Forbudsdanmark 6 Kommentarer
Det er trist, men efterhånden ikke overraskende, at selv borgerlige ministre ikke kan forestille sig andre løsninger på danskernes problemer end nye forbud, afgifter og skatter.
Hvis danskerne spiser usundt, dyrker for lidt sport, ryger for meget og dør for tidligt – konkluderes det, uden at blinke, at politikerne er for “berøringsangste”. Forbud, restriktioner og afgifter kan jo hurtigt og effektivt hjælpe de uvidende danskere til et længere liv. Det er i hvert fald den foreløbige udmelding fra regeringens forebyggelseskommission.
Professor Finn Diderichsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab tilføjer endda begejstret, at det “koster ikke noget at indføre”. Nej, det koster måske ikke staten noget i kroner og ører, men danskernes ret til at indrette deres liv, som de ønsker, er i mine øjne et endog meget stort offer.
Den mest kritiske udmelding, jeg har set, er fra Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, der i Berlingske er citeret for at sige, at vi ikke kan “fjerne det personlige ansvar totalt”.
Jeg ved ikke om udtalelsen skal tolkes som en beklagelse i stil med “ja, vi ville jo gerne, men en total afskaffelse er forbundet med for store praktiske besværligheder” – eller som en tøvende erkendelse af, at borgernes personlige ansvar allerede i dag er stærkt begrænset, men dog ikke “totalt” afskaffet.
Hvorfor er der ingen, der påpeger, at danskerne godt er klar over, at rygning, fed mad og for lidt motion er usundt og kan forkorte deres liv – og hvis de alligevel vælger at sidde i sofaen og stoppe sig med pommes frites hver dag, så er det deres valg og deres ansvar?
For hvad er det næste logiske skridt, når idealet om det personlige ansvar er forkastet? Totalforbud mod rygning og alkohol, grøntsagsrationer, tvungen morgengymnastik, vitaminpillepåbud og fedmepoliti?
Det bliver i hvert fald ikke med min støtte.
“Hvorfor er der ingen, der påpeger, at danskerne godt er klar over, at rygning, fed mad og for lidt motion er usundt og kan forkorte deres liv – og hvis de alligevel vælger at sidde i sofaen og stoppe sig med pommes frites hver dag, så er det deres valg og deres ansvar?”
Hvor ved du fra, at danskerne over én kam er fuldt oplyste og derfor har den fulde indsigt i, at den lørdagskylling, de spiser d. 30. juli, faktisk kan have indflydelse på deres kolesterol-tal og eventuelle hjerte-kar-sygdomme 20-25 år senere?
Hvordan kan du garantere, at børn, der er opvokset i en familie med en forkert kostsammensætning, og derfor har tillagt sig nogle usunde kostvaner, pludselig som f.eks. teenagere kan se det klart indlysende ufornuftige i dette og derfor vælger at omlægge hele deres livsstil? Hvordan vil du i den forbindelse redegøre for, at der pt. er en klar sammenhæng mellem fedme og social status? Handler det bare om, at befolkningsgrupper med de korteste uddannelser, laveste indkomster og ufaglærte jobs pt. bare er dumme og uansvarlige, da de ikke agerer på den information, de jo selvfølgelig har til rådighed? At de er fuldstændigt lige så ressourcestærke som folk (ingen nævnt, ingen glemt) med lange videreuddannelser og stor samfundsmæssig og sundhedsmæssig indsigt?
- Mette
Heller ikke med min (støtte)…
Jeg er helt enig i at det er forkasteligt, når selv landets borgerlige politikere er villige til at ofre individets frihed og ret til at være herre over eget liv, på formynderstatens alter. Omvendt kan jeg ikke undgå at spekulere over, hvorvidt størstedelen af befolkningen faktisk støtter denne type tiltag. Jeg frygter det.
I førstnævnte artikel er Torben Jørgensen citeret for at sige: “Det handler om at bevæge en masse mennesker lidt i den rigtige retning, men for guds skyld ikke alle. Hvis jeg en dag har lyst til at spise en masse store is, skal jeg stadig have mulighed for det”. Det lyder meget godt. I det mindste må formålet med citatet være at berolige os, for hvem det skærer dybt i hjertet, når den personlige frihed er under pres.
Problemet er bare at denne type tiltag skaber præcedens for andre lignende tiltag. Når det første forbud er på plads, er vejen lagt klar til det næste og så det næste og så det næste.
Formynderstaten er ikke så langt væk, når de første sten er lagt…
@Mette
Tak for din kommentar – jeg beklager, at jeg ikke har haft tid til at svare tidligere.
Man kan selvfølgeligt aldrig garantere, at alle mennesker er perfekt oplyste om alting (i sig selv en umulighed) eller at alle vil træffe de rigtige valg, når de har den information. Men det er heller ikke det, det handler om.
Spørgsmålet er, hvor det personlige ansvar begynder og hvor statens indgriben ophører?
Med den form for argumentation, du bruger, kan man jo retfærdiggøre en hvilken som helst indgriben. Kan du måske garantere, at ingen bilister kører beruset eller hasarderet? Er det ikke lettere bare at forbyde biler?
