Hvornår er man integreret? Kommenter
Jeg deltog i dag i en paneldebat på den årlige integrationsdag på Frederiksberg Rådhus. Debatten tog udgangspunkt i spørgsmålet “hvornår er man integreret?”.
Overordnet mener jeg, at man er integreret, når man føler, at man hører til, og når man tager et medansvar for samfundet.
Man kan tale om to former for integration. For det første er der den økonomiske integration. Har man en uddannelse eller et arbejde og kan man forsørge sig selv? Men måske endnu vigtigere er den form for integration, som nogle kalder kulturel, social eller demokratisk integration. Føler man sig som en del af samfundet, respekterer man spillereglerne og tager man et medansvar for samfundets udvikling?
Denne form for integration, lad os kalde det demokratisk integration, kan man ikke tvinge folk til. Derfor skal vi væk fra tanken om, at vi som politikere eller som samfund skal integrere folk. Samfundet kan ikke integrere nogen. Det handler om frivillighed, og den enkelte har selv hovedansvaret for at blive integreret.
Men det omgivende samfund kan skabe rammerne for integration, ved f.eks. at bekæmpe diskrimination og sikre at alle har lige muligheder uanset køn, seksualitet, etnicitet eller religion.
Derfor foregår integration i et samspil imellem den enkelte og samfundet. I virkeligheden mener jeg, at integration er meget lavpraktisk. Det handler om, at mennesker mødes. Derfor er det enormt vigtigt, at vi bor sammen, uddanner os sammen og arbejder sammen – og derfor skal vi bemæmpe den etniske og religiøse opdeling af boligområder og skoler, som man ser nogle steder i landet.
For at integrationen skal lykkes, er det dog en forudsætning, at vi har noget at være fælles om. Integration handler ikke om, at vi alle skal leve ens. Men vi skal have en fælles grundkultur, og den, mener jeg, skal bygge på en respekt for de demokratiske værdier. Herunder ligestilling, religionsfrihed og ytringsfrihed. Det er demokratiet, der skal knytte os sammen, og så betyder det mindre, om vi alle fejrer jul eller spiser frikadeller.

