Hvem betaler? Kommenter
”Hvad er det ved den offentlige sektor, der er så generende, at den skal bære byrden alene?” spørger direktør for Børn-, Familie og Uddannelse i Faxe Kommune, Eik Møller, i en kronik i Berlingske Tidende. Han mener, at kommunerne er udsat for en mediethetz og er utilfreds med, at DI og CEPOS kræver nulvækst eller ligefrem nedskæringer i det offentlige. Nedskæringer som OECD, Det Økonomiske Råd og de fleste fagøkonomer i øvrigt tilslutter sig nødvendigheden af. For at skåne den offentlige sektor for besparelser, foretrækker Eik Møller antageligt at sende en endnu større regning til borgere og virksomheder.
Desværre demonstrerer kronikken kun alt for tydeligt, at Eik Møller har misforstået et par helt basale samfundsøkonomiske sammenhænge. Misforståelser man i sit stille sind kan ønske sig ikke er alt for udbredte blandt landets kommunale direktører. For det første er der ingen, der ønsker en nedslagtning af den offentlige sektor, som Eik Møller antyder. De offentlige udgifter overstiger i dag 1.000 mia. kroner og udgør 60% af BNP. De mest vidtgående forslag bringer det offentlige tilbage til størrelsen under Nyrup regeringen. Det kan vel næppe betegnes som en social massegrav?
For det andet betyder nulvækst eller nedskæringer ikke, som Eik Møller skriver, at det offentlige betaler for krisen. De eneste, der betaler for noget i Danmark, er skatteyderne. Staten, på den anden side, har kun de indtægter, den kan indkræve fra andre menneskers værdiskabelse. Den offentlige sektor eksisterer altså udelukkende, fordi den bæres på hænder af det private erhverv og skatteyderne. Reformer og nedskæringer medfører derfor ingen byrde for det offentlige, men letter derimod byrden for dem, der skaber den velstand og vækst, der er en forudsætning for overhoved at have et velfærdssamfund.
En kortere version af dette indlæg har været sendt til Berlingske, der dog desværre ikke fandt plads til indlægget.