Af Ph.d.-stipendiat Mie Harder og projektmedarbejder ved CEPOS Henrik Gade Jensen

Et samfund kan ikke overleve i længden, hvis dets officielle religion er sundhed, forebyggelse og ikke-rygning. Velfærdsstaten har erstattet den menneskelige overlevelseskamp med en selvudslettende dyrkelse af det risikofrie samfund. Overlevelsesinstinktet og kampen for tilværelsen er fortrængt til fordel for krav om sociale rettigheder, efterløn og førtidspension.

Men denne velfærdsmentalitet er efter vores opfattelse langsomt under forandring. At Danmark siden 2002 har været en krigsførende nation har afgørende betydning for vores selvopfattelse og nationale identitet. På trods af mange faldne soldater er det ikke svært at rekruttere nye soldater til missionen, og der er bred politisk opbakning.

Om krigen mod terrorister i Afghanistan kan vindes i nogen relevant forstand, må officerer og eksperter afgøre. Det centrale for os er den holdningsændring, som sker i Danmark: Væk fra neutralisme og pacifisme og hen imod aktivisme og krigsførelse. Denne holdningsændring, mener vi, kan blive en katalysator for et nødvendigt skifte i den danske tryghedsnarkomani og velfærdsmentalitet.

I krigen skabes en eksistentialitet, hvor soldaterne hver dag befinder sig på grænsen mellem liv og død. Krigen er den åbenlyse negation af velfærdsmoralen. I Afghanistan kan livet slutte brat og tilfældigt. Det ved alle i indsatsen. Det skaber en anden moral, der bygger på et ekstremt sammenhold og fællesskab båret af en vished om, at overlevelse ikke er givet, men hver dag skal tilkæmpes.

I velfærdsstaten er vi forskånet disse overvejelser. Aldrig før har vi haft så stor materiel overflod og tryghed. Alligevel flyder medierne over med rapporter og undersøgelser af potentielle skadevirkninger af alt fra pollen, røget fisk, rygning og fødevareingredienser til rullegardiner.

Kampen for det daglige brød har i den danske velfærdsstat mistet sin relevans. Vi har alle alt, hvad vi har brug for og mere til. Og hvis vi ikke kan få et arbejde eller kommer ud for en ulykke, sørger staten for vores overlevelse. Det er dog en velsignelse, der ikke er kommet uden sin pris.

Velfærdsstatens ideal er, at alle skal have det godt uanset egen vilje og adfærd. Samtidig foragtes overlevelsesinstinktet som et dyrisk og før-civilisatorisk element, som den moderne tid har overflødiggjort. Menneskesynet i velfærdsstaten bygger på, at mennesker vil det gode og måske kan hjælpes lidt på vej af påbud og forbud. Et menneskesyn som også lå til grund for de socialistiske samfundsforsøg i det 20. århundrede, som af samme grund forliste. For mennesket vil sig selv og sin selvopretholdelse og politik burde dreje sig om at kanalisere denne drift ind i ordnede og civiliserede former.

Det er sundt, at borgerne frygter noget værre end kontanthjælp, førtidspension og efterløn. Det er fint nok med et socialt sikkerhedsnet, men i dag har det udviklet sig til en blød og behagelig dyne, som trætter og bedøver. Socialdemokraternes gamle slagord om ”Gør din pligt og kræv din ret” er blevet erstattet af kun at kræve sine sociale rettigheder opfyldt.

Samtidig med vores fanatiske efterstræbelse af den risikofrie hverdag, dyrker vi i stigende grad risikobetonede aktiviteter som kitesurfing, faldskærmsudspring og ekstremsport i vores fritid. Behovet for at prøve grænser af ligger dybt i mennesket. Tænk hvis al den energi kunne bruges mere konstruktivt i samfundets økonomi. Paradokset illustrerer, hvad man måske kan betragte som en eksistentiel samfundskrise: Kampen for at vise sit ypperste er blevet en fritidsbeskæftigelse.

Den engelske filosof Thomas Hobbes mente i 1600-tallet, at overlevelse var menneskets dybeste drift og parret med menneskets rationalitet det, som skabte samfund og retsorden. Den russiske forfatter Fjodor Dostojevski hævdede i forlængelse her af, at viljen til at hævde sig var urinstinktet i mennesket.

Velfærdsstatens fejl er dens menneskesyn, som fejlagtigt ignorerer urdriften i mennesket. Hvis ikke mennesker kan udfolde deres overlevelsesinstinkt under ordnede former i kampen for tilværelsen, vil de optræde i fordrejede og negative former til fordærv og depravering.

