Særbehandling, nej tak! Kommenter
Der er få kvinder i lederstillinger på CBS, og derfor vil HR chef, Claus Durck Hovej, gøre mere for at tiltrække kvinder. Det er et prisværdigt ønske, men jeg tager skarpt afstand fra en række af de løsningsforslag, der blev diskuteret i decemberudgaven af CBS Observer.
Her erklærer lektor Betina Rennison, at vi skal droppe berøringsangsten og indføre kvoter, ligestillingsregnskaber og ikke nærmere definerede støtteforanstaltninger for at tvinge kvinderne op i ledelseshierarkiet. Claus Durck Hovej foreslår dernæst et særligt ”væksthus” for kvindelige forskere.

Det er en misforståelse, at særvilkår fremmer ligestillingen. Tværtimod risikerer vi at skabe et A og et B hold, hvor kvindernes bidrag vurderes lavere, fordi de ikke konkurrerer på lige vilkår. Hvis kvinder begunstiges med særlige stipendier eller på anden vis fritages fra konkurrence med mandlige kolleger, vil det kun bidrage til at skabe tvivl om deres kvalifikationer.
Fortalerne for særbehandling og kvoter ønsker i praksis at ofre ligestillingen i ligestillingens navn. Nej tak, siger jeg. Vi bør forsvare princippet om kønnenes ligebehandling. Hvis kvinder skal frem i hierarkiet, må det ske på samme vilkår som mænd.
Debatindlæg i CBS Observer februar 2010

