Efterværn til voldsramte Kommenter
10:39 den 1. juli 2010 Børn, Lokalpolitik, Læserbreve, Socialpolitik
En opgørelse fra Servicestyrelsen viste for nylig, at 59% af de personer, der i 2009 søgte hjælp på et krisecenter, var gengangere. Dette er en stigning i antallet af gengangere i forhold til 2008 og tyder på, at mange voldsramte hænger fast i voldelige parforhold.
Derfor er det vigtigt, at vi i kommunerne giver en systematisk hjælp og opfølgning til personer, der har været på krisecenter. Jeg stillede derfor et spørgsmål omkring Frederiksberg Kommunes indsats på kommunalbestyrelsesmødet d. 14. juni.

Forvaltningen bekræftede, at der er stor opmærksomhed omkring voldsramte, og at vi på Frederiksberg bl.a. tilbyder individuel opfølgning, intensiv rådgivning, hjælp til at finde ny bolig og særlig støtte til børn i voldsramte familier.
Det kan være meget svært for voldsramte at bryde ud af et voldeligt forhold og starte en ny tilværelse. Vold i parforhold er stadig tabubelagt og mange fortæller det aldrig til nogen. Det anslås, at mere end 20.000 børn i Danmark lever i hjem med vold. Det sætter dybe spor og fører ofte til depressioner og angst i voksenlivet. Mange gentager også det voldelige mønster i deres egne parforhold som voksne.
Derfor er det vigtigt, at der er gode støttemuligheder på Frederiksberg – og jeg vil have fokus på, hvordan vi også fremover kan hjælpe voldsramte familier videre.
Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg d. 1. juli 2010

