Klar tale på landsrådet Kommenter
Begejstringen og energien var i top på Konservatives landsråd denne weekend. Bendt Bendtsen blev takket, hyldet og fejret og Lene Espersen blev budt velkommen med manér.

Der er ingen tvivl om, at forventningerne til Lene er enorme. Og i mine øjne klarede hun den første store prøve på landsrådet til UG med kryds og slange. Den nye formand leverede en tale med klare borgerlige budskaber. Her er et par udpluk fra talen:
“Vi SKAL skaffe kvalificeret arbejdskraft og skatten SKAL ned.”
“Det Konservative Folkeparti vil presse på for langsigtede og holdbare reformer. Også når de ikke er lige populære alle steder.”
“Vi mener, det er rimeligt, at danskerne får lov til at beholde mindst halvdelen af, hvad de tjener.”
“Socialdemokraterne foreslår for eksempel, at alle børn skal have gratis mad i skolen. De kalder det for solidaritet og trivsel, når bare de kan få lov til at opbygge en stor skattefinansieret offentlig sektor.Det er jeg lodret imod. Gratisydelser betyder jo bare, at andre skal betale.”
“Vi vil ikke umyndiggøre borgerne ved at opbygge en stor babysitter-stat.”
Derudover vedtog landsrådet et par gode indstillinger, der sætter en klar borgerlig kurs for partiets arbejde i de kommende år. Vi arbejder nu, efter mange års intern debat, officielt for en afskaffelse af lukkeloven. Det har nogle af os gjort længe, men nu er der også udsigt til, at der kan skabes flertal i folketinget. Det ser jeg frem til.
Helt utraditionelt fik Konservativ Ungdom vedtaget deres to indstillinger. Begge er udtryk for god borgerlig politik, som jeg kun kan støtte. Den første er en hensigtserklæring om, at velfærdsydelser skal målrettes de svageste i samfundet – i stedet for at vi, som i dag, mest af alt omfordeler fra mellemklassen til mellemklassen:
“I et moderne og produktivt land som Danmark, bør mere end hver fjerde kunne klare sig selv uden statens indblanding, og man bør frem for at give velfærd til alle, koncentrere sig om at hjælpe dem, der har behov for det, og på denne måde give dem, der kan klare sig selv, muligheden for dette via en lavere skat.”
Sidst men ikke mindst vedtog landsrådet, at Konservative skal arbejde imod yderligere stramninger af rygeloven. Jeg så helst, at vi arbejdede for at afskaffe rygeloven i sin helhed, da jeg mener den er en eklatant krænkelse af den private ejendomsret – men at arbejde imod yderligere stramninger er selvfølgeligt bedre end ingenting.
Alt i alt er jeg dog glad for den politiske kurs, der blev lagt på landsrådet.

