Nej til 16-års valgret Kommenter
Til kommunalvalget kunne 16-17-årige på Frederiksberg stemme i et særligt ungevalg, der dog ikke talte med i valgresultat. 29,8 pct. af de unge deltog, hvilket faktisk er højere end i mange kommuner. På landsplan var stemmeprocenten for de 16-17-årige kun 15,7 pct.
Jeg er glad for, at Frederiksberg var med i ungevalget. Kommunalpolitik påvirker også unges hverdag. Det er derfor vigtigt, at vi lytter til de unge og prøvevalget gav dem mulighed for at komme til orde.

Men ungevalget er også en del af en større debat omkring valgretsalderen. Mange på venstrefløjen og særligt Dansk Ungdoms Fællesråd arbejder for 16-års valgret. Havde stemmeprocenten til prøvevalget været højere, ville det uden tvivl være brugt til at kræve en nedsættelse af valgretsalderen.
Jeg vil gerne have mere dialog med de unge, men jeg er imod en lavere valgretsalder. Ikke kun på grund af den skuffende stemmeprocent til ungevalget, men først og fremmest fordi valgretsalderen bør følge myndighedsalderen. Det giver ikke mening at give stemmeret til nogen, der ikke betragtes som voksne nok til at køre bil, optage lån, indgå kontrakter eller købe cigaretter. Hvis man ikke er gammel nok til at tage ansvar for sit eget liv, er man heller ikke gammel nok til at tage ansvar for samfundets udvikling.
Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 3. december 2009

