Det lyder sympatisk at ville gøre noget godt for samfundet. Men i praksis er samfundet langtfra en homogen størrelse. Vi er alle drevet af forskellige ønsker og behov. At tale om samfundsansvar som om, samfundet er en strømlinet enhed med fælles mål, er både misvisende og meningsløst.Samfundsansvar er i praksis blevet et barometer for imagepleje og politisk korrekthed.

Syndsforladelsen udløses af buzzwords som bæredygtighed, grønne jobs, grøn teknologi, grønt-hvad-som-helst, fairtrade og ikke mindst non-profit. Skurkerollen indtages lige så selvfølgeligt af profit, konkurrence, kapitalisme, grådighed, egoisme og alt det ikke-grønne. I denne uskønne alliance mellem strategisk nødvendighed og politisk korrekthed bliver samfundsansvar som begreb misbrugt til at fremme venstrefløjens ønsker om mere statslig regulering og indblanding i de frie markeder.

Men konflikten mellem samfundsnytte og egeninteresse er falsk. Debatten om samfundsansvar er i virkeligheden en værdikamp, hvor nogle med pres, tvang eller moralske formaninger prøver at få andre til at handle ud fra et bestemt politisk værdisæt. Vi kan hver især gøre, hvad vi vil med vores penge og tid. Men når samfundsansvar bruges som påskud for at tvinge virksomheder eller enkeltpersoner til at handle imod deres egeninteresse, er det både moralsk forkasteligt og skadeligt.

Uddrag af kronik bragt i Berlingske Tidende d. 20. oktober 2010. Læs resten af kronikken her.

Lad borgerne tænke selv og træffe flere af deres egne valg i stedet for at løse alle problemer med forbud. Sådan lyder opfordringen fra Mie Harder, ph.d. stipendiat og rådmand for de konservative i Frederiksberg Kommune.

Hun mener, at forbrugerbeskyttelsen i Danmark er gået for vidt især inden for sundhedspolitikken. – Resultatet er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten. Vi er i gang med at afskaffe den kritiske sans og den sunde fornuft, mener Mie Harder.

- Jeg mener ikke altid staten er den bedste til at vurdere, hvad der er til ens eget bedste. Jeg mener ikke at staten, samfundet og eksperter skal definere, hvad der er et godt liv og tvinge alle mennesker til at leve på den måde.

Hun mener at det skal være den enkeltes eget frie valg om man vil køre med sikkerhedssele og cykelhjelm, lige som det skal være frit at vælge at ryge, fordi det måske er vigtigere end muligheden for at leve nogle år længere.

Hør udsendelsen her.

I Danmark opmuntres folk nemlig ikke til at tænke selv. Tværtimod har vi opbygget et statsapparat, der i stigende grad pakker os ind i vat og beskytter os imod konsekvenserne af vores egne valg. Eller ganske enkelt forbyder de valg, der ikke er gode og rigtige nok.

Har vi i Danmark drevet forbrugerbeskyttelse så vidt, at vi er godt i gang med at afskaffe den kritiske sans og sunde fornuft?

Forbrugerbeskyttelse kan være udmærket. For eksempel når legetøj og andre almindeligvis uskadelige produkter indeholder kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer. Men det er et misforstået hensyn at forsøge at opdrage folk til at leve sundt ved at klistre dødningehoveder på cigaretpakker og sætte strafskatter på sukker og fedt.

Ingen er i tvivl om, at fastfood og cigaretter er usundt. I stedet for at appellere til vores almindelige sunde fornuft, skaber de mange løftede pegefingre en illusion om, at alt, der ikke er omfattet af advarsler, er sundt og godt. For vores egen skyld har vi altså udliciteret den kritiske sans til staten, så vi ikke længere behøver tænke selv.

Et utal af love har til hensigt at beskytte os mod mere eller mindre reelle trusler. For eksempel har vi en ferielov, der tvinger os til at lægge en del af lønnen til side, så det hele ikke drikkes op eller ødsles bort på tant og fjas. Og i stedet for at lade os hver især indgå de lejeaftaler, vi selv finder rimelige, har vi en planøkonomisk huslejelovgivning, der under påskud af at beskytte lejerne ikke engang tillader udlejere af få deres egne omkostninger dækket.

