Bred opbakning til integrationspolitik Kommenter
Med opbakning fra alle partier vedtog kommunalbestyrelsen d. 9. november Frederiksberg Kommunes nye Integrationspolitik for årene 2010-2014. Siden 2007 har vi arbejdet målrettet med integration igennem vores helhedsorienterede indsats ”Dialog og Deltagelse”.
Den nye politik sætter de overordnede rammer og mål for en fortsættelse og intensivering af vores arbejde i de kommende år.

Udgangspunktet for politikken er, at alle borgere uanset etnisk baggrund er fælles om de demokratiske værdier og spilleregler i samfundet, og at alle efter bedste evne forsørger sig selv og tager et medansvar for byens udvikling. Men integration er andet og mere end beskæftigelse og uddannelse. Derfor lægger Frederiksberg Kommune også stor vægt på deltagelse og inddragelse i kultur-, idræts- og fritidslivet.
For de kommende år har Frederiksberg Kommune udpeget fem hovedindsatsområder for integrationsindsatsen: Unge og Uddannelse, Beskæftigelse, Familier og Boliger, Idræts- og Fritidslivet og sidst men ikke mindst Evaluering og Dokumentation af indsatsen. For hvert område er der opstillet konkrete mål for den fireårige periode.
Blandt andet ønsker vi, at flere unge udlændinge gennemfører en ungdomsuddannelse, at flere kommer i arbejde, at flere deltager aktivt i kultur- og fritidslivet, at forebygge etnisk og social opdeling af skoler og dagtilbud, at undgå social isolation af kvinder og familier og at styrke bibliotekernes rolle som brobygger. Desuden vil vi blive bedre til at måle vores resultater, så vi kan bruge kræfterne, hvor der er størst effekt.
Målene er ambitiøse, men realistiske. For at indfri ambitionerne vil vi i starten af 2010 invitere de mange aktører på integrationsområdet til at komme med forslag og idéer til konkrete initiativer. Integrationen lykkes kun ved fælles indsats – og vi har ikke alle svarene på forhånd. Derfor ser jeg frem til en konstruktiv dialog om vores indsats de næste fire år.
Læserbrev i Frederiksberg Bladet tirsdag d. 1. december 2009