Da grundloven blev diskuteret i 1848 argumenterede N.F.S. Grundtvig faktisk for, at den nuværende forsørgelsesparagraf (”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige….” § 75) ville blive en katastrofe for Danmark. Det skulle specificeres, mente Grundtvig, at driverter, drukkenbolte og døgenigte ikke kunne få offentlig understøttelse og hjælpen skulle øremærkes gamle, syge og forældreløse børn, altså genuint svage. For ellers gik der inflation i udueligheden.

At Danmark er blevet en krigsførende nation ændrer vores selvopfattelse. Tusinder af mennesker er i berøring med krigen som soldater eller fædre, mødre, klassekammerater, naboer, kærester og børn af soldater. Alle disse mennesker mærker på egen krop, at der er større og vigtigere ting i livet end middellevetid, pollenallergi og fedtprocenter i kødpålæg. Uanset om krigen vindes eller tabes, og uanset om krigsindsatsen i sidste instans gavner eller skader Afghanistan, er effekten på den danske mentalitet kolossal og efter vores mening gavnlig.

Mediestormen oven på de uheldige sager i foråret har været en udløsende faktor, men vælgerkrisen skyldes i mindst lige så høj grad, at vi over de seneste år har bevæget os længere og længere væk fra vores politiske rødder. Vi taler måske om frihed og personligt ansvar, men vi har ikke leveret varen.

Siden 2001 er der kommet over 30.000 flere offentligt ansatte, de offentlige udgifter er steget med 66 mia. og der er i dag flere mennesker uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Ligeledes har vi vedtaget rygeforbud, hundeforbud, statslige madpakker, knivforbud og en række andre nye regler, der begrænser borgernes personlige frihed og ansvar.

Der er selvfølgeligt også lyspunkter, men samlet set er der kommet mere stat og mere formynderi under VK regeringen. Det er ikke konservativ politik – og det vil vælgerne straffe os for til næste valg, hvis vi ikke retter kursen op.

Der er stadig i bedste fald et år til valget og meget kan ske inden da. Men det kræver, at vi trækker i arbejdstøjet. Vi må formulere et klart politisk projekt baseret på vores historiske mærkesager: En mindre offentlig sektor, lavere skat og mere frihed til den enkelte. Vi skal hjælpe de svageste, men tillade den brede middelklasse at klare sig selv.

Vi kunne for eksempel starte med at afskaffe efterlønnen, omlægge SUen til lån, indføre et permanent udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver og indføre en flad skat på maksimalt 50% – men helst lavere.

Vi skal ikke bekymre os over, at nogle vil være uenige med os. Det er bedre at have et klart budskab til den femtedel af befolkningen, der grundlæggende er konservativ, end at forsøge at fortynde politikken så meget, at alle er enige. Selv hvis ingen andre partier vil være med, må ingen vælgere være i tvivl om, hvad Konservative vil. Vi skal turde mene noget. Ellers bliver vi ligegyldige.

Debatindlæg i Konservative på Frederiksbergs medlemsblad, Lindebladet, oktober 2010

Det er ikke underligt, at mange vælgere spørger sig selv, hvad Konservative egentlig vil. Den massive vælgerflugt er en blinkende advarselslampe og et forvarsel om den katastrofe, der venter til næste folketingsvalg, hvis ikke kursen rettes op. Det burde desuden sætte nogle tanker i gang i partitoppen, at Liberal Alliance parallelt med den Konservatives deroute har vundet frem på en politik, der i store træk består af traditionelle Konservative mærkesager. Lavere skat, færre forbud og regler, mere effektivitet i den offentlige sektor, mere frihed til at bestemme selv. Lyder det bekendt?

Det Konservative Folkeparti må finde tilbage til sine rødder og forsvare den enkelte borger imod tiltagende statslig omklamring og formynderi. Vi skal ville noget med magten – eller give ministerkontorerne videre til nogen, der gør.

Det Konservative Folkepartis krise er også Danmarks krise. De offentlige udgifter løber løbsk. Stadig flere bliver forsørget af staten og udsigten til store ældreårgange og små ungdomsårgange tvinger økonomien i knæ. Den økonomiske krise er i høj grad selvforskyldt. Regeringen har svigtet idealet om et friere samfund og meldt sig ind i kampen om at være den bedste administrator af den socialdemokratiske forsørgerstat. I kampagnen ”Tjek Lige Fakta” fremlægges væksten i de offentlige udgifter ligefrem med stolthed som bevis for, at man ikke er ved at indføre minimalstaten ad bagdøren.

