læserbrev i Jyllands-Posten fredag d. 30. april 2010