Lige arbejde Kommenter
Kære Pernille Vigsø Bagge (SF). Du skriver i Jyllands-Posten d. 17. marts, at en sosu-assistent bør tjene det samme som en svejser, da de har en uddannelse af cirka samme længde. Mener du så også, at f.eks. jurister og arkæologer skal tjene det samme? Og må en særlig dygtig og flittig sosu-assistent ikke tjene mere end en mindre flittig kollega med samme uddannelse?

Lige uddannelse er ikke lig med lige arbejde. Udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet, personlige kvalifikationer og villighed til at søge stillinger med større ansvar påvirker også lønnen. DJØF og andre har lavet undersøgelser, der viser, at lønforskellen næsten helt forsvinder, når man tager højde for flere faktorer end blot uddannelse og jobtitel.
Lige løn for lige uddannelse ville være en katastrofe for samfundet. Nogle er dygtigere, klogere, flittigere og mere ambitiøse end andre – og de tjener retfærdigvis mere. Den form for talent og flid skaber nemlig velstand og innovation til alles gavn. Alternativet er næsten en form for borgerløn og vil dræne samfundet for kreativitet og vækst. Nej tak, siger jeg.
Læserbrev i Jyllands-Posten lørdag d. 20. marts 2010

