Velfærd kræver prioritering Kommenter
08:22 den 27. september 2009 Efterløn, Kunststøtte, Læserbreve, Personligt ansvar, Politik, Skat, Socialpolitik, Sundhed
”Sæt skatterne op!” skriver Jens Chr. Meldgaard i Jyllands-Posten d. 18/9. Svage ældre har det for ringe, der er for lange ventelister i psykiatrien og udsatte børn får ikke tilstrækkelig hjælp. På mange måder har Jens Chr. Meldgaard desværre ret. Vi er alt for dårlige til at hjælpe de allersvageste borgere i vores samfund.
Misbrugere, hjemløse, psykisk syge og udsatte børn demonstrerer ikke på Christiansborg Slotsplads. De har ikke magtfulde interesseorganisationer, der taler deres sag. Og de stemmer næppe til folketingsvalget. Derfor bliver de alt for ofte forbigået, når den ellers ivrigt voksende offentlige sektor udøver sin godhed.
I takt med den stigende velstand stiger også forventningerne til den offentlige service. Og efterspørgslen efter det, der er ”gratis”, er som bekendt uendelig. Middelklassens indhug i den offentlige velfærd er derfor støt stigende. Fra at have som hovedformål at hjælpe de få, der ikke kan klare sig selv, har velfærdsstaten udviklet sig til hele samfundets omfavnende livmoder. En kærlig hånd, der følger os fra vugge til grav med lille skelen til den enkelte borgers behov for hjælp.
At hæve skatterne er imidlertid ingen løsning. Det er korrekt, og efterhånden en presserende problemstilling, at statens indtægter og udgifter ikke hænger sammen. Vi står foran millardstore og voksende underskud på de offentlige finanser, hvis der ikke gribes ind. Men vi har allerede verdens højeste skattetryk. Yderligere indkrævning hos befolkningen løser næppe vores problemer.
Hvis der ikke skabes værdi i den private sektor, svinder statens skattegrundlag. Skatterne kan derfor ikke stige i det uendelige. På et tidspunkt vil dygtige danskere stoppe med at uddanne sig, holde fri i stedet for at arbejde eller simpelthen forlade landet. Ligeledes vil virksomheder flytte deres aktiviteter til udlandet, hvis selskabsskatten er for høj eller hvis de ikke kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Højere skatter gør altså samfundet fattigere – og uden velstand, ingen velfærd.
Løsningen findes et andet sted. Vi skal blive langt bedre til at prioritere. Vi skal turde spørge os selv, om det er rimeligt at bruge flere penge på eliteidræt, kunststøtte og aftenskolekurser, mens kræftpatienter venter på behandling og der nedlægges psykiatriske sengepladser? Er gratis mad i daginstitutioner, børnecheck og efterløn til raske og velbemidlede seniorer den bedste prioritering af de offentlige ressourcer? Er det rimeligt at bruge svimlende summer på velfærdsgoder til den brede middelklasse, når vi i stedet kunne give mere hjælp til de allersvageste i samfundet?
Det er let at sige, at man bør hæve skatterne, og langt sværere at tage en afgørende debat af samfundets indretning. En debat, der måske fører til en forringelse af goderne til stærke vælgersegmenter. Men ikke desto mindre er den debat nødvendig. Jo længere vi venter, jo større bliver den regning, vi skubber foran os.
Midtpunkt i Jyllands-Posten søndag d. 27. september 2009