Forebyggelse uden tvang Kommenter
Der er uden tvivl gode intentioner i sundhedsdebatten. Danskerne skal leve længere, i gennemsnit. Helt præcist ønsker regeringen at forlænge middellevetiden med tre år over de næste ti år. Løsningen ligger lige til højrebenet, hvis man tager forebyggelseskommissionens anbefalinger for gode varer. Ved et forbud mod rygning indendørs, øgede afgifter på usund mad og andre tvangsforanstaltninger, vil man sætte ind mod danskernes “livsstilsforbrydelser”. Vi skal ikke blot leve længere, vi skal også have ”bedre” liv, fremgår det af rapporten.
Men forebyggelse drejer sig om mere end abstrakte begreber i redegørelser og rapporter, og livskvalitet kan ikke reduceres til statistik. Forebyggelse handler om mennesker og om de valg, vi hver især træffer til daglig. Netop derfor er sundhed og forebyggelse først og sidst et personligt ansvar. Hvad, jeg putter i min indkøbskurv i netto, er mit valg og mit ansvar. Om jeg bruger min søndag på en løbetur eller på at sove længe, ligeså. Tager jeg trapperne eller elevatoren, æble eller kage til mellemmåltid? Eksemplerne er uendelige. Foretrækker jeg en kortsigtet nydelse, der måske forkorter min levetid, er det ikke et anliggende for Christiansborg.
I medierne og på Christiansborg er der en forventning om politisk handlekraft, og som det efterhånden er blevet sædvane, måles handlekraft på viljen til at beskatte, forbyde og regulere. Helle Thorning-Schmidt efterlyste for nylig mere indblanding og mere politik på baggrund af enkeltsager. Også mange andre, der normalt bryster sig af frisind og tolerance, tøver ikke med at stemple livsstilsmæssige afvigere som viljeløse ofre, der ikke ved, hvad der er bedst for dem selv. Men som borgerlige skal vi først og fremmest værne om menneskers ret til at forme deres egne liv. En rettighed, der i dag er kraftigt under pres.
Vi må spørge os selv, hvilket samfund vi ønsker. Ønsker vi et samfund, hvor staten blander sig i alt og er svaret på alle problemer, eller ønsker vi et samfund af selvstændige borgere, der tager ansvar for deres egne liv? Et samfund, hvor staten hjælper de få, der ikke kan klare sig selv, men tillader det store flertal at indrette deres liv, som de ønsker? Det er afgørende, at vi begynder at diskutere, hvor grænsen går mellem statens indblanding og det personlige ansvar. Efter min mening er grænsen for længst overskredet, og der er brug for, at vi som politikere blander os mindre og ikke mere.