Jeg havde den oplevelse at høre dig på P1 i dag. Jeg må medgi, jeg er dybt uenig i din tilgang til, at ‘marked’ løser alt. Også din store tro på dine medmennesker store klogskab, lige der, fik jeg netop den opfattelse af dig, som utrolig naiv. Måske er det din unge alder der gør du ikke besidder den visdom som mange år tros alt giver de fleste mennesker, så der er håb endnu. Jeg vil følge dig i årene fremover, forbi, jeg nok, på et tidspunkt, vil i en form for dialog med dig, så held og lykke på livets vej. Hilsen STeen

Lige nu ser det bare ud som om I ikke kan eller vil svare/uddybe :-(

Jeg er stadig meget nysgerrig på at høre, hvorledes I præcis mener, at krigsdeltagelse har en direkte positiv indflydelse på nationens ånd. Hvordan er det, I mener, at danske soldaters erfaringer, heriblandt fysiske og psykiske skader, bidrager til at flytte den danske mentalitet bort fra en forventning om passiv forsørgelse til en aktiv udfoldelse af livet?

I skriver helt eksplicit, at I mener, at krigsindsatsen er gavnlig for den danske mentalitet. Hvordan kommer dette aktuelt til udtryk? Hvilke ‘uduelige mennesker’ er det, som kommer på ret køl?

At krigsdeltagelsen har en stor betydning er vel hævet over enhver tvivl. Men hvordan er det, I gør den op til at være gavnlig?

Den afgørende sætning er for mig at se denne:
“Men denne velfærdsmentalitet er efter vores opfattelse langsomt under forandring. At Danmark siden 2002 har været en krigsførende nation har afgørende betydning for vores selvopfattelse og nationale identitet. På trods af mange faldne soldater er det ikke svært at rekruttere nye soldater til missionen, og der er bred politisk opbakning.”

Er jeres væsentligste belæg for at hævde, at krig har en gavnlig effekt på befolkningens mentalitet, at unge mennesker er villige til at deltage i krigen?

vh
Jonas

Tak for dit svar. Jeg tror godt, jeg forstår jeres bud på en tolkning. Men jeg har svært ved at se, at I har præsenteret nogen gode argumenter for den. For mig at se, kunne man lige så godt forestille sig, at mange danskere accepterer krigen i Afghanistan, fordi den har ret begrænset indvirkning på de fleste danskeres hverdag. Accepten kunne således præcis være et tegn på den politiske passivitet, som I mener, er fremherskende i velfærdsstaten. Jeg siger ikke, at det forholder sig sådan (mon ikke fænomenet er mere komplekst?), men at I ikke har overbevist mig om det modsatte gennem nogen form for argumentation.

Jeg underviser til daglig i litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Noget af det første, vi plejer at gøre vores studerende opmærksom på, er, at det er nyttigt at skelne mellem en forfatters holdninger og karakterer eller fortællerfigurer i hans værker. Du skriver, som om kældermennesket er Dosojevskijs talerør. Det er forkert. Dostojevskijs værk er kendetegnet ved at lade en række meget forskellige og ofte indbyrdes modstridende teorier og holdninger komme til orde – ofte uden at der drages klare konklusioner. Dog virker det til, at der eksempelvis i “Forbrydelse og straf” promoveres en kristen moral som modgift til hovedpersonens amoralske vitalisme, der har ledt ham til at slå uskyldige ihjel for at fremme sine egne interesser…

Dostojevskij er uden tvivl optaget af vitalisme, men han problematiserer den også, og så vidt jeg ved, hylder han ingen steder en vitalistisk militarisme, sådan som I gør. Faktisk er kældermenneskets oprør præcis rettet mod en officer, der for ham inkarnerer alt det opblæst middelmådige i samfundet.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener med, at min sammenligning mellem jeres tanker og den militaristiske vitalisme omkring 1. verdenskrig vidner om mit “eget armod”. Jeg tror, de fleste med forstand på europæisk litteraturhistorie, vil finde parallellen oplagt. For her har møder man den blanding af nationalisme, militarisme og vitalisme, der for mig at se komme til udtryk i jeres indlæg i en, indrømmet, lidt mindre bombastisk sprogtone. Men lad mig tilføje, at jeg bestemt ikke er ekspert i hverken italiensk futurisme eller Ernst Jünger, så jeg er meget modtagelig for argumenter fra din side, der kan vise, at der ikke er nogen lighed. Har du sådan nogen?

Udgangspunktet for vores indlæg var en undren: hvordan kan det være, at Danmarks aktive krigsdeltagelse i Afghanistan accepteres af befolkningen og partierne. Ifølge seneste Rambøll er befolkningen delt med ven svag stigende tendens til øget støtte. Og det på trods af, at der hele kommer døde hjem fra slagmarken.

Sammenlignet med holdningen til krig tidligere i den nyeste danmarkshistorie er det en ret markant ændring, hvor pacifismen stod meget stærkt og viljen til at engagere danske soldater i egentlig kamphandlinger var ekstrem begrænset. Det begyndte ikke med Anders Fogh og Irak-krigen, men med indsatsen i Eks-Joguslavien.
Samtidig er det ikke svært at rekruttere soldater til holdene i Afghanistan. Hvorfor?

For krig er forfærdelig og sidste løsning, når alt andet er fejlet.
Vores indlæg var så et forsøg på at pejle tidsånden i den danske folkesjæl.

