Kvinder til kamp? 2 Kommentarer
For nylig havde jeg en lidt sjov oplevelse efter et cafébesøg. Jeg havde drukket kaffe med en mandlig bekendt, og på vejen ud venter han og holder døren for mig. Selvom mænd da ind imellem åbner døre for mig, kommer det så meget bag på mig, at jeg af refleks stopper op og kigger som for at sige ”skal du ikke ud?”. Da går det op for mig, at han blot udviser gode manerer, og jeg ærgrede mig bagefter over ikke at have sat mere pris på det.
Uden at tænke over det er mange i min generation nok så påvirkede af 70’er feminismen, at de gamle dyder er gået i glemmekassen. Kvindeoprøret i 70’erne lærte os, at kønsstereotyper er undertrykkende, og at vi skulle føle os nedgjort, hvis en mand holdt døren. Forholdet mellem mænd og kvinder blev betragtet som en kamp.
Der har også været meget at kæmpe for, men vi er heldigvis nået langt. I år er 100-året for kvindernes internationale kampdag. I 1915 fik kvinderne valgret og senere har vi opnået ligeløn og lige adgang til uddannelse. Selvom nogle nok vil hævde, at kvinder stadig er undertrykte, fordi der findes lønforskelle, forklares forskellene i dag snarere af de valg, kvinder træffer, end af kønsdiskrimination.
Derfor ændrede feminismen også på mange måder karakter igennem 90’erne. I 70’erne skulle kødgryderne og de traditionelle kvinderoller skiftes ud med karriere og kampråb. I 90’erne blev det igen okay at kombinere feminismen med en mere traditionel kvindelighed. Den postfeministiske kvinde klarer både job og familie i høje hæle og bliver ikke fornærmet, hvis en mand giver blomster eller trækker stolen ud. De bløde mænd skulle igen lære at banke søm i væggen og slå i bordet, når det var nødvendigt.
Kvindeidealet anno 2010 bilder os ind, at vi kan få det hele på én gang. Karriere, børn og masser af overskud. Vi taler meget om manglen på kvindelige topchefer. Men jeg tror ikke, det skyldes, at kvinder ikke kan eller ikke får lov. Jeg tror bare, at mange kvinder vælger at prioritere andre ting. For alle valg er fravalg. Og er det ikke også okay?
Det er ikke let at være mand eller kvinde i år 2010. I det hele taget er livet ikke let. Men jeg mener ikke, at kønnene er i kamp med hinanden. Og selvom jeg nok kan klare de fleste ting selv, vil jeg fremover huske at nyde, når en mand åbner døren for mig eller trækker min stol ud. Den 8. marts synes jeg, vi skal afblæse kampen mellem kønnene og i stedet fejre, at både kvinder og mænd selv kan vælge, hvordan de ønsker at leve.
Klumme i anledning af kvindernes kampdag d. 8. marts, bragt i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 25. februar
Når nogen holder døren for mig, lægger jeg ikke mærke til om det er en kvinde eller en mand. Jeg lægger mærke til at det er en person der vil gøre noget sødt for mig. Hvis jeg tænkte på det som en mand der holdt døren for mig fordi jeg er kvinde, ville jeg føle mig reduceret til mit køn, ligesom jeg ville føle det hvis jeg selv havde en pik, og en person med en kusse blev fornærmet over at jeg ikke holdt døren for hende.
Jeg vil fejre kvindernes kampdag ved at nyde det allerbedste, kvindefrigørelsen har gjort for os: At det ikke er obligatorisk at tænke på køn hele tiden.
Hej Cecilie,
Jeg er enig i, at det er en befrielse ikke at blive vurderet på sit køn hele tiden – og i alle mulige sammenhænge ville det selvfølgeligt være dybt upassende (f.eks. på arbejdsmarkedet) – men jeg ønsker samtidig ikke et kønsløst samfund. Jeg ser det ikke som et mål for kvindesagen at gøre mænd og kvinder ens. Jeg bliver selvfølgeligt også glad, når kvinder er venlige overfor mig – men jeg føler mig altså ikke undertrykt eller fornærmet over, at en mand – fordi han er mand og jeg er kvinde – trækker min stol ud eller holder døren for mig. Det har intet at gøre med – og er i mine øjne ikke en modsætning til – forsvaret af mænds og kvinders ligestilling og rettigheder som individer.
Mie :-)