Forbud mod købesex virker ikke Kommenter
14:20 den 23. august 2009 Frisind, Personligt ansvar, Politik, Prostitution, Puritanisme, Seksualpolitik, Socialpolitik
Uanset af hvilken årsag, man ønsker at forbyde køb af seksuelle ydelser, viser erfaringerne fra Sverige, at forbud er nytteløst. Radikale, SF, Enhedslisten og store dele af Socialdemokratiet ønsker et forbud mod købesex i Danmark. Et forbud, hævder de, vil begrænse antallet af prostituerede og hjælpe de prostituerede, der arbejder under kummerlige forhold. At man i øvrigt finder prostitution umoralsk og forkasteligt nævnes kun sekundært.

Ganske forudsigeligt viser erfaringerne fra Sverige, at antallet af prostituerede efter snart 10 år med forbud er uændret. Til gengæld arbejder de prostituerede nu i det skjulte og i højere grad med alfonser som mellemmænd. På trods af politiets indsats, og de mange ressourcer investeret i overvågning og ransagninger, er meget få personer blevet dømt for køb af sex. Til gengæld har de sociale myndigheder endnu sværere ved at få kontakt til de allermest udsatte og sårbare prostituerede.
Det eneste, der er opnået, er altså yderligere stigmatisering af de voksne mennesker, der af fri vilje sælger seksuelle ydelser, samt en forringelse af deres arbejdsvilkår, hvilket nok særligt rammer gruppen af udsatte og sårbare prostituerede. Jeg glæder mig til at høre, om venstrefløjen vil holde fast i ønsket om forbud, eller om de vil lytte til fakta og i stedet sætte fokus på at hjælpe de udsatte prostituerede.

