Velfærdsstaten 2.0: Back to basics 2 Kommentarer
Når der er røde tal på bundlinjen, må man spænde livremmen ind. Det kender vi alle fra vores personlige husholdning. Vi ved godt, at det er uholdbart at bruge mere end vi tjener måned efter måned. Præcis denne situation står Danmark i nu. Vi har i mange år levet over evne. De offentlige udgifter er vokset med rekordfart uden tilstrækkelig dækning på bankbogen.
Der er i dag flere danskere uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Hver eneste nyfødte dansker modtager støtte og overførsler for 900.000 kr. mere igennem sit liv end vedkommende betaler i skatter og afgifter. Situationen er åbenlyst uholdbar.
I starten af 2000’erne stod Lego i en historisk krise med et milliardunderskud. Løsningen blev en tilbagevenden til kerneproduktet. Back to basics. Unødige produkter blev skåret fra, medarbejdere blev fyret og underskud blev vendt til overskud. Krisen blev altså startskuddet til en nødvendig strategisk omstilling, der gjorde ondt på kort sigt, men sikrede virksomhedens overlevelse.
På samme måde kan Danmark komme styrket ud af den nuværende krise, hvis vi handler proaktivt. Effektiviseringer i den offentlige sektor er nødvendige, men kan ikke stå alene. Der er brug for en åben og kritisk diskussion af, hvordan vi overordnet prioriterer samfundets ressourcer. Er gratis mad i daginstitutioner, rengøring til ældre, børnecheck og økonomisk støtte til alt fra landbrug og banker til aftenskoler, svømmehaller og teaterbilletter den bedste prioritering af de offentlige ressourcer?
Er det rimeligt at betale sunde og raske seniorer for at trække sig tidligt tilbage og give studerende månedlige tilskud til husleje og cafébesøg – alt imens der ikke er råd til den bedste kræftbehandling og folkeskolen sakker bagud i international målestok? Hvad er statens kerneopgaver – og hvad kan vi klare os uden?
Det et er aldrig populært at tage noget fra nogen. Men hvis velfærdsstaten skal fremtidssikres, er det nødvendigt at træffe de svære valg nu. Den brede middelklasse er blevet forkælet i mange år og må indstille sig på at klare flere ting selv. I stedet skal vi tage bedre hånd om de svageste borgere i samfundet.
Vi må holde op med at bilde os selv og hinanden ind, at vi kan få det hele. Det er tid til at sende den danske model til eftersyn og tage en fordomsfri diskussion af hvilke opgaver, staten bør løse, og hvilke opgaver, der falder under borgernes personlige ansvar.
Klumme på 180grader.dk
Hej Mie,
Jeg har skrevet tidligere en kommentar på 180Grader.dk, så – hvis du læser indslagene en gang imellem – kunne du se det.
Vi kan sagtens “spænde livrem”, hvis vi ser mening i det. Desværre er situationen i DK så abnormal, at der er ingen motivation til det. Uanset, hvad en almindelig lønmodtager gør, så bliver han/hun bare mælket af staten til det gør ondt. Politikere i Danmark gør alt, hvad de kan, for at skjule sit lumske “ta´-selv-bord” op fra vores lomme. Det samme har gjort kommunisterne i mit hjemland (Polen). De kunne bare ordne det ved hjælp af Kalashnikov. Og tro mig: det er ikke langt til vi ser det samme i Danmark. Jeg husker godt, hvordan det hele udviklede sig i de kommunistiske stater – og Danmark er godt på vej i samme retning.
Prøv bare at forklare mig, hvordan de nye, østeuropæiske demokratier kan klare sig for bare 19% i skat, med de “mennesklige” og humane afgifter, med et skolesystem, der virker, med sundhedsvæsenet, hvor folk ikke dør oftere, end i Danmark.
Som politiker burde du – efter min mening – tænke lidt over det. Man skal måske overveje en generel reform for konstruktionen af velfærdsstat. For jeg mener, at det er et stort fup med velfærden i Danmark. Det eksisterer bare ikke og det har jeg lært at kende på eget skind.
Med venlig hilsen
Marek Rebacz
Herboende polak
Hej Marek,
Tak for din kommentar. Jeg tror måske, du har misforstået mig. Jeg mener netop, at det er staten, der skal spænde livremmen ind. Jeg mener netop, at vi har brug for en generel reform af vores samfundsindretning, inden vi kører fuldstændigt af sporet. Jeg er derfor helt enig i dine bemærkninger!
De bedste hilsner,
Mie