Men det har sin pris. Underskuddet på de offentlige finanser er i dag større end under Anker Jørgensen. Siden 2001 er det offentlige forbrug vokset med over 60 mia. kroner, og der er kommet over 30.000 flere offentlig ansatte. Skattereformen i 2009 indførte hele 114 nye skatter og afgifter, og på sigt overstiger det øgede skatteprovenu langt de så omdiskuterede skattelettelser. Dertil har man sat sig for at indføre en Big Mother stat af hidtil usete dimensioner. Knivlov, overvågning, hundeforbud, fedtskatter, sukkerafgifter. Nye forbud, regler og afgifter i en lind strøm. Der er langt imellem de Konservative sejre.

Vi har ikke leveret varen, og det ansvar må vi tage på os. Liberal Alliances tiltrængte slag i bolledejen er derfor et symptom på regerings handlingslammelse. Både V og K har rykket sig så langt mod midten, at den borgerlige hjemmebane er efterladt øde og frit tilgængelig til det første parti, der tør og vil. Det er snart sidste chance for Løkke og Espersen, hvis de nuværende meningsmålinger ikke skal danne grundlag for en historisk omrokering på den borgerlige banehalvdel.

Den gode nyhed er, at der mere end nogensinde er behov for Konservativ politik. Det må være klart for alle, at staten er ved at nå sit bristepunkt. Der pumpes flere og flere penge i den offentlige sektor, men resultaterne udebliver. Skoler, sygehuse og ældrepleje er langt fra verdensklasse til trods for de generøse offentlige bevillinger.

Svaret på såvel Danmarks som det Konservative Folkepartis problemer er en tilbagevenden til klassisk Konservativ politik. Mindre formynderi og mere frihed og ansvar til borgerne. En mindre offentlig sektor, der hjælper de svageste i samfundet, men tiltror den brede middelklasse evnen til at klare sig selv. Et samfund er sygt, når et flertal af dets borgere er afhængig af staten. Men spørgsmålet er, om det Konservative Folkeparti tør levere den nødvendige kur?

Der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. En stor del af svaret findes allerede i partiets historie og rødder:

”Frihed skal være grundlaget for Danmarks udvikling og fremtid. Det enkelte menneske skal have frihed til at være sig selv, vælge sine idéer og forme sin tilværelse indenfor de grænser, hensynet til andre sætter”. Med de ord indledtes det politiske program En Fremtid i Frihed i 1981. Allerede ved partiets stiftelse i 1915 stod det klart i partiprogrammet, at Konservative ønsker en sociallovgivning, der ”hviler på princippet hjælp til selvhjælp, og som under ingen omstændigheder yderligere undergraver eller udsletter den enkeltes pligt og ansvarsfølelse”.

Frihed og personligt ansvar har altid stået centralt i den Konservative tanke, men navnlig denne del af den politiske arv er i de seneste år blevet forsømt. Frihed og personligt ansvar er derfor også svaret på mange af landets nuværende økonomiske problemer.

Konservatismen anerkender, at det enkelte menneskes virkelyst er fundamentet for samfundets overlevelse. De flittige skal gives frihed og belønnes, for uden dem ville der ikke være råd til at hjælpe de svageste. Med friheden følger dog også pligten til at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste, hvis man er i stand til det.

Allerede i 1970’erne og 1980’erne var Konservative kritisk overfor statens størrelse. Dengang kunne man nok næppe forestille sig det omfang, staten har taget i dag. At mindske den offentlige sektor bør derfor være en helt central ambition for det Konservative Folkeparti anno 2010. I 2009 udtalte Lars Barfoed faktisk til Berlingske, at antallet af personer, der er afhængige af overførselsindkomster, bør halveres inden 2020. Hvorfor er det ikke den officielle politik?

Det Konservative princip ”At forandre for at bevare” bliver ofte misforstået. Det betyder ikke, at den til enhver tid gældende samfundsstruktur skal bevares. I den forstand udgør venstrefløjen i dag de stærkeste konservative kræfter i samfundet. Det, det Konservative Folkeparti ønsker at bevare, er med ordene fra partiets Fremtidsprogram i 1970 ”det enkelte menneskes frihed til at være sig selv og forme sin tilværelse inden for de grænser, hensynet til andre kræver”.