Hvilke rabatter og vilkår, virksomheder må tilbyde kunder, er også reguleret ved lov. For eksempel må forretninger og kunder ikke selv tage stilling til, om de vil benytte sig af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer. Det kan være besværligt eller uigennemskueligt for forbrugerne, påpeger Forbrugerrådet, der indædt kæmper imod EUs krav om en ophævelse af de danske forbud.

Et andet eksempel er regerings redningspakke til flekslånerne, der i 2008 havde udsigt til stigende renter. Risikovillige lånere havde godt nok haft stor fordel af de lave renter i årene forinden, men de blev alligevel skånet af staten i det øjeblik, risikovilligheden havde en pris.

Budskabet til de mere forsigtige husejere må være, at hovedet fremover er bedre placeret under armen.

Staten beskytter os også imod letsindige, men offerløse, handlinger som hashrygning, bilkørsel uden sele, hasardspil og spilleautomater. Hvis en restaurant eller kiosk ansøger om tilladelse til at opstille et par enarmede tyveknægte, tager spillemyndigheden tilmed særlig højde for, om der skulle befinde sig en skole eller kirke i nærheden. Åbenbart er skolebørn og kirkegængere særligt modtagelige for åndeligt fordærv.

Men kreativiteten kender ingen grænser. Benny Engelbrecht (S), der i sandhed er forbrugerbeskyttelsens førstemand, har for eksempel foreslået at indføre et loft over prisen på sms konkurrencer i tv-programmer som X-faktor. Han tøver heller ikke med at udråbe det som en ”sejr for forbrugerne”, at EU valgte at forbyde det helt igennem uskadelige enzym thrombin, der under navnet ”kødklister” skabte stor debat i foråret. McDonald’s reklamer til børn vil han også forbyde. SF går endnu længere og ønsker et generelt forbud mod at blande legetøj og mad. Slut med Happy Meals. Men hvorfor ikke stole på vores evne til at vælge selv?

Det er jo netop forbrugernes kritiske valg og fravalg, der presser virksomheder til konstant at forbedre sig. Benny Engelbrecht og Co. vil sikkert hævde, at staten bedre end borgerne kan sætte rammer for virksomhedernes drift. Mange statslige krav til blandt andet arbejdsmiljø og god selskabsledelse er sikkert også enkeltvis udmærkede initiativer.

Men jo længere vi går i retning mod, at forbrugerne fratages valget, og staten slet og ret fortæller virksomhederne, hvordan de skal drive forretning, jo mere nærmer vi os det planøkonomiske samfund, der fejlede så katastrofalt i Sovjetunionen og Østeuropa.

Som Adam Smith allerede i 1759 påpegede, kan en central styring af ressourcerne aldrig måle sig med den effektivitet, kreativitet og nyskabelse, der spontant opstår ud af menneskers frie valg. Hvis ellers vi får lov til at tænke og vælge selv.

Resultatet af overdreven forbrugerbeskyttelse er en selvforstærkende spiral, hvor en stadig mere ansvarsangst befolkning efterlyser løsninger fra staten, der således bekræftes i, at borgerne ikke selv magter ansvaret. Vi opnår aldrig et risikofrit samfund, men i processen bliver vi alle dummere og fattigere.

Logikken kender vi alle. Så længe et barn kører med støttehjul på cyklen, lærer det aldrig at holde balancen. Derfor tager forældrene på et tidspunkt støttehjulene af, selvom det resulterer i, at barnet får nogle skrammer og blå mærker. På Christiansborg er man – desværre – i gang med den modsatte øvelse.

Kommentar i Berlingske Tidende tirsdag d. 7. september 2010

I år har rekord mange unge søgt ind på universiteterne, men desværre er der ikke altid sammenhæng mellem de unges studievalg og deres efterfølgende jobmuligheder. Journalistik, film- og medievidenskab, design og grafisk kommunikation er blandt uddannelserne med flest ansøgere per studieplads, imens der stadig er ledige pladser på for eksempel naturfag og it-uddannelser.

