Luk lukkeloven #2 Kommenter
Langt om længe slipper vi, næsten, helt af med lukkeloven. Det er en fantastisk nyhed for butiksdrivende, samt for travle familier og forbrugere, der får større valgmulighed. Det er en forældet tankegang, at politikere skal bestemme, hvornår borgere må købe ind og hvornår butikker må holde åbent.

Allerede i dag findes der et hav af undtagelser. Bilforhandlere, blomsterbutikker, gartnerier, ejendomsmæglere, tankstationer, bagerbutikker og små dagligvarebutikker må holde åbent alle søndage. Uden at det i øvrigt har medført voldsomme klager over medarbejdernes vilkår eller forstyrrelser af den hellige hviledag.
Balder Mørk Andersen (SF) skriver i sit indlæg d. 11. februar, at liberaliseringen af lukkeloven vil ramme både ansatte og butikker hårdt. Men det gælder åbenbart ikke byggemarkeder, som han gerne vil give lov til at holde søndagsåbent. Logikken kan man lede længe efter.
Lukkeloven gavner udelukkende butikker, der på grund af ringe udvalg eller høje priser ikke kan konkurrere på lige vilkår. De butikker ønsker jeg ikke at holde kunstigt i live. Til gengæld er jeg ikke bekymret for vores mange dygtige specialforretninger, der har et unikt og værdifuldt tilbud til kunderne. Derfor glæder jeg mig til at komme af med lukkeloven. Lad os give kunder og butikker valgfriheden tilbage. Det er til alles gavn.
Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 18. februar 2010