Reformer for at beskytte den enkeltes selvstændighed er mere end nogensinde påkrævet. En start kunne være at afskaffe efterlønnen, erstatte SU’en med lån, indføre udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver, hæve personfradraget og indføre en flad skat på max 50% – men helst lavere.

Opgaver, der kan løses privat, bør ikke varetages af staten. Disse ord var i 1981 del af partiprogrammet. Der er ingen grund til, at det offentlige driver plejehjem, hjemmepleje, biblioteker, svømmehaller, affaldsindsamling, daginstitutioner eller tv-kanaler, når erfaringen viser, at disse opgaver sagtens kan løses helt eller delvist på markedsvilkår. Konkurrence, frit valg og profit er den bedste garant for kvaliteten.

Selvom tradition, kultur og familieværdier er centrale i en Konservativ livsanskuelse, er det meget fjernt for en Konservativ at ville påtvinge andre en bestemt levevis. Borgerne er ikke ludobrikker, der kan flyttes omkring for at opfylde statens mål om middellevetid, beskæftigelsesfrekvenser eller energieffektivitet.

Hvis man forsøger at sætte lykken på formel, opnår man kun et sundhedstyranni og formyndersamfund, som det Forebyggelseskommissionen er en glimrende eksponent for. Politikerne skal nøjes med at sætte rammerne for, at den enkelte kan skabe sin egen lykke.

Konservative bliver nogle gange udskældt for at tale for meget om skattelettelser. Men lavere skat er vigtigt ikke bare for at skabe vækst og dynamik, men også for at give borgerne mulighed for at indrette deres liv efter deres egne forskelligartede ønsker og behov.

Danmark har brug for Konservativ politik. Men det er ikke længere nok med gode intentioner og bløde hensigtserklæringer. Det Konservative Folkeparti må trække i arbejdstøjet og levere et troværdigt svar til de vælgere, der spørger, hvorfor de ikke bare skulle stemme på Anders Samuelsen. I de kommende år er det kun resultaterne, der tæller.

Kronikken i Berlingske Tidende d. 14. juli 2010

Planen er hovedsageligt baseret på at kræve mere ind fra dem, der i forvejen bidrager allermest. S og SF vil ikke ændre på, at der i dag er flere uden for arbejdsmarkedet end der er personer i beskæftigelse. I stedet skal dem, der arbejder, arbejde endnu mere, så der kan tilføres flere penge til verdens største offentlige sektor og så asociale ordninger som efterlønnen kan bevares. Er det fair?

Desuden skal virksomheder, der kunne få den fjollede idé at skabe jobs i Danmark, beskattes endnu hårdere – og mennesker, der er særligt flittige, skal betale mere i misundelsesskat. Der er med andre ord tale om mere af det samme fra S og SF. Mere skat, flere regler og større offentlige udgifter. Her og nu bliver hullet i statskassen endnu større og på sigt vil resultatet være mindre vækst, færre jobs og mindre velfærd.

Det lyder måske besnærende, at man kan give mere til alle og samtidig undgå reformer og upopulære besparelser i kommunerne. Men økonomien hænger ikke sammen. Det er ikke fair over for de kommende generationer, der ender med regningen, og det løser ikke vores problemer.

Debatindlæg i bladet Kommunen torsdag d. 17. juni 2010

S og SFs såkaldte redningsplan ”En Fair Løsning” er efterhånden så gennemhullet, at kun partisoldater kan tro på den. S og SF har ingen bud på, hvordan arbejdstiden kan forhøjes med 12 min om dagen, og ingen økonomer tror på, at økonomien hænger sammen.

De økonomiske vismænd kræver faktisk en hårdere opbremsning end regeringen lægger op til. Men S og SF vil i stedet øge de offentlige udgifter, så underskuddet i de kommende år bliver endnu større. Det lyder måske besnærende, at man kan give mere til alle og samtidig undgå reformer og upopulære besparelser, men økonomien hænger ikke sammen.

Hvis vi ikke bremser op nu, vil vi om få år få en endnu større regning til kommunerne. Siden 2001 er de offentlige udgifter vokset med 66 mia. kroner, og der er kommet mere end 30.000 flere offentligt ansatte. Nulvækst er ingen udsultning – men kræver rigtigt nok, at vi bliver bedre til at prioritere.

”En Fair Løsning” er derimod ren spin fra S og SF. Her og nu bliver hullet i statskassen endnu større og på sigt vil resultatet være mindre vækst, færre jobs og mindre velfærd.

