Feminismen æder sin egen hale 3 Kommentarer
”Ja, for at sikre diversiteten skal vi bruge en kvinde. Derfor foreslår jeg at pege på […]”. Nogenlunde sådan faldt ordene på et afdelingsmøde for nylig. At kvinden, der blev udpeget til et fagligt panel, i øvrigt er blandt de førende forskere på sit felt blev dog nævnt efterfølgende. Det er endnu ikke et formelt krav på CBS, at kvinder er repræsenterede i alle organer, men det er uden tvivl comme-il-faut.
Som kvinde føler jeg mig fornærmet. Jeg vil vurderes på mine kvalifikationer – ikke mit køn. Mit ærinde er ikke at beskylde nogen for kønsfavorisering. Hun var blevet udpeget uanset. Men eksemplet viser, hvordan ligestillingsdebatten i stigende grad fortrænger fokus fra kvalifikationer. For hvorfor taler vi overhoved om køn? Er det ikke ligegyldigt?
Desværre ikke. Feminismen har nemlig sejret ad helvede til. Selv uden kvoter, kommer køn i praksis forud for kvalifikationer. Hvis ingen havde nævnt i en sidebemærkning, at den omtalte kvindelige forsker selvfølgeligt er yderst kvalificeret, kunne mødedeltagerne forledes til at tænke, at hun alene var udpeget som repræsentant for minoriteter, diversitet og feel-good. Selv topkvalificerede kvinder risikerer altså at blive opfattet som et hak i en kønspolitisk dagsorden.
Men feministerne i diverse HR-afdelinger og kvindeforeninger må klappe i deres hænder. Kvoter er slet ikke nødvendige. Samfundet er tilsyneladende så påvirkeligt af politisk korrekthed, at vi alle lydigt går i takt, hvis blot der hamres længe og stædigt nok på selv det mest tåbelige budskab.
Alle store virksomheder og universiteter har i dag en ligestillingspolitik. HR medarbejdere udtænker utallige strategier og værktøjer, der kan fremme kvinders repræsentation. I 2009 havde det Frie Forskningsråd reserveret 70 mio. kroner, der ifølge en noget kringlet formulering skulle fremme kvindelige forskningsledere uden dog at diskriminere mandlige kandidater. Kvinder bliver altså de facto betragtet som en underlig størrelse, der skal holdes i hånden og gives særvilkår. Hvorfor ikke bare vurdere deres kvalifikationer?
Kvindebevægelsen har haft succes til at definere ligestilling som lige repræsentation. Til gengæld bliver kvinder på universiteterne og alle andre steder de facto reduceret til ligestillingstrofæer, der kan pynte på CSR rapporten. Vi kan aldrig vide, om vi er ansat på baggrund af køn eller kvalifikationer. Der er ingen på CBS eller andre steder, der ønsker diskrimination, men det er konsekvensen, når lige repræsentation er målet. Feministerne har sejret, men det er sket på bekostning af kønnenes lige rettigheder og ligeværd.
Opinion i Berlingske Tidende søndag d. 6. juni 2010
Nu har kønnet mand været en nødvendig, men dog ikke tilstrækkelig kvalifikation til offentlige stillinger i årtusinder, så hvad er der dog galt med lidt kønskvotering i en overgangsperiode?
Gert, kvindekvoter vil jo betyde, at vi i kampen mod diskrimination mod kvinder indfører diskrimination mod mænd. Vi ville altså ofre princippet om kønnenes ligestilling, ligeværd og ligheden for loven for at gennemtvinge en bestemt fordeling af kønnene. Det har, i min verden, intet med ligestilling at gøre. Tværtimod ville det medføre en ofring af ligestillingen i ligestillingens navn.
Alle undersøgelser viser i øvrigt, at kvinders manglende repræsentation ikke skyldes diskrimination. Kvinder prioriterer anderledes. Mænd og kvinder er forskellige – og det skal vi ikke prøve at ændre på eller kompensere for igennem lovgivningen. Loven skal sikre, at alle har samme rettigheder – men hvordan den enkelte borger og familie vælger at leve, bør vi ikke blande os i.
@Gert
Et andet spørgsmål er, hvor længe varer en ‘overgangsperiode’? 14 dage? 14 år? Indtil politisk korrekt kønsdiskriminering er blevet en etableret norm, som ingen sætter spørgsmålstegn ved?
Hvis det passer, at ‘kønnet mand været en nødvendig, men dog ikke tilstrækkelig kvalifikation til offentlige stillinger i årtusinder’, hvorfor skal mænd straffes for det? Det følger nemlig ikke, at mandkønnet alene har stået for den kønsmæssige rollefordeling i samfundet. Dette er en myte og en gammel kliche. Hvem har f.eks. stået for opdragelse af de generationer, der har dyrket denne rollefordeling og sendt den videre i arv? Har hunkønnet ikke spillet en rolle der?