At forsøge med vold og magt at banke samfundsnyttige kompetencer ind i hovedet på de studerende igennem for eksempel tvungne ophold i udlandet er dog både besværligt og bureaukratisk. Lad mig foreslå en meget lettere løsning.

Afskaf SUen
Erstat først og fremmest SUen med et statslån. Et lån, der senere skal tilbagebetales, vil skabe et naturligt incitament til at vælge uddannelser, der fører til job. Ligeledes vil flere blive færdige til tiden.

Det betyder ikke, at alle skal læse naturvidenskab eller studere i udlandet. Vi har nemlig forskellige personlige kompetencer og interesser, der påvirker, hvor i samfundet vi kan gøre størst nytte. Ligeledes ændrer samfundets behov sig hele tiden. Et system, der fremmer de kompetencer, vi har brug for i dag, risikerer at være forældet i morgen.

Hvis de studerende i stedet gives incitament til at vælge uddannelser, der ruster dem til at forsørge sig selv, skal de nok automatisk tilpasse deres studievalg til de behov og udfordringer, der er aktuelle i samfundet. Hvis SUen erstattes med lån, vil mange også kunne nøjes med at arbejde mindre ved siden af studierne. De vil nemlig få mere udbetalt for de samme timer, da hele personfradraget kan anvendes på studiejobbet.

Afskaf topskatten
Samtidig bør vi selvfølgeligt afskaffe topskatten. Dette hører godt nok ikke til dit ressortområde, men du kunne måske tale med dine ministerkolleger. Når de studerende skal betale en større gæld tilbage efter studierne, er det kun rimeligt, at de også kan beholde en større andel af deres løn. Hvis det bedre kan betale sig at tage et højtlønnet job, vil flere desuden dygtiggøre sig og tillære sig de kvalifikationer, der bliver efterspurgt.

Den lønforskel, man i dag kan opnå ved at vælge en uddannelse, der er en mangelvare i samfundet, bliver i det store og hele udlignet af en højere marginalskat. Derfor kan de studerende være ligeglade med, hvor nyttig deres uddannelse er. Forskellen på at vælge en samfundsnyttig og ikke-samfundsnyttig uddannelse er jo til at overse i deres privatøkonomi.

En afskaffelse af SU og topskat gavner altså på flere måder regeringens målsætninger. Flere vil dygtiggøre sig, de vil vælge uddannelser, der fører til job og de vil blive hurtigere færdige. Og det kan lade sig gøre helt uden tvang.

De bedste hilsner fra en partikollega.

Klumme på 180grader.dk

Desværre demonstrerer kronikken kun alt for tydeligt, at Eik Møller har misforstået et par helt basale samfundsøkonomiske sammenhænge. Misforståelser man i sit stille sind kan ønske sig ikke er alt for udbredte blandt landets kommunale direktører. For det første er der ingen, der ønsker en nedslagtning af den offentlige sektor, som Eik Møller antyder. De offentlige udgifter overstiger i dag 1.000 mia. kroner og udgør 60% af BNP. De mest vidtgående forslag bringer det offentlige tilbage til størrelsen under Nyrup regeringen. Det kan vel næppe betegnes som en social massegrav?

For det andet betyder nulvækst eller nedskæringer ikke, som Eik Møller skriver, at det offentlige betaler for krisen. De eneste, der betaler for noget i Danmark, er skatteyderne. Staten, på den anden side, har kun de indtægter, den kan indkræve fra andre menneskers værdiskabelse. Den offentlige sektor eksisterer altså udelukkende, fordi den bæres på hænder af det private erhverv og skatteyderne.  Reformer og nedskæringer medfører derfor ingen byrde for det offentlige, men letter derimod byrden for dem, der skaber den velstand og vækst, der er en forudsætning for overhoved at have et velfærdssamfund.

En kortere version af dette indlæg har været sendt til Berlingske, der dog desværre ikke fandt plads til indlægget.

S og SFs såkaldte redningsplan ”En Fair Løsning” er efterhånden så gennemhullet, at kun partisoldater kan tro på den. S og SF har ingen bud på, hvordan arbejdstiden kan forhøjes med 12 min om dagen, og ingen økonomer tror på, at økonomien hænger sammen.