Læserbrev i Frederiksberg Bladet tirsdag d. 15. juni 2010

”Alle danskere skal klare sig de næste 730 dage for dét, de har i dag” sagde Lars Løkke igen og igen på pressemødet. Det offentlige forbrug holdes på det nuværende niveau, overførselsindkomster fastfryses i kroner og ører og topskattelettelser udskydes. Planen er enkel og forståelig – og især udsættelsen af topskattelettelsen kan nok få den bitre pille til at glide lettere ned. Ministrene har tilmed accepteret en solidarisk, men symbolsk, lønnedgang.

Man må nok give regeringen kredit for at turde fastfryse overførselsindkomsterne. Men de meritter planen har, når det kommer til kortsigtet krisehåndtering, er desværre helt fraværende, hvis vi ser på Danmarks langsigtede udfordringer.

Alt kører videre, som det er i dag, og de nødvendige diskussioner af reformer, omprioriteringer, skat og størrelsen af den offentlige sektor skydes reelt til hjørne.

Fra 2013 skal overførslerne antageligt stige som vanligt. Vi vil stadig have verdens største offentlige sektor. Vi vil stadig parkere tusindvis af mennesker på passiv forsørgelse og betale raske seniorer for at trække sig tidligt tilbage. Hver eneste nyfødte dansker vil stadig være en underskudsforretning for samfundet, og der vil stadig være flere mennesker uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Vi vil stadig have et af verdens højeste skattetryk og en særlig indbygget straf, topskat, til de dygtigste og mest flittige.

Så kære Lene og Lars: Det lyder alt sammen meget godt. Men hvad så efter 2013? Hvor er visionerne?

Klumme på 180grader.dk

Halvdelen af planen afhænger af fagforeningernes velvilje. Og allerede få timer efter lanceringen er der uro i geledderne, da FOA blankt afviser en generel stigning i arbejdstiden. Men mest påfaldende er det måske, at S og SF vil finansiere en stadig voksende offentlig sektor ved på forskellig vis at kræve mere ind fra dem, der i forvejen bidrager allermest.

For nej, der er ikke tale om, at alle må bidrage. I Danmark er der flere uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Dét vil S og SF ikke ændre på. I stedet skal det mindretal, der arbejder, arbejde endnu mere. Og hvis de er tilstrækkeligt dygtige og flittige, skal de også betale lidt ekstra i misundelsesskat. Den såkaldte millionærskat. Virksomheder, der kunne få den skøre idé at skabe jobs i Danmark, skal selvsagt også beskattes hårdere.

Planen brillerer i sit fuldstændige fravær af løsninger på de udfordringer, Danmark står overfor. Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, har helt ret, når han kalder planen en hjælpepakke til den offentlige sektor og ikke en væktspakke for Danmark. Der er ingen udsigt til at få de mange tusinder, der står uden for arbejdsmarkedet, med på vognen, og verdens største offentlige sektor skal gøres endnu større.

Hvis Helle og Villy får held til at gennemføre deres forslag, vil de cementere den katastrofale kurs, der er sat for det danske samfund. Vi vil få mindre vækst, færre jobs og mere statsbureaukrati. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før det hårdtarbejdende mindretal, der betaler gildet, vil begynde at forlade skibet. Og hvad vil det mon betyde for dem, der bliver tilbage?

Klumme på 180grader.dk

Desværre deler ikke alle socialdemokrater denne realitetssans. Det demonstrerer Thomas Gyldal Petersen (S) og 2. viceborgmester på Frederiksberg Katrine Lester (S) i Berlingske Tidende d. 27. april, hvor de skoser Anne Vang og indædt forsvarer efterlønnen. Ingen må føle, at de ligger samfundet til last, fordi de har brug for hjælp, skriver de to socialdemokrater.

Her har de desværre helt mistet grebet om virkeligheden. Efterlønnen gives netop ikke efter et behovskriterium. Det er alle vel undt at trække sig tidligt tilbage, hvis de selv har sparet op. Men ingen kan med rimelighed forlange, at samfundet betaler regningen, fordi de gerne i god tid vil nyde deres otium. Derfor bør efterlønnen helt afskaffes og de nedslidte og syge i stedet tilbydes seniorordninger eller førtidspension.

De ulykkelige og utilfredse har med naturlighed krævet svar fra det offentlige – og politikerne har som villige leverandører af dyre pseudoløsninger gjort den offentlige sektor til en kolos på lerfødder. Det er aldrig den enkeltes skyld – og løsningen er altid flere penge til nye behandlere, konsulenter, aktiveringsprojekter og rådgivere i det offentlige. Det er derfor på tide at trække en grænse imellem fællesskabets og den enkeltes ansvar.

