Men den går ikke, hvis det står til BUPL. Det er uholdbart – ja, ligefrem en glidebane – hvis civilsamfundet begynder at tage ansvar på disse områder, siger formanden for BUPL Sydjylland. Det er kommunernes ansvar.

Tilsvarende kunne man til aften i TV2 Nyhederne høre indenrigsminister Karen Ellemann forsvare den tvungne madordning mod massive forældreprotester fra hele landet. Forældrene anførte blandt andet, at de gerne selv ville tage ansvar for deres børns mad, og at kommunerne næppe kunne levere en bedre løsning end de hjemmelavede madpakker.

Dertil svarede ministeren, at madordningen har det ædle formål, at en truende fedmeepidemi skal undviges, og den slags kan man jo ikke overlade til forældrene. Eller noget i den retning.

Er det bare mig, eller er argumentationen her ikke lidt bagvendt? I udgangspunktet må det jo være den enkeltes ansvar at tage vare på sig selv og sit eget liv. Men af en eller anden grund handler diskussionen i dag ikke om at forsvare det individuelle ansvar og den personlige frihed mod statens indgriben.

Tværtimod tager vi rask væk udgangspunkt i den mærkværdige antagelse, at velfærd kun kan leveres af staten, og et hvert forsøg på at tilbagegive ansvar til borgerne eller civilsamfundet bekæmpes indædt. Af fagforeningerne, af venstrefløjen og nu også af såkaldte liberale ministre. Staten har fået monopol på velfærd, så hvis man ikke er lønnet af det offentlige, skal man helst ikke få den tossede idé at gøre noget godt for samfundet.

Det er en farlig udvikling. I betragtning af Danmarks bundplaceringer på vækst og produktivitet og verdensrekorder i offentlige udgifter og skattetryk, er en stadig voksende offentlig sektor ikke et godt – eller plausibelt – svar på de stigende forventninger til velfærd i fremtiden.

Tværtimod. Mere ansvar skal gives tilbage til civilsamfundet og til den enkelte borger. Den offentlige sektor skal være mindre, og der skal skabes plads til vækst og dynamik i det private. Statens velfærdsmonopol skal med andre ord brydes – ikke forstærkes – i fremtiden.

For borgernes egen skyld, forstås. De ved jo ikke bedre. Problemet er ellers ikke manglende viden. Alle undersøgelser bekræfter, at f.eks. rygere udmærket er klar over risikoen. Der er næppe heller nogen, der er i tvivl om, at slik og junkfood sætter sig på sidebenene. Kunne det tænkes, at de foretrækker en smøg og lidt sødt til kaffen velvidende, at de risikerer en kortere levetid? Og har vi, som samfund og politikere, nogen ret til at blande os i det?

Det mener jeg ikke, vi har. Livskvalitet kan ikke reduceres til statistik – og et langt liv levet efter alle sundhedsapostlenes strenge forskrifter er måske ikke lykken for alle. Noget helt andet er, at selv den mest dydige livsstil ikke garanterer et langt liv. Foretrækker jeg en kortsigtet nydelse, der måske forkorter min levetid, er det altså ikke et anliggende for Christiansborg.

>>Det er et ubestridt faktum, at skirejser medfører ulykker. Folk brækker deres ben. Hvis vi ikke gør noget, bliver vi medansvarlige for, at mange mennesker i fremtiden brækker benene. Det bør simpelthen ikke være den enkeltes eget valg.<<

Efter samme argument bør vi forbyde sukker, alkohol, fodbold, havearbejde og alskens andet, der er forbundet med en risiko for at komme galt af sted. Men ønsker vi virkeligt et samfund, hvor intet overlades til den enkelte? Hvor sundhedseksperter og politikere beskytter os mod os selv ved at fratage os retten til at vælge? Jeg siger nej tak.

Læserbrev i Berlingske Tidende søndag d. 11. oktober 2009

Men forebyggelse drejer sig om mere end abstrakte begreber i redegørelser og rapporter, og livskvalitet kan ikke reduceres til statistik. Forebyggelse handler om mennesker og om de valg, vi hver især træffer til daglig. Netop derfor er sundhed og forebyggelse først og sidst et personligt ansvar. Hvad, jeg putter i min indkøbskurv i netto, er mit valg og mit ansvar. Om jeg bruger min søndag på en løbetur eller på at sove længe, ligeså. Tager jeg trapperne eller elevatoren, æble eller kage til mellemmåltid? Eksemplerne er uendelige. Foretrækker jeg en kortsigtet nydelse, der måske forkorter min levetid, er det ikke et anliggende for Christiansborg.

I medierne og på Christiansborg er der en forventning om politisk handlekraft, og som det efterhånden er blevet sædvane, måles handlekraft på viljen til at beskatte, forbyde og regulere. Helle Thorning-Schmidt efterlyste for nylig mere indblanding og mere politik på baggrund af enkeltsager. Også mange andre, der normalt bryster sig af frisind og tolerance, tøver ikke med at stemple livsstilsmæssige afvigere som viljeløse ofre, der ikke ved, hvad der er bedst for dem selv. Men som borgerlige skal vi først og fremmest værne om menneskers ret til at forme deres egne liv. En rettighed, der i dag er kraftigt under pres.

Vi må spørge os selv, hvilket samfund vi ønsker. Ønsker vi et samfund, hvor staten blander sig i alt og er svaret på alle problemer, eller ønsker vi et samfund af selvstændige borgere, der tager ansvar for deres egne liv? Et samfund, hvor staten hjælper de få, der ikke kan klare sig selv, men tillader det store flertal at indrette deres liv, som de ønsker? Det er afgørende, at vi begynder at diskutere, hvor grænsen går mellem statens indblanding og det personlige ansvar. Efter min mening er grænsen for længst overskredet, og der er brug for, at vi som politikere blander os mindre og ikke mere.

Hvis danskerne spiser usundt, dyrker for lidt sport, ryger for meget og dør for tidligt – konkluderes det, uden at blinke, at politikerne er for “berøringsangste”. Forbud, restriktioner og afgifter kan jo hurtigt og effektivt hjælpe de uvidende danskere til et længere liv. Det er i hvert fald den foreløbige udmelding fra regeringens forebyggelseskommission.

Professor Finn Diderichsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab tilføjer endda begejstret, at det “koster ikke noget at indføre”. Nej, det koster måske ikke staten noget i kroner og ører, men danskernes ret til at indrette deres liv, som de ønsker, er i mine øjne et endog meget stort offer.

Den mest kritiske udmelding, jeg har set, er fra Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, der i Berlingske er citeret for at sige, at vi ikke kan “fjerne det personlige ansvar totalt”.

Jeg ved ikke om udtalelsen skal tolkes som en beklagelse i stil med “ja, vi ville jo gerne, men en total afskaffelse er forbundet med for store praktiske besværligheder” – eller som en tøvende erkendelse af, at borgernes personlige ansvar allerede i dag er stærkt begrænset, men dog ikke “totalt” afskaffet.

Hvorfor er der ingen, der påpeger, at danskerne godt er klar over, at rygning, fed mad og for lidt motion er usundt og kan forkorte deres liv – og hvis de alligevel vælger at sidde i sofaen og stoppe sig med pommes frites hver dag, så er det deres valg og deres ansvar?

For hvad er det næste logiske skridt, når idealet om det personlige ansvar er forkastet? Totalforbud mod rygning og alkohol, grøntsagsrationer, tvungen morgengymnastik, vitaminpillepåbud og fedmepoliti?

Det bliver i hvert fald ikke med min støtte.