Æresvold og partnervold Kommenter
09:43 den 19. juli 2009 Feminisme, Integration, Ligestilling, Lokalpolitik, Læserbreve, Socialpolitik
For nylig dokumenterede Servicestyrelsen, at alt for få kommuner i dag har et beredskab mod æresvold og partnervold. Samtidig er antallet af æresrelaterede forbrydelser ifølge rigspolitiet stigende. Desværre har myndighederne i nogle tilfælde været berøringsangst overfor denne problemstilling, og ofrene for æresvold og partnervold har ikke altid fået den nødvendige hjælp.
I DR1 dokumentaren ”Kvinder på flugt” fortalte fire kvinder om vold, trusler og frygt for tvangsægteskab eller deportation til hjemlandet. Flere af dem havde oplevet, at myndighederne ikke gav den hjælp , de havde brug for.
Derfor stillede jeg på kommunalbestyrelsens møde d. 22. juni spørgsmål om kommunens indsats på området, og foranlediget heraf vil forvaltningen til efteråret fremlægge et forslag til særlige retningslinjer for sager om æresvold og partnervold. Retningslinjerne vil have fokus på en helhedsorienteret indsats og vil inddrage erfaringerne fra PSP-samarbejdet (politi-socialforvaltning-psykiatri).
I Frederiksberg Kommune modtager ofre for æresvold eller partnervold i dag en konkret og individuel sagsbehandling i socialforvaltningen, og sagsbehandlerne gør en stor indsats for at give den bedste støtte og hjælp. Men særlige retningslinjer og en styrket kommunikation af kommunens tilbud til personer udsat for æresvold eller partnervold kan gøre det lettere at henvende sig og dermed være med til at sikre, at hjælpen gives i tide. Derfor er jeg glad for, at kommunen nu sætter ekstra fokus på området.
Bragt i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 16. juli 2009

