Uambitiøse skatteforslag fra LO og SF Kommenter
Ret skal være ret. Det er positivt, at SF og LO nu erkender behovet for at sænke topskatten. Men forslaget om at flytte grænsen for hvornår der betales topskat er for uambitiøst. Danmark har stadig stor mangel på arbejdskraft, og den høje marginalskat er en af de største barrierer for at tiltrække dygtige udlændinge og fastholde højtuddannede danskere. For mange danskere betyder topskatten desuden, at det ikke kan betale sig at gøre en ekstra indsats.
Der er ingen grund til at straffe flid og dygtighed. Succeskriteriet for en kommende skattereform må derfor være, at topskatten afskaffes helt. Ligeledes skal vi arbejde for reelle skattelettelser og ikke blot skatteomlægninger. Både SF og LO foreslår at finansiere skattelettelsen ved at øge skatter og afgifter andre steder. I et land med verdens højeste skattetryk er det simpelthen ikke godt nok.

