Sexarbejdere skal høres Kommenter
09:10 den 22. september 2009 Frisind, Lokalpolitik, Læserbreve, Prostitution, Seksualpolitik, Socialpolitik
Frederiksberg Kommunes kommende udsattepolitik skal sikre, at udsatte borgere har mulighed for at leve en værdig og tryg tilværelse. Målgruppen er blandt andet alkoholikere, misbrugere, hjemløse og sindslidende, men der er også et afsnit om prostituerede.
Nogle prostituerede har alvorlige psykiske, sociale, økonomiske og misbrugsrelaterede problemer. Det er vigtigt, at disse udsatte og sårbare prostituerede modtager tilbud om hjælp og støtte igennem kommunen. Ligeledes bør prostituerede, der ønsker at forlade branchen, have rådgivning og hjælp til uddannelse og jobafklaring.
Men ikke alle prostituerede har sociale problemer. En del kvinder og mænd betragter sexarbejde som et erhverv, og de ønsker samme rettigheder og muligheder som andre arbejdstagere. Der er mange myter og fordomme omkring prostitution – og vi skal ikke bidrage til yderligere stigmatisering af voksne mænd og kvinder, der frivilligt har valgt denne levevej. Derfor mener jeg, man bør skelne imellem de mest sårbare prostituerede, ofte narko- og gadeprostituerede, og de mere ressourcestærke og velfungerende.
Vi skal målrette hjælpen til de udsatte prostituerede, men vi skal ikke fordømme og stigmatisere alle, der har valgt at leve af sex. Derfor glæder det mig, at socialudvalget mandag d. 14/9 besluttede at sende udkastet til udsattepolitikken til høring hos Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO). Sexarbejderne er eksperter i deres egne liv og bør involveres – akkurat ligesom vi hører og involverer eksperter og interesseorganisationer på andre områder.
Læserbrev bragt på Frederiksberg Bladets hjemmeside.