Mens den private sektor har strammet livremmen, har den offentlige sektor udvidet med 18.000 ansatte alene det sidste år. Danmark har i dag verdens største offentlige sektor, verdens højeste skattetryk og udsigt til den fjerde laveste vækst i OECD. Væksten i de offentlige udgifter har dog ikke ført til større tilfredshed. Tværtimod er de fleste danskere mindre tilfredse med den offentlige service i dag end for ti år siden.

Vi har et offentligt underskud på næsten 100 mia. kroner alene i år og hver eneste nyfødte dansker koster i gennemsnit staten 900.000 kroner over sin livstid. Det uholdbare i vores nuværende samfundsindretning bør være indlysende for enhver. Men det er ikke nok at tale om, at der på et tidspunkt kommer en regning. Danmark er på vej mod den moralske og økonomiske fallit – og vi skal handle allerede nu.

Løsningen er mere personligt ansvar. Men det kræver et værdipolitisk opgør med behandlersamfundet, hvor vi alle betragtes som ofre for ydre vilkår og derfor skal hjælpes og holdes i hånden af sagsbehandlere og krisepsykologer fra morgen til aften.Vi må hver især tage ansvaret for vores liv og fremtid og gøre op med den dovne forventning om, at staten løser alle vores problemer.
I stedet for at sprede den offentlige velfærd ud i et tyndt lag, der mest af alt tilgodeser den brede middelklasse, skal det offentlige sikkerhedsnet forbeholdes de få, der ikke kan klare sig selv.

Lavere skat vil belønne flid og dygtiggørelse. Til gengæld er der brug for reformer af bl.a. efterløn, pension, dagpenge, børnecheck og SU. Men mens vi drøfter de langsigtede løsninger, kan skattestoppet passende suppleres med et udgifts- og ansættelsesstop i den offentlige sektor som helhed. De nødvendige serviceforbedringer i blandt andet sygehusvæsnet må muliggøres igennem prioriteringer og effektiviseringer.

En slankere og mere effektiv offentlig sektor vil bidrage til at skabe et frit og konkurrencedygtigt samfund, hvor alle tager ansvar for at skabe deres egen lykke, hvor evner og flid belønnes, og hvor de allersvageste grupper i samfundet prioriteres højere end i dag.

Klumme på 180grader.dk

Det er derfor forkert, når Katrine Lester (S) i Lokalavisen d. 14/1 skriver, at skattelettelser og finanskrise alene er skyld i det offentlige underskud på næsten 100 mia. kroner. De beskedne skattelettelser, der er givet, forklarer kun en brøkdel af statens finansieringsproblem. Størstedelen skyldes et enormt overforbrug i den offentlige sektor. Et forbrug som Socialdemokraterne vel at mærke ønsker at sætte yderligere i vejret.

I dag medfører hver nyfødt dansker et underskud på 900.000 kroner, når offentlige ydelser og overførsler holdes op imod de samlede skatter og afgifter over en livstid. Vi nyder for meget og yder for lidt. Men i landet med verdens højeste skattetryk er det ingen løsning bare at sætte skatterne op. Højere skatter vil få danskerne til at holde mere fri og uddanne sig mindre. Mange højtuddannede vil tage til udlandet og virksomhederne vil flytte deres aktiviteter. For at være konkurrencedygtige i fremtiden har vi tværtimod brug for lavere skatter.

Der er derfor ingen vej uden om reformer af blandt andet efterløn og dagpenge. Den offentlige sektor, også kommunerne, må skabe råderum til serviceforbedringer igennem effektiviseringer og prioritering – og ikke igennem lån eller øgede skatter. Undersøgelser viser, at der ikke er sammenhæng imellem, hvor mange penge den enkelte kommune bruger på f.eks. folkeskolen og brugernes tilfredshed. Der er derfor god grund til at se nærmere på, hvordan de mest effektive kommuner indretter sig.

Frederiksberg er allerede en effektiv kommune. For eksempel bruger vi 20 pct. mindre på administration end den gennemsnitlige kommune. Alligevel må vi indstille os på, at der er snævre økonomiske rammer i de kommende år. Selv på Frederiksberg må vi se kritisk på, hvor effektivt vi løser vores opgaver. Katrine Lester (S) vil helst stikke hovedet i busken og tørre problemerne af på Christiansborg. Jeg mener hellere, vi skal være offensive og påtage os ansvaret for kommunens økonomi.

Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg d. 21. januar som svar til Katrine Lester (S)