Jeg er enig i, at det er en befrielse ikke at blive vurderet på sit køn hele tiden – og i alle mulige sammenhænge ville det selvfølgeligt være dybt upassende (f.eks. på arbejdsmarkedet) – men jeg ønsker samtidig ikke et kønsløst samfund. Jeg ser det ikke som et mål for kvindesagen at gøre mænd og kvinder ens. Jeg bliver selvfølgeligt også glad, når kvinder er venlige overfor mig – men jeg føler mig altså ikke undertrykt eller fornærmet over, at en mand – fordi han er mand og jeg er kvinde – trækker min stol ud eller holder døren for mig. Det har intet at gøre med – og er i mine øjne ikke en modsætning til – forsvaret af mænds og kvinders ligestilling og rettigheder som individer.

Mie :-)

Jeg vil fejre kvindernes kampdag ved at nyde det allerbedste, kvindefrigørelsen har gjort for os: At det ikke er obligatorisk at tænke på køn hele tiden.