De økonomiske vismænd kræver faktisk en hårdere opbremsning end regeringen lægger op til. Men S og SF vil i stedet øge de offentlige udgifter, så underskuddet i de kommende år bliver endnu større. Det lyder måske besnærende, at man kan give mere til alle og samtidig undgå reformer og upopulære besparelser, men økonomien hænger ikke sammen.

Hvis vi ikke bremser op nu, vil vi om få år få en endnu større regning til kommunerne. Siden 2001 er de offentlige udgifter vokset med 66 mia. kroner, og der er kommet mere end 30.000 flere offentligt ansatte. Nulvækst er ingen udsultning – men kræver rigtigt nok, at vi bliver bedre til at prioritere.

”En Fair Løsning” er derimod ren spin fra S og SF. Her og nu bliver hullet i statskassen endnu større og på sigt vil resultatet være mindre vækst, færre jobs og mindre velfærd.

Læserbrev i Frederiksberg Bladet tirsdag d. 15. juni 2010

Jeg håber, at mange vil benytte muligheden for at komme med forslag til enklere arbejdsgange og mindre bøvl. Vi skal bruge tiden på at give borgerne god service og ikke på overflødig dokumentation og bureaukrati!

Tanken er ellers meget sympatisk. Som i myten hvor Odysseus binder sig til masten af sit skib for ikke at lade sig lokke af sirenernes skønsang, lægger regeringen bånd på sig selv for ikke at fristes til at give skatteskruen endnu et nøk opad hver gang et nyt godt forslag savner finansiering. Desværre har båndene vist sig ikke at være stærke nok. Regeringen og DFs genopretningsplan øger skatteindtægterne med ikke mindre end 9,8 mia. kroner. Ikke just småpenge.

Statsministeren har da også indrømmet, at det ikke er helt i tråd med ånden i skattestoppet. Men ikke desto mindre tælles der stadig dage, timer, minutter og sekunder af skattestoppets levetid på Venstres hjemmeside. Det ville være komisk, hvis det ikke var så trist.

Men lad mig give regeringen et forslag. Problemet med skattestoppet er jo, at det ikke nytter noget at sætte skatteskruen i bero, hvis udgifternes himmelflugt fortsætter ufortrødent. På sigt må alle udgifter betragtes som skatter, da pengene kun kan hentes hos borgerne. Så længe udgifterne og gælden stiger, skubber vi bare regningen foran os. Det eneste skattestop, der virker, er derfor et udgiftsstop. Hvis regeringen virkeligt ønsker at sikre borgerne mod yderligere plyndring i fremtiden, bør den erstatte det efterhånden gennemhullede skattestop med et permanent udgiftsstop. I landet med verdens største offentlige sektor kan vi nok klare os med, hvad vi har nu.

Men indtil da: Skattestoppet er dødt. Længe leve skattestoppet!

Klumme på 180grader.dk

Idéen om en fælles valuta kommer af visionen om en gradvis europæisk statsdannelse. Et luftkastel, der på intet tidspunkt har været folkelig opbakning til. Heldigvis har danskerne været kloge nok til at stemme nej. Og derfor er det dybt tragisk, at danske skatteydere nu skal betale for den krisepakke, der skal redde euro-landene ud af suppedasen.

EU har sine rødder i ønsket om fred og frihandel. Men EU har desværre udviklet sig til en bureaukratisk kolos, der konstant giver sig selv flere beføjelser på bekostning af medlemslandenes suverænitet. Derfor undrer det mig, at der ikke er mere udbredt borgerlig EU skepsis i Danmark. Der er ellers nok at være skeptisk overfor.

Man forestiller sig med gru hvilke andre begrundelser, der ikke lever op til Etisk Råds moralske kriterier. I dag kan man indtil 12. uge – uden at svare på spørgsmål – vælge en abort, fordi tandfeen har foreslået det i en drøm. Eller fordi graviditeten kommer i vejen for ferie eller karriereplaner. At ingen skal godkende årsagen er netop essensen af den frie abort. Man behøver med andre ord ingen årsag.

Hvis Etisk Råd får held til at trække deres patentmoral ned over hovedet på gravide danske kvinder, er det ikke kun en trussel mod den hårdt tilkæmpede ret til fri abort – det underminerer også en helt grundlæggende rettighed i et liberalt demokrati. Nemlig retten til at eje sig selv.

På tværs af politiske partier og grupperinger deler de fleste borgerlige det grundsynspunkt, at mennesket har retten til selvejerskab. Retten til selvejerskab adskiller de frihedsorienterede verdensanskuelser fra de tvangsorienterede, kollektive ideologier.

Fra retten til selvejerskab udspringer alle vores andre grundlæggende rettigheder. Retten til at tænke, føle, mene og sige, hvad vi vil og retten til frugten af vores arbejde. Jeg ejer mig selv, står til ansvar over for mig selv og har ret til at indrette mit liv, som jeg ønsker – så længe jeg ikke krænker andres tilsvarende rettigheder. Dermed ikke sagt, at alle værdier er lige gode, eller at moral er uvæsentligt, men det tilfalder ikke staten at påtvinge borgerne en bestemt moralopfattelse.

Desværre er Etisk Råds udfordring af den frie abort langt fra det eneste eksempel på, at tvangsorienterede anskuelser vinder frem. Intellektuelle, politikere og eksperter lancerer det ene forslag efter det andet, der i en kakafoni af gode intentioner udvider fællesskabets ret til at definere det gode liv og den gode moral.

For eksempel er det i Danmark forbudt at ryge hash, køre i bil uden sikkerhedssele og spille poker for penge – selvom disse handlinger ikke har nogle ofre. Forslag om at indføre formodet samtykke til organdonation, forbyde købesex, påbyde cykelhjelme, forbyde reklamer for slik og forbyde solarier er andre eksempler på, at den enkelte borger tvinges til at underkaste sig fællesskabet.

Uanset hvor gode intentionerne bag disse forslag er, er det bagvedliggende menneskesyn skræmmende. Mennesket er ikke et mål i sig selv, men reduceres til et middel til at opnå samfundets større mål. Mennesket ejer altså ikke – a priori – sig selv. Hvis først denne grundsten i demokratiet smuldrer, er det svært at forestille sig grænser for fællesskabets tvangsdoserede omsorg.

Når retten til at vælge overlades til andre, bliver omsorg nemlig til ligegyldighed. Når vi træffer valg for os selv, tager vi naturligt udgangspunk i vores egne unikke behov og præferencer. Overlades valget til andre – meningstyranner i folketinget eller Etisk Råd – bliver vi alle skåret over en kam. Når staten definerer vores behov, er resultatet en one-fits-all løsning, der i virkeligheden tilfredsstiller de færreste.

Det har Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt for nylig erfaret på egen krop. Nok er vi alle lige, men nogle er som bekendt mere lige end andre. Fællesskabets universalløsning, enhedsskolen, er god nok til alle andre, men ikke til Mette og Helles egne børn. Alligevel tiltror de ikke os andre samme evne til at vælge selv.

Men hvis den enkelte ikke har ret til at træffe sine egne valg – også hvis de valg er risikofyldte eller decideret tåbelige – hvorfor så ikke indføre vitaminpillepåbud, faste sengetider, obligatorisk morgengymnastik og statsdikterede kostplaner? Hvad med at forbyde høje hæle, hårfarve, parfume, alkohol, tobak og rødt kød? Ingen solbadning på stranden mellem kl. 12 og 15, ingen risikobetonet sport, intet husarbejde uden sikkerhedsudstyr og intet sukker, slik, sjov eller ballade.

Det ville uden tvivl gavne folkesundheden og statsunderskuddet. Hvorfor så overlade valget til den enkelte, der så let lader sig lokke af samfundets mange syndige fristelser?

Er det grotesk? Ja! Men desværre ikke så langt fra virkeligheden. Hvis mine naboer, politikere og skiftende flertal i befolkningen har ret til at bestemme over min krop, min kost og mit sexliv – hvad har de så ikke ret til at bestemme?

Gæsteindlæg på Damefrokosten.com