@Kasper
Jeg er helt enig. De former for tiltag, som diskuteres (og indføres) for tiden, er en glidebane til en barnepigestat.
Hvis det personlige ansvar kan tilsidesættes for et hvilket som helst tiltag, der øger middellevetiden eller sparer penge på sundhedsbudgetterne – hvor går så grænsen?
Selvom jeg tror, at mange støtter f.eks. rygeforbuddet i restauranter, så har de fleste alligevel en grænse for, hvor meget indgriben, der er acceptabelt. Men de grænser rykker sig, og derfor er det værd at tage kampen – også på de mindre sager.
Så da egentlig gerne, at bilerne i hvert fald kom ud af byen, men det er en helt, helt anden snak :) Lad os holde til emnet.
“Spørgsmålet er, hvor det personlige ansvar begynder og hvor statens indgriben ophører?”
Som jeg ser det, er ovenstående først og fremmest en ideologisk argumenation og ikke en praktisk/virkelig argumentation. Jeg er udmærket klar over, at man som konservativ i en eller anden forstand ønsker “mindst mulig statslig indgriben” og “størst mulig personlig frihed/ansvar” – og den argumenationslogik kan man så vælge at forfølge, til man segner. Man kan også vælge at forholde sig til virkeligheden. Fakta er vel, at vi i dag er vidne til en stadig større fedmeepedemi, hvis følgesygdome og disses sundhedsøkonomiske omkostninger, ifølge Sundhedsstyrelsen, vurderes til at udgøre mellem 5-10 pct. af det danske sundhedsvæsens samlede udgifter. Og denne tendens er DK jo ikke alene om – fedme er et stigende probelm i langt de fleste lande med velfærdsstígninger pga. let adgang til fastfoodrestauranter, få lidt fysisk akvitetet, stillesiddende arbejde m.v. Fakta er vel, at vi står over for et samfundsmæssigt problem af dimensioner – hvordan kan dette nogensinde blive den enkelte valg og ansvar at løse dette problem? Og vi kan vel også et eller andet sted konstatere, at den enkelte – af den ene eller anden årsag – ikke tager dette ansvar på sig og rent faktisk løser problemet? Det sker rent faktisk ikke. Tværtimod. Så folk agerer altså ikke rigtigt på en hensigtsmæssig måde – skal man så bare lade stå til og sige, at så må folk sejle i deres eget fedt? Tjo, men pt. belater det hele samfundsøkonomien og fremover vil det belaste endnu større dele. Så vil der være andre velfærdsgoder, vi vil være nødt til at skære væk – og det er vel alt andet lige ikke forfærdelig hensigtsmæssigt.
@Mette
Jeg vil påstå, at både forbud, påbud og skatter er “praktiske” og “virkelige”. Den omvendte, og desværre dominerende, argumentation (om fællesskabets forpligtelse eller ret til at gribe ind når borgerne ikke opfører sig “hensigtsmæssigt”, i dine ord) kan man jo også forfølge til man segner. Men hvad har det med noget at gøre?
Jeg vil i stedet prøve at forholde mig til dine argumenter (selvom du ikke forholder dig til mine). Ja, der er nogle mennesker i Danmark, der har problemer med overvægt og deraf afledte livsstilssygdomme. Det er kun et samfundsmæssigt problem, fordi vi har valgt at indrette os med et gratis sundhedsvæsen (hvilket jeg nu i øvrigt støtter).
Derfor er det også noget vrøvl at sige, at vil have den enkelte borger til at løse dette kæmpe “samfundsmæssige” problem. Jeg vil, derimod, have den enkelte borger til at tage ansvar for sit eget liv. Ansvar indebærer frihed. Og hvis ansvar skal være mere end et skinbegreb, må vi også respektere, hvis folk træffer valg, vi ikke lige mener er hensigtsmæssige.
For at skære det ud i pap. At nogle mennesker lever usundt og derfor dør tidligere er IKKE et tegn på, at de ikke kan tage ansvar for sig selv – og at “vi” (=staten) skal gribe ind. De har blot truffet andre valg end du og jeg måske ville. Måske har de andre præferencer. Måske vil de hellere nyde en cigar i ny og næ, selvom de ved, at det kan forkorte deres liv. Det er deres valg.
At nogle politikere har besluttet at indføre et gratis sundhedsvæsen medfører altså ingen logisk ret til at forbyde alt muligt, der fører til træk på det sundhedsvæsen. Hvis nu du og jeg beslutter, at vi vil være godhjertede og betale for trappevask i vores opgang, kan vi heller ikke bruge det som argument for at forbyde hr. og fru jensen ovenpå at gå med støvler på trapperne. Så må vi enten lave vores aftale om eller erkende, at udgiften vil blive større end forventet.
Den modsatte logik vil fordre, at alt hvad der øger sundhedsudgifterne kan forbydes. Hvor går så grænsen? Det synes jeg er et meget virkeligt og praktisk spørgsmål, som du ikke forholder dig til.