Et grønnere Frederiksberg


Frederiksberg skal, også i fremtiden, være en grøn og attraktiv by. Både i bogstavelig og overført betydning. Vi Konservative har altid arbejdet for at beskytte og forbedre de grønne åndehuller i byen, parkerne og vejtræerne, og for at holde byen ren og fri for graffiti. Den linje ønsker jeg at fortsætte.

Men det grønne Frederiksberg handler også om miljø og bæredygtighed. For mig handler bæredygtighed om, hvordan vi bedst forener hensynet til den økonomiske vækst med hensynet til miljøet. Vi skal ikke drive udviklingen tilbage til da vi boede i jordhuler og kørte i hestevogne. Men vi skal finde en balance, hvor økonomiske vækst og en stadig stigende levestandard kan gå hånd-i-hånd med hensynet til miljø og natur.

Særligt som Konservativ lægger det mig på sinde, at samfundsudviklingen både tilgodeser borgernes behov i dag – og samtidig sikrer fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov.

Men vi må ikke lade os forblænde af tilfældige projekter og initiativer, hvor indholdet og effekterne er ukendte. Der er mange gode intentioner i miljødebatten, men vi har ikke ubegrænsede midler. Når vi vælger at gøre én ting, vælger vi noget andet fra. Derfor mener jeg, at vi både kan og bør blive langt bedre til at tænke ”mest miljø for pengene”.

Som kommune kan vi påvirke miljøindsatsen på to måder. Vi har direkte indflydelse på kommunens institutioner og forvaltning, og her vil jeg arbejde for fortsat fokus på miljørigtige indkøb, miljøkrav ved udbud og byggeprojekter, energibesparende renoveringer af vores bygninger og stadig større brug af elbiler.

Men kommunens institutioner står kun for omkring 20% af energiforbruget på Frederiksberg. Vores anden hovedindsats er derfor at sætte rammerne for, at borgere og virksomheder kan træffe miljørigtige valg. Derfor skal vi i vores kontakt med borgerne og igennem lokalplaner tilskynde og muliggøre miljøvenlige initiativer som solceller, genbrug af regnvand, energibesparende renovationer og genbrug af affald.

Derfor arbejder jeg for

  • at bevare og udbygge de grønne åndehuller i kommunen
  • at holde byen ren og fri for graffiti
  • en styrket miljøindsats med fokus på ”mest miljø for pengene”