Og vores bud eller tolkning er så, at krigen for mange soldater er et slags uartikuleret opgør med den tryghedskultur, som velfærdsstaten er det mest monumentale og samlende udtryk for. Mange unge vil åbenbart vove det dyreste af alt, livet, for at deltage i en krig så langt væk som i Afghanistan. Frem for en 37-timers arbejdsuge med tillids- og sikkerhedsrepræsentant ved hånden for at sørge for miljø og trivsel.
Hvis vi sætter krigen ind i den større fortælling, burde det være enhver bekendt, at krig faktisk har spillet en stor rolle og ofte været en mulighed. Mange af danske sange (f.eks. i Højskolesangbogen) handler om krig. Danmark var besat 1940-45 og det gav anledning til en selvransagelse og øget forsvarsvilje og NATO-medlemskab under devisen “Aldrig mere en 9. april”. Den modstandsløse overgivelse følte mange som ydmygende.

Den pacifisme, som Jakob synes at skrive ud fra og anse for mainstream, er i den større danmarkshistoriske fortælling en parentes, der begyndte i 1883 med Hørups “Hvad kan det nytte?”-tale for at kulminere i Stauning-Munch-ministeriet 1929-1940 og derefter på retur, men med en kort opblomstring i 1980erne under fodnoteperioden. I dag synes den mentalitet at være mindre udbredt end nogensinde, selvom intellektuelle næsten altid a priori vil tendere mod pacifisme.

Når vi nævnte Dostojevski, tænkte vi på hans opgør med nyttemoralen i novellen “Optegnelser fra et kælderdyb”. Her foretager Dostojevski et voldsomt eksistentielt opgør mod, at fred og ro og lykkepiller er livets formål. Hvis du prøver at give mennesker lykken på et sølvfad, så det intet andet skal gøre end at spise og drikke og formere sig, så kan du være sikker – skriver Dostojevski – at så vil mennesket – af ren utak – revoltere mod al denne godhed. For menneskets dybeste drift, siger Dostojevski, er menneskets trang til selvstændighed, og det er parat til at gøre alt ondt for at hævde sin selvstændige vilje.

Der er – indrømmet – langt herfra og til Afghanistan, men alligevel er det måske brikker til en dybere forståelse af, hvad der foregår i denne verden, hvor unge danske soldater står i kø for at gå i krig og titusinder af pårørende, kammerater, naboer osv. følger med og er eksistentielt bundet op af krigen.

Det er lidt udtryk for dit eget armod, når du kun kan sætte vores klumme ind i et semifascistisk tankesæt.

I underbygger jeres påstand om krigens gavnlige effekter gennem henvisning til blandt andre Hobbes og Dostojevskij. Der findes dog langt mere oplagte valg i litteraturens historie fra tiden omkring 1. verdenskrig. Jeg tænker på den italienske futurist og fascist Filippo Marinetti og den tyske protofascist Ernst Jünger. De hævdede begge som jer, at krig er gavnligt for nationens vitalitet, ja sågar, at mennesket var mest egentligt menneske, når det deltog i krigen. Jeres retorik, der ikke alene fuldstændigt underkender den skadelige virkning krig har på danske soldater, men også de massive lidelser, den påfører de såkaldte fjender, ligger meget tæt op af denne fascistiske voldsforherligelsesvitalisme.
Jeg vil ikke anklage jer for med fortsæt at sprede fascistisk propaganda. Men så må konklusionen derimod blive, at jeres indlæg afslører en skræmmende mangel på historisk viden og refleksion. At man efter de to verdenskrige og de mange andre katastrofer i det 20. århundrede kan skrive og angiveligt mene som jer, er efter min mening ubegribeligt og forfærdende.

Mh Jakob

Jeg venter i åndeløs spænding på svar på ovenstående …

Jeg tror godt, jeg forstår hovedpointen i jeres kommentar. Men jeg forstår ikke hvor substansen, der skal underbygge netop denne måde at se tingene på, findes.

Ekstreme situationer udløser et væld af reaktioner i kroppen og nervesystemet, og her er der fællestræk ved ekstremsport, ved at køre hasarderet i biler, ved at komme i slagsmål og ved at være i krigssituationer. F.eks. udløses der dopamin i hjernen, hvilket betragtes som en slags belønningsstof. Hos nogle bliver det nærmest en afhængighed, hvor livet udenfor disse situationer forekommer blegt og glansløst. Og faktisk er dette også noget af det, som krigsveteraner oplever, når de er tilbage i den hjemlige hverdag.

Hvordan I forestiller jer, at dette forplanter sig som noget positivt til det hjemlige samfund, forstår jeg simpelthen ikke. Kan du komme med nogle konkrete eksempler? Nu har DK jo været krigsførende i en del år, så den effekt i taler om, må være til at finde et sted.

Muligheden for at blive konfronteret med døden er faktisk allestedsnærværende. Man kan bare kigge sig omkring. Når man når en hvis alder, så kommer der et tidspunkt, hvor nogen omkring en dør. Sygdom og lidelse er mindst lige så sikker. Kunsten er på trods af død og lidelse at bruge livet på noget meningsfuldt – og at skabe et meningsfuldt liv betyder også at udfordre begrænsningen.

Hvordan krig – eller ekstremsport, eller gemen vold – bidrager til skabelsen af meningsfulde liv, hvor mennesker engagerer sig og tager ansvar, kan jeg simpelthen ikke forstå. At søge den slags situationer er snarere en midlertidig flugt fra et liv, der i forvejen ikke giver mening.

Dermed ikke være sagt, at der ikke kan være krige, som er værd at kæmpe, men det kræver, at der er et meningsfuldt mål med dem, og det forholder I jer per definition ikke til i jeres kommentar.

Jeg er enig i, at vi mennesker generelt ikke er vågne og opmærksomme nok på livets grundliggende kvalitet ved det simpelthen at være i live. Men at hive krig ind som en modgift mod det, forstår jeg simpelthen ikke.

Har I noget som helst, der kan underbygge jeres synspunkt? Eller mener I det alligevel ikke rigtigt?

vh

Jonas