Derfor er jeg ikke feminist 7 Kommentarer
I disse dage pågår en diskussion omkring såkaldt borgerlig feminisme. Radioprogrammet Agenda på P1 har blandt andet interviewet en række ”kernesunde millionøser” og kønspolitiske debattører, der gerne vil trække feminismen ind i blå stue. En slags ”feminisme-plus-sushi-og-røde-negle”. Men borgerlig feminisme er både en misforståelse og en selvmodsigelse.
Kvindekampen var berettiget i starten af 1900-tallet. Dengang kæmpede både mænd og kvinder for kvinders lige rettigheder. Men den anden bølge af feminisme med udspring i ungdomsoprøret lod sig ikke nøje med lige rettigheder. 70’er feminismen indførte den i dag dominerende præmis om, at ligestilling betyder lige fordeling.
Kvinder opfattes i denne optik som et nyt kønsproletariat, der undertrykkes af et maskulint, kapitalistisk patriarkat. Kønsforskelle betragtes overvejende som en social konstruktion, der bør nedbrydes til fordel for et kønsneutralt utopia, hvor mænd og kvinder er lige repræsenterede i alle livets aspekter. Derfor anses kvinder som ofre, så længe kvinder og mænd opfører sig forskelligt.
At kvinder i dag er en særligt undertrykt samfundsklasse er dog langt fra åbenlyst. Lønkommissionen har netop udgivet en rapport, der dokumenterer, at der ikke reelt findes lønforskelle mellem mænd og kvinder i samme faggruppe. Hvis feministerne virkeligt ønsker at hjælpe undertrykte samfundsgrupper, er de til gengæld påfaldende tavse omkring mænds overrepræsentation i fængslerne, blandt de hjemløse og i selvmordsstatistikken.
Kvindeforkæmperne har indtaget en position, man kunne kalde ”Feministisk Direktørsocialisme”. De kæmper for højtuddannede karrierekvinders vilkår, men bekymrer sig ikke meget om kønsforskelle på bunden af samfundet. I virkeligheden er det vel en slags elitær kvindemafia, der ønsker særbehandling af sine egne.
Kvinder og mænd er i dag lige for loven. Hvis feministerne i Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet får held til at indføre kønskvoter i erhvervstoppen, ofrer de ligestillingen i ligestillingens navn.
70’er feminismens underlige ønske om at kollektivisere det enkelte menneskes lykke burde uden tøven kastes på historiens mødding. Men er der grund til at erstatte den med en ny borgerlig feminisme, der kæmper for at beskytte den juridiske lighed imod krav om tvang og særbehandling?
Umiddelbart er synspunktet sympatisk. Der findes også lande i verden, hvor kvinders rettigheder langt fra er en selvfølge. I Nigeria, Sudan og Iran stener man kvinder til døde, hvis de dyrker sex uden for ægteskabet. Kønsadskillelse, social kontrol og tvangsægteskaber finder desværre også sted i nogle fundamentalistiske indvandrermiljøer i Danmark.
Alligevel tager jeg afstand fra forsøget på at omforme feminismen i en borgerlig ånd. Frihedsrettighederne gælder uanset køn. Det er ikke en særlig kvindesag at kæmpe for menneskerettigheder i ulande eller imod undertrykkende særvilkår i vesten. Som borgerlig bør udgangspunktet være det enkelte menneske – uanset om vedkommende er kvinde, mand, rødhåret eller venstrehåndet. Rettigheder følger individer – ikke grupper, klasser eller køn. Dette strider på alle måder imod feminismens kollektivistiske værdigrundlag, der betragter kvinder som en undertrykt kønsklasse.
Derfor er det i bedste fald noget vrøvl og i værste fald meningsforstyrrende eller formålsstridigt at kalde sig borgerlig feminist. Lad venstrefløjen beholde feminismen, vulgærmarxismen og alt det andet socialistiske vraggods fra ungdomsoprøret i 60’erne og 70’erne.
Midtpunkt i Jyllands-Posten tirsdag d. 13. juli
Hvis borgerlige er afhængige af de riges stemmer, så må det nødvendigvis være de borgerliges opgave at holde de rige rige.
Hvis socialister er afhængige af de fattiges stemmer, så må det nødvendigvis være socialisters opgave at holde de fattige fatttige.
Der har været nogle begreber, der altid har været toneangivende for socialismen: kollektivisering, offergørelse og adskillelse.
For adskillelsens vedkommende ville en borgerliggørelse af feminismen betyde et tab af indflydelse. Det er afgørende for feministerne, at der altid findes en fjende at pege på.
Hvis feminister pludseligt også kunne være borgerlige, ville den adskillelse forsvinde. Dette ville betyde tab af kollektiviseringstanken og accept af de rige asociale svin.
Det er længe siden, at feministerne overlevede sig selv. Siden da er de en gang om året dukket op på fjernsynsskærmen på Kvindernes Dag og har lukket en masse substansløs retorisk sludder ud.
Det er de færreste, der har kunne undgå tanken om, hvorfor feministerne ikke har kastet sig over muslimske kvinders undertrykkelse i et patriarkat, der slår det vestlige patriarkat med lysår. Der må for en bevægelse, der har mistet sin eksistensberettigelse i den grad være tale om gefundenes fressen.
Men det er jo som del af en socialistisk bevægelse med et næsten uendeligt, til tider selvmodsigende og selvmodarbejdende, antal ideologiske agendaer, til tider svært at være dygtigt skolet ideologisk socialist, og så samtidig få noget reelt arbejde fra hånden.
Feministerne har i den forbindelse valgt at solidarisere sig med feminismen, og ikke med de reelt trængende muslimske kvinder.
Elfenbens feministerne lever derfor en gedulgt tilværelse, hvor de i deres sekteriske samfund med sjældne mellemrum kommer ud fra deres hi, og beklager sig over ikke-eksisterende lønforskelle, ideologiske opfattelser af uretfærdigheden ved ”mangel” på kvinder i virksomhedsbestyrelser og uretfærdigheden ved, at de ikke kan få adgang til de samme golf klubber, som deres bestyrelseskolleger kan.
Hvis feministerne var kloge, gik de i gang med at hjælpe de reelt undertrykte muslimske kvinder, men sørgede for, at de muslimske kvinder aldrig blev helt frigjorte, for læren af alt dette er, at hvis man afhjælper situationer, så overflødiggør man før eller siden sig selv.
Vel talt, Mie Harder!
Efter et langt liv, er det min erfaring at feministerne vil have det hele for den halve ydelse. Kvinder arbejder mindre, men vil have løn for lige så meget. Kvinder pjækker mere.
Så nej tak, fri os fra den såkaldte “ligestilling”. Vi skal bare være lige for loven; så må vi selv kæmpe os frem til det vi vil være/have.
Helt enig, Birthe.
Jeg er lodret uenig i at der ikke er noget at komme efter fra borgerlige kvinder, tværtimod. Det ville være rigtig sørgeligt hvis feminisme skulle gå hen og blive et projekt som dikteres af de der råber højest i debatten, hvilket i øjeblikket må siges at være SF og topkvinderne hos Socialdemokraterne.
Der er jo meget andet at tage stilling til ud over ligeløn. F.eks kører debatten i øjeblikket på prostitution, hvor SFs mærkesag er at kriminalisere kunderne, henover hovedet på sexarbejdende kvinder. For mig at se er det sørgeligt at der ikke er flere borgerlige der tør tage den debat op, for det er da en umådelig ufrisindet holdning at have til kvinder og seksualitet.
Freja, jeg forstår ikke helt, hvad det er, du mener et det borgerlige projekt i feminismen? Jeg er enig i, at kriminalisering af prostitution er forkert – men det er det ikke fordi kvinder har nogle særlige rettigheder på dette område, de har blot samme ret som alle andre til selv at bestemme over deres krop. Feminismen tager dybest set udgangspunkt i en kollektivistisk klasselogik, der er meget “uborgerligt”. Det betyder ikke, at man som borgerlig er ligeglad med ligestilling og prostitution – jeg deltager selv aktivt i disse debatter – men mine synspunkter på begge punkter er så langt fra 70′er feminismen, som de kan komme.
Mie
Jeg tror i bund og grund at det handler om hvad man betegner feminisme som. Hvis feminisme, som fast begreb, skal hænge sammen med det at være en snæversynet venstrefløjssocialist, der er blevet puritansk og forstokket på sine gamle dage, kan jeg udemærket godt forstå at du tager afstand og tænker i guder. Det gør vi andre også.
Men jeg synes ærlig talt det er rigtig ærligt, hvis vi skal give disse kvinder den sejr. For feminisme for mig, og mange andre, har bevæget sig langt siden den lilla ble og demonstrationer. Muligvis fordi vi er generationen efter. Men jeg ser det ikke som en skam at føre kvinders sag, da kvinde som bekendt er kvinde værst. Og det synes jeg den anden side af debatten er et glimrende eksempel på, når debatten ikke får lov at rykke sig.
Jeg er helt enig i at kampen om ligeløn reelt er vundet, de kvinder der kræver mere løn er sjovt nok også, efter min ganske subjektive betragtning, de selv samme som skriger deltid pga børn. Og den kamp kan jeg derfor ikke tage alvorligt mere. Men jeg vil da mene at frisindet overfor andre kvinder er i fare, simpelthen fordi der fra den modsatte fløj bliver lagt den ene “sandhed” efter den anden, i alle spørgsmål hvor de ser at kvinder er undertrykte, som f.eks prostitution og tørklæder.
Med andre og langt kortere ord, så synes jeg det har en berreltigelse at vi kvinder står sammen, også selvom vi ikke mener det som den anden fløj i debatten gør.
Mvh
@Freja,
Kan du nævne et eksempel, hvor feminisme ikke er baseret på en form for socialistisk klassetankegang? Jeg synes ikke, det er noget tab at lade venstrefløjen om at være feminister og jeg synes heller ikke, der er nogen særlig grund til at “stå sammen som kvinder”. Kvinder er mennesker, har menneskerettigheder og skal behandles ligesom andre mennesker (mænd..) og hverken mere eller mindre. Jeg synes ikke, der er noget behov for at begrunde nogen som helst politik i et særligt hensyn til køn, og jeg kan ikke se, hvordan feminismen kan være andet end netop det. Vi kommer jo ikke uden om, at udgangspunktet er kønnet.
Jeg er dog klar over, at nogle mener anderledes – og taler om alle mulige slags borgerlige feminismer. Det er de velkomne til – jeg mener bare ikke, det